CAMP SENILDEKADENT // ESSAY – “Det er lidt som med juleaften. Vi bindes sammen af begivenheder, der ligner hinanden som led i en kæde. Længden af kæden kender vi ikke, men så længe den er der, holder vi fast, fordi den binder os til mennesker, vi holder af. Fordi den binder os til gensyn og genkendelse. Som giver os mulighed for at dele lige netop det øjeblik med hinanden, dele det sted, vi er i livet med alt, det indebærer.” Garbi Schmidt savner Roskilde Festival. Og hun savner ‘Camp Senildekadent’, der adopterede hende på en Roskilde Festival for år tilbage.
Det var dén sommer, hvor mit liv blev samlet igen, at jeg blev adopteret af Camp Senildekadent. Adoptionen foregik uden foregående papirarbejde, de vigtigste fysiske genstande i overgangen var et telt, en rygsæk, en sovepose og et lille armbånd.
Da jeg stod den lørdag i menneskemængden, vidste jeg ikke, hvad jeg var ved at løbe ind til. Jeg vidste bare, at jeg skulle løbe, også selvom min rygsæk var tung. Lige i nærheden stod de andre, som jeg dengang ikke kendte særlig godt: Mich, Anne, Scharme, Søren og Gitte. Alle var vi betydeligt ældre end flokken af glade, småberusede unge, der stod omkring os.
Jeg savner, når vi når dertil, at vi taler om skiftevis alt og intet. Om musik. Om liv. Om sorg. Om toiletkøen. Om ømme fødder. Om jordbærkager og champagne (der er jo en grund til, at lejren hedder ”dekadent”)
Jeg husker ikke, hvad vi talte om i de timer. Men jeg husker, at jeg fulgte dem, som en novice eller endnu uindviet følger sin læremester. De kendte rytmen. De vidste, hvor vi skulle sætte teltene op, så de ikke blev oversvømmet, hvis regnen kom. De vidste præcis, hvilken vej vi skulle gå for hurtigt og sikkert at nå til området Silent and Clean. Alene navnet gjorde mig lidt mere rolig – ‘Silent and Clean’. Måske jeg faktisk kunne sove?
Om der faktisk kommer en Roskilde Festival til sommer, er endnu usikkert. Meget tyder på, at der ikke gør. Corona hærger fortsat verden og menneskeheden, og selvom vi i Danmark er heldige at kunne blive vaccineret, virker det usandsynligt, at myndighederne giver tilladelse til, at 130.000 mennesker fra både ind- og udland etablerer en mindre provinsby af telte. For ikke at forglemme stimler sammen foran musikscener, kroppe mod kroppe.
At en +50-årig kan savne en sådan begivenhed, som andre let opfatter som en moderne udgave af Sodoma og Gomorra – og virkelig savne – forstår jeg egentlig godt. Der gik årtier, fra min ungdoms Roskildefestival, hvor jeg var i starten af 20’erne, til jeg, da jeg var i midten af 40’erne, kastede mig ud i løjerne igen. Roskilde var for de unge. Roskilde var urinstøv og larm. Roskilde var druk og overforbrug.
Roskilde var efterladte telte og halvtomme makreldåser. Og ja, sådan var og bliver Roskilde Festival nok igen. Særlig brug og smid væk-kulturen, som åbenbart er blevet et rituelt udtryk for at slippe hæmningerne og slappe af, kan man godt få ondt i maven over. Festivalen kæmper en brav kamp for at ændre den holdning. Men vaner er svære at ændre. Ikke mindst, når et telt kan købes for stort set samme pris, som en mellemmenu fra McDonald’s koster.
View this post on Instagram
At jeg savner Roskilde Festival skyldes selvfølgelig musikken, men det skyldes særligt Camp Senildekadent og de fem mennesker, som er kernen i lejren. Andre er kommet til, efter at jeg blev adopteret. En god veninde var med et år, og min kæreste nåede lige at være med i 2019, året inden Corona gjorde ordet ”aflyst” til reglen mere end det modsatte.
Jeg savner de dovne morgener, som i verden uden for teltpladsen vil defineres som ved frokosttid. Jeg savner lyden af, at Anne og Mich dækker op med brød og cowboykaffe på Trangia. Jeg savner at se Søren sidde i græsset med en roman på hebræisk, et sprog, han taler flydende. Jeg savner Scharmes smilende ansigt og hans historier. Jeg savner Gittes retfærdighedssans og hendes andægtige rullen af cigaretter.
Og seniorlækker, ja, det er fx Lars HUG og David Byrne. Kondomvand er vand på plastflaske
Jeg savner, når vi når dertil, at vi taler om skiftevis alt og intet. Om musik. Om liv. Om sorg. Om toiletkøen. Om ømme fødder. Om jordbærkager og champagne (der er jo en grund til, at lejren hedder ”dekadent”).
Jeg savner Ivan. I modsætning til de andre, jeg har nævnt, er Ivan ikke et menneske. Ivan er et telt og et pejlemærke, for lige meget hvor mange telte, der står rejst omkring ham, vil man altid kunne finde ham igen. Ingen er som ham, og på mange måder er han indbegrebet af lejrens ånd. Han blev fundet af Mich og Anne efter en festival engang i 1990’erne. Han var, som så mange andre telte, bare blevet efterladt af sine tidligere ejere. Nogle havde skrevet ”Ivan” på siden af ham, og siden da har han ikke heddet andet.
Ivan er et gammelt spejdertelt. Et af dem, som vejer som en mindre kampesten, men som til gengæld formår at holde både øl og mælk kølig, når man lader dem stå under avispapir i bagteltet. Og ikke at forglemme giver Ivan skygge, når man spiser morgenmad i solen, og læ, når regnen står ned i stænger. Anne har lappet ham flere steder. Hvis en af teltstængerne er slidte og trænger til udskiftning, så har det altid været muligt at finde nye i et af de telte, som er blevet efterladt på årets festival.
Ivan har været lejrens maskot siden midt-halvfemserne. Men for Søren, Scharme, Mich og Anne gælder det, at Roskilde Festival var en del af deres liv, længe før han kom ind i billedet. De har været festivalgængere, fra de var helt unge. Og vi taler om deltagelse i alle festivaler i samtlige år (med enkelte undtagelser) i mere end tredive år. At de fire i sin tid fandt sammen, skyldtes at de boede sammen i et kollektiv i Gellerupparken i Aarhus. For ikke at forglemme, delte en fælles kærlighed til musik. Den nørdede kærlighed er der stadigvæk. Sammen med deres fælles, lange historie.
Akkurat som lejren har Ivan, har lejren også et fælles sprog, som jeg skulle lære som nytilkommen. Første aften, når man har slået teltene op og fundet ro, spiser man for eksempel ”padde”. Altid. ”Padde” er forloren skildpadde. Man drikker også ”afløbsrens” om morgenen, hvilket er lejrens navn for Fernet Branca.
Og så er der en tradition for, når tiden er kommet til at pakke teltene sammen, at liste fem ord, der var betegnende for årets festival. Af ord fra de sidste fem festivaler kan nævnes: Pit-fikseret, kondomvand, olde-müsli, seniorlækker. Olde-müsli er den sigende betegnelse for de piller, som helbredet kan kræve, at man indtager dagligt, når man er kommet i vores alder.
Og seniorlækker, ja, det er fx Lars HUG og David Byrne. Kondomvand er vand på plastflaske.
Det er lidt som med juleaften. Vi bindes sammen af begivenheder, der ligner hinanden som led i en kæde. Længden af kæden kender vi ikke, men så længe den er der, holder vi fast, fordi den binder os til mennesker, vi holder af. Fordi den binder os til gensyn og genkendelse
Jeg ved ikke, om vi alle mødes på Roskilde Festival i år. Jeg ved, at det kan forekomme småskørt, at man kan savne en musikfestival, men måske denne beskrivelse har kunnet givet en lille forklaring, min forklaring.
Det er lidt som med juleaften. Vi bindes sammen af begivenheder, der ligner hinanden som led i en kæde. Længden af kæden kender vi ikke, men så længe den er der, holder vi fast, fordi den binder os til mennesker, vi holder af. Fordi den binder os til gensyn og genkendelse. Som giver os mulighed for at dele lige netop det øjeblik med hinanden, dele det sted, vi er i livet med alt, det indebærer.
Sidste år stod vi ikke i kø sammen for at komme ind på festivalpladsen. Men vi sad foran hver vores computer på det tidspunkt, hvor vi normalt mødes på Roskilde Station for sammen at vandre med vores oppakning ud til festivalen. Mich og Anne sad selvfølgelig i skyggen af Ivan, som var sat op i deres have i Aarhus.
Det var lige før, jeg fornemmede duften af cowboykaffe. Det var lige ved, at jeg hørte musikken igen.
LÆS MERE AF GARBI SCHMIDT HER
Topillustration: “At jeg savner Roskilde Festival skyldes selvfølgelig musikken, men det skyldes særligt Camp Senildekadent og de fem mennesker, som er kernen i lejren.” Foto: Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
