Vi ses, jas. Mindeord om Jeppe 'Jay-B' Bisgaard • POV International

Claus Ankersen 27.07.2018

Der har vi jo forfatterskabet! Sådan sagde Jeppe Bisgaard, eller ’jas’, hver gang han så mig komme ind ad døren til det vandingshul på Vesterbro, hvor vi jævnligt mødtes med fælles venner. Han sagde det med et smil. Uden ironi, men med stor indlevelse – og stor omsorg.

Så gik snakken ellers over stok og sten, om alt, lige fra kunst og politik til fodbold og fis-i-en-hornlygte. Jeppe var altid skarp, altid veloplagt og engageret. Altid med intellektuelt overskud, stor empati og med en aldrig svigtende diplomatisk undertone – den som skal til for at enes. Og måske frem for alt, med humor og et gebommerligt glimt i øjet. Men også med røg ud af ørerne og ildhu. Jeppe kæmpede for det han troede på, og havde om nogen sine meningers mod. Stadig med et glimt i øjet.

Hver eneste gang, jeg stødte ind i Jeppe, gik jeg opløftet derfra. Oplyst, stimuleret og meget ofte selv med et smil på læben og idéer til research og nye projekter, som ikke var i bevidstheden før jeg stødte ind i Jeppe.

Jeg kendte først og fremmest Jeppe som ’jas’. Jeg havde ingen anelse om, at han var en banebrydende, levende hiphop-legende og musikproducer

Vi snakkede ikke så meget om hiphop. Og egentlig heller ikke så meget om litteratur, eller skrivekunst – heller ikke selvom vi her var kolleger. Vi snakkede bare, og det jeg husker allerbedst er kemien. Forbindelsen. Den der uudtalte mellemmenneskelige forståelse og gensidighed, som går på tværs af alt. Den var der. Og den var der fra begyndelsen.

Jeg kendte først og fremmest Jeppe som ’jas’. Jeg havde ingen anelse om, at han var en banebrydende, levende hiphop-legende og musikproducer. Jeg anede hat om amerikanske Jay-B-producerede hits. Intet om Malk de Koin eller Outlandish. Og absolut slet intet om Jeppes klummer i Mix. Jeg kendte den smilende, afslappede og superduper-ultra-cool, og søde fyr, som titulerede mig ’forfatterskabet’ og altid spurgte til geschäften. Mennesket bag musikken.

Og det var måske netop fordi jeg ikke anede noget om Jeppes stjernestatus i hiphop- og musikverdenen, at vi klingede så godt. Jeg anede, som skrevet, ikke han var en legende.

Jeg kendte ham bare som Mette Maries storebror. For jeg mødte hende før ham, og den allerførste gang Jeppe og jeg mødtes om vandingshullet på Vesterbro, handlede det også om hans lillesøster, som jeg havde hængt ud med til en eller anden kunstting kort forinden, og som havde gjort indtryk med ligefrem sødme og oprigtighed. Den slags, som smitter og sår smil i øjne og på læber. Hér var tydeligvis tale to æbler fra samme kærlige familiære grundstamme. Det sagde jeg til ham, og så var vi homies. Også selv om det slet ikke var det som var meningen. Jeg ville egentlig bare dele begejstringen. Og begejstring, det kendte Jeppe til. Så det var sgu nok det, som i sidste ende var den gnist vi var fælles om. Begejstring. Engagement. Kærlighed til livet og dets mageløse frugter.

Livet er det store forfatterskab, som vi selv, hver for sig, skriver i eksistens mens vi lever det. Og du, Jeppe, passede om nogen dit forfatterskab

Jeg har ikke tænkt på andet end Jeppe, siden mit Facebook-feed pludselig druknede i tårer, sorg og kærlige mindeord. Og jeg kan stadig ikke forstå det. At vi ikke pludselig støder ind i hinanden på Vesterbro. At han er væk. For jeg forstår dybest set ikke døden. Lige meget hvor mange gange den banker på. Uanset, hvem den tager. Eller rettere, jeg forstår nok, at døden findes på et intellektuelt niveau. Men jeg fatter den ikke. Det er en fejl. Det er det sgu bare. Også selv om der ikke er det store at gøre ved det. Heller ikke, når man skifter fra tredje person til første. Og jeg forstår slet ikke at du er død, Jeppe Bisgaard. Jay-B. Jas. Du har gjort et uudsletteligt indtryk. Som alle store ånder, har du skrevet dig ind i mangen et menneskes bog. I min med evighedens og det store nus flammeskrift.

For livet er det store forfatterskab, som vi selv, hver for sig, skriver i eksistens mens vi lever det. Og du, Jeppe, passede om nogen dit forfatterskab. Ligesom du for altid vil være en del af mit. Og jeg lover dig at passe det, så godt jeg kan. Det kan nemlig gerne være at vi ikke kan undfly døden, heller ikke selv om vi elsker livet. Men det ville være synd at oversætte det til magtesløshed.

For noget kan vi nemlig gøre. Vi kan lade os inspirere af hinanden, vi kan se hinanden, høre hinanden, vi kan sam-tale, sam-være og sam-udvikle os, som de multi-dimensionelle lysvæsner vi også er. Det viste du med dit eksempel.

Kære Jeppe. Vores samtale fortsætter. Du er med om bordet, i samtalen, rundt om hjørnet, nede på Strassen. Du har rørt så mange, mange mennesker med dit væsen og den fakkel vil blive båret videre. Og båret stolt og højt.

Æret være dit minde, jas. Vi ses.

Kærlig hilsen Forfatterskabet.

Jeppe bisættes fra Frederiksberg Kirke, i dag, fredag den 27. juli kl. 13.00.

PS. Har du ikke allerede læst forfatteren Henrik Lists rørende og dybfølt velskrevne mindeord, kan de læses på hans Facebookside.

PPS. Per Vers har samlet både Jeppes MIX-klummer og et radiointerview fra de unge år på sin side.

PPS. Du skal selvfølgelig have et digt med på vejen. Det er fra min sidste bog, Grab Your Heart And Follow Me:

Ode To The Dark

I hate you cancer
because you run so wild in the blood of man

I despise you for taking away peoples people
attacking solely the good
letting the evil roam free

I hate you cancer
cause you took my grandma
and my fathers father
and I hate you even more
for eating away at my mother
for taking a sister’s brother

For this
I will have to love you to death
burn your darkness with light
and torch your twisted mutations
will the all encompassing
here-and-now before thought

I hate you cancer
and I will feed you to the limitless light
and feel
life and be
somewhere else
in a different present
when you cease to be
like long forgotten idols
no one will think of your name
and all you have ever touched
will be cleansed

I hate you cancer

I will love you to death
with the limitless light of nothingness
and send you back
from where you came

So it has been written

So it shall become

Claus Ankersen

Claus Ankersen er forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og arbejder desuden med forskellige tværkunstneriske udtryk. Han har været fast tilknyttet POV siden november 2016 og er redaktør på Kulturlisten. Claus Ankersen er forfatter til 17 bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk. Claus Ankersen er forperson for Danske Skønlitterære Forfattere.