UNGARN // BOGUDDRAG – Højrepopulisten Viktor Orbán kører sit helt eget nationalistiske løb som premierminister for Ungarn. POV bringer her et uddrag af journalisten Lasse Skytts nye bog, hvor han beskriver sine mange indtryk af den ungarske virkelighed. Bogen har særlig aktualitet, da ungarerne går til valg den 3. april.
Et af de første mennesker, jeg mødte ved min ankomst til Debrecen, var en lokal ejendomsmægler ved navn József. Han hjalp min kone og mig med at finde et sted at bo. Det tog nogle uger at finde noget, der matchede vores “vestlige forventninger”, hvor privilegeret det end må lyde. József bemærkede mit ansigtsudtryk, mens jeg prøvede at samle mit førstehåndsindtryk af det landlige Ungarn, og så sagde han noget, som jeg har hørt mange gange siden: “Kultur, historie, familie, vores måde at leve på, vores traditioner – alt dette betyder alverden for os.” Med “os” mente han ungarere, og med “alverden” mente han virkelig alverden.
Jeg noterede mig hans pointe og accepterede de tydelige forskelle mellem Ungarn og Danmark. Ikke at folk i vestlige lande ikke anser familie og traditioner for vigtige. Folk i Central- og Østeuropa holder bare mere aktivt, ofte religiøst, fast i sådanne værdier. Fair nok, vi kan ikke alle være ens, tænkte jeg for mig selv og forblev en anelse skeptisk over denne “gammeldags livsstil” i det østlige Ungarn. Indtil et par år senere, hvor jeg indså, at der måske var something rotten in the state of Denmark, eller rettere sagt i det vestlige samfund som helhed.
Jeg stødte på bogen Utopia for realister af den hollandske historiker Rutger Bregman, en selvkritisk bog om det vestlige samfund og vores mangel på en fælles fortælling. At læse bogen fik mig endelig til at forstå, at ungarerne har en rimelig pointe, når de vælger at stemme på en politiker som Viktor Orbán, og når de forsvarer kristne familieværdier og konservative traditioner. Bregman skriver om det vestlige samfund, at radikale idéer om en anden verden er blevet næsten bogstaveligt talt utænkelige:
“Forventningerne om, hvad vi som samfund kan præstere, er eroderet voldsomt, så der kun er den kolde, barske sandhed om, at det eneste, der er tilbage uden utopier, er teknokratiet. Drivkraften bag alt dette kaldes af og til ‘liberalisme’, en ideologi, der praktisk taget er blevet udhulet. Nu til dags er det vigtige “bare at være sig selv” og “gøre det, man er god til”. Frihed er måske nok vores højeste ideal, men det er blevet en hul frihed for os.”
Bregmans bog fik mig til at sande, at vi i det vestlige samfund er langt forbi de store kollektivers æra. De store fortællinger. Medlemskab af kirker og fagforeninger er i tilbagegang, fragmenterede venskaber på sociale medier prioriteres over den traditionelle kernefamilie som unge menneskers fælles livsgrundlag. Forandring er den eneste konstant. Det eneste, vi bekymrer os om, er at løse problemer, så vi kan nyde livet, og vores politikere er i dag mere offentlige ledelseskonsulenter, end de er inspirerende tænkere. De gamle sandheder falder fra hinanden – religion, familiestrukturer og politiske ideologier – og hvad har vi tilbage?
Her i Ungarn ser tingene bestemt anderledes ud. Mange af de ungarere, jeg har mødt gennem årene, forstår ikke, hvorfor deres konservative politiske kultur fordømmes med en sådan fjendtlighed af den vestlige verden, især af de vestlige medier. De bliver forbløffet over at opdage, at udenlandske observatører ofte taler nedladende om, hvad ungarerne opfatter som deres “gammeldags” måde at leve på. Okay, guilty as charged.
Efterhånden som jeg blev mere bevidst om dette skisma og reflekterede over det, ønskede jeg at forstå de dybere årsager bag dette tilsyneladende misforhold mellem, hvordan ungarerne opfatter sig selv, og hvordan vesterlændinge ser på dem. Jeg fandt nogle svar hos den bulgarske politolog Ivan Krastev. I sin bog Efter Europa argumenterer han for, at der findes to typer europæere: Dem, som indefra har oplevet undertrykkende regimer falde fra hinanden, og dem, som ikke har. For 30 år siden var østeuropæerne førstehåndsvidner til sammenbruddet af kommunismen. I Vesteuropa så man det udefra uden helt at forstå, at kommunismens kollaps ikke kun var en befrielse fra undertrykkelse for østeuropæerne; det var også den traumatiske følelse af at opleve hele ens verden gå til grunde.
Den tyske sociolog Christian Welzel har undersøgt, hvad eksistentielt pres gør ved mennesker. I sin bog Freedom Rising slår han fast, at de steder, hvor det eksistentielle pres har været aftagende i mange årtier, som i Danmark eller Vesteuropa, er man mere fordomsfri. Folk prioriterer frihed frem for sikkerhed, autonomi frem for autoritet, mangfoldighed frem for ensartethed og kreativitet frem for disciplin.
Tilsvarende betyder et liv under eksistentielt pres, som man oplevede det i Ungarn og Østeuropa frem til for ganske nylig, at folks sind forbliver lukket, og de har derfor modsatte prioriteter: Sikkerhed frem for frihed, autoritet frem for autonomi, ensartethed frem for mangfoldighed og disciplin frem for kreativitet. Begivenheder som den sovjetiske undertrykkelse samt de økonomiske skuffelser og det politiske kaos siden 1990’erne – kombineret med ungarernes tendens til ofte at italesætte deres nedtrykthed over disse begivenheder – kan forklare det faktum, at mange ungarere i dag udviser en diskriminerede og fjendtlig adfærd over for udefrakommende grupper.
I begyndelsen af 1990’erne forventede de fleste, at Ungarn hurtigt ville indhente den vestlige levestandard. Ungarn havde trods alt været et af de mindst undertrykte lande i østblokken, i hvert fald siden 1960’erne, med sin pseudodemokratiske gullaschkommunisme under János Kádárs ledelse. På trods af det – eller muligvis derfor – kom Ungarn hurtigt til at lide af ureguleret liberalisme under overgangen til kapitalisme. I et forsøg på at øge konkurrenceevnen og reducere landets knusende gæld skyndte landet sig at privatisere statsejede virksomheder, hvilket også fungerede som en måde at adoptere kapitalismen og tiltrække sig udenlandske investeringer. På næsten ingen tid blev Ungarn ikke bare liberaliseret – det blev mere liberaliseret end de fleste “gamle” kapitalistiske lande i Vesten.
Næsten fra den ene dag til den anden genopstod medlemmer af det tidligere kommunistparti som frie markedsliberale med et globalt og elitært verdensbillede præget af mainstream pro-EU-politik. Disse mennesker forblev i magtfulde stillinger op gennem 1990’erne og ind i det første årti efter årtusindeskiftet. Samtidig steg den økonomiske ulighed mellem de rigere indbyggere i Budapest og indbyggerne i store dele af provinsen, hvor arbejdsløsheden var højere.
I årene efter overgangen fra kommunisme til liberalisme blev den voksende skuffelse over det længe ventede liberale demokrati forankret overalt i Ungarn: I 2009, blot et par måneder før Viktor Orbán tog magten tilbage, viste en meningsmåling, at 72 procent af ungarerne følte, at deres liv var bedre under kommunismen. Den oplevelse, som de fleste ungarere havde af liberalismen, var tilsyneladende, at ideologien var dybt utilfredsstillende.
Ifølge den ungarsk-britiske sociolog Frank Furedi, som jeg har talt med, var det politiske modsvar fra Viktor Orbán klart og forståeligt, men alligevel kontroversielt: “Efter at Fidesz etablerede sig som det dominerende centrum-højreparti i slutningen af 1990’erne, opbyggede Orbán bevidst et billede af “den store ungarske fortid” ud af ideologiske fragmenter fra før 1944, mens der ikke var meget, de venstreorienterede og liberale kunne stille op imod dette følelsesmæssigt storslåede, historiebaserede, nationalistiske trompetstød.”
Denne narrativ appellerede til millioner af ungarere – deraf den førnævnte mangel på en storslået fortælling blandt liberale – og den forklarer også i en vis henseende de østlige og vestlige civilisationers sammenstød, som vi har set vokse sig større i løbet af det sidste årti. I Vesten er 1945 altid blevet betragtet som “år 0” for europæisk fremskridt. Den liberale EU-fortælling fejrer resultaterne efter 1945, hvorimod alt, hvad der skete før det år, bliver set på med stor skepsis og frygt. Længere østpå er de historiske begivenheder i friskere erindring.
Postkommunistiske lande, inklusive Ungarn, oplevede ikke dette fremskridt i årene efter 1945, så efter kommunismens fald i 1989 måtte de beslutte: Hvilken vej skal vi gå? Go West, sang Pet Shop Boys i 1992. De skuffende eksperimenter med vestlig liberalisme op gennem 1990’erne banede dog til sidst vejen for Viktor Orbáns konservative – nogle vil sige kontroversielle – politiske alternativ, inspireret af “den store ungarske fortid.”
Mens de vestlige samfund er blevet mere og mere “historieløse” i det 21. århundrede, spiller fortiden i Viktor Orbáns Ungarn fortsat en væsentlig rolle. Det betyder, at mange mennesker bruger en del tid på at dvæle ved nationens svundne dage. Det er dog ikke alle ungarere, der er enige i regeringens fortolkning af historien.
For eksempel har der været konstante stridigheder om Orbán-regeringens opførelse af “Mindesmærket for ofrene for den tyske besættelse” på Frihedspladsen i Budapest. Kritikere af monumentet, der blev opført i 2014, klager over, at det kun peger fingre ad Tyskland for de rædsler, der ramte ungarerne under krigen – og at det negligerer det faktum, at ungarske kollaboratører også havde et ansvar for den tids krigsforbrydelser, ikke mindst Ungarns fascistiske Pilekorsparti.
Inde i Den Store Synagoge på Dohány-gaden i Budapest mødte jeg engang en vred rabbiner, der var forarget over det, han kaldte “Orbáns historieforfalskning”, med henvisning til det omstridte monument. Foran mindesmærket på Frihedspladsen ses hundredvis af håndskrevne sedler og andre artefakter, der kritiserer tilsidesættelsen af Ungarns egen rolle under Holocaust.
Andre hukommelseskrige i Ungarn omfatter arven fra det kommunistiske diktatur, betydningen af Trianon (traktaten fra 1920, som formelt afsluttede Første Verdenskrig og betød, at Ungarn mistede store dele af sit territorium) samt spørgsmålet om, hvordan opstanden i 1956 skal huskes.
Til at begynde med var jeg overrasket over den intense, konstante tilstedeværelse af ungarsk historie i de fleste politiske debatter. Men jeg lærte hurtigt, at det havde meget at gøre med kommunismen: I mere end fyrre år var ungarerne blevet afskåret fra offentligt at diskutere eller reflektere over deres fortid.
Derfor havde de efter kommunismen et ønske om at genvinde de historiske traditioner forbundet med deres identitet og det at være ungarsk. De fleste ungarere, jeg har mødt i årenes løb – på begge sider af det politiske spektrum – har givet udtryk for, at der er noget særegent ved deres levevis. Mange af dem mener, at det er værd at bevare deres arv og holde den i live.
Den ungarsk-østrigske forfatter Paul Lendvai opsummerer det sådan her: “Frygten for en langsom død for en lille nation og ensomheden hos et folk med et unikt sprog på tværs af Karpaterne, forbliver de afgørende faktorer i ungarsk historie.”
Listen over Ungarns katastrofer er lang: Ødelæggelsen af et land efterladt i stikken af Vesten under den mongolske invasion i 1241. Nederlaget i Mohács i 1526, der resulterede i halvandet århundrede under tyrkisk besættelse. Den mislykkede kamp for uafhængighed i 1848-49 imod Østrigs og Ruslands kombinerede styrker. Ødelæggelsen af det historiske Ungarn med Trianon-traktaten i 1920.
Derefter fire årtier med kommunisme efter Anden Verdenskrig og den blodige undertrykkelse af Oktoberoprøret i 1956. Lendvai fortsætter: “Tilsammen har disse ulykker forværret den nationale følelse af opgivelse. På trods af århundreder under fremmed styre har ungarerne dog været i stand til at bevare deres nationale identitet. Det er den lidenskabelige kærlighed til deres moderland, der altid har givet dem styrke til at overleve og overvinde alle katastrofer, fanget, som de føler sig, mellem tyskerne og slaverne, uden nogen slægtninge og adskilt af den ‘kinesiske mur’ af deres sprog.”
For mange af Viktor Orbáns kritikere i Vesten kunne hans fokus på nationens historie og identitet lyde som “nostalgisk politik”, men det er svært at benægte det faktum, at sådanne følelser udgør et kulturelt terræn, hvor traditionelle værdier anses for at give dem en essentiel mening. En mening, som nogle gange er svær at forstå for desillusionerede, individualistiske vesterlændinge uden en større narrativ at leve efter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
