POLITIK // KOMMENTAR – Med Inger Støjbergs udtalelse og flere politikere i både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der er åbenlyst stærkmandsfascinerede af Trump og gerne anvender hans retorik og taktikker, er vi nødt til at indse, at trumpismen for længst også har slået rod her i Danmark, skriver Morten Skovgaard. Venstre er nøglen, hvis der fortsat skal eksistere en ordentlig, ansvarlig borgerlighed og udvikling af liberal tænkning i Danmark, som retter sig mod både de store byer og udlandet og provinsen og landbruget, og Jakob Ellemann-Jensen er nødt til at træde tydeligt i karakter.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er opsigtsvækkende og dybt problematisk, at Inger Støjberg under weekendens traktordemonstrationer brugte den af Trump hyppigt anvendte politiske metafor om at ”dræne sumpen” (drain the swamp) i sin opfordring til at bekæmpe regeringen.
Udtrykket er ikke nyt i amerikansk politik. Blandt andet Ronald Reagan anvendte det i sin tid om sit ønske om at ”rydde op” i den føderale regeringsstruktur, og det er sandsynligvis herfra, at Trump har hentet det og gjort det til et kernebegreb i sin politiske doktrin:
Hele statsadministrationen i Washington skal rives ned, fordi intet går ærligt til i det politiske system, som er styret af lobbyister og plaget af bundløs korruption.
Løgn, misinformation, skabelse af splid og underminering af samfundsinstitutioner. Det må aldrig blive omkostningsfrit at anvende dem politisk
Lige nu er Venstre som parti som en kæntrende skude med en dødvægt af profiler, der trækker det væk fra den liberaldemokratiske retning, som partiet altid har stået for. Med Støjbergs udtalelse og flere politikere i både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der er åbenlyst stærkmandsfascinerede af Trump og gerne anvender hans retorik og taktikker, er vi nødt til at indse, at trumpismen for længst også har slået rod her i Danmark.
Og det er desværre effektivt at skabe associationer til den kontroversielle præsident, der i fire år har tromlet rundt i Det Hvide Hus og lige nu fortsat nægter at erkende sit valgnederlag. Det er en stensikker metode til at få alle kropsvæsker i kog hos både venstrefløjen og alle moderate på midten og lidt til højre for den – og dét er noget, der giver pote hos tabloidmedierne, som kun gerne bidrager yderligere til polariseringen og dramaet.
Det ved Støjberg udmærket godt, og det var uden tvivl fuldkommen gennemtænkt, at hun anvendte et af Trumps faste udtryk i sin tale til landmændene i lørdags, desuagtet at Venstre som parti netop modtager enorme årlige bidrag fra landbrugets lobbyister. Det var et klart og tydeligt pust i hundefløjten i en tid med stor ustabilitet.
Modstanden mod det politiske etablissement er, ganske forståeligt, tiltagende under corona-restriktionerne, som igennem hele 2020 har skabt store frustrationer i samfundet, uanset om de har været med eller uden lovhjemmel. Det er virkelig nemt for politikere at opvigle frustrerede befolkningsgrupper til at gøre modstand, hvad enten der er tale om minkavlere og bønder eller bare vrede og marginaliserede mennesker i al almindelighed.
Men det er en virkelig farlig retning at bevæge sig i, også i et lille land med så relativt stor sammenhængskraft som vores. Der er langt mere på spil end bare stemmer.
Man føler uvægerligt med alle de fornuftige liberale/borgerlige, som efterhånden må have temmelig svært ved at føle sig hjemme nogen steder i dansk politik
Det er helt forudsigeligt, at populistiske provo-politikere på højrefløjen efterligner den afgående amerikanske præsidents taktikker, for de har en veldokumenteret effekt, hvis man er ligeglad med konsekvenserne af dem.
Men at en politiker fra et af de traditionelt regeringsbærende partier, som skal forestille at være ansvarsfuldt, konstruktivt og løsningsorienteredt, også gør det, er decideret forfærdende.
Man føler uvægerligt med alle de fornuftige liberale/borgerlige, som efterhånden må have temmelig svært ved at føle sig hjemme nogen steder i dansk politik.
Venstre er nøglen til borgerlig ansvarlighed
Venstre har igennem mange år været et pålideligt globalliberalt parti, men det dysfunktionelle VLAK-regeringssamarbejde og rollen som tandløst oppositionsparti har tæret hårdt på det image. Mange af os har sikkert haft en forhåbning om, at en ny Ellemann ved roret kunne rette op på kursen, men Jakob Ellemann-Jensen bliver nødt til at træde meget tydeligere i karakter for at markere, at det rent faktisk er ham, der er skudens kaptajn, hvis den ikke skal tage vand ind og synke ned i dyndet.
Han tog søndag afstand fra Støjbergs udtalelse ved at sige, at han ”ikke havde hørt udtrykket benyttet fra Venstres side”, og ved at fastslå, at Venstre som parti ikke mener, at hele statsadministrationen i Danmark skal nedlægges, men man naturligvis kun ønsker regeringens afgang.
Vi har alle sammen brug for et Venstre, der træder endnu tydeligere frem på den danske politiske scene i rollen som det voksne og ansvarlige parti i blå blok
Hvis det vitterlig passer, at partiformanden på dét tidspunkt ikke havde hørt eller læst, hvad næstformanden havde udtalt, vidner det i sig selv om en dyb splittelse i partiet.
Venstre er nøglen, hvis der fortsat skal eksistere en ordentlig, ansvarlig borgerlighed og udvikling af liberal tænkning i Danmark, som retter sig mod både de store byer og udlandet og provinsen og landbruget.
Samtidig er der også nu endnu mere end før brug for et solidt borgerligt oppositionsparti, der kan levere redelig og substansfyldt magtkritik af en bomstærk socialdemokratisk regering, der presser sine beføjelser til det yderste – og derudover.
Det vil imidlertid kun lykkes, hvis partiet genvinder sin politiske orienteringsevne og formår at kvæle det ulmende mytteri i egne rækker. Ellemann står med den vanskelige opgave på den ene side at skulle tvinge partiets populære nationalliberale fløj til at indordne sig under hans lederskab og partiets politiske linje – og på den anden side at risikere, at Støjberg og hendes store antal personlige politiske stemmer måske bliver presset over i Nye Borgerliges favn, trumpismens danske havn.
Uanset hvad har vi alle sammen brug for et Venstre, der træder endnu tydeligere frem på den danske politiske scene i rollen som det voksne og ansvarlige parti i blå blok. Og det kræver vedvarende og insisterende bekæmpelse af trumpismens grundtræk – løgn, misinformation, skabelse af splid og underminering af samfundsinstitutioner. Det må aldrig blive omkostningsfrit at anvende dem politisk.
LÆS MERE AF MORTEN SKOVGAARD I POV HER
Topillustration: Venstre er testet positiv for trumpisme. Det har Inger Støjberg sørget for. Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her