Debat: Giv mig én god grund til, at Chandler fra ‘Venner’ ikke kunne være sort, muslimsk veganer

i Kultur/Kunst af
SAMFUND // KOMMENTAR – Kritikken af Venner er endnu et skrækeksempel på minoriteters krav om særbehandling, skriver Morten Holm-Nielsen. Han mener, at serien næppe var blevet en så monumental succes, hvis det kun var hvide heteroer, som kunne spejle sig i den.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tv-serien Venner bliver i dag, onsdag, kritiseret for, at den kun handler om hvide heteroers hvide hetero-problemer i en hvid hetero-verden.

Kritikerne har helt ret. Uden skyggen af tvivl. Punktum.

Vi er med alarmerende hast på vej imod det skrækscenarie, som vi blev advaret om allerede i 1960’erne

Nu hvor kritikerne har den identitetspolitiske lup fremme, vil det være oplagt at gå flere populære film og serier efter i sømmene:

1) Hvorfor er der for eksempel ikke én eneste kørestolsbruger med i bjergbestigerdramaet, Cliffhanger?

2) Er der ikke et bemærkelsesværdigt fravær af pacifister i Det Beskidte Dusin?

3) Hvilke saglige grunde var der til, at snigskytten Sjakalen ikke blev portrætteret som blind?

4) Kunne flere af samuraierne i Shogun ikke lige så godt have været transseksuelle?

5) Hvorfor er Star Wars-universet klinisk renset for homo-jedier?

6) Hvor var alle de tonedøve i Phantom of the Opera?

7) Og hvorfor kunne den franske filmklassiker, Det Store Ædegilde, ikke finde plads til én eneste veganer?

Eksemplerne er selvsagt sat på spidsen i humorens tjeneste.

Ikke desto mindre mener jeg, at eksemplet med Venner ovenfor taler sit eget tydelige og bekymrende sprog.

Jeg har altså ikke tænkt mig at holde op med at lave kærlig sjov med det, jeg observerer

Vi er med alarmerende hast på vej imod det skrækscenarie, som vi blev advaret om allerede i 1960’erne.

Et samfund, hvor flere og flere små grupper i befolkningen kræver særbehandling og hensyntagen til deres helt særlige identitet og holder vejret, indtil de får deres vilje.

Det er – selv i den venligst tænkelige udlægning – lystig galop ned ad et skråplan.

For det er med til at indskrænke al kunstnerisk virke, hvis man skal sørge for at inkludere alle tænkelige minoriteter, hver gang man skriver en bog, en sang, en vits eller maler et billede eller laver en skulptur.  

Mener jeg så, at minoriteter skal holdes udenfor det gode, hvide selskab i underholdningsbranchen?

Selvfølgelig ikke – og jeg ser heldigvis flere gode eksempler på, at mennesker fra minoritetsgrupper får fremtrædende roller i serier og film – og vel at mærke ikke i roller, der skal vise minoriteters udfordringer.

At sætte problemer under debat

I TV2 Zulus komedieserie, Tomgang, er figuren Aslan, efter min mening, ikke med for at beskrive, hvordan det er at være brun dansker. Han er med, fordi han er sjov og gennemgår ting, som også sker for etniske danskere.

På samme måde er det med DR-3-serien, Ti år senere, som handler om to homoseksuelle mænd, men deres parforholds udfordringer har mange lighedstegn med heteroseksuelle parforhold.

Jeg oplever jævnligt kravet om særbehandling i mit arbejde med satire, men på en lidt anden måde. Her påberåber minoriteter eller ligefrem enkeltpersoner sig retten til at bestemme om noget er sjovt – gerne med henvisning til egne anekdotiske oplevelser.

Kunstens rolle er at sætte problemer under debat, som Georg Brandes skrev

Men jeg har altså ikke tænkt mig at holde op med at lave kærlig sjov med det, jeg observerer, fordi nogen har en søster, hvis venindes tennistræners grandfætters frisør en gang blev drillet med at være etbenet, lesbisk, jødisk, overvægtig, nærsynet nekrofil.

Kunstens rolle er at sætte problemer under debat, som Georg Brandes skrev. Det gør kunsten bedst ved at sætte ord og billeder på, hvad det vil sige at være menneske uden politisk korrekt skelen til, om menneskene er homoer, kristne eller glutenallergikere.

Den opgave løste forfatterne bag Venner rigtig godt efter min mening – og serien var næppe blevet en så monumental succes, hvis det kun var hvide heteroer som kunne spejle sig i den.


LÆS FLERE DEBATINDLÆG I POV HER


Foto: IMDB

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Morten Holm-Nielsen er tekstforfatter og satiriker. Han leverer hvert år tekster til de danske sommerrevyer og har desuden skrevet tekster til satirehæftet Svikmøllen, Linie 3 og Politikens Bagside. Firmaer som TDC Group, reklamebureauet We Love People og Rådet for Sikker Trafik har nydt godt af hans evne til at formidle budskaber med humor og kant. Som pop-tekstforfatter har han været med til at vinde guld for den officielle fodboldlandsholdsang i 2004, og i 2012 skrev han teksten til Se & Hørs uofficielle fodboldsang som solgte over 180.000 eksemplarer Ved siden af satireskriverierne er han en flittigt benyttet oversætter indenfor teater og tegnefilm, bl.a. den populære Disney-serie Phineas & Ferb og en lang række af Disneys biografsucceser. Når han ikke står ved skrivebordet kan man enten finde ham i køkkenet hvor han elsker at lave mad eller ude på landevejene hvor han stresser af på racercyklen.

Seneste artikler om Kultur