Populismen er dagens ret i moderne politik. Og det behøver ikke at være dårligt. Havde Demokraterne f.eks. valgt venstrepopulisten Bernie Sanders fremfor Hillary Clinton, og var han endt i Det Hvide Hus, ville vi have fået en præsident, hvis instinkt kunne have tilskyndet til ydmyghed. Et karaktertræk der er afgørende for at tøjle impulsive instinkter hos indehaveren af verdens mest magtfulde embede. Sanders ville også have respekteret tredelingen af magten, og han ville ikke have tilsmudset præsidentembedet med daglige kaskader af løgne og narcissisme, siger historiker og tidligere israelsk diplomat og toppolitiker Shlomo Ben-Ami.
MADRID – “Vi må uddanne vore herrer”, sagde Robert Lowe, en britisk politiker, til sine kolleger efter vedtagelsen af the Second Reform Act af 1867, en lov, der føjede over en million vælgere til valgregistret. For Lowe var en veluddannet offentlighed den bedste måde, man kunne sikre et ægte deltagelsesdemokrati i Storbritannien på.
Her 150 år senere har liberale demokratis uddannede ’herrer’ åbenlyst lært meget lidt. Og man må formode, at Lowe ikke ville være videre imponeret af de populistiske tendenser, der forblænder dem, der bestemmer.
Som Brexit folkeafstemningen i UK og valget af Donald Trump til præsident i USA demonstrerede, bliver vælgerne alt for nemt narret af fordomme og falske løfter. Kritisk tænkning bliver i stigende grad afvist som et elitært forehavende, mens ansvarsfrie sociale medier, “fake news” og “alternative fakta” dominerer den offentlige debat. I et ignorant miljø, bliver de, der føler sig ignorerede, villigt bytte for populistiske politikere.
Følelser fremfor fornuft
Men netop fordi disse politikere appellerer til så mange borgere, har man en forpligtelse til at se nøje på dem, og mindst ligeså meget som på de let påvirkelige vælgere. Spørgsmålet er nemlig, om den type politik, der truer det liberale demokrati, ikke kan omformes for at redde det.
Der er i dag to slags populister: de udnyttende og de oplyste. Trump repræsenterer førstnævnte. Med en administration fuld af tidligere Goldman Sachs ansatte og en dagsorden, der lover skattelettelser til de superrige, mens Medicare og uddannelse skal privatiseres, kan Trump ikke undgå at skuffe de hvide arbejderklassevælgere, der bragte ham ind i Det Hvide Hus.
Automatisering, ikke handelsaftaler, er grunden til tabet af produktionsarbejdspladser. Naturgas, ikke miljøregler, har ført til lukningen af den amerikanske kulindustri.
Trump kan ikke undgå at skuffe de hvide arbejderklassevælgere, der bragte ham ind i Det Hvide Hus. Automatisering, ikke handelsaftaler, er grunden til tabet af produktionsarbejdspladser. Naturgas, ikke miljøregler, har ført til lukningen af den amerikanske kulindustri.
Men Trumps opkomst handlede ikke bare om økonomi. Det handlede også om at vende en nationalistisk amerikansk identitet mod minoriteter og indvandrere.
For demagoger er det altid mere effektivt at spille på folks følelser end at appellere til deres “sunde fornuft”, som George Orwell forklarede i sin anmeldelse af Hitlers Mein Kampf. Dette gælder for Trump i USA, ligesom det gælder for højreorienterede populister som Marine Le Pen i Frankrig, Frauke Petry i Tyskland, og Geert Wilders i Holland.
Bernie Sanders – den gode populist
Men demokratier kan også afføde en mere oplyst type af populisme som den, senator Bernie Sanders bød på.
Hvis han var blevet Demokraternes præsidentkandidat (i stedet for Hillary Clinton), og hvis han havde vundet præsidentembedet, ville hans løfte om at vende op og ned på den amerikanske socioøkonomiske samfundsorden og indføre socialdemokratiske tilstande efter skandinavisk forbillede have ophidset store dele af vælgerkorpset.
Kongressen ville formodentlig have forpurret hele den liste af ædle mål, der udgjorde hans platform – sundhedsreform, gratis universitetsuddannelse til alle, reform af finansiering af valgkampe og opsplitning af de store banker – med begrundelsen, at det var uacceptabelt dyrt, hvis ikke ligefrem “uamerikansk”.
Ikke desto mindre kunne Sanders have ført Amerika tættere på Lyndon B. Johnsons vision om the Great Society uden fattigdom eller racediskrimination. Han ville uden tvivl have respekteret tredelingen af magten, og han ville ikke have tilsmudset præsidentembedet med daglige kaskader af løgne og narcissisme.
Der er i dag to slags populister: de udnyttende og de oplyste. Trump repræsenterer førstnævnte. Sanders’ moralske kompas og sociale sindelag tilskynder til ydmyghed, et karaktertræk der er afgørende for at tøjle impulsive instinkter hos indehaveren af verdens mest magtfulde embede
Sanders’ moralske kompas og sociale sindelag tilskynder til ydmyghed, et karaktertræk der er afgørende for at tøjle impulsive instinkter hos indehaveren af verdens mest magtfulde embede.
Foragt for moralske standarder
Sanders’ godartede populisme var ikke blot et middel til at opnå magt; det var en oplyst indsats for moralsk og social fremgang. Det Demokratiske Partis fravalg af ham forhindrede Amerika i at få en enestående valgkamp mellem to diametralt modsatte typer af populisme.
Hvis Hannah Arendt havde ret angående den “morbide tiltrækningskraft”, som “foragt for moralske standarder” har på massernes tankegang, ville de vrede herrer måske alligevel have stemt på Trump.
Men at vinde det folkelige flertal – hvad enten det er ved Brexit folkeafstemningen i UK, valg i vestlige demokratier eller sågar afstemningen om fredsaftalen med FARC i Colombia – fordrer en anerkendelse af den populistiske politik.
Det er tilsyneladende et vilkår nu, at det etablerede system skal gennemhegles – selv når kandidaten er en del af det. Det er simpelt hen normen. Vælgerne står tilsyneladende overfor at skulle vælge mellem leverandørerne af udnyttende ideer eller oplyst lederskab.
Outsideren som den nye leder
Trumps evige anti-establishment kampagne viser, at han selv som præsident agter at dyrke et outsider image. Det er den klassiske form for udnyttende lederskab. På det punkt har han og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, meget til fælles. Gennem sine 11 år i embedet har Netanyahu fortsat sit angreb på Arbejderpartiets påståede dominans og på de traditionelle medier.
Men end ikke oplyste populister kan sige sig fri for risikoen for et dobbeltspil; de er også ofte tvunget til at forråde deres vælgere.
Før det valg, der bragte ham til magten, sagde en anden israelsk premierminister, Yitzhak Rabin eksempelvis, at “den leder, der vil give ordre om tilbagetrækning fra Golanhøjderne, selv som prisen for fred, må være skør”. Alligevel startede Rabin forhandlinger med det formål at sikre fred med Syrien i bytte for tilbagetrækning fra de strategiske højdedrag.
De vestlige demokratier synes med andre ord at være fanget i et dilemma. Systemet vakler, når vælgerne ikke kan træffe velinformerede beslutninger baseret på kandidaternes partiprogrammer.
Men i det lange løb er løsningen at uddanne “herrerne” og imødekomme deres bekymringer med fakta – som Lowe for halvandet århundrede siden slog til lyd for.
I mellemtiden er den oplyste populisme måske den bedste mulighed. Hvor end demokrati praktiseres, må vælgernes mangel på information og ekspertise ikke give plads til ledere, der fører en politik, som svækker selve demokratiet.
Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Topillustration: POV International med LunaPicEditor.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
