DAGENS POV // FAMILIEPOLITIK – Hvor går man hen med sit rød-grønne hjerte, når det hungrer efter ambitiøs familiepolitik, der tager højde for den voksende institutionskritik og sætter barneperspektivet over ligestillings- og arbejdsmarkedshensyn?
Kronikken er skrevet af Line Britt Madsen – socialrådgiver, cand.soc. og tidligere byrådskandidat for SF Esbjerg samt medstifter af Omsorgspolitisk Netværk. Gry Søbye – etnolog og medlem af Enhedslisten samt medlem af Bestyrelsen for Hjemmepasserforeningen Små Stjerner. Stine Roldgaard – sygeplejerske og suppleant for SF i Region Hovedstaden samt medstifter af Omsorgspolitisk Netværk. Christina Brøndsholm Andersen – Master of Arts, cand.mag. samt forhenværende medlem af Enhedslisten og medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.
For et halvt år siden spekulerede vi og en gruppe andre venstreorienterede kvinder i at stemme Kristendemokraterne i Folketinget i desperation efter en børnevenlig familiepolitik. En proces, der forekom paradoksal og absurd med vores rødder solidt plantet i venstrefløjspartiernes røde muld, men som voksede sig mere realistisk, efterhånden som vi erfarede venstrefløjens grundlæggende modvilje mod at anerkende familien som en central og livsvigtig kerne for menneskelig opblomstring.
Således repræsenterer vi en voksende gruppe af kvinder i den fødedygtige alder, som hidtil har identificeret sig med venstrefløjspartiernes solidariske, røde økonomiske politik og den ambitiøse grønne klimadagsorden, men som finder sig selv partipolitisk hjemløse efter at have sat børn i verden, fordi venstrefløjspartierne ikke byder på en decideret familiepolitik.
På venstrefløjen befinder de familiepolitiske svar sig nemlig indenfor et fast defineret spektrum af flere og bedre daginstitutioner, hvor vi finder udvidede åbningstider, dygtigere personale og minimumsnormeringer engang langt ude i 2025, når vi – måske – kan finde midler hertil.
Hertil kommer øremærket fædrebarsel, som venstrefløjens måske eneste initiativ rettet direkte imod familien.
Det store spørgsmål er, hvorfor de etablerede venstrefløjspartier ikke ønsker at tage advarslerne alvorligt?
Hos de etablerede venstrefløjspartier lukker man ørerne for den voksende institutionskritik, der helt grundlæggende udfordrer præmissen om, at vuggestuerne skulle være til for børnenes skyld. Man har ikke meget til overs for det stigende antal familier, som ønsker at udskyde institutionsstart til barnet er to-tre år og bedre i stand til selv at søge ud i verden end babyen på ti måneder, som endnu hverken formår at gå, tale eller forstå, at mor og far vender tilbage.
Heller ikke, når én af disse familier udgøres af en kapacitet som lektor i pædagogik Ole Henrik Hansen, der via sin forskning har opnået betydelig indsigt i forholdene i danske vuggestuer og på denne baggrund fravalgt daginstitution til sit eget barn. Han henviser til basal udviklingspsykologi, fordi de fleste babyer gennemgår en periode med separationsangst netop omkring det tidspunkt, hvor de i dag starter institution og derfor er særligt sårbare i forhold til omfattende adskillelse fra det menneske, som ”vil dø for det”.
Professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen deler bekymringen og har betegnet dét, at vi sender babyer på ti måneder i vuggestue som ”Danmarkshistoriens største sociale eksperiment”. Han har ligeledes erkendt, at ingen af hans egne børn har været af sted, før de reelt ville profitere af det ”ved børnehavealderen”.
Også børneforsker Erik Sigsgaard og psykolog John Aasted Halse stiller sig kritiske overfor den tidlige og omfattende institutionalisering, som er udbredt i Danmark.
Vi kunne nævne flere eksempler. Det store spørgsmål er, hvorfor de etablerede venstrefløjspartier ikke ønsker at tage advarslerne alvorligt? Skal den tidlige, vigtige tilknytningsproces mon alene være professorens børn forundt?
Dansk Folkeparti har læst skriften på væggen
”Socialisering” er et af de svar, man får, når man spørger de bærende kræfter i S, SF og Ø. For nyligt afviste Pia Olsen Dyhr således et forslag om at lade det skattefinansierede kommunale tilskud følge barnet, så forældrene kan få pengene udbetalt, hvis de ønsker at passe barnet hjemme, med begrundelsen, at socialisering ikke kan finde sted i hjemmet. Herved udstiller Pia Olsen Dyhr en fundamental mangel på indsigt i den mangfoldigt stimulerende hverdag, de fleste hjemmepassede børn oplever.
Vi medgiver, at den stærke, danske institutionskultur har tømt gaderne for legende børn i hverdagens dagtimer, men alene i København findes der i dag fem foreninger for hjemmepassede børn i alderen tre-seks år. I Esbjerg er legestuerne så velbesøgte, at nye skyder frem sammen med initiativer som gymnastik, skoleforberedelse, kreaværksted og faste udflugter. Her leger og lærer børnene på livet løs i trygge rammer og med en bemanding, som ingen institutioner nogensinde kommer i nærheden af, uanset hvilket minimum de opererer ud fra.
– Jeg er glad. Vi skriver danmarkshistorie ved at lave minimumsnormeringer. Der er ingen tvivl om, at det er en hjertesag for os, at børn oplever, at der er flere voksne, så det enkelte barn bliver set, siger @PiaOlsen 💛https://t.co/EN28lNn3Vh
— SF (@SFpolitik) December 2, 2019
Med de stærke tendenser mod balance, back-to-basics og bæredygtige familieliv vil den familiepolitiske arena uden tvivl komme til at udgøre feltet for fremtidens værdipolitiske kampe. Det har Dansk Folkeparti indset og for nyligt fremlagt et forslag om at give forældre løn på dagpengeniveau for selv at tage sig af deres børn indtil fire-fem års alderen.
Desværre er forslaget diskriminerende, fordi det kun vil gælde forældre, der har opholdt sig i Danmark i de 20 forudgående år. Men Dansk Folkeparti har læst skriften på væggen og indset vælgerpotentialet ved en visionær og børnevenlig familiepolitik; imens venstrefløjen fortsat kæmper om ”Bjarnes” og ”Arnes” gunst, har Dansk Folkeparti fået øje på Rikke, Lene og Stine, der er villige til at bevæge sig endog meget langt over det politiske spektrum i deres kamp for at sætte børneomsorgen højt på den politiske dagsorden.
Det er klogt og funktionelt, når staten regulerer trafiksikkerhed, arbejdsmiljø eller mængden af kemi i møbler og legetøj, men når staten detailregulerer den intime relation imellem mor, far og barn, kan det forekomme totalitært og intimiderende
Dette potentiale risikerer de etablerede venstrefløjspartier fuldstændigt at misse med deres fokus på mere stat, stærkere institutioner, tidligere indsatser og øget professionalisering af den børneomsorg, som mange forældre vil finde stor glæde og mening ved selv at varetage. Hvorfor udlicitere barnets mest lyse timer til en professionaliseret indsats, når de fleste af os besidder både evnerne og lysten til selv at spendere disse særlige øjeblikke med vores børn? ”Lyse timer” må her forstås i dobbelt forstand, idet der ikke alene er tale om barnets mest vågne timer, men tillige dets mest kvikke, glade og nysgerrige øjeblikke.
Venstrefløjens mistillid
En fantastisk dygtig pædagog med verdens bedste normering vil aldrig kunne glædes lige så inderligt over barnets første skridt som dets mor og far. Præcis, som verdens dygtigste pædagog med verdens bedste normering aldrig vil kunne indgyde den samme glæde og tryghed i barnet som en almindeligt velfungerende forælder.
Hvorfor ikke give barn og forælder hinanden i gave, når de har allermest behov for det?
Mistilliden til familien afspejles ligeledes i venstrefløjens ihærdige indsats for øremærket fædrebarsel. Det er klogt og funktionelt, når staten regulerer trafiksikkerhed, arbejdsmiljø eller mængden af kemi i møbler og legetøj, men når staten detailregulerer den intime relation imellem mor, far og barn, kan det forekomme totalitært og intimiderende.
Med en øremærket fædrebarsel opsplittes familiens kerne i to individuelle aktører, som tillige modstilles hinanden ved at give den ene krav på noget af den barsel, som før var til fælles deling. Ikke mærkeligt, at initiativet møder stærk modstand, særligt fra de mange kvinder, som allerede under de nuværende forhold finder det smerteligt og sorgfuldt at måtte adskille sig sit barn ved otte- til ti-måneders alderen.
Vi får lyst til at spørge, om familiepolitik på venstrefløjen er så tæt sammenflettet med forældede ligestillingsdogmer, at den har som sit primære formål at frigøre kvinden fra alt, der har med familien at gøre, for i stedet at frisætte hende til en karriere som lønmodtager på lige fod med manden?
Hvorfor ikke respektere og anerkende familierne i deres vidunderligt mange forskellige konstellationer og give dem frihed til at indrette sig med mor eller far eller begge på barsel, alt efter hvad der passer hver enkelt familie bedst og fokusere kræfterne på at skabe de allerbedste rammer?
Hvis svaret herpå grundlæggende handler om ligestillingshensyn, vil vi meget gerne påpege, at dét at være venstreorienteret feminist er fuldt ud foreneligt med et stærkt ønske om at være tæt med sine børn i deres tidligste år. Vi vil derfor gerne frabede os en ”frigørelse” fra at udleve det omsorgs- og beskytterinstinkt, som for rigtig mange kvinder følger af en graviditet og fødsel. At blive afskåret fra at være nær med sit barn i dets første, tidlige år opleves for mange mødre, omend ikke for alle, som enormt belastende og dermed som en undertrykkelse af helt fundamentale behov.
Familiepolitik og ligestillingsdogmer
I stedet vil vi opfordre til en betydeligt bedre beskyttelse af den forælder, som vælger at påtage sig de utallige praktiske og følelsesmæssige omsorgsopgaver forbundet med at opfostre børn, uagtet om det er mor eller far. Det kan vedrøre optjening af pension under barsel og orlov eller mulighed for at sætte sin dagpengeret standby i en længere periode end i dag. Det kan være en lovfæstet ret for begge forældre til at gå på reel deltid i årene med små børn, så begge kan bevare deres arbejdsmarkedstilknytning, imens de deler omsorgsopgaven imellem sig.
Rigtig progressivt ville det være med en basisindkomst til den, der forlænger sit orlov med barnet.
Eller hvorfor ikke gribe en oplagt mulighed for at føre klassisk venstrefløjspolitik og give børn ret til fuld forældreomsorg ved sygdom? Det er jo absurd og primitivt, at de fleste forældre i dag stadig kun reelt har mulighed for at holde barnets første sygedag, når influenza og skoldkopper tager adskillige dage at komme sig over og lynhurtigt vandrer fra ét barn til det næste.
Ikke alene er det voldsomt stressbelastende for forældrene altid at være underlagt en grundusikkerhed ved bevidstheden om, at de på et eller tidspunkt akut skal kunne løse en problematik, de grundlæggende ikke har redskaberne til at løse. Herudover bidrager de nuværende forhold til unødig megen sygdom, når børn sendes syge af sted i institution, fordi de ikke har krav på forældreomsorg, indtil de er raske.
I Sverige har forældrene ret til at tage sig af syge børn i op til 60 dage per barn per år, og alligevel har svenske forældre mindre end ti sygedage per år. De svenske erfaringer tyder altså på, at der er megen velfærd og økonomi at hente ved at give børn reel ret til forældreomsorg ved sygdom.
Vi får lyst til at spørge, om familiepolitik på venstrefløjen er så tæt sammenflettet med forældede ligestillingsdogmer, at den har som sit primære formål at frigøre kvinden fra alt, der har med familien at gøre, for i stedet at frisætte hende til en karriere som lønmodtager på lige fod med manden?
Hvis dette er tilfældet – hvordan kom vi så hertil? At få mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder til at stille sig til rådighed for fuldtidsarbejde til enhver tid er jo ikke frigørende for nogen.
Det er øget arbejdskraftudbud.
Og det er paradoksalt, fordi venstrefløjen traditionelt har hentet sin legitimitet i arbejdet for at mindske arbejdstagerens afhængighed af arbejdsgiveren, blandt andet gennem flere nedsættelser af den ugentlige arbejdstid og ved at udspænde et socialt sikkerhedsnet under alle samfundets borgere.
Dansk europarekord
Vi undrer os derfor over, hvordan og hvorfor venstrefløjspartierne har overtaget den klassiske højrefløjspolitik om at øge arbejdskraftudbuddet? Er der tale om et stille skred som følge af velfærdsstatens ekspansion og voksende behov for flere hænder og skatteindtægter, efterhånden som den fortrænger flere og flere dele af civilsamfundets livsverden?
Ender man i bestræbelserne på at skabe et stærkt og fintmasket sikkerhedsnet og dermed de bedste betingelser for ”gode liv” i stedet med at binde arbejdstagerne stramt til arbejdsmarkedet livet igennem for at kunne finansiere udgifterne til velfærdsstatens voksende opgaver?
Danske forældre har europarekord i erlagte arbejdstimer baseret på familien som enhed, og vi ynder fortællingen om Danmark som den tykke humlebi, der ikke burde kunne flyve – et billede, der tjener til illustration af, hvor godt vi som samfund lykkes til trods for en enormt udbygget offentlig sektor.
Men flere af os begynder at indse, at nogen faktisk betaler en pris.
Det er, som om venstrefløjen ikke vil indse omfanget af det ulmende institutionsoprør – som om vi med den nuværende samfundsmodel har opnået den højest mulige standard for lykke, ligestilling og velfærdsstatslig indretning
De etablerede venstrefløjspartier må forsøge at adressere de nævnte paradokser, hvis de vil være relevante i en tid, der skriger på mere civilsamfund, mere nærvær, mening og kærlighed.
Kærlighedsbaseret omsorg, om man vil.
Man er ikke relevant som venstrefløjsparti, hvis man anser arbejdsmarkedet som den eneste saliggørende vej til eksistentiel mening og glæde.
Man er ikke grundlæggende solidarisk, hvis man forviser samfundets mest skrøbelige væsener til et liv i daginstitutioner for at kunne imødekomme et pres på udgifterne fra den store, attraktive vælgergruppe af plejekrævende ældre, der vokser i disse år.
Ligesom man ikke er solidarisk, når man overlader hele banen for hjemmepasning eller udvidet forældreorlov til de borgerliges ”frie valg”, fordi man selv sidder fast i en forstokket forestilling om en husmor ved nogle kødgryder i 50’erne. De borgerliges frie valg er nemlig kun frit for de få privilegerede, der kan tage sig råd til nedsat tid og kvalitetsnærvær, imens andre børn tvinges tidligt af sted i propfyldte institutioner – mange steder med udbrændt og hyppigt skiftende personale, der alt for længe har måttet bære vedvarende besparelser og ”effektiviseringer”.
Vi lever ikke længere i fabriksalderen
Mange politikere har travlt med at pege fingre af tidens forældregeneration som ”curling”, når de vil finde forklaringer på, hvorfor et stigende antal danske børn lider under psykiske diagnoser, selvskade og skolevægring. De skulle i stedet vende blikket mod de institutioner, hvor danske børn tilbringer mere tid end nogen andre børn i verden. Man skal i hvert fald ikke først hive babyen ud af armene på mor og far for at placere det adskillige timer i elendigt bemandede institutioner fulde af halvsyge unger og ustabile voksenkontakter, for senere at kaste skyld og skam på de forældre, der blot har levet op til deres del af samfundskontrakten og derfor været dem, der var mindst sammen med barnet.
Det er, som om venstrefløjen ikke vil indse omfanget af det ulmende institutionsoprør – som om vi med den nuværende samfundsmodel har opnået den højest mulige standard for lykke, ligestilling og velfærdsstatslig indretning.
Hvilken konservativ og systembevarende grundindstilling.
De etablerede venstrefløjspartier indser endnu ikke, at vi ikke alene vil have anstændige forhold for vores børn i daginstitutionerne, men at mange af os vil have meget mere end det: Vi vil have vores børn tilbage. Vi vil have ansvaret tilbage. Vi vil have tid med vores børn og ikke reduceres til serviceorgan mellem klokken 16 og 19. Så, kære venstrefløj, hvorfor ikke se det som et socialistisk projekt at give alle børn lige mulighed for at forlænge tiden hjemme og udskyde institutionsstart, til de er mere robuste og reelt vil profitere heraf?
Vi lever ikke længere i fabrikstidsalderen, og vores børn skal derfor heller ikke nødvendigvis afleveres på rullebåndet klokken otte hver morgen.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
