MINDEORD – Hvis man skal dømme folks storhed på den respekt, deres arvtagere udviser, så siger en scene i Netflix-dokumentaren ”Quincy” det hele, skriver Jeppe Madsbad Lauritzen om et af musikkens allerstørste navne.
Da Quincy Jones mandag åndede ud, omgivet af sin familie i sit hjem i Bel Air, var det et af populærmusikkens allerstørste ikoner, der takkede af: For med en karriere, der genremæssigt spændte over jazz, pop, hip hop og filmmusik i roller som komponist, arrangør, dirigent, producer og artist, var Quincy Jones mere produktiv og succesfuld end de fleste.
Det er nærmest umuligt at sætte tal på hans karriere, men 28 grammyer (på 80 nomineringer) og et trecifret milliontal solgte plader i samarbejde med bl.a Michael Jackson, Frank Sinatra og Miles Davis taler alligevel sit eget tydelige sprog: Quincy Jones var først og fremmest et musikalsk geni, men også en dygtig og ekstremt hårdtarbejdende foregangs- og forretningsmand.
Hans indflydelse på musikken over syv årtier kan ikke overvurderes.
Kurs mod stjernerne
Quincy blev født i Chicago i 1933 og bestemt ikke med en guldske i munden. Men da han nogle år senere – efter som 11-årig først at have prøvet et klaver under et indbrud på et lokalt plejehjem – satte sin første messingblæser for munden, var hans skæbne i den grad valgt: Som 13-årig tog Count Basie ham under sine vinger, som 14-årig henvendte han sig med – henblik på samarbejde – til en 16-årig Ray Charles og som 18-årig fik han sit første professionelle engagement som trompetist i Lionel Hamptons Big Band.
Jazzen førte Quincy til skelsættende møder, samarbejder, koncerter og pladeudgivelser med b.la. Miles Davis og Frank Sinatra
Som teenager nåede han yderligere at arbejde med både Duke Ellington og Benny Carter. Og – nå, ja – så spillede han 2. trompet i det band, der bakkede en 21-årig Elvis Presley op på ”Heartbreak Hotel” i hans seks første TV-optrædener. Det meste af 1950’erne var han rejsende jazzmusiker i forskellige ensembler, og i årtiets slutning flyttede han til Paris, hvor han boede lige overfor Picasso, mens han studerede klassiske kompositioner hos Nadia Boulanger.
Jazzen førte også Quincy til skelsættende møder, samarbejder, koncerter og pladeudgivelser med b.la. Miles Davis og Frank Sinatra, hvor især sidstnævntes album ”Live at the Sands” på mange måder forener alle ender af (den jazzede del af) Quincys karriere: Her synger Old Blue Eyes flere af sine største hits, bl.a. ”Fly Me to the Moon” som godt nok er skrevet af Bart Howard med titlen ”In Other Words”, men først fangede verdens opmærksomhed, da Quincy omskrev den fra 3- til 4/4 takt og ændrede titlen (og kursen) mod stjernerne.
Quincy havde arrangeret det hele og dirigerede selv optagelserne på det legendariske Las Vegas hotel, og bag pianoet sad såmænd hans egen læremester: Count Basie.
Quincys Party
Men det blev ikke bare ved jazzen….
I 60’erne kastede Quincy sig som producer videre ind i populærmusikken og var med til at definere det, vi i dag kalder blot kalder: pop.
Efter en lynkarriereopstigning i musikverdenens forretningsmæssige del var hans første superhit – som den første afro-amerikanske pladeselskabsboss – Leslie Gores ”It’s My Party”. Og i årtierne der fulgte, var musikverdenen på mange måder ”Quincy’s Party”.
Evnen til at producere fantastiske pophits forhindrede ham dog ikke i sideløbende at kaste sig over filmmusik. Han har lavet mere end 40 originale soundtracks, heriblandt soundtracket til ”Farven Lilla”. Det gør ham til – udover John Williams – den eneste komponist, der har skrevet original musik til en Steven Spielberg-film.
Fik jeg egentlig nævnt, at han også producerede selve filmen, og der igennem introducerede verden for både Whoopi Goldberg og Oprah Winfrey?
Check Your Ego at the Door
Arbejdet med filmmusik førte også til det måske mest skelsættende møde i Quincys karriere, ja måske endda i musikhistorien. Under arbejdet med soundtracket til filmatiseringen af ”The Wizard of Oz” i 1978 tillod en ung Michael Jackson sig nemlig at spørge Quincy, om han kunne anbefale en producer til Michaels næste soloalbum?
Om det var (falsk) beskedenhed eller simpel uvidenhed, der gjorde, at Michael ikke udbad sig Quincys hjælp direkte vides ikke, men i hvert fald svarede Quincy, at hvis Michael skulle lave et soloalbum, skulle han producere det med hans hold af musikere: Og herfra var kimen lagt til verdens måske mest succesfulde poppartnerskab og parløb, der som bekendt kulminerede ikke bare en eller to, men hele tre gange med henholdsvis ”Off The Wall” (1979), “Thriller” (1982) og “Bad” (1987).
Herfra var kimen lagt til verdens måske mest succesfulde poppartnerskab og parløb
Ingen er næppe i tvivl om disse tre albums kvalitet som popmesterværker, men lad os også lige kvantificere og konstatere: De kastede tilsammen 22 hitsingler af sig, og ”Thriller” alene lå nr. 1 på den amerikanske albumhitliste i 37 uger…… i træk
Arbejdet med MJ-trilogien forhindrede dog ikke Quincy i sideløbende at producere b.la. Donna Summer og Chaka Khan, og så var der jo også lige en hitsingle i 1985, der hed ”We Are the World”…
Inspireret af Bob Geldofs ”Do They Know It’s Christmas” fostrede Quincy Jones ideen om et amerikansk sidestykke, og han bad derfor Lionel Richie og Michael Jackson skrive en sang. Herefter frekventerede han sit ”rollerdex” (det var før, man havde telefonnumre indkodet) og sikrede det største line up af artister i samme studie på selveste Grammy-aftenen i 1985. Han sikrede sig dog også lige, at alle klædte om inden ankomst, for, som han sagde: ”We are not gonna make a hunger record in tuxedos”.
Det var også Quincy selv, der forfattede og hang det – for Netflix-seere – berømte ”Check Your Ego at the Door” ved indgangen og takkede endelig og pænt nej tak til Princes involvering, da han insisterede på, at denne skulle indebære en guitarsolo indspillet i et tilstødende lokale.
Det hårde/glade musikerliv
Når musikproducere pludselig skal være artister og udgive plader i eget navn, kan det være et anfald af storhedsvanvid – og med et resultat, der burde være stoppet af en pladeselskabsboss, som dog igen ikke tør undsige sin ”guldkalv”.
Det var ikke tilfældet for Quincy: ”Sounds! And Stuff like that” (1978) og ”The Dude” (1981) er mesterværker! På pladerne parrede Quincy unge upcoming artister med etablerede stjerner og skabte evergreens som ”Ai No Corrida”, ”Just Once”. og ”100 Hundred Ways” og stemmer som James Ingram og Patti Austin.
Bortset fra sine sidste 10 år som afholdsmand levede han i årtier det hårde/glade (bestem selv) musikerliv
Og da han et lille årti senere genoptog tråden, var det med ”Back On the Block” (1989) med alt fra 16-årige Tevin Campell til 72-årige Ella Fitzgerald på gæstelisten samt den fiktive klub ”Q’s Jook Joint” (1995) med Tone Loc som dørmand og Stevie Wonder som indpisker. 90’erne omfattede også produktion af ”Fresh Prince of Bel Air”, katapultringen af Will Smiths karriere, og en nyfunden kærlighed for Quincy: hip hop.
Q så – igen som pioner – sammenhængen mellem hip hop og jazz og forenede genrerne på flere af sine udgivelser. Han tog som arrangør af ”Hip Hop Symposium” en aktiv fredsmæglende rolle, da East vs- West-coast beefen for alvor blev blodig i slut 90’erne. Måske fordi et af dens ofre, Tupac Shakur, var tæt på at blive hans svigersøn, idet han datede Q’s datter helt frem til sin tragiske død som 25-årig. Quincy blev heldigvis meget ældre, men at han skulle nå at blive 91 år, var heller ikke givet.
Bortset fra sine sidste 10 år som afholdsmand levede han i årtier det hårde/glade (bestem selv) musikerliv. Allerede i de tidlige teenageår flirtede han med heroin, som han blev introduceret til af Ray Charles, men dog kun tog i få måneder, indtil han stoppede efter det, han selv har kaldt en ”Ghetto Rehab” – et smertefuldt trappestyrt i stærkt påvirket tilstand.
I 1974 fik han en blodprop i hjernen, og hans tilstand var så kritisk, at hans nærmeste nåede at booke både Marvin Gaye, Richard Prior og Sarah Vaughan som optrædende til hans begravelse. Quincy kom sig dog hurtigt og i en grad, så han insisterede på showets gennemførelse og selv deltog med en neurolog på stand by.
Arven lever videre
I 2019 annoncerede Quincy Jones en koncert i London som dirigent for sit eget symfoniorkester.
”Quincy Jones Presents: ”Off the Wall”, ”Thriller” and ”Bad” Back to Back” var titlen, og jeg købte straks en billet. Og selvom showet nåede at skifte navn til ”Quincy Jones Presents: Soundtrack of the 80s” (pga. en hårdt anklagende Michael Jackson dokumentar) blev mit ”møde” med mesteren på alle måder den fantastiske oplevelse, jeg havde drømt om: At høre numre som “Give Me the Night”, “Stomp”, “Yah Mo B There” fremført af 54 (af Q håndplukkede) musikere, lystrende hans mindste sving med dirigentstokken var bare f…… fantastisk og noget, jeg i dag er yderst taknemmelig over at have oplevet.
Mit ”møde” med mesteren på alle måder den fantastiske oplevelse, jeg havde drømt om
Hvis du vil opleve mere af Quincys storhed, kan jeg anbefale Netflix-dokumentaren fra 2018. Her er min favorit (i tæt opløb) åbningsscenen, hvor en tydelig ”starstruck” Dr. Dre flakker Quincys hus og afventer audiens – i form af et interview: Hvis man skal dømme folks storhed på respekten fra deres arvtagere, viser denne scene nemlig med al tydelighed, hvor stor Quincy egentlig var.
Quincy var aktiv til det sidste. Han kunne i 2020 opleves i videoen til Travis Scott og Young Thugs ”Out West” og i 2022 med en monolog på The Weekends album ”Dawn FM”.
“Quincy might have left the building, but his music and legacy will live forever!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
