INTERVIEW – Dokumentaren “Et tysk liv” om Josef Goebbels’ sekretær, Brunhilde Pomsel, havde Danmarkspremiere i torsdags. Ulrik Frost har set filmen og talt med en af filmens fire instruktører om et menneske, der tilfældigt havnede i midten af verdenshistorien, og som ikke anede hvad der forgik, før det var for sent: “Nej, jeg føler ingen skyld, for jeg anede ikke, hvad der foregik.”
Da Brunhilde Pomsel var barn, blev hun smækket i numsen med en tæppebanker, når hendes far ville banke disciplin ind i hende. Det blev en større succes, end han havde kunnet forestille sig. Den preussiske pligtfølelse, som var den tilsigtede konsekvens af den korporlige afretning, udgjorde fru Pomsels hele stolthed, som var den, der førte hende direkte ind i Goebbels Propagandaministerium.
Brunhilde Pomsel blev født i 1911 i en almindelig familie, og det var – foruden hendes preussiske pligtfølelse – mere eller mindre tilfældigheder, der gjorde, at hun havnede lige midt i verdenshistorien
Her hamrede hun som sekretær løs på skrivemaskinen til en uforholdsmæssig høj løn, alt imens hendes jødiske veninde blev deporteret, hendes homoseksuelle kollega forsvandt, og hun fik tildelt en plads fem meter fra hr. Goebbels, da han skreg ud til et propfyldt Berliner Sportpalast: ” Wollt ihr den totalen Krieg”, og mængden bifaldt med en røst, der stadig chokerer fru Pomsel, når hun tænker tilbage på det.
Brunhilde Pomsel blev født i 1911 i en almindelig familie, og det var – foruden hendes preussiske pligtfølelse – mere eller mindre tilfældigheder, der gjorde, at hun havnede lige midt i verdenshistorien.
Hun startede sin karriere som sekretær for en jødisk sagfører, men da han på grund af de antisemitiske Nürnberglove fra 1935 måtte indskrænke sin forretning og kun kunne lønne hende på deltid, tog hun arbejde hos en krigspilot, der ønskede at nedskrive sine memoirer fra sin indsats under 1. Verdenskrig.
Fru Pomsels uvidenhed
Det var ham, der anbefalede fru Pomsel at indmelde sig i NAZI-partiet, fordi hun derved ville være sikret en bedre stilling, når Hitler overtog hele magten i landet. Og sådan gik det til, at hun først blev ansat ved radioen og siden i Propagandaministeriet.
Før sin død i 2017 nåede hun at skænke os et afgørende vigtigt vidnesbyrd fra en tid, hvor frihed betød enhed og mennesker handlede umenneskeligt.
”Nej, jeg føler ingen skyld, for jeg anede ikke, hvad der foregik. Vi levede alle i en stor kz-lejr”
Skal man tage fru Pomsels ord for gode varer, og andet kan man ikke gøre, når hun afvæbner publikum med sin hårrejsende ærlighed, så havde hun ikke den fjerneste anelse om, at kz-lejre var udryddelseslejre, før hun slap ud af sovjetisk fangeskab fem år efter krigens ophør og erfarede, hvilke grusomheder der lå bag de fængslende taler, som hendes tidligere chef havde fremført.
Det er fru Pomsels uvidenhed om kendsgerningerne, der gør, at hun med største overbevisning i stemmen kan kigge lige ned på én fra lærredet og sige: ”Nej, jeg føler ingen skyld, for jeg anede ikke, hvad der foregik. Vi levede alle i en stor kz-lejr”.
Det er den samme uvidenhed, der får én til at tænke: ”Men kunne du have gjort noget for at få noget at vide, så du kunne have forhindret tragedien”, for det står så uhyggeligt klart, at hvis alle handlede som unge fru Pomsel, så ville enhver fascistisk magt have de bedste betingelser.
Et tysk liv er en indføring i, hvordan mennesker kan gå omkring i en uretfærdig virkelighed uden at stille spørgsmålet: Kan jeg leve og ånde i et samfund, hvor en politisk ideologi har større værdi end menneskers liv? Det er derfor, filmen er aktuel.
Instruktør: ”Det er tid til at slå alarm”
I forbindelse med lanceringen i Danmark stillede en af filmens fire østrigske instruktører, Florian Weigensamer, op til interview. Weigensamer lægger ikke skjul på sin bekymring, når han argumenterer for, at filmen er nødvendig:
”Vi vokser alle op med spørgsmålet: ”Hvordan ville jeg have handlet, hvis jeg havde levet under nazi-tiden?”, men til det spørgsmål kan man aldrig give et ærligt svar. Man kan ønske, hvad man ville have gjort, men om man virkelig havde gjort noget eller ej, det kan man ikke svare ærligt på. Jeg tænkte ofte på efter at have lavet filmen, at nu er det endnu sværere for mig at svare på det spørgsmål.”
“Filmen har nu været vist i mange lande og i mange kulturer, og overalt er den blevet forstået som en film, der handler om i dag og en film, der handler om enhver. I Østrig, hvor jeg kommer fra, rammer filmen lige ned i den politiske situation. Der er højre-populisterne meget store, og de er lige kommet med i regeringen. Man ser, hvordan det starter langsomt, men vi ved, hvor hurtigt det går.”
Dengang vi optog filmen var Trump ikke blevet valgt, men han var i spil, og det chokerede hende. Det mindede hende om nazi-tiden. Også den måde som han optræder på, sådan som han bliver iscenesat og fremstillet
Det er derfor på høje tid at nogen råber vagt i gevær, mener Weigensamer:
”Nu sidder de ved magten og kan positionere deres synspunkter og gøre dem legitime. Det er meget farligt. Det er endnu ulven i fåreklæder, men der er allerede én østrigsk minister, der har sagt, at man må koncentrere flygtninge i lejre. Det er altså tid til at slå alarm. Det er ikke et tilfældigt ordvalg. Det er nøje udvalgt”.
“Og sådan er det overalt i Europa: Dette spil med angsten. Man giver bevidst folk angst. Men det er en diffus angst. Vi har angst for flygtninge, men de gør os jo intet. Sådan bliver angsten konstrueret, og når folk har angst, så kan man manipulere dem, og man kan let spille med dem”.
“I Østrig er det lige nu rigtig slemt, fordi det kommer ind i midten af samfundet. Der har altid været højre-populistiske partier, men de har altid været helt ude til højre. Nu er de kommet ind i midten af samfundet. I dag kan man sige offentligt: ”De skide flygtninge” eller ”ja, men nazisterne havde en god beskæftigelsespolitik”, og på den måde breder det sig langsomt, når populister leger med begreberne.”
Der er alt for mange ting i dag, der minder Weigensamer om fru Pomsels ungdom, hvilket hun også selv kunne se:
”Fru Pomsel siger i filmen, at alle dengang levede i en stor kz-lejr. Man må så sige, at hvis det skete dengang uden at fru Pomsel vidste noget, hvordan kan vi så vide, at det ikke sker i dag?”
“Det store spørgsmål lyder: Hvornår når man det punkt, hvor man må stå op og sige: ‘Nu vil jeg ikke mere’. Hvornår må man gå på gaden og demonstrere? Og det er meget svært at erkende. Fru Pomsel satte for eksempel aldrig spørgsmålstegn ved nazisternes magtovertagelse eller deres metoder, men hun var meget interesseret i politik, da hun kom op i alderen.!
“Dengang vi optog filmen var Trump ikke blevet valgt, men han var i spil, og det chokerede hende. Det mindede hende om nazi-tiden. Også den måde som han optræder på, sådan som han bliver iscenesat og fremstillet. Det mindede hende om hendes ungdom.”
Portrætfilm består tit af en masse råklip, som instruktøren klipper sammen til sin egen fortælling om hovedpersonen, men for Weigensamer og resten af instruktørholdet var det vigtig, at fru Pomsel selv kunne stå inde for den historie, der bliver fortalt i filmen:
”Fru Pomsel er enormt ærlig, og forstår at gøre sin historie tidsløs. Enhver kan mærke hende, og det var en af grundene til, at det var vigtigt for os at lave filmen med lige præcis hende.”
“Mange af de tidsvidner, der findes fra dengang, de fordrejer deres historie, fordi de ved, hvad det forventes, at de siger og forsøger derfor at fremstille sig selv i et bedre lys. Det forsøger fru Pomsel ikke, og grunden til, at hun kan være så ærlig, er, at hun overhovedet ikke føler sig skyldig”.
At arbejde sammen med hende satte mig i et meget stort dilemma, for hun er beundringsværdig, sjov, intelligent, klog, vidende, men alligevel måtte jeg foragte hende, fordi hun var så egoistisk dengang
“Vi brugte omkring et år på at overtale fru Pomsel til at medvirke i filmen. Hun var ikke en offentlig person før, og havde betænkeligheder ved at medvirke, fordi hun ikke vidste, hvordan vi ville dreje historien. For hende var det vigtigt at få rum til at dele sin historie, som hun ville, og behandle temaerne, som hun ønskede og kommentere optagelserne, så hun kunne genkende sig selv i alt, hvad vi lavede.”
“Som instruktører kommenterede vi meget lidt i løbet af processen. Vi lod hende fortælle historien.”
Weigensamer fortæller, at det var en ambivalent oplevelse at arbejde sammen med en kvinde som han både beundrede og var nødt til foragte:
”At arbejde sammen med hende satte mig i et meget stort dilemma, for hun er beundringsværdig, sjov, intelligent, klog, vidende, men alligevel måtte jeg foragte hende, fordi hun var så egoistisk dengang.”
“Det er klart i 1934, der kunne man ikke længere være imod nazisterne, men det kunne man før. Alle har et valg. Der gik ti år op til magtovertagelsen. Der var både folkeafstemninger og demonstrationer, og der kunne hun have gjort noget, men det gjorde hun ikke. Og pludseligt var det for sent, og så var alle bange for at miste livet, hvis de handlede mod magten.
“Fru Pomsel var ikke en aktivist som ung. Tværtimod. Men i en sen alder blev hun det, fordi hun indvilgede i at lave filmen med os. Det er jo et stykke aktivisme i sig selv”.
“Processen var sådan, at vi interviewede hende af to omgange med tre måneders mellemrum. Det er meget interessant, for hun havde lukket dette kapitel af sit liv for længe siden, og så kom vi og spurgte: ”Vil du ikke godt lukke kisten op igen”, og så mærkede vi dag for dag, at der også kom flere og flere ting tilbage til hende.
Vi ville ikke vise de sædvanlige billeder, alt det man kender. Vi ville derimod vise en side af historien, der ikke har været vist før
“Jeg er fuld af respekt for, at hun ville fortælle offentligheden om dette kapitel af sit liv, for det er bestemt ikke et smukt kapitel. For eksempel dette med, at hun havde en jødisk veninde, der pludselig forsvandt, og hun ikke gjorde noget som helst.”
“Der findes så mange film med så mange forskellige temaer fra omkring denne tid af historien, så man kommer nemt til at fare vildt. Man lander hurtigt på en nedtrådt vej, og det havde vi sagt til os selv, at vi ikke ville gøre. Vi ville ikke vise de sædvanlige billeder, alt det man kender. Vi ville derimod vise en side af historien, der ikke har været vist før.”
Et tysk liv, Premiere: 25.01.2018. Originaltitel: A German Life, Genre: Dokumentar, Spilletid: 1 time 47 minutter, Fotos og copyright: Camera Film.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
