KOMMENTAR – Religiøse råd er ikke ualmindelige i Danmark, hvad enten de er kristne, muslimske eller jødiske. Det behøver ikke at være et problem – men som en sag fra Odense viser, kan de blive til et.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En skilsmissesag fra Odense, hvor en kvinde hos en imam skrev under på en række bestemmelser, stavnsbinder hende og hendes børn til både islam og Fyn og forhindrer hende i at gifte sig igen, hvis hun vil beholde retten til børnene.
Det er seneste eksempel på en religiøs paralleldomstol i Danmark, og kommunen har besluttet at politianmelde imamen med henvisning til, at det er negativ social kontrol. Det må siges. Betingelserne i dokumentet er nedværdigende og langt ud over, hvad en religiøs autoritet i det danske samfund har ret til at afgøre.
Noget af det positive er, at kommunen ikke straks råber ‘luk alle shariaråd’, men i stedet lægger op til en øget straf for de elementer i religiøs lovgivning, der som i denne sag fratager mennesker deres ellers lovsikrede rettigheder eller bliver til psykisk pres.
Det bør ikke komme bag på nogen, at vi har religiøse domstole i Danmark. Og så længe de i øvrigt anerkender dansk lov, bør det ikke i sig selv være et problem, selv om den tilhørende sociale kontrol kan være det
Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) siger således til Berlingske, at “en del stærke kvinder og mænd fra miljøerne er beredt til at tage kampen om et opgør mod social kontrol. (…) Der er en rygende revolution lige nu, og skal den revolution blomstre op og ændre på noget, så er det nu, de skal støttes for fulde gardiner – også på nationalt plan. Der er lige nu et vindue for at få skabt en forandring.”
Jeg tror, at det er klogt af byrådet at samarbejde med miljøet. At religion spiller en vigtig rolle for rigtig mange mennesker i Danmark, kommer vi ikke udenom, og nogle spørgsmål kan for de pågældende troende kun afgøres af religiøse autoriteter.
Beth din og Den Kirkelige Domstol
Det bør ikke komme bag på nogen, at vi har religiøse domstole i Danmark. Og så længe de i øvrigt anerkender dansk lov, bør det ikke i sig selv være et problem, selv om den tilhørende sociale kontrol kan være det.
De jødiske domstole, beth din, afgør alt fra religiøse skilsmisser til civile stridigheder mellem for eksempel to forretningsdrivende. Det sker uden om de danske domstole, men beth din er udtrykkeligt underlagt de nationale love. Et par kan altså godt blive skilt efter dansk lovgivning, men den religiøse skilsmisse kræver et religiøst råds accept.
Og den katolske kirke i Danmark har, som alle katolske bispedømmer, også en kirkelig domstol, ledet af en vicarius iudicalis. Den kirkelige domstol dømmer især i ægteskabssager, hvor en eller begge parter beder om at få ægteskabet erklæret ugyldigt, så de kan gifte sig igen.
Jehovas Vidner har deres ældsteråd, der i praksis fungerer som religiøse domstole. De kan blandt andet udstøde medlemmerne af trossamfundet, men det kan også være sager som rygning, sex uden for ægteskabet, stridigheder medlemmerne imellem osv.
I øvrigt har Børns Vilkår i en rapport fra 2019 fastslået, at negativ social kontrol er et problem også hos Jehovas Vidner, så hvis Folketinget endnu engang vil skærpe opmærksomheden på dette fænomen, var det nok på tide at se bredere end blot imamer og de muslimske miljøer.
Islam og sharia i mange fortolkninger
De muslimske shariaråd findes i flere udgaver – fra de uhyre strenge på især Den Arabiske Halvø, i Nigeria og Iran, hvor den lokale fortolkning af sharialoven regulerer alle dele af livet og i strid med menneskerettighederne, til råd der som de katolske og jødiske først og fremmest tager stilling til religiøse spørgsmål og religiøse ritualer, herunder bryllup, men i øvrigt overlader det til de verdslige nationale domstole at dømme.
Man skal i øvrigt huske, at imam ikke er en beskyttet titel, og at islam kan fortolkes og bliver fortolket på mange måder. Derfor er de mere ressourcestærke muslimer i Danmark ofte på ‘imam-shopping’, når de for eksempel vil skilles, for at finde den imam, der formodes bedst at ville forstå deres krav. Det viser en rapport om religiøse retsopfattelser fra VIVE, det nationale forskningscenter for velfærd.
Hvem som helst kan altså kalde sig imam helt uden nogen formel uddannelse, og derfor har imamen heller ikke større autoritet, end den lokale menighed tillægger vedkommende. Det er ikke som i katolicismen, hvor paven har en absolut myndighed. Det er også derfor, at fatwaer, religiøse afgørelser, ikke helt sjældent er indbyrdes modstridende. Der er masser af plads til fortolkning inden for islam – men ikke altid inden for den enkelte menighed eller gren af islam.
En balance mellem rettigheder
Man kan selvfølgelig mene, at religion slet ikke bør blandes ind i lovgivning, Omvendt har vores domstole ikke (længere) forudsætning for at dømme i religiøse spørgsmål. Jeg skriver ‘ikke længere’, fordi dansk lov i flere hundrede år efter Reformationen var baseret på mosaisk lov med De Ti Bud som fundament, komplet med dødsstraf for utroskab, offentlig piskning og udstødelse af kvinder, der havde sex før ægteskab osv.
Indtil Reformationen i 1536 var det den katolske kirke, der tog sig af religiøse spørgsmål og eventuelle rettergange om f.eks kætteri og blasfemi, men efter Reformationen blev det kongen, som fik opgaven med at opretholde en form for guddommelig orden på jorden. Vi har stadig enkelte rester af religiøs lovgivning i vores love, men efterhånden er de direkte aftryk reduceret til helligdagslovgivningen.
Personligt er jeg dybt skeptisk over for organiseret religion, om end jeg har stor respekt for tro. Men en skilsmisse efter verdslig lov kan være nok så gyldig – det ændrer ikke ved, at den fraskilte i en række religioner ikke kan gifte sig igen og i sit religiøse samfund ikke bliver anset som lovformeligt skilt. Og jeg tvivler på, at vores lovgivning kan ændre det.
Vi skal støtte alle de kræfter, som modarbejder negativ social kontrol. Og ingen religiøs dom i Danmark skal have juridisk gyldighed uden om danske domstole
Vi kan derimod gøre mere for at sikre, at ingen religiøs dom i Danmark får lov at gå imod dansk lovgivning. Og vi kan arbejde sammen med de forskellige trossamfund om at sikre, at den negative sociale kontrol modarbejdes massivt.
Det er ikke nødvendigvis helt enkelt. Der er for eksempel ingen tvivl om, at Jehovas Vidners udstødelse af medlemmer – et ekstremt indgreb der kan medføre, at tidligere vidner ikke længere kan få lov at se deres familie – er negativ social kontrol. Omvendt hører det formentlig under religionsfriheden selv at kunne definere, hvem der kan være medlem af religionen.
Men vi skal støtte alle de kræfter, som modarbejder negativ social kontrol. Og ingen religiøs dom i Danmark skal have juridisk gyldighed uden om danske domstole. Den åndelige dimension kan vi derimod ikke lovgive os ud af i et sekulært samfund. Den fortolkning må de enkelte menigheder, uanset religion, selv tage opgøret med.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SUSANNE SAYERS I POV HER
Foto: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
