VOKSENVENNER // DEBAT – Programmer som ‘Børns Voksenvenner’ fremhæves ofte som sociale løsninger for børn med begrænset netværk. Men hvad sker der, når vi voksne begynder at organisere børns venskaber – og kalde det omsorg? Trevor Madsen sætter spørgsmålstegn ved selve præmissen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Organisationen “Børns Voksenvenner” har været aktiv i Danmark i over tre årtier. Dens erklærede mål er at skabe relationer mellem børn med begrænset socialt netværk og frivillige voksne, med det håb at et venskab og menneskeligt nærvær kan spille en positiv rolle i barnets liv.
Idéen virker umiddelbart nobel og medmenneskelig: venskab, leg, tryghed, menneskelig kontakt. Men ser man nærmere efter, fornemmer man hurtigt duften af en iscenesat venlighed — en duft, som børn ofte opfanger langt før os andre.
Selvom nogle børn muligvis kan få noget positivt ud af sådanne programmer, rejser det stadig en række grundlæggende spørgsmål, når voksne begynder at organisere børns venskaber – og kalde det omsorg.
Hvis vi blot ønsker en legekammerat, hvorfor skal det være en voksen? Hvorfor ikke lade et andet barn — samme alder, samme sprog, uden masker — udfylde den rolle?
Lad os starte med et enkelt spørgsmål: Kræver venskab undervisning, formularer, interviews, straffeattester og manualer?
Venskab er en organisk menneskelig handling; en fri, gensidig og ægte forbindelse. Et bånd som skabes gennem lyst og tillid, ikke gennem pædagogiske strukturer og tjeklister. Især for børn har venskab intet med målrettet opdragelse eller psykologisk støtte at gøre. Barnet vil kun én ting: leg. Det er alt.
Når venskab bliver et voksenprojekt
Barnet ser verden gennem legens briller. For ham er al kommunikation en form for leg. Al mental udvikling og virkelighedsforståelse udspringer af legen. Når man begynder at “tale” og “lytte”, er det de voksnes domæne, ikke barnets. For barnet er voksne typisk dem, der vil rette på ham, opdrage ham, forandre ham eller give ham moralske lektioner. Forestil dig nu, at en sådan voksen træder ind i barnets liv og lader som om, han kun er kommet for at være ven. Det tager ikke mange møder, før barnet ser det: “Endnu en af dem.”
Selv hvis den nye voksne går vejen via leg fremfor snak, vil barnet hurtigt opdage: ”Han forstår mig ikke. Han er som de andre.”
Og her opstår faren.
Vi er kommet for at opbygge tillid, men lægger i stedet endnu en mursten i mistillidens mørke mur. Et barn, der allerede er skuffet over forældre, lærere og pædagoger, møder nu også en “planlagt ven”, som viser sig at være en ny version af det gamle system. Det ærlige og transparente barn opfanger nemt forskellen på oprigtighed og påtagethed. Når leg bliver et pædagogisk redskab, ophører den med at være leg. Den bliver indgriben. Kontrol. En mission.
Og det ironiske er: Hvis vi blot ønsker en legekammerat, hvorfor skal det være en voksen? Hvorfor ikke lade et andet barn — samme alder, samme sprog, uden masker — udfylde den rolle? Svaret er klart: Fordi formålet med disse programmer ikke er venskab, men opdragelse. Ikke nærvær, men kontrol. Og fordi det ikke kan siges åbent, skjules det bag behagelige ord: “legekammerat”, “støtte”, “ven”. Hvilke ord klinger mere ædelt end disse?
Vi har her at gøre med et fænomen, der i overfladen virker menneskeligt, men i praksis er en simuleret relation med sociale og pædagogiske formål. En kunstig relation, ikke i betydningen bedrag, men i fraværet af ægte menneskelig forbindelse.
Omsorg med skjult dagsorden
Problemet er ikke blot, at barnet føres bag lyset, men at barnets renhed og ægthed udnyttes som redskab til eksterne mål — hvad enten det handler om psykologisk støtte eller kommunal økonomi. Det er værd at bemærke, at kommunerne ofte tilbyder lignende støtte med aflønning af professionelle. Men i disse frivillige programmer overlades samme funktion til ubetalte voksne, pakket ind i et venligt navn: “venskab”. En smart konstruktion: udgifterne fjernes, og den kollektive samvittighed luller sig selv i søvn med ordet “omsorg”.
Et menneske, der mister tillid i barndommen, genvinder den måske aldrig
Måske er det på tide, at vi voksne stopper med at opfinde nye roller for at trænge ind i barnets verden. Måske burde vi trække os lidt tilbage fra vores egne uærlige og komplicerede universer og med børns egne ærlige øjne se efter, hvad der virkelig giver mening i deres verden.
Barnet har ikke brug for et organiseret venskab. Det har brug for et menneske, der leger ægte, ler ægte og er ægte til stede — uden pædagogisk intention, uden mission. Hver gang vi gør relationen til et mål, gør vi den meningsløs. Hver gang vi vil “virke på barnet” i stedet for blot at være med det, mister vi det. Hvis ikke i adfærd, så i hjertet.
Et barn, der opdager, at legen bruges som styringsmiddel, mister ikke kun legen. Det mister også tilliden. Og et menneske, der mister tillid i barndommen, genvinder den måske aldrig. Det er en pris, intet socialt budget har sat tal på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og