EMANCIPATION – HAHA, venner! – et latterbrøl jager gennem nationen og tager alle med i gabet. De studerendes medbestemmelse fratages dem i halvtredsåret for 1968, og studenteroprørets sidste guldkalv er dermed klasket på slagterblokken. Vi ved, at vi både må grine og kæmpe. Tillad os larmende og råbende at forkaste den modne alders erkendelser. Værsgo: En eklektisk skåltale af studenterstaben ved Institut for Emancipationsvidenskab, Aarhus Universitet.
I det tågede forår 2018 har landets forenede afviklingsbureaukrater taget konsekvensen af den institutionelle apati og vil nedlægge de studerendes principielle medbestemmelse gennem studienævnene, som de ellers har haft krav på siden styrelsesloven af 1970.
Tænk at de tør liste en sådan nederdrægtighed igennem i selveste halvtredsåret for otteogtres, som om de studerende ikke længere har noget at bestemme over – og nogen at hundse rundt med.
Afviklingsbureaukraterne må have konciperet denne studenterabort i en komisk ånd… Som modtræk vil vi udfolde en mere sardonisk åndelighed i følgende alvorlige forsvar for en hysterisk og invasiv protestform.
Vi opildner hermed til en regulær administrationsstorm, væbnet med et ammunitionslager af ordsalat og skuespil. Parallelt med højrøvetheden løber der en pluralistisk og mangfoldig ambition – smæk!
Vi ønsker at befri ungdomsoprøret fra sit kedelige ry om at være en utopisk omgang selvrealisering ved i stedet at vise, hvordan de udøvede en regulær vitalbureaukratisme, der i en prosaisk undtagelsestilstand skabte sin egen forvaltning. En progressiv befrielsesfront vinder ikke terræn gennem en konstruktiv dialog, som ungdomspartier og studenterrådet kollaboratørisk udøver, men gennem en strategisk uforståelighed tilsat kernesund megalomani.
Vi opildner hermed til en regulær administrationsstorm, væbnet med et ammunitionslager af ordsalat og skuespil. Parallelt med højrøvetheden løber der en pluralistisk og mangfoldig ambition – smæk!
Foråret 2018 skal være tiden for en karnevalistisk genopførelse af otteogtres, i stil med de klassiske reenactments af Waterloo og Uafhængighedskrigen:
Du kan spille studenteroprører,
du kan spille professor,
du kan spille både fandango og fallit,
du kan flippe ud, på akkurat den måde
du vil, bare
du begynder
lige nu
Formsprængende protestsituation
Et løsningsforslag gennem en uigendrivelig påstand: Det afgørende ved otteogtres er ikke i sig selv mængden af mennesker i protest og aktion. Studenteroprøret blev drevet frem af dets formsprængende elementer som oprettelsen af nye ledelsesorganer gennem fagkritik og medbestemmelseskrav – dette ses særligt gennem radikale anvendelser af mødereferatet, der ikke længere blev brugt til at dokumentere, men snarere udgjorde en handling i sig selv.
Dette afgørende momentum kan man næppe rekonstruere ved endnu en opførelse af demonstrationernes sørgemarch: at demonstrere i klassisk forstand udfylder i dag blot en forventning, der allerede eksisterer til de protesterendes adfærd.
Hvis vi alle sammen flipper ud på samme tid, så er det underordnet, om vi indholdsmæssigt set er enige… Protestformerne vil afføde et rum, der kun bliver større i kraft af dets inkongruens og pluralitet. Råb højt, og supplér ølstafet med pensumbowling!
For at gribe overraskelseseffektens momentum, må man sprænge formen igen.
Et eksempel herpå kunne være en udøvelse af den kollektive aktion som en spraglet handlingsform, der ikke baserer sig på enighed, men på samtidighed. Med andre ord: Hvis vi alle sammen flipper ud på samme tid, så er det underordnet, om vi indholdsmæssigt set er enige… Protestformerne vil afføde et rum, der kun bliver større i kraft af dets inkongruens og pluralitet.
For selvom historien om de studerendes valgret og valgbarhed i universitetspolitisk regi inden længe vil være et afsluttet kapitel, er det stadig værd at spørge ind til, hvad de studerendes medbestemmelse betyder, og hvad de kan benytte den til?
Medbestemmelse bevirker, at de studerendes interesse for samfundsforholdene forøges. De vil, i langt højere grad end det hidtil har været tilfældet, sætte sig ind i lovgivningen og skaffe sig forståelse af samfundsmaskineriet.
De bliver derved undervisernes jævnbyrdige på et område, hvor de hidtil har været dem meget underlegne. Den større viden vil styrke deres dømmekraft. Det øgede ansvar vil finpudse deres fornuftsbrug. De vil ikke længere være et værgeløst bytte for de stemningsbevægelser, der bryder løs med nogen tids mellemrum, og som hidtil først og fremmest har grebet studenterne.
Dernæst vil underviserne – helt anderledes end nu! – lære at opfatte studenterne som ligestillede væsner fra det øjeblik, hvor rusugen forvandler sig til en plenumdebat. Råb højt, og supplér ølstafet med pensumbowling!
Vitalbureaukratisme
Ja, som børnebørn af otteogtresserne står vi nu midt i det, der lige er blevet historie. Vores bedsteforældre har i årtier gennemført et apologetisk og traumeforløsende opgør med deres fortid, mens vores egne forældre tilhører en ligeså progressionsløs generation som os selv, der ikke har skænket muligheden af en fagkritisk universitetsadministration en tanke.
Ingen har endnu kunnet løfte ungdomsoprøret ud af det levede livs trængte minder og omskrive det til en aktiv og nærværende historie, der udvinder periodens væsentligste potentialer til vores egen universitetspolitiske fordel.
På tværs af generationerne står vi, Institut for Emancipationsvidenskab og sympatisører, der har okkuperet periodens anekdoter og arkiver til egen samtid.
Som ethvert artigt barnebarn har vi samlet arvestykkerne, lyttet opmærksomt over den heftige kaffeslubren, men vi har lukket ørerne for fortrydelsens klagesang. Ingen kan se deres egen ungdom i øjnene, og da slet ikke os selv, hvorfor vi påtager os en anden generations maske. Som bekendt skrives historien hverken af sejrherrerne eller de overlevende, men af efterkommerne.
Et konkret eksempel kunne være, at man jo sagtens selv kan kærne smør i en vaskemaskine, selvom den ikke er bygget til det – det er faktisk det letteste i verden, omend et værre svineri
I den udmærkede debatbog Forårsoffensiv i Danmark står der skarpt: “Diskrete maskiner kommunikerer udmærket, men intet kan give os det virkelige bureaukrati tilbage!” Hermed diagnosticeres universiteternes historiske situation eksakt. Førhen kunne man på kafkask vis lade sig omgive af og opsluges i bureaukratiet.
Skrankepaverens uddeling af papirmasse dannede garant for bureaukratiets virkelighed, og de vakse kritikere øjnede heri en åbenlys skydeskive. Den diskrete maskinkommunikation, som i dag hersker i ruinerne af velfærdsstaten, tenderer derimod mod uvirkelighed og diskretion. Den har omsat skrankepavens indiskrete autoritet til proces og selvfølgelighed.
Intet er så skidt!
Kritikken og aktionen får et væld af nye muligheder i denne situation. I modsætning til fortidens bureaukrater, der skulle overbevises, kan nutidens maskiner ubemærket glitches og rekonfigureres. Dermed kan man uden videre opsyn appropriere dem til alternativ produktion! Et konkret eksempel kunne være, at man jo sagtens selv kan kærne smør i en vaskemaskine, selvom den ikke er bygget til det – det er faktisk det letteste i verden, omend et værre svineri.
En oplagt mulighed for handling kunne være at hælde det virkelige bureaukrati ned i den diskrete maskinkommunikation. For at dette skal virke, skal man bare huske at putte professoren ind i bureaukratiet først. I det oplyste professorvælde bar professoren administrationen under kappen, hvilket nogle gange udmøntede sig ganske kaotisk – sine steder tenderede det til anarki. Det er denne bureaukratiets forankring i professorens subjektive tilbøjeligheder, studenterrevoltens fagkritik protesterede imod.
Fagkritikerne påkaldte sig ‘retfærdighed’ gennem kollektivt udarbejdede studieordninger. De fagkritiske studenteroprørere var tredjegradsfetichister: administrationslystne, papirorgiastiske, vitalbureaukrate …
Deres opgør mod professorvældet undfangede et sandt boom af mødereferater og rapporter, og selvom de næppe var bevidste om det komiske potentiale, der lå i deres stædige dedikation og nærmest religiøse overbevisning, kan vitalbureaukratismen sagtens mobiliseres ind i lignende, samtidige konstellationer: Den foreligger jo i arkivet.
Grundlæggende kan 1968 performes uden nogen fikseret ideologi andet end trangen til at bygge et administrativt frirum, hvorfra der kan bygges et seriøst universitet.
Eskatologisk massehysteri
Vi opfordrer til, at man ser sig godt omkring efter inspiration – selv Indre Mission forekommer os at være en glimrende inspirationskilde. 1968’ere fra 2018 må skele med misundelse til den mørke dommedagsstemning, der effektivt rensede Midt- og Vestjylland for grundtvigianismens vamsehumanisme og plørede dannelsesidealer.
At kolonisere de jyske sjæle med en tung gudsfrygt, at indpode bønderne med den faktiske overbevisning om, at nu skal det være slut med festen, at nu spiller vi altså ikke kort mere, at vi aldrig igen skal drikke øl! – det er misundelsesværdigt.
Hvad ville i dag kunne fremme en ekspressiv inderlighed af kreativ alvor og munter videnskab med samme kraft? Man kan næsten håbe at lockout-halløjet vil resultere i, at de studerende midlertidigt får frataget deres SU. Én ting er nemlig sikkert: Man kan uden kvaler (Staten betaler) omlægge universitetet til en gymnasial pølsefabrik og fratage de studerende den sidste rest af incitament til engagement, uden at de studerende tager sig særligt af dette.
De stormer ned af en kontorgang med munden fuld af piber, smadrer alle døre på begge sider, efterlader et kølvand af skrigende alarmer, river skægget af, vender kraverne
Gør man det derimod, mens man en hel måned tvinger dem til at leve af spaghetti med tomatsovs – rød som deres brusende blod – så garanterer man et dybt generationstraume, der kan danne udgangspunkt for en ustyrlig mobilisering på tværs af fakulteterne.
Man kan som universitetsstuderende i dag ikke retfærdiggøre flere automatskrivninger af såkaldt arbejdsmarkedsforberedende skriveøvelser, der endda kan tage form af en wannabe-featureartikel [sic!]. Først skal vi lige have styr på universitetet – ellers finder undertegnede institut hurtigt et andet vidensteknokrati at boltre sig i.
Vi må i desperation vende den kollektive apati til en manisk produktivitet, der – med rystende sigte og bind for øjnene – skyder, men rent faktisk rammer samtlige skydeskivers centrum – på én gang.
Kunne man tilmed indskrive denne eskalationsmekanisme i protesten?:
Hvis I kalder os hysteriske og usammenhængende, så skal vi den onde lyne-os vise jer, hvad det vil sige at være hysteriske og usammenhængende!
Den usynlige generations opstand
Al denne intellektualisering er dog overflødig for forståelsen af studenteroprørets potentiale, da det lige så vel kan rummes i følgende allegori, inspireret af bureaukraten Inger Christensen og fagkritikeren William S. Burroughs:
Legenden om emancipationsvidenskaben spreder sig, og sympatisører allevegne løber væk hjemmefra for at slutte sig til den. Emancipationsteoretikerne taler og skriver et fælles sprog, baseret på variable translitterationer af et gammelt mødereferat. I fjerne hængemapper skabes studieordninger ud af filt, pulp, fedt og papmache.
Nu ingen panik! Det er emancipationsteori på rejse, den opsamler tiden og bundter den. Emancipationsteoretikerne har deres egen kalender. Det urolige forår tomillionerethundredeenogfirstusindenihundredeogotteogtres: Korps af falske professorer visiterer og tæsker censorerne.
De stormer ned af en kontorgang med munden fuld af piber, smadrer alle døre på begge sider, efterlader et kølvand af skrigende alarmer, river skægget af, vender kraverne – og så er de otteogtres smukke studenter, der smider tonebomber ind under kopimaskinerne; VUUUUSJ! – en centraladministration går op i røg bag dem, og ingen bærer dem længere.
Foto: POV International og privat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
