Asser Amdisen: Grünfelds fald illustrerer modstanden mod Alternativet

i Danmark/Medier/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Københavns kulturborgmester Niko Grünfeld har trukket sig fra sin post efter en mediestorm. Tilsyneladende på grund af skandaler i forvaltningen men på en eller anden måde bliver stormen mod systemkritikere altid ekstrem stærk. Forfatter og historiker Asser Amdisen, som er aktuel med bogen ‘Nu vi taler om demokrati’, der handler om demokratiets historie og kultur, kommer med et bud på hvorfor.

Så røg Niko Grünfeld. Som den første borgmester fra Alternativet fik han i aftes nok og trak selv stikket.

Måske var det godt nok, måske var det eneste mulige udfald efter de mange billeder af hans kontor i medierne. Men jeg må erkende, at da nyheden tikkede ind på min telefon her til morgen, så jeg et billede for mit indre blik.

Det var et gammelt tv-klip fra 1994, hvor Jacob Haugaard – nok til sin egen store overraskelse – var blevet valgt til folketinget. Han skulle løbe den sædvanlige spidsrod mellem journalisterne og på et tidspunkt skulle han forbi TV-Avisens Bent Stuckert, som på det tidspunkt var den vigtigste journalist på Christiansborg.

Stuckert laver et kort interview med ham, som mere end et interview faktisk er en skideballe. Han er så rasende vred på Haugaard, at han personlige afsky stråler ud gennem skærmen.

Stuckerts reaktion dengang i 1994 minder lidt om den reaktion, som medierne har haft de seneste uger mod Niko Grünfeld og mange på sociale medier og i avisernes debatspalter har over for Alternativet. (På dette tidspunkt bør jeg nok oplyse, at jeg selv ikke har stemt på Alternativet og ikke kan forestille mig at komme til det.

Jeg kender heller ikke Grünfeld personligt, selvom jeg har mødt ham en enkelt gang i embedes medfør). Rent formelt har der været to sager, som i de senere uger har sat kulturborgmesteren under pres.

Foreslår man derimod at oprette et klimaministerium for at løse det problem, som de fleste er enige om er verdens allerstørste lige nu, så eksploderer lederspalter og Facebook med alenlange tirader om, hvor useriøse, latterlige og utopiske alternativisterne er

Han har ombygget sit kontor for mellem 80.000 og 130.000 kroner afhængigt af kilden, og han har i den forbindelse brugt et personligt eller partimæssigt bekendtskab til at løse den opgave, som har fået et honorar på omkring 25.000 kroner.

I en privatøkonomisk sammenhæng er 100.000 jo mange penge, men i et kommunalt budget er det reelt meget lidt. Jeg gad egentligt godt se den borgmester eller minister, som ærligt kan sige, at der ikke er blevet dummet sig for 100.000 kroner et sted i deres system.

Han skulle nok ikke have givet opgaven til en bekendt, men der er sikkert tænkt, at det var en mindre opgave uden den store betydning.

Det svarer jo trods alt kun til omtrent en uges løn for en medierådgiver eller 10-15 timer for ansat fra et websidefirma. Ikke en specielt heldig sag, men næppe noget som i sig selv burde kunne vælte en politiker.

Det pyntede CV

Men så var der jo det med cv-et. Det ser jo unægtelig ud til, at kulturborgmesteren har pyntet lidt på sit cv, hvilket man ikke må. Han har flyttet et par undervisningsforløb op til at være en master i positiv psykologi.

Skal man ansætte en hjernekirurg eller andre højt kvalificerede medarbejdere, så er det helt afgørende med de formelle kompetencer, men helt ærligt. Hvor mange har flyttet deres stemme til kommunalvalget på grund af den masteruddannelse.

Næppe mange.

Værre er det selvfølgelig, hvis borgmesteren bevidst har løjet for at opnå valg. Hvis det er tilfældet, bør han naturligvis gå – ikke på grund af manglende moral, men fordi han i så fald har været for dum til at være borgmester.

Det betyder jo ikke ret meget for hans valg og konsekvenserne af løgnen er så store, at det er svært at forestille sig, at han ikke skulle kunne gennemskue det.

Men at man i en valgkamp får lavet en fejl og ikke læst korrektur virker trods alt mere sandsynligt end at Alternativets tænketank har sat sig ned og overvejet den mulige stemmeoptimering ved at lyve om spidskandidatens uddannelse.

Alt i alt to ret dumme sager, som tydeligvis ikke er optimeret optimalt, men trods alt når man ser dem i sammenhæng med klimaforandringer, krigen i Syrien, problemerne i Københavns kommune eller så meget andet måske ikke burde have været øverst på mediernes dagsorden de seneste uger.

Modstand mod Alternativets visioner

Men det har de været og hvorfor så egentligt det? Væsentligst tror jeg, at de politiske dyr i medierne, på de sociale medier og ude omkring på embedsmandskontorer og andre væsentlige steder er lidt fornærmede over Alternativets snak om en ny politisk kultur.

På samme måde som Stuckert så på Haugaard dengang i 1990erne, så er der rigtigt mange som tager Alternativets kritik af det etablerede og ikke mindst deres insisteren på det uhensigtsmæssige i den politiske verden som vi ”plejer” at leve i, som en personlig fornærmelse, som giver anledning og legitimitet til hån, latterliggørelse og en underliggende vrede, som set udefra er ret voldsom.

Når Uffe Elbæk insisterer på at fortælle os, hvad han vil gøre med samfundet, hvis han faktisk får magten efter næste folketingsvalg, så er han jo i virkeligheden ikke latterlig.

Han er bare den eneste partileder, som har modet til faktisk at komme med en politisk vision, som vi som vælgere kan støtte op om eller lade være. Han er den eneste demokratiske partileder kunne man måske sige (og jeg ved godt at andre fulgte trop, men Elbæk var altså først).

Stuckerts reaktion dengang i 1994 minder lidt om den reaktion, som medierne har haft de seneste uger mod Niko Grünfeld og mange på sociale medier og i avisernes debatspalter har over for Alternativet

Træder man et skridt tilbage, så er det altså bemærkelsesværdigt, at hvis man foreslår at sende flygtninge til øde øer, hvis man påstår, at man kan spare 2 procent om året på uddannelse og kultur uden, at det har konsekvenser for kvaliteten eller at man kan stoppe vildsvin med et hegn langs grænsen, så nikker hele medie- og politikeretablissementet alvorligt og lytter med hovedet tænksomt på skrå.

Foreslår man derimod at oprette et klimaministerium for at løse det problem, som de fleste er enige om er verdens allerstørste lige nu, så eksploderer lederspalter og Facebook med alenlange tirader om, hvor useriøse, latterlige og utopiske alternativisterne er.

Det er altså grundlæggende sært, men hænger nok sammen med at de mennesker, som faktisk føler sig i centrum af den nu herskende politiske kultur, forsvarer deres egen position og det system, som de er en del af med samme energiske og desperate kraft, som Stuckert i 1994.

Det spiller naturligvis også en rolle, at i nutidens hurtige medier er det nemmere at gøre politik personligt end at afsløre rigtige problemer. Grünfelds 25.000 kr. til en designer er let af gøre til en sag og han kan uden det store besvær rammes af den almindelige forargelse.

Det er lidt det samme, når en medarbejder stikker af med 111 millioner, så er det lettere at vise hende til hesteauktion med champagne i hånden end at kigge på, hvordan det egentligt kunne lade sig gøre.

Og neden under det hele så ved alle at der i øjeblikket bliver brugt milliarder på ligegyldig dokumentation og kontrol, GDPR og kvalitetssystemer, som ikke reel betyder noget. Alle disse penge bruges udelukkende for at beskytte embedsmænd og politikere mod ”sager”, som dem som nu har ramt Grünfeld. Milliarder, som intet gør for velfærden, intet gør for at gøre verden bedre, men udelukkende producerer tal og papir – og dokumenterer at ansvaret bør lægges hos nogen andre på en anden måde og på et andet tidspunkt.

Det er bare så forbandet kompliceret at få ind i et 140 tegns tweet, så det giver langt flere likes at gå efter den latterlige alternavists strikkede kontorindretning.

Topfoto: www.wiki.alternativet.dk 

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.
Se nærmere på www.asseramdisen.dk

Seneste artikler om Danmark