MINDEORD – “Ingen har efter min mening leveret mere end Vita Andersen. Rørende, tankevækkende prosa og rammende lyrik. I debuten ’Tryghedsnarkomaner’ bærer digtene titler som ’sendt væk’, ’ude og skide’ og ’sårspiseren’. Så er stilen ligesom lagt; ligefrem og koncis. Det samme er en forsværgelse af alt studentikost og overgjort. Menneskets tilstande bliver hverken sandere eller mere åbenbare af fremmedord.” Sådan skriver Nanna Mogensen i sin tale til Vita Andersens bisættelse, som POV har fået lov til at bringe.
Vita Andersens døtre har bedt mig sige lidt om Vitas forfatterskab, og det kan jeg bedst gøre ved at tage udgangspunkt i min oplevelse af hende som menneske og som skrivende menneske.
Første gang, jeg skulle møde Vita, var det som talende menneske – hun skulle tale, og jeg skulle lytte og optage det hele til en radioudsendelse. Det var i forbindelse med hendes sidste roman, ’Indigo’ i marts, 2018. Hun havde tidligere afslået et interview – og nu havde hun så sagt ja – men hun var så frygtelig bange for, at jeg skulle være vred på hende pga. det første afslag. Jeg kan huske, at hendes redaktør fra forlaget ligefrem kontaktede mig for at være sikker på, at jeg ikke var vred.
Hvis man vover at bevare øjenkontakten og møde jegets insisterende blik i Vita Andersens digte og prosa – venter der én en gave; fordringen om at se indad
Dette siger måske særligt to ting om Vita Andersen. Dels, at hun ikke brød sig ret meget om at blive interviewet. Dels, at hun slet ikke forstod sin egen betydning for dansk litteratur. Hvis nogen skulle være bange for noget inden interviewet, burde det være mig – ikke hende, men hun kunne have en næsten selvudslettende facon – bekymret for, om hun var god nok og rigtig nok. Om hun leverede.
Ingen har efter min mening leveret mere end Vita Andersen. Rørende, tankevækkende prosa og rammende lyrik. I debuten ’Tryghedsnarkomaner’ bærer digtene titler som ’sendt væk’, ’ude og skide’ og ’sårspiseren’. Så er stilen ligesom lagt; ligefrem og koncis. Det samme er en forsværgelse af alt studentikost og overgjort. Menneskets tilstande bliver hverken sandere eller mere åbenbare af fremmedord.
Vita Andersen kradser fra starten alle illusioner ud med sin rasende pen. Vreden slider næsten hul i papiret. Det er tydeligt, at hun skriver fra et erkendelsens sted – men den slags tragiske erkendelse, der ikke kan føre til forandring. For hun er jo tryghedsnarkoman – fanget i det toksiske mellemmenneskelige spil ligesom alle os andre. Hun hungrer som sin læser efter et omsorgsfix: Se mig, hør mig, elsk mig som jeg er.
Sådan her det lyder f.eks. i debuten: ”rødstrømper er frustrerende siger han. / jeg protesterer råber op/ siger/ se mig/ jeg er levende jeg er varm/ prøv at få øje på mig/ inden jeg bliver helt væk/ hold op med at være hysterisk/ siger han” (’Lænken om min hals’)
Vita Andersen blev fra begyndelsen udskældt af en del af parnassets især mandlige stemmer. Hun var banal og ’for meget’. Man anså hende for at være en slags udannet forfatter, der ikke engang kunne holde sine genrer rene – men skrev knækprosa i stedet for ’rigtige digte’. Hun gjorde det udi bekendelseslitteratur, damebøger og ’den slags’.
Måske var man jaloux over successen. Måske er grunden en anden: Nemlig dén at Vita Andersens brutale ærlighed kræver en modig læser, og det mod besad alle ikke
Måske var man jaloux over successen. Måske er grunden en anden: Nemlig dén at Vita Andersens brutale ærlighed kræver en modig læser, og det mod besad alle ikke. For man skal kæmpe mod sin umiddelbare lyst til at slå blikket skamfuldt ned, når man møder hudløst selverkendende verselinjerne som:
”og jeg synes tit du er hård og kold/ og beslutter at holde op med at elske dig/ men hver morgen når jeg tager fra dig på vagtelvej/ og du ligger sovende under dynen/du er jo forretningsmand/ og sætter telefonvagt på din telefon/hvis du ikke gider stå op/går jeg alligevel med hjertet og kussen i laser/ hen til linje to” (’Jeg er ikke komtesse’)
Hvis man vover at bevare øjenkontakten og møde jeg’ets insisterende blik i Vita Andersens digte og prosa – venter der én en gave; fordringen om at se indad – underkaste sit eget liv en kritisk undersøgelse. Hvordan står det til med kærligheden? Er min tilværelse bedre? Af hvilken barndom er jeg opstået?
Jeg fandt tidligt en allieret i Vita Andersen. En pludselig slægtning.
Vi kom fra samme besværlige baggrund: Vold, omsorgssvigt, en rasende mor skuffet over sit livs beskedne stilling. Evig pengenød. Rodet barndom. Den fraværende far – årene på børnehjem. Hurtigt ud at klare sig selv så godt, som man kunne.
At læse Vita har for mig ikke bare været at heppe på den udsatte og sårbare – det har også været at heppe på mig selv. Tak for at give mig den mulighed! Det var der ikke mange andre, der gjorde
Så at læse Vita har for mig ikke bare været at heppe på den udsatte og sårbare – det har også været at heppe på mig selv. Tak for at give mig den mulighed! Det var der ikke mange andre, der gjorde.
Når anmeldere og litteraturforskere taler om Vita Andersen og hendes forfatterskab, er det ofte de samme opfattelser, der går igen: ’Forfatteren er en usentimental skildrer af barndom’. ’Forfatteren er primært optaget af det helt nære’.
Man overser nemt Vita Andersens kollektive fokus – at hun også retter blikket udad. Hos hende handler det ikke bare om det enkelte jegs besværlige liv. Digteren skaber flere gange den litterære scene for et fællesskab. Det ses f.eks. i samlingen ’Næste kærlighed eller Laila og de andre’, hvor Laila og Kitta og Miranda og Karen og Yrsa og Martha og Mona og Sonja og Anna og Birthe nærmest forvandler sig til stemmer i et kor – hver med deres lille bidrag til en langt større komposition med universel tyngde.
Og i digtsamlingen ’Det er bare ærgerligt’ har det observerende jeg internationalt udsyn med sit blik for både den hjemløse i New York og gadeluderen og den knoklende 16-årige pige i donutshoppen. Børnene og den fattige indfødte befolkning i Peru træder også frem i digte som ’Lommetyvene’ og ’Henover skidtet blinker skosnuderne’, men da må den talende forlade tanken om ’vi’ og ’vores’. I en global kontekst gælder helt andre vilkår og hierarkier, og dét ved Vita Andersen godt.
Her f.eks. en erkendelse af egen vestlig privilegeret position i forhold til skopudserdrengen fra Lima: ”Det generer mig at en indianer skal ligge på sine nøgne knæ/i skidt og støv foran mig/jeg beskytter mig med stofsandaler”.
Jeg vil slutte af med et par ord om Vita Andersens sidste værk – ’Indigo’ , som hun var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for i 2018 – en pris, hun efter min mening burde have haft.
Vita Andersens forfatterskab er på denne måde dirrende, undersøgende og uafgjort helt til det sidste
Der går nemlig en lige linje fra debuten i 1977 til denne erindringsroman skrevet cirka fyrre år senere. Flere beskrivelser og episoder fra ’Tryghedsnarkomaner’ er er næsten ordret citeret i ’Indigo’. Vi er tilbage ved urstoffet – hovedstolen – barndommens store mysterium. Vita Andersens er ikke i tvivl om, hvad konsekvensen af opvæksten har været. Hun siger: ”Når man er kasseret af sine forældre, er man kasseret resten af livet”.
Derimod virker det, som om hun undres over sin egen ageren i forhold til det store svigt: At hun bliver ved med at gå tilbage som en form for litterær tvangshandling. Vita Andersens forfatterskab er på denne måde dirrende, undersøgende og uafgjort helt til det sidste.
Hun skriver: ”Det var det filter, jeg kom til at se verden igennem. En mor som ville være forfatter og slog mig, en far som ikke ville have noget med mig at gøre. Der er et sår. Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skrive om den troede jeg, såret ville heles”.
Tak!
LÆS MERE AF NANNA MOGENSEN HER
Topbillede: Vita Andersen, Forlaget Gutkind
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
