KUNST & VIDENSKAB // ANMELDELSE – Kunsthal Charlottenborg har åbnet en ny udstilling med et helt unikt og bevidsthedsudvidende møde mellem naturvidenskab og billedkunst: Verden i dig. Jakob Brønnum har set den.
Ved ferniseringen på udstillingen Verden er i dig på Charlottenborg forleden var der en sær stemning af næsten løssluppen begejstring, som ikke er almindelig ved ferniseringer i det indre København.
Som tilskuer til det slog man det naturligvis hen med, at det var en postpandemisk reaktion, men efterhånden indså man, at der var tale om et unikt møde mellem to normalt helt adskilte opfattelser af verden og virkeligheden, kunstens og naturvidenskabens.
De færreste tænker over, at verden også påvirker menneskekroppen tilbage. At vores omverden er med til at forme vores kroppe og daglige eksistens
Udgangspunktet for Verden i dig er følgende enkle betragtning. ”Vi lever i den antropocæne tidsalder – menneskets tidsalder – og vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi på godt og ondt påvirker og forandrer verden omkring os. Men de færreste tænker over, at verden også påvirker menneskekroppen tilbage. At vores omverden er med til at forme vores kroppe og daglige eksistens.”
Verden i dig er blevet til i et samarbejde mellem Medicinsk Museion og Kunsthal Charlottenborg, der har bedt en lang række kunstnere skabe værker, der viser denne pointe. Og det var resultatet, der skabte den begejstrede stemning.
En lille forhistorie: Medicinsk Museion er en udstillings- og eventbygning i det oprindelige Kongelige Kirurgiske Akademi, Bredgade 62, altså tæt på Charlottenborg på Kgs. Nytorv. Det er en forskningsenhed under Institut for Folkesundhedsvidenskab på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.
Instituttet forsker overordnet set i medicinsk forskningskommunikation og holder arrangementer og events om den medicinske kulturarv. Samlingen er grundlagt i 1906 af en gruppe københavnske læger, den består i dag af over 250.000 genstande. En del af dem er udstillet ved siden af nye kunstværker, fortrinsvis fotos, installationer og skulpturer.
Den svævende jordklode
Blandt kunstværkerne er en syv meter stor, svævende, drejende jordklode Gaia af Luke Jerram, et aftryk af kunstneren Sonja Bäumels krop i en petriskål, hvor mikroberne fra huden har fået lov at vokse.
Biokunstneren Anna Dumitriu udstiller i værket Hypersymbiotics: Post Pandemic Edition et medicinkabinet med serotoninproducerende plasmider, der bor i E.coli-bakterier i tarmene – fremtidens levende lykkepiller.
Her får man en mere end 10 meter lang og to meter høj blå-dunkel videoinstallation, der gør iagttagelsen til en vandring i en mørk skov, ligesom den, der ved indledningen til Den guddommelige komedie får Dante til at standse op og begynde at tænke over tilværelsen.
Med i Verden i dig er også tabletter med støv fra Månen og Mars i værket Un-Earthing (pharmakon) skabt af Ralo Mayer, der stiller spørgsmålet, om vi kan blive ét med udenjordiske verdener ved at indtage og fordøje dem.
Hjernen og den mørke skov
Der lyder som uforenelige størrelser, kunsten og videnskaben, men straks man træder ind i de mørklagte udstillingsrum, møder man Andrew Carnies videoinstallationen Blue Matter, som bruger videnskabelige billeder af neuronnetværk til at skabe landskaber af floder, skove, bygninger og kroppe.
Mange har haft den oplevelse, at visse nervetråde, måske særligt i hjernen, ligner træer. Her får man en mere end 10 meter lang og to meter høj blå-dunkel videoinstallation, der gør iagttagelsen til en vandring i en mørk skov, ligesom den, der ved indledningen til Den guddommelige komedie får Dante til at standse op og begynde at tænke over tilværelsen. Det gør man også her.
Verden i dig forløber gennem fire temaer, Tid, Rum, Mikrober og Generationer. I mikrobeafdelingen står en fascinerende installation, Cometabolise: A Holobiont Dinner af den internationalt anerkendte dansk-engelske kunstnerduo Baum & Leahy, der bl.a har udstillet på Tate i London.
Den illustrerer, hvordan der er en sammenhæng mellem de stoffer, der passerer gennem vores krop og et vækstprincip i tilværelsen, der er ikke blot biologisk, men i menneskeligt perspektiv også har et spirituelt islæt.
Værket er udført med en imponerende materialebeherskelse, det fungerer som en bevægelig udsigelse i tre dimensioner, for ikke at sige fire, eftersom tidsdimensionen er aktiveret med en surdeg under glas i centrum for værket.
Det er æstetisk udfordring, tiltrækkende, fremmeartet, mikroskopisk forstørret, kosmisk – og katedralisk: Der er indbygget en lejlighedsvis meditativ happening, hvor kunstnerne læser en spiritualiseret naturvidenskabelig tekst og byder det bænkede publikum brød og kontemplation.
Når man sidder der, er man en del af installationens organiske helhed, en umiskendelig hilsen til og overbevisende udlægning af udstillingens titel.
At søge og finde kunsten
Verden i dig er en meget speciel udstilling. Nogle gange må man næsten lede efter kunstværkerne fordi de falder sammen med de udstillede genstande fra naturvidenskabens historie og forskning. Dette aspekt siger, efter min opfattelse, noget helt specielt om eksistensen, som vi ofte mangler som forbrugere af underholdning og hurtige kalorier: At de virkelige oplevelser, som gør tilværelsen større og rigere, dem kan man altså ikke streame sig til. De skal søges, sindet skal tålmodigt stemmes til dem, og de skal sive ind.
Og det barn ville ikke kunne forstå nogen af William Wordsworth digte fra rejsen i det engelske Lake District, og det er straks værre
Et af værkerne er en installation, der består af et billede fra Mars og en rumdragt i meget lille størrelse. Kunstværket og de ledsagende tekster stiller et meget vigtigt spørgsmål til beskueren og til verden, et spørgsmål med kolossale implikationer:
Hvad sker der med et barn, der er født på Mars? Naturligvis er det ikke noget, der er lige ved at ske, så det lyder mere som avantgardekunst end som naturvidenskab. Men lige så naturligt er det noget, vi ved, vil ske inden for de kommende generationer.
Med så mange driftige forretningsmænd, der findes blandt vore stolte kapitalister, vil nogle af dem snart have opdaget det åbenlyse, at hvis man ser at få gang i noget minedrift i rummet, så vil man kunne løse alle jordens energiproblemer, og hele verden kan laves om til en natur- og forlystelsespark.
Når de finder ud af det, vil der blive født børn på Mars, og de vil ikke kende fuglesang, medmindre den er indspillet på bånd, eller hvis man bygger sådan nogle kupler, som de har i Randers Regnskov.
Der er utroligt mange andre ting, et sådant barn heller ikke vil kende. Det vil ikke kende måneskin, snevejr, solopgange på de samme tidspunkter i kroppen, som vi andre kender dem, eller det at løbe i efterårsblade. Og det ville ikke kunne forstå nogen af William Wordsworth digte fra rejsen i det engelske Lake District, og det er straks værre.
Hvad betyder verden?
Og så kunne man i og for sig stoppe dér og ville derved stadig ikke have opdaget, hvor meget der kan ligge i sådan et kunstværk. For når vi har stillet disse spørgsmål, kan vi stille en omgang spørgsmål mere, der er dybere: Hvad betyder verden for, hvordan vi oplever verden?
Hvad betyder vores omgivelser for, hvordan vores bevidsthed bliver sammensat? Hvad betyder det miljø, vi befinder os i, for, hvordan vi udvikler os som mennesker, og hvordan vi forstår? Hvad betyder vores omgivelser for, hvordan vi elsker, hvordan vi bliver til som voksne, og hvordan vi forventer døden?
Vi eksisterer på godt og ondt i netværk af forbindelser, der strækker sig fra det mikroskopiske til det planetariske
Alt det ligger der i den påfaldende anonyme installation om Mars, som man næsten ikke kan se, er et kunstværk, før man har stillet sig spørgsmålene, eller de har rejst sig af sig selv inde i knolden på én. Det er det, udstillingen Verden i dig vil vise – sammenhængen mellem vores krop, sansning og vores eksistens, både bevidsthedsmæssigt og fysisk.
Når man går på en udstilling, der stiller alle disse spørgsmål på klare og enkle plancher i samklang mellem naturvidenskabens verdensbillede, som vi forstår livet med, og kunsten som vi alt for ofte glemmer uddyber livet for os, så kan man næsten ikke få det bedre.
På det naturvidenskabelige plan formuleres disse erkendelser af arrangørerne på følgende måde: ”Vores celler registrerer skiftet fra dag til nat, skabt af planetens bevægelse. Ting, vi rører ved, påvirker trillioner af mikrober, der bor i og på os, og som bestemmer, hvordan vi har det. Generationerne, der kom før os, har efterladt sig spor i vores DNA. Vi eksisterer på godt og ondt i netværk af forbindelser, der strækker sig fra det mikroskopiske til det planetariske.”
Verden i dig – Kulturnationens DNA
Jeg plejer lejlighedsvis at bruge superlativer, og det har jeg også tænkt mig at gøre her. Udstillingen er noget af det smukkeste, dybeste og mest vidtfavnende, jeg nogensinde har set, og den kræver tilmed, at hver enkelt beskuer selv finder ud af det på sin egen måde.
På den måde appellerer Verden i dig til rigtige mennesker, der har et rigtigt liv og ikke til forbrugere, der flyder mellem enkeltstående forbrugsøjeblikke dagen igennem uden, at livet nogensinde bliver virkeligt for alvor.
Hvert efterår må kunstnere, akademikere og andre af dem, der udgør en kulturnations DNA opleve, at de i Finanslovsforhandlingerne ses som mindre vigtige end ”den brede befolkning”, der får sine hovedindtryk i kulturlivet fra halvdårlige amerikanske streamingstjenester og endnu dårligere fodboldkampe. Det er næsten ikke til at bære.
Jeg kan kun opfordre alle til at gå ind og se Verden i dig og alle skolelærer til at få deres elever ind i virkeligheden og se verden, som den er
Denne udstilling viser, hvorfor den politiske fortælling om de højere uddannede og mennesker i de æstetiske fag er fake news om virkeligheden. Man kan ikke vide, hvordan verden i virkeligheden er, uden at kunsten og videnskaben findes og ideelt set, som her, mødes i et organisk kærtegn, der lærer en, at man altid må sprænge rammerne for sin erkendelse for at modnes som menneske og samfund.
En udstilling som Verden i dig viser livet, som det, der altid er lige her. Det kan ikke vises renere, smukkere og stærkere og mere nuanceret end i dette møde, der tvinger os til at spørge, til at søge og til at sprænge rammerne for vores medbragte forståelse. Den viser, at hvis vi ikke har universitetet og kunstakademiet til at trække disse ting frem, så ender vi i en ny middelalder.
Ved at blande genstande på tværs af fagområderne kommer udstillingen til at skabe en enestående pædagogisk formidling af viden og videns nødvendighed og af æstetisk sansning, som forudsætning for at vide, at man altid og ethvert øjeblik er en del af en virkelighed, der er større end en selv.
Jeg kan kun opfordre alle til at gå ind og se Verden i dig og alle skolelærere til at få deres elever ind i virkeligheden og se verden, som den er. Jeg skal i hvert fald ind at se den igen.
Verden er i dig
Medicinsk Museion på Kunsthal Charlottenborg
30. sept. – 16. jan. 2022
For booking af skoleomvisninger, se Medicinsk Museions hjemmeside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her