REJSER // ESSAY – Mennesker har det bedst med at flytte sig. Det skal vi, ellers stivner vi. Men bevægelse er ikke nok. Vi skal også holde øjnene åbne. Vi skal huske at se hinanden, skriver Jacob Rosendal i et essay om at rejse, om flyskam og privilegier og om aldrig at vide, hvad man møder derude – en fisker med proteser eller russiske turister. Man kan også møde sig selv.
Han stod i båden, da vi sejlede ud. Hat med god skygge og lange ærmer som beskyttelse mod solen. Sammen med tre andre var han i fuld gang med at kaste net i en kanal ved Tonle Sap-søen i Cambodia.
Hans alder var svær at bestemme. Måske tredive, måske femogtyve? En forholdsvis ung mand, stærk og arbejdsom. På vejen tilbage tog jeg det foto, som jeg missede, da turistbåden sejlede ud. På billedet sidder han. Man kan dog tydeligt se, at han ikke er en almindelig fisker. Det venstre ben er væk. Der er kun en protese. Landminen har taget benet.
Det er usandsynligt, at han kan huske mig. Men jeg husker tydeligt ham og den lørdag. Hvordan jeg tog fotoet fra under ti meters afstand.
Vi gled stille forbi, på vej hjemad mod vores hotel og senere retur til det Danmark, der nok er koldere, men også tryggere og roligere end Cambodia, hvor der stadig ligger mellem fire og seks millioner miner i jorden.
Der er skabt en slags forbindelse mellem fiskeren på søen og mig. Jeg kalder ham Tonle Sapiens
Min kone og mine to teenageunger synes, at det er lidt mærkeligt, at jeg har sat den etbenede fisker ind som pausebillede på min mobil. Jeg har endda zoomet ind.
Den skærm vil mig noget. Jeg aner intet om ham. Måske er han en virkelig ubehagelig type, martret af det manglende ben, konstant irriteret og upopulær blandt de andre fiskere. Måske synes han, at verden er uretfærdig, og alle turister er idioter. Hvilket heller ikke er helt forkert.
Ferie er ikke, hvad det har været
I 2023 rejser ens dårlige samvittighed med. Både den med klimaet, men også i form af fornemmelsen af, at man let kommer anstigende som et levn fra kolonitiden for at se, hvordan der er i de varme lande. For at skynde sig hjem til sin ordnede, trygge virkelighed bagefter.
Når man er en hvid, europæisk mand i begyndelsen af halvtredserne på tur til Asien, er det let at føle, at feriebegrebet har ændret sig. Det hjælper ikke, at jeg har læst rigeligt Michel Houellebecq gennem årene. Hans kritiske blik på os europæere har jeg taget til mig.
I wonder how many people I’ve looked at all my life and never seen
– John Steinbeck
På vej ud til den kæmpestore sø Tonle Sap midt inde i Cambodia passerede vi et af de markeder med frugt, grønt, døde og levende dyr, hvor de lokale sidder på jorden og simpelthen holder gang i lokalsamfundet. Da den danske familie, som var de eneste turister, gik rundt med guiden, kiggede vi forundret rundt. Men blikket blev dog også vendt. De sælgende kvinder tilkendegav grinende, at det var helt vildt, at dér gik en familie med to børn, som begge var over 175 cm.
Uanset at ferie er blevet noget andet i dag, bliver vi heldigvis ved med at se hinanden. Med forskellige forståelser og vinkler på verden. Nogle gange kun i forbifarten, men andre gange ser vi mere.
Vi ændrer os ikke voldsomt
Selv om der er langt fra Cambodia til Ukraine, er det svært ikke at tænke tilbage på den kolde krig i denne tid. Atombomben er igen et ord, der bliver nævnt. Frygten er tilbage. Krig bliver aldrig helt umoderne. Og konsekvenserne af en krig sætter sig i de berørte lande og mennesker i årtier eller mere.
Mennesket har egentlig ikke ændret sig så meget gennem tiden. Det er nok godt at huske sig selv på. På vores ferietur kom jeg indimellem vel hurtigt til at holde foredrag for mine børn – om den kolde krig, Vietnamkrigen, Pol Pot og så videre. Jeg fik ikke sagt, at vi mennesker er gode til at gentage gamle fejl. Det er en indsigt, man skal passe på med at levere til ungdommen. Den lever bedst i håbet om, at der kan ske forandringer.
Vi var både i Cambodia og Thailand. I det store ferieland med de utallige smukke øer (koh’er, som de hedder på thai) var der mange russere. De tager åbenbart stadig på ferie. Hvilket måske ikke burde have overrasket os, men det gjorde det.
I begyndelsen af 2023 er en russer ikke bare en russer
At høre russisk og se dem ligge på solsengene kort før årsdagen for invasionen af Ukraine var bizart. Hvis Houellebecq kom til Koh Samet, ville han sikkert være mindre forundret og sandsynligvis have betragtet en danskers overraskelse som udtryk for typisk europæisk enøjethed.
Russere er selvfølgelig også mennesker, og det virker paradoksalt, at jeg på den ene side taler om at se en cambodiansk fisker, men samtidig se bort fra den enkelte russer. Det kan også være, at dette forhold normaliserer sig med tiden. I begyndelsen af 2023 er en russer imidlertid ikke bare en russer.
Vil jeg for meget?
En fisker fisker. Sejler ud om morgenen og hjem igen, når nettene er fyldte. Men en turist, som mig, vil have oplevelsescenteret fyldt. Helst med så lidt skamfuldhed som muligt, og allerhelst uden russere. Så nemt er det bare ikke. Måske er tiden løbet fra den lette turisme. Måske har det altid været en illusion. Omvendt kommer vi med penge, som man gerne vil have i Thailand og helt sikkert også i Cambodia.
Når man vælger, vælger man samtidig noget fra. Da vores lille familie tog afsted på ferie, valgte vi oplevelser (plus sol og varme) til, mens vi ignorerede forureningsaspektet. Det er vi langt fra de eneste, der gør.
Jeg håber, at mine børn vil kunne rejse ud i verden igennem hele deres liv. For at opleve og skabe forbindelser. Givetvis også for at møde andre sapiens
Men måske vil jeg, som anfægtet europæer, for meget. Den der dårlige samvittighed skal jeg måske bare glemme. Og i stedet fokusere på, hvor skønt det var for os som familie at være væk. Sammen. Hvor dejligt det var for min kone og mig at opleve og hygge med vores to store unger i fjorten hele dage.
Ja, måske er det totalt idiotisk overhovedet at tænke og skrive videre på så relativt kort en ferie, herregud, det var ikke en jordomrejse. Al skammen virker også tit nyttesløs. Flyene flyver jo til Asien, uanset om vi var taget med eller ej.
Menneskelige forbindelser
Vi mennesker er forbundne. Nu er der skabt en slags forbindelse mellem fiskeren på søen og mig. Jeg kalder ham Tonle Sapiens. Hvilket er tænkt som lidt mere end et ordspil. Han er som mig, og alligevel er vi forskellige. Han er ramt af krig. Jeg er langt mere privilegeret end ham, og det er godt at huske på. For mig.
Jeg håber, at mine børn vil kunne rejse ud i verden igennem hele deres liv. For at opleve og skabe forbindelser. Givetvis også for at møde andre sapiens. Selvfølgelig på deres måder, men tænk, hvis krigsusikkerhed, klimaskammen, og hvad der ellers kan være, holder os hjemme.
Mennesker har det bedst med at flytte sig. Det skal vi, ellers stivner vi. Men bevægelse er ikke nok. Vi skal også holde øjnene åbne. Vi skal huske at se hinanden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her