
HVERDAGSLIV // ESSAY – “Når jeg husker det, bliver jeg glad inden i på samme måde, som når jeg husker at få læst en god bog, klippet papirklip, fundet et håndarbejde frem, afprøvet et krævende madeksperiment eller skrålet Lystige Viser fra ende til anden. Sysler jeg faktisk elsker, men som jeg er kommet til at udskyde på ubestemt tid til særlige lejligheder, ferier og sommerhushygge. Selvom der ikke er noget som helst, der forhindrer mig i at sysle med dem på hverdagsaftener.” Når Nadja Pass lægger puslespil, falder brikkerne på plads i mere end en forstand. Sindet falder til ro, tankerne samler sig og vandrer nye steder hen.
For et års tid siden var en af mine veninder gennem lidt af en karrieremæssig rutchebanetur. Helt uforskyldt blev der fra den ene dag til den anden vendt op og ned på alting i hendes arbejdsliv, og da jeg kort efter var forbi for at høre om hele forløbet fortalte hun, at det eneste hun havde lyst til i de dage var at lægge puslespil. Mens hun lagde puslespil efter puslespil, samlede hun ikke alene brikkerne. Hun fik også samlet tankerne. Og sig selv.
Det øjeblik hun fortalte det, opdagede jeg, hvor meget jeg længtes efter at lægge puslespil.
Ikke fordi jeg selv havde været igennem den store turbulens.
Men længslen efter at samle tankerne var pludselig kolossal. En hidtil helt uudtalt længsel, der i modsætning til de fleste dybe længsler jo var utrolig nem at gøre noget ved, så snart jeg blev mig den bevidst. Så da sommerhussæsonen startede sidste år, gik jeg på jagt efter et puslespil.
Jagten på det rette motiv
Det viste sig at være lidt sværere end forventet at opdrive et ”voksenpuslespil,” der ikke alene havde en tilstrækkelig udfordrende sværhedsgrad, men også et motiv, jeg kunne holde ud at skulle endevende i timevis.
Så da jeg efter en ørkenvandring mellem billeder af lyserøde enhjørninger på regnbuebaggrund, endelig fandt et smukt sort-hvidt luftfoto af Paris, slog jeg straks til. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Det var dét puslespil, jeg skulle hygge mig med sommeren igennem.
Dét kom jeg så også til.
Jeg har brugt timer på det puslespil. Dage og nætter er blevet til uger. Og jeg er stadig langtfra færdig. For selvom jeg for nylig nåede den store milepæl, at alle de gråmelerede brikker nu ligger på plads, udestår himmelen stadig
For det var svært, det puslespil. Alt, alt, alt for svært, faktisk. Alene kanten tog mig et par dage at samle. Ud over kantbrikkerne var den eneste grovsortering, der gav nogenlunde mening at sortere de ca. 200 fuldstændig ens gråhvide brikker, der skulle udgøre himmelen, fra resten – der var gråmelerede i mindst 50 shades of grey.
Jeg har brugt timer på det puslespil. Dage og nætter er blevet til uger. Og jeg er stadig langtfra færdig. For selvom jeg for nylig nåede den store milepæl, at alle de gråmelerede brikker nu ligger på plads, udestår himmelen stadig – og jeg tager nu mig selv i at savne de gråmelerede brikker, hvor jeg trods alt engang imellem kunne skelne et vindue, et spir, en bropille.
Så på mange måder har noget, der skulle have været hyggelig adspredelse, udviklet sig til en uforholdsmæssigt tidskrævende udfordring.
Og jeg må indrømme, at det ligger snublende nært at udsige variationer over temaet ”Jamen, så drop det dog”, ”Hvad opnår du ved det?” og ”Er det ikke spild af tid?”
Men nu hvor jeg stædigt har holdt fast så længe, har der faktisk vist sig at være alle mulige uventede glæder og tanker gemt netop i det faktum, at jeg uforvarende kom til at give mig selv en uforholdsmæssigt tidskrævende udfordring.
Nemlig disse:
1) Lange hyggelige tænkelommer
Den første og største glæde ved mit puslespil er ret forventelig; det er helt utroligt hyggeligt at lægge puslespil. I en tid, hvor mit attention span er stærkt udfordret af de allestedsnærværende skærme og forventninger om hurtige svar, er det en kolossal luksus at sidde med noget mellem hænderne, man er nødt til at være fuldt og helt koncentreret om.
Alle de tanker, der fortjener at blive bearbejdet i baghovedet, men som i den travle hverdag alt for sjældent får lov at marinere tilstrækkeligt, fordi ”det ikke skal være kunst, det skal være færdigt” og ”vi må gå med det, vi har”
Når man lægger puslespil, er synssansen nemlig naglet til brikkerne. Hænderne er fuldt beskæftigede.
Det er både virkelig befordrende for samtalerne, når jeg lægger puslespil sammen med venner og familie, fordi snakken går på en helt anden måde, end når vi kigger på hinanden.
Og ikke mindst har det vist sig at være meget befordrende for tankevirksomheden, når jeg lægger puslespil alene. Tankerne får lov at flyde helt uforstyrret. Forgrene sig. Forvikle sig. Forandre sig.
Alle de tanker, der fortjener at blive bearbejdet i baghovedet, men som i den travle hverdag alt for sjældent får lov at marinere tilstrækkeligt, fordi ”det ikke skal være kunst, det skal være færdigt” og ”vi må gå med det, vi har”.
Sysler jeg faktisk elsker, men som jeg er kommet til at udskyde på ubestemt tid til særlige lejligheder, ferier og sommerhushygge.
Med puslespillet mellem hænderne har jeg hørt stribevis af gode podcasts og fået lyttet mig klogere på klassisk musik.
Og det er ikke fordi, jeg ikke stadig ser masser af serier. Og jeg er heller ikke typen, der vrænger på næsen af hverken Netflix eller sociale medier. Tværtimod finder jeg en stor glæde i begge dele, og synes egentlig, jeg er ret god til at stemple ud af strømmen.
Når jeg husker puslespillet, bliver jeg glad inden i på samme måde, som når jeg husker at få læst en god bog, klippet papirklip, fundet et håndarbejde frem, afprøvet et krævende madeksperiment eller skrålet Lystige Viser fra ende til anden. Sysler jeg faktisk elsker
Men alligevel. Alligevel skal jeg minde mig selv om at vælge puslespillet frem for serial bingewatching når jeg skal slappe af.
Og når jeg husker det, bliver jeg glad inden i på samme måde, som når jeg husker at få læst en god bog, klippet papirklip, fundet et håndarbejde frem, afprøvet et krævende madeksperiment eller skrålet Lystige Viser fra ende til anden. Sysler jeg faktisk elsker, men som jeg er kommet til at udskyde på ubestemt tid til særlige lejligheder, ferier og sommerhushygge. Selvom der ikke er noget som helst, der forhindrer mig i at sysle med dem på hverdagsaftener.
2) Skærpet blik for helheder og detaljer
Da jeg første gang så Pariser-motivet så jeg først og fremmest ”the big picture”.
I det konkrete tilfælde faldt blikket derefter hurtigt på de velkendte pejlemærker – Eiffeltårnet, Conciergeriet, Seinen – og det var også de brikker, der var nemmest at finde og sortere fra i små separate bunker, som jeg relativt hurtigt kunne flikke sammen. Men da de lettest genkendelige brikker var samlet, sad jeg tilbage med en stor bunke brikker, der umiddelbart var fuldstændig ens.
Og så skete der noget: lige så langsomt blev mit blik skærpet. Jeg begyndte at kunne skelne den ene slags gråmelerede Seine-vand fra den anden slags gråmelerede Seine-vand. Den ene slags palævindue med gesims fra den anden slags pælevindue med gesims.
Det fik mig til at tænke på min amerikanske ven Paul, som jeg har rejst verden rundt med, siden vi var ganske unge. Paul er god til at tegne – og når vi rejser sammen, sætter han sig ofte ned i en times tid eller to og tegner skitser af det, vi ser. Efter de første par rejser havde Paul en gave med til mig: en blank notesbog og nogle gode blyanter.
Men den egentlige gave var, at han samtidig forærede mig evnen til at ”se”. For det er egentlig det, al tegning handler om, sagde Paul, da vi første gang sad ved siden af hinanden med hver vores notesbog og blyanter og han lærte mig at se de linjer og forbindelser, der tilsammen udgjorde motivet. Siden da har vi tegnet side om side.
Med den notesbog ændrede Paul min evne til at se for altid. Og det er den samme fornemmelse jeg har siddet med, mens parisermotivet har samlet sig for øjnene af mig.
God til at tegne bliver jeg aldrig. Men det er heller ikke resultatet, der er det vigtige. Det er dels den ro, der kommer over mig, når jeg i stedet for lynhurtige ligegyldige snapshots med mobilen udvælger mig et sted at sidde i et par timer for at mærke mig alle detaljer. Og det er evnen til at ”se” farvenuancer, skygger, forbindelser, hældninger, ujævnheder jeg aldrig ville have opdaget i skyndingen.
Med den notesbog ændrede Paul min evne til at se for altid. Og det er den samme fornemmelse jeg har siddet med, mens parisermotivet har samlet sig for øjnene af mig.
Jeg er blevet opmærksom på broer, jeg ikke anede var forbundet med hinanden på den måde, de er. Bygninger, der ligger tættere på eller længere fra hinanden, end jeg intuitivt ville have gættet. Detaljer i tårne og spir, jeg med sikkerhed vil notere mig, næste gang jeg kommer til Paris, men som jeg aldrig har bemærket før.
Kunne jeg leve fint uden at have fået skærpet mit blik for Paris’ tårne? Ja. Men evnen til at kunne ”se” og blikket for detaljerne ville jeg meget nødig være foruden, og puslespillet har givet mig lyst til at træne det endnu mere. For når man træner blikket for helhederne og detaljerne, træner man samtidig evnen til at udvikle en ide fra tanke til handling.
Gennem mit arbejde i samtidslaboratoriet Borgerlyst, der handler om at styrke borgernes handlekraft i hverdagen, er jeg blevet smerteligt bevidst om, at det absolut ikke skorter på de gode ideer. Men gode ideer er ikke svære at få. Dem har folk flest masser af. Det svære ligger i at føre ideerne ud i livet.
De fleste kan ret overbevisende pitche deres ide eller vision så enhver kan se den færdige løsning for sig. Men vejen derhen fortaber sig for mange i det uvisse
Og her står det temmelig ringe til i en befolkning, der ellers hele tiden får at vide, at det er vores innovationskraft, vi skal leve af. Her mangler de fleste nogle helt basale redskaber for at komme i gang. De fleste kan ret overbevisende pitche deres ide eller vision så enhver kan se den færdige løsning for sig. Men vejen derhen fortaber sig for mange i det uvisse.
Og den vej er typisk brolagt med detaljer og svære fravalg. Man skal have flair for at gennemskue årsag-virkning, hvordan de forskellige elementer er forbundet og hvilke af dem, der hænger uløseligt sammen.
Det er selvfølgelig ikke gjort med at lægge et puslespil. Men puslespillet er en god påmindelse om, at enhver stor ide er summen af 1000vis af små detaljer. En enkelt manglende brik kan ødelægge det hele. Det er svært at føre det uendeligt store ud i livet, hvis man mangler fornemmelsen for det uendeligt små.
3) Nye strategier, når de velkendte redskaber ikke fungerer
Jeg havde kun siddet med puslespillet mellem hænderne ganske få øjeblikke, før det stod klart, at jeg var nødt til at springe hurtigt til de mere nuancerede ”briksorteringsteknikker.”
Der var ingen farver at gruppere efter. Og kun ganske få distinkte motiver. Så brikkernes facon blev hurtigt meget afgørende. Var der tale om ”klassiske puslespilsbrikker” eller nogle med 3-4 tapper, 3-4 huller eller ”skæve ben.” Var der tale om ekstraordinært store eller små tapper, ukurante faconer eller brikker, der var større eller mindre end gennemsnittet.
Mens jeg har lagt det puslespil, har jeg hyldet de særlige, de ekstraordinære, de ukurante og kimset af alle de kedelige, der bare fulgte pasformen. På langsommelig, men dog mirakuløs vis, begyndte de første brikker til at falde på plads. En efter en lagde de sig til rette.
For hver brik, der fandt sin plads, blev det en anelse lettere at lægge den næste.
Dels blev det i sagens natur nemmere og nemmere at lægge de næste brikker fordi der var færre løse brikker at vælge mellem og færre pladser, de kunne lægges på. Dels begyndte jeg jo at kunne se konturerne af de manglende brikker bedre og bedre.
Mens jeg har lagt det puslespil, har jeg hyldet de særlige, de ekstraordinære, de ukurante og kimset af alle de kedelige, der bare fulgte pasformen. På langsommelig, men dog mirakuløs vis, begyndte de første brikker til at falde på plads
Hvor alle brikkerne før forekom mig at være ens, kunne jeg nu præcis beskrive, hvordan en manglende brik måtte se ud – både når det gjaldt faconen, men faktisk også motivet.
Nu var jeg blevet så god til at skelne mellem 50+ Shades of Grey, at jeg vidste, hvilken nuance af grå den manglende brik måtte være. Igen kan man spørge sig selv, om ikke jeg havde levet fint videre uden at kunne skelne mellem gråtone 46 og 48, og igen er svaret jo – men igen er mit svar også, at jeg meget nødig ville have været den træning foruden, der lå i denne del af puslespillet.
For igen er den nøje forbundet med evnen til at komme fra tanke til handling.
4) Fordelen ved at gå i gang
Da jeg for nogle år siden lavede nogle store undersøgelser for Protocol og Beskæftigelsesministeriet om snublesnore på direktionsgangene, var det påfaldende, hvor mange af interviewpersonerne, der gik rundt med masser af gode ideer. Ideer, der ville redde afdelingen, virksomheden eller verden, så snart de begyndte at fortælle medarbejderne, chefen eller medierne om dem.
Uskyldigt spurgte jeg, hvornår det så var. Og hver og en svarede: ”Jeg skal bare lige være klar”.
Hver og en svarede ”jeg skal bare lige være klar”. Det er et svar og en tankegang, der får alle alarmklokkerne til at ringe hos en seriel entreprenør som mig
Det er et svar og en tankegang, der får alle alarmklokkerne til at ringe hos en serie-entreprenør som mig. For hvis man tænker eller siger, at man bare lige skal være klar, bliver man næppe nogen sinde klar.
Man når aldrig til det tidspunkt, hvor klarsynet slår ned, man er 100 procent overskudsagtig, nærværende, supertjekket, veludhvilet og har masser af tid og økonomisk overskud. Og man kommer heller aldrig til at læst, øvet, trænet eller testet nok til at føle sig rigtigt klar.
Den eneste måde at blive klar på er ved bare at gå i gang.
Når man lige starter på et nyt projekt, er det for meste lige så fuldstændig uoverskueligt som mit sort-hvide puslespil med parisermotiv. Det er hverken til at finde hoved eller hale i. Det er umuligt at sige, hvor man skal begynde, og hvor man skal ende.
Men et eller andet er man nødt til at gøre for at skabe lidt orden i kaos. Efterhånden som man begynder at skabe sig et system, begynder de første brikker at falde på plads.
Og de har afgørende betydning for, hvordan de næste brikker kan ligge. Jo længere man fortsætter, jo færre løse brikker og tomme pladser er der at forholde sig til. Næste skridt åbenbarer sig, så snart man har taget det første.
Det er også derfor, det er så vigtigt at træne sit blik for detaljerne, forbindelserne og årsag-virkningerne. For ellers er det ikke sikkert man genkender de vigtige trædesten, selvom de ligger lige for næsten af en. Det kan forekomme helt uoverskueligt at gå i gang, men det løser lige sig stille sig selv, netop fordi man går i gang.
Den eneste måde at blive klar på er ved bare at gå i gang
Og går man helt i stå, gælder det bare om lige at fokusere på en helt anden del af puslespillet – eller projektet – lidt. Så er det helt utroligt, hvor meget, der er nået af falde på plads, når man ser det hele med friske øjne.
Nu i farver
Nu er det påskeferie, og jeg har taget hul på en ny sommerhussæson. Jeg har ladet det sort-hvide puslespil, hvor kun den gråhvide monokrome himmel mangler, blive hjemme, fordi det, der er tilbage er så svært, at jeg faktisk ikke kan byde mine påskegæster at skulle hjælpe mig med det.
Istedet har jeg købt et flot nyt et, der er lettere tilgængeligt. Botticellis skumfødte Venus med masser af klare farver, tydelige motiver og genkendelige mønstre. Det går som en leg.
Næsten lidt for hurtigt, faktisk, hvis det skal ”holde hele påsken.” Men det er sjovt at se motivet vokse frem hurtigt og det udløser små fine doser Dopamin, hver gang jeg lægger en ny brik på plads.
Det var den uhyre langsomme proces, der for alvor skærpede mit blik for helheden, detaljerne og de ukurante brikker – og ikke mindst sikrede mig nogle ufatteligt lange tænkelommer midt i den travle hverdag
Alligevel er jeg ikke helt tilfreds. For lige nu føles det faktisk lidt for nemt. Jeg kom til at sætte mig selv på en uforholdsmæssig hård opstartsprøve, og nu har jeg omvendt sprunget en del af de naturlige udviklingstrin over.
Kunne jeg have fundet den samme glæde ved puslespillet ved at starte med lukulliske Botticelli? Ja, hyggen og de skærmfrie glæder havde været de samme.
Men alligevel ville jeg nødig have været den smertefulde sort-hvide opstart foruden. For det var den uhyre langsomme proces, der for alvor skærpede mit blik for helheden, detaljerne og de ukurante brikker – og ikke mindst sikrede mig nogle ufatteligt lange tænkelommer midt i den travle hverdag.
LÆS ALLE NADJA PASS’ TEKSTER PÅ POV HER.
Teksten blev første gang offentliggjort i POV 24. marts 2016.
Topfoto: Nadja Pass.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.