TEATER // ANMELDELSE – På Blaagaard Teater gøres publikum til aktive medspillere i både kældermoskeen, til Eidfesten og på den københavnske homo-natklub. DJINN er en følsom, blød og sympativækkende coming-of-age-fortælling, der gør det enormt godt som ungdomsforestilling, men som føles lidt som en PG-13-version af Elias Sadaqs rå digtsamling om at være queer og muslim, skriver teateranmelder Sophie Blendstrup.
En våd novemberaften trådte jeg med mine 3.g-elever på slæb ind i foyeren på Blaagaard Teater, hvor vi straks blev bedt om at tage vores fodtøj af. “Er det normalt i teatret?”, spurgte en forundret elev – og nej, det er bestemt ikke hver gang, kunne jeg svare, men forestillingen DJINN begynder allerede, når man træder ind fra Nørrebrogade – og faktisk måske allerede ude på den kulturelt spraglede gade.
Det er som at observere to sommerfugle i koreografi på en blomstermark af smilende ansigter
Fra foyeren til toilet og teatersal føles hele teatret som at besøge et multietnisk hjem i København. Jeg selv blev mindet om min kurdiske veninde fra folkeskolens rækkehus, da jeg i strømpesokker trådte ud på mønstrede måtter på badeværelset. I salen sidder publikum på gulvet i vævede puder. Vi bydes velkommen i en iscenesat dansk-arabisk kultur – det er en gennemtænkt og engagerende scenografi af Lina Hashim.
Fra digte til dramatik
DJINN er en fri fortolkning af den anmelderroste digtsamling af samme navn. Mens der er en række afvigelser fra digtsamlingens handling, bevæger forestillingens sprog sig ligesom digtene mellem det poetiske og spirituelle samt dansk-arabisk multietnolekt. På handlingsplanet er dog det allergrimmeste fra Sadaqs sider gemt væk til fordel for en lidt blødere historie. Muligvis for at gøre emnet mindre råt og mere tilgængeligt. Det fungerer.
At se en ‘brun mand elske en brun mand’ føles grænseoverskridende
I DJINN er Zakarias (Kevan Nirwan Soliman), stykkets monologiske fortæller, som vi følger fra begejstret barn til næsten-voksen mand, der må se sin indre dæmon – sin djinn – i øjnene. I boligblokkene i Brabrand forelsker Zakarias sig nemlig i ingen ringere end Imamens søn Younes. En forelskelse, som er gengældt, men strengt haram i drengenes muslimske kultur.
Coming-of-age-fortællingen om modstandsmættet kærlighed er genkendelig; sågar queer-forelskelse ses oftere og oftere på scenen. Men at se en “brun mand elske en brun mand”, som Sadaq selv beskriver det, føles grænseoverskridende og nyt på scenen. Sargun Oshana iscenesætter det her med lige dele naturlighed og chok. Som at se en åben hemmelighed med sine egne øjne.
Når den første forelskelse er haram
Kevan Nirwan Soliman leverer en fin og sympatisk præstation som Zakarias. Især i stykkets første halvdel gennemsyrer hans version af den unge Zakarias salen med en smittende glæde. Det gør ondt, når barneglæden afbrydes af Majnun, som hans far kaldes – den skøre – som kun er til stede som stemme, igennem radio, som man kunne have ønsket at have lidt mere volumen.
Til gengæld mærkes Zakarias’ første forelskelse af alle i salen. Det er her, hvor forestillingen er allersmukkest og nærværende. Kevan Nirwan Soliman og Aftab Asghar Gondal bevæger sig legende rundt i salen som de to teenagedrenge, mens de knapt ænser det publikum, de kravler rundt imellem.
Det er som at observere to sommerfugle i koreografi på en blomstermark af smilende ansigter. I midten af rummet mødes de elskende på en piedestal med en polestang og inviterer publikum ind i deres ængstelige romance. Det føles naturligt og forløsende, og samspillet mellem dans og skuespil virker særligt godt her. Det er noget af en bedrift at kysse, mens man vender på hovedet.
Den generte dreng i lædermaske og hotpants
Vi er vidne til en kavalkade af tilsyneladende modsætninger: Skuespiller og danser spejler sig i hinanden – det sanselige og det jordnære, det marokkanske og det danske, det feminine og det maskuline, en dreng og hans djinn, muslim og queer: “Jeg er dig og du er mig”, som djinnen siger. Definitionerne hvirvles rundt på polestangen og flyder sammen – dansen er et afgørende element i forestillingens symbolske sprog.
Forestillingen lykkes overraskende godt med sine immersive elementer
Kevan Nirwan Soliman formår samtidig at gøre det hele håndgribeligt, og han når det unge publikum med sin inddragende spillestil. Jeg skal hilse og sige, at den håndfuld gymnasiedrenge, der pludselig skulle agere festgæster på en homobar i København denne novemberaften, fik en oplevelse de sent vil glemme. Forestillingen lykkes i det hele taget overraskende godt med sine immersive elementer.
Til gengæld virker den unge Zakarias frosset i tid. Det er som om, han forbliver den generte dreng fra Brabrand, selv i lædermaske og hotpants med ketamin i blodet. Det føles som noget, vi bare leger. Måske er det derfor, jeg ønsker at mærke mere alvor og vrede fra den stakkels Zakarias. Måske er det fordi, jeg er enormt vred og knust på hans vegne.
Der er så stor brutalitet i det, der hænder ham, men stykkets anden halvdel, som primært spilles på scenen væk fra publikum, virker fjern og forhastet, sammenlignet med den langsomme, nærværende forelskelse.
Sanseligt chok
Men ret skal være ret. Digtsamlingen DJINN og forestillingen DJINN er jo netop to forskellige værker. Sadaq har valgt at lade den fiktive Zakarias fortælle her og får på den måde generaliseret fortællingen lidt mere, hvilket faktisk er lidt af en bedrift.
Teaterversionen er samtidig næsten fri for den seksuelle vold, der fylder i forlægget, og det gør oplevelsen mere nænsom og lettere at tage ind.
Selv med lidt mindre bid, er DJINN som teater seværdig. At man på Blaagaard Teater har valgt at iscenesætte denne queer-muslimske fortælling i en så samtidigt sårbar og relativt tilgængelig form, kan forhåbentlig bane vejen for flere perspektiver på den queer-muslimske erfaring – for djinnerne findes!
DJINN er en smuk og vigtig forestilling om den queer-muslimske oplevelse, som taler særligt til unge i øjenhøjde. Som en elev så fint bemærkede, er Zakarias jo dobbelt hjemløs – i sit hjem og sit land. Oplevelsen af at være dobbeltminoritet er til at tage og føle på.
Nu lader denne anmelder sig naturligvis også påvirke af, at 3.j var ovenud begejstrede for denne anderledes teaterforestilling. Derfor vil jeg lade deres ord afslutte denne anmeldelse af en forestilling: DJINN fik dem til at føle sig “inkluderede og tættere knyttet til historien”, og DJINN “ændrer hele konceptet ved teater” og efterlod dem i “sanseligt chok”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og