FILM // ANMELDELSE – I sidste uge kunne vi beundre Filmskolens seks nys udklækkede filminstruktører og deres debutfilm. Ved Filmskolens start i 1966 var der ingen kvinder blandt eleverne. Nu er de nærmest i overtal, idet kvinder står for manuskripterne til fire af de seks rigtig interessante film, der er instrueret af tre kvinder og tre mænd, hvorfor den kønsmæssige diversitet afspejles i filmenes historier.
Hollow Heart, instrueret af Emilie Harloth Frøkjær, har manuskript af instruktøren selv og Kimmie Tiemroth. Det er en barsk historie, der med Lotte Andersen som kunstneren Ellen fortæller om kunstnerens dilemma i den moderne verden.
Ellen fik for syv år siden stor anerkendelse og blev internationalt berømt for sin installation Hollow Heart, der havde hendes syge lille datter Adalyn i centrum. Adalyn er født med et hul i hjertet og kan ikke tåle store følelsesudbrud eller stærke oplevelser. Hun er derfor blevet afskærmet fra virkeligheden og hverdagen. Ellen har holdt hende inden døre og selv læst med hende. Adalyn er nu i puberteten og ved intet om livet; hun har aldrig fået mulighed for at møde jævnaldrende og opfører sig yderst pinligt, da det sker.
Ellen kæmper mod lægerne, der vil have datteren indlagt, og mod sin kyniske agent, der presser hende for en ny, international succes. Hun lover ham en genopførelse af sin berømte installation, som skal udvides med en spektakulær ændring, der helt sikkert vil tiltrække kunder og anmeldere, men måske kan være livsfarlig for Avelyn! Ellen bliver af medierne og agenten manipuleret frem mod endnu større berømmelse på bekostning af et genert, sårbart og bekymret offer.
Hvad er et minde?
Forestillingen on Juliane, instrueret af Mads Mengel med manuskript af ham selv og Sara Isabella Jønsson, er en interessant og spændende, iscenesat historie om vores evne til at huske fortiden korrekt. Den berømte og noget selvoptagne teaterinstruktør Erik Werner (Thomas W. Gabrielsen) har skrevet et stykke om sit 30 år lange ægteskab med sin kone Juliane. Hun (Susanne Storm) har begyndende Alzheimers, og han har skrevet stykket til hende, så hun kan genopleve deres mange lykkelige år sammen.
Vi ser ham i en teatersal i færd med at instruere et par unge skuespillere, mens Juliane er til stede. Klara (Sicilia Gadborg Høegh), der skal spille Juliane, kan ikke få fat på rollen. Hvad er det egentlig, Erik Werner vil have? Han får problemer med at forklare sig, da Juliane ofte afbryder ham og husker årene dengang på en helt anden måde. ”Hvad er et minde,” udbryder han, ”en lyd, en duft, et blik?”
Han husker mange lykkelige år; hun husker at måtte afbryde en stor karriere som danser for at skabe en familie… Og at han aldrig var der. Han husker en solrig bryllupsrejse – hun mindes alle de ensomme aftener i regnvejr. Juliane sendes hjem fra prøven, mens han forvirret og træt forsøger at få has på sine tanker.
Kameler begynder at vandre tværs over scenen, mens han graver i sin erindring for at finde frem til den sande virkelighed. I den absurde slutning ser han skuespillerne som silhuetter og ender med at falde sammen i Klaras skød, mens kamelen æder manuskriptet! En meget tankevækkende film; hvor meget og hvad husker vi 50 år tilbage?
Tinder – som alle andre
Dronning Ingrid, instrueret af Katrin Bjørgvinsdottir med manuskript af instruktøren og Mie Skjoldemose, er en fin og meget velspillet fortælling om Ingrid (Sofie Torp), der 34 år gammel fejres af sine venner og begynder at tænke over sit ensomme liv. Hvorfor har hun ikke haft en kæreste i de mange år, der er gået siden Louie skred? Han fandt hurtigt ind i et nyt parforhold, mens hun gik i stå og helt stoppede med sex. Nu, da hendes mor pludselig helt uventet skal skilles, hjælper hun med at pakke; nogle gamle breve motiverer hende til at gå i byen med Loui. De svinger stadigvæk fint sammen og ender hjemme hos hende i sengen.
”Det var dejligt”, siger hun, ”det må vi gøre om snart”. Han sidder splitternøgen i vindueskarmen og læser i deres gamle breve; hun tror, hun kan få ham tilbage og bliver meget pinlig berøret, da han forklarer, at hans kone Amber og han har et åbent forhold og venter barn om et par måneder.
Sofie Torp er fremragende: Vi lever virkelig med hendes sorg og forvirring og følger med interesse, hvorledes hun efter råd fra mor og en gift søster lægger billet og et nyt smukt fotografi ind på Tinder – som alle andre.
Verden vælter
I Under bøgerne, over skyerne, instrueret af Katrine Brocks med manuskript af instruktøren og Denise Kræmer, tager to unge kvinder, Helene (Frederikke Dahl Hansen) og Theo (Kristine Kujaht Thorp), på ferie i Grækenland.
For nogle år siden traf Helene her på Kreta en dejlig fyr, Nikos, som hun ikke har kunnet glemme. Hotelejeren Yanis genkender hende straks, men ingen siger noget om Nikos, før hun et par dage senere spørger en tjener, der aldrig nåede at træffe ham, før han druknede for et par år siden!
Verden vælter for Helene; hun vil helst rejse hjem, men Theo insisterer på at blive: ”Nu er du på ferie med mig!” Theo nyder livet på hotellet og i poolen så manisk, at Helene bliver dybt bekymret. Hvad i al verden er der i vejen? En fantastisk god personinstruktion får også os til dybt alvorligt at ryste af bekymring ved tanken om disse to unge kvinders fremtid og afhængighed af hinanden.
Vi er alle i samme båd
Studie udi menneskedyret no. 38: Hjertekvaler er instrueret af Jacob Møller med manuskript af Christian Bengtson og Jacob Møller, en mandefilm! Helt sikkert har de to manusforfattere nydt adskillige af Roy Anderssons absurde tableaufilm. En overskrift forklarer, at denne film er baseret på artikler og lægejournaler fra det nu nedlagte Sanatorium for Hjertekvaler.
I otte enkeltfortællinger præsenteres vi for tragisk/humoristiske situationer med grædende mænd, der har mistet alt, dvs. deres kærester, og aldrig mere vil kunne blive elsket af nogen. En mand græder så voldsomt i sin celle, at han inspirerer naboen, så situationen udvikler sig til en konkurrence om, hvem der kan græde højest. En anden scene viser to mænd iført parykker, der under opsyn skal tale med den mistede kæreste. Situationen udvikler sig så heftigt, at de ruller rundt på gulvet i lidenskabelig omfavnelse og slet ikke hører instruktionen: ”Tak!”.
I rammefortællingen vandrer en kongepingvin rundt på en uendelig stormpisket isflade og råber efter Marion! ”Hvor fanden er du henne?” Situationen ser helt umulig ud. Undervejs falder han om… Måske er han død? Men nej, i sidste sekvens dukker han op sammen med hende i en grøn park nær Sanatoriet, hvor de mange ulykkelige mænd ser måbende på fuglenes nyfundne lykke. Sanatoriet befinder sig på en ø.
I afsnittet ”Vi er alle i samme båd” ankommer en modvillig patient… gribes og føres bort; i ”Intermisssion” noget senere sidder to af vagterne i båden og slapper af, inden de går igang med arbejdet med at kaste et lig i vandet!
Jeg måtte se denne film to gange for at få hoved og hale på den, for dens deadpanhumor er for viderekomne og egentlig vældig uhyggelig. I første sekvens, benævnt ”Denne fremgangsmåde bør frarådes”, ser vi en fedladen, halvnøgen yngre mand kommentere en række lysbilleder (som vi ikke ser) fra en lykkelig ferie i USA, hvor han ved Niagara friede til sin ven. De lyttende læger er tilfredse med hans reaktioner på denne øjensynligt sørgelige handling og slipper lys ind i rummet, så vi kan se de elektroder, der er påsat patienten. De postulerer, uden at interessere sig yderligere for patienten, at denne sorg i længden vil ødelægge hans hjerteklapper og ende med at stoppe hjertet. ”Han sagde ja!” udtaler patienten lykkelig, inden hans hoved synker ned på brystet!
Jeg kendte ikke skuespilleren Nicolai Jørgensen før; i fremtiden vil jeg løbe til alt, hvad han laver. I denne ubehagelige, misogyne sekvens ses han næsten kun i et brystportræt, mens han reagerer på de viste lysbilleder. Hans spil er utroligt varierende alt efter, om billedet er lykkeligt eller ej.
Magisk kærlighedsfabel
Jeg er dybt imponeret, og min begejstring blev ikke mindre, da jeg i Christian Arhoffs spøjse film Viktor på Månen genfandt Nicolai Jørgensen i hovedrollen som Viktor Leth, der bliver brændt af af sin date, og finder en forunderlig kvinde.
Denne film, instrueret af Christian Arhoff med manuskript af instruktøren og Emil Milang, er min favorit; den er legende og livsbekræftende og i sort/hvid.
Tykke og noget naive Viktor Leth ankommer til en fin restaurant i Kongens Have og møder kvinden Rebekka. Han tror, hun er hans udeblevne date. Hun finder ham sød og rørende, nyder hans komplimenter og impulsive snak om hans mor, der har arrangeret daten for at få ham lidt ud. Hun tager ham med til en fernisering på Charlottenborg, hvor han møder en for ham helt ukendt verden. Han deltager i en performance med syv trikotklædte danserinder og glæder sig over publikums klapsalver.
Rebekka, der er godt irriteret over sin hovne mand, tager Viktor med på hotel, hvor han legende forstår mangt og meget om kærligheden og kvinder, og falder for hende med et brag. Hun går tidlig morgen for at nå et møde; han er imidlertid ikke sådan at slå ud.
Nicolai Jørgensen og Lisa Carlehed er utroligt troværdige i denne lidt magiske kærlighedsfabel, hvor de svævende løftes op i luften, mens de i natten beundrer den store lysende måne.
Det kan blive spændende at følge disse heldige unge filminstruktører i fremtiden. Jeg håber meget, at de får lov til at prøve kræfter med spillefilmen, så vi som tilskuere kan få indblik i deres verdener og blive ved med at følge med tiden og udviklingen i samfundet. Og udnyt så snarest Nicolai Jørgensens fornemme spil.
Foto: Loui Ladegaard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her