KUNST // ANBEFALING – Der er store forhåndsforventninger til hovedudstillingen The Milk of Dreams på årets Venedig Biennale, der åbner for publikum i morgen den 23. april som et emblem for frihed midt i et mørkt europæisk forår af krigsforbrydelser og folkemord. Billedkunstner og filosof Dorte Jelstrup introducerer et udpluk af hovedudstillingens deltagere og bidragydere i de nationale pavilloner.
I dette forår, hvor verden forfærdes over Ruslands modbydelige krigsforbrydelser i Ukraine, i denne april måned, hvor vi lærer navne på byer at kende som Bucha, Borodyanka og Mariupol, i disse dage, hvor vi husker, at der så mange gange blev sagt “Aldrig mere” og “Never again”, og så alligevel sker det lige præcist igen i netop dette forår.
Vi ser det i medierne i form af fotografier af mennesker, der er blevet myrdet, tortureret og voldtaget af den russiske hær; ubevæbnede ukrainske civile var de, mennesker, der aldrig udgjorde en trussel for nogen som helst. Vi ser det på billeder af både massegrave og døde mænd, kvinder og børn, nogle sågar efterladte af russiske soldater på gader og stræder i sønderbombede ukrainske byer.
I dette forår ligger det lige for at miste troen på mennesket én gang for alle, at tabe håbet og tænke, at mørket på en eller anden led altid sænker sig over os alle, at dét, der skulle være “Aldrig mere” og “Never again” i stedet er fascismens evindelige, hvis ikke ligefrem evige genkomst i Europa.
Selvfølgelig kan kunsten i Venedig ikke i sig selv udgøre noget, der bare ligner et svar på krigens gru… Alligevel har den frie kunst altid en klar og åbenbar funktion som emblematisk for frihed
I dette forår er det vigtigere og mere påtrængende, end det har været meget længe at søge at holde fast i, at også lyset findes, håbet findes, mennesker, der vil hinanden det godt, findes, samfund, der vil friheden og demokratiet, findes, kærligheden og engagementet findes, medfølelsen og hjælpsomheden findes, dét at skabe noget smukt og bygge op findes, drømmene findes og kunsten findes.
I dette forår, i denne april måned, som et i situationen betragtet beskedent vidnesbyrd om sidstnævnte, åbner dét, man ellers under andre og mere almindelige omstændigheder ville have betegnet som årets store, internationale kunstbegivenhed, nemlig Venedig Biennalen. Mere præcist: Den 23. april slår Venedig Biennalen dørene op for publikum, som inviteres til at opleve et vægtigt udsnit af noget af den ypperste billedkunst, man kan tænke sig i vor tid.
Emblematisk for frihed
Selvfølgelig kan kunsten i Venedig ikke i sig selv udgøre noget, der bare ligner et svar på krigens gru, ligesom kunsten i Venedig naturligvis heller ikke på nogen måde kan kaste et lys ind i det mørke af brutalitet og folkemord, som vi er vidner til fra Ruslands side i dette forår. Konkret er kunsten altid helt igennem magtesløs i mødet med en sådan ondskab, som vi ser udfolde sig i Ukraine i disse uger.
Alligevel har den frie kunst, også som den præsenterer sig i Venedig i dette forår, altid en klar og åbenbar funktion som emblematisk for netop frihed; dén frihed for det enkelte menneske til at tænke frit, tale frit, skrive frit og skabe frit, som et autokratisk samfund som Rusland med kleptokraten Vladimir Putin i spidsen med vold og drab søger at knægte i det Ukraine, som har valgt friheden og demokratiet.
At dømme efter de offentliggjorte lister af deltagende kunstnere på årets Venedig Biennale bliver det denne gang en fabelagtig biennale
Og fortolket som et sådant symbolsk emblem blandt mange andre for levet frihed og menneskets frie skabelse tilbyder årets Venedig Biennale i dette europæiske forårs mørke publikum en bred vifte af pragtfulde møder med både samtidskunsten og billedkunstværker indhentet fra særligt den første del af det tyvende århundrede. Billedkunstværker, der giver sig til kende for betragteren som utopiske og normativt inkluderende kunstneriske angivelser af nye forbindelseslinjer mellem nutid og fortid, mennesker, kroppe, natur, jord og teknologier.
At dømme efter de offentliggjorte lister af deltagende kunstnere på årets Venedig Biennale bliver det denne gang en fabelagtig biennale. En kunstens fest og en fejring af kunsten som en imaginationistisk og både nytænkende, skøn og etisk påpeger af andre mulige verdener og tilgange til relationer mellem mennesker og planeten Jorden samt historien.
Store forhåndsforventninger
Som mange vil vide, har Venedig Biennalen to søjler så at sige: Dels den store hovedudstilling, der i år bærer titlen The Milk of Dreams, og som er kurateret af Cecilia Alemani og vises på The Arsenale og i The Central Pavilion på Giardini, og dels de nationale pavillioner, der både er at finde på Giardini samt lokationer rundt omkring i Venedig.
The Milk of Dreams henter sin titel fra en serie tegninger, som den afdøde, surrealistiske kunstner Leonora Carrington i sin tid omarbejdede til en børnebog. Og de tematiske omdrejningspunkter for udstillingen The Milk of Dreams centrerer sig omkring fremstillinger af kroppe og deres forvandlinger, kroppe og Jorden samt forholdet mellem individer og teknologier.
I et kuratorisk opgør med den grundforestilling, at den hvide mand er altings mål og målestokken for alting, præsenterer årets hovedudstilling i Venedig i særdeleshed værker skabt af et markant udsnit af kvindelige kunstnere og kunstnere med nonkonforme kønsidentiteter fra vor egen tid. Derudover inddrager The Milk of Dreams også værker skabt af kunstnere fra første del af det tyvende århundrede, som vises i egentlige “tids-indkapslinger”, ud fra en kuratorisk intention om at gøre biennalens hovedudstilling til en transhistorisk udstilling, der etablerer kunstneriske dialoger mellem nutid og fortid og mellem forskellige narrativer om et mangefold af eksklusioner.
Et blik på de deltagende kunstnere på The Milk of Dreams giver imidlertid anledning til meget store forhåndsforventninger i forhold til årets hovedudstilling
Som altid, når det handler om sådanne kuratoriske ideer og opfattelser, står og falder disse i praksis med de konkrete valg af kunstnere og værker samt ikke mindst også de indbyrdes relationer, som en given kuratering formår at tilvejebringe mellem de valgte værker og kunstnere.
Et blik på de deltagende kunstnere på The Milk of Dreams giver imidlertid anledning til meget store forhåndsforventninger i forhold til årets hovedudstilling. Der er tale om en veritabel perlerække af endog meget dygtige billedkunstnere, hvoraf flere måske ikke er så kendte blandt det brede kunstpublikum, men hvor mange til gengæld nyder stor anerkendelse blandt professionelle billedkunstkyndige. De deltagende kunstnere på The Milk of Dreams er med andre ord kunstnere, hvis værker det brede kunstpublikum kan få overordentlig stor glæde af at lære at kende. Og de af os, der er så heldige at kende dem i forvejen, ved, at hovedudstillingen i Venedig i år kan gå hen og blive en ganske enestående udstilling.
Drømmeagtige aftapninger
Lad os panorere hen over et udpluk af nogle af disse imponerende billedkunstnere. The Milk of Dreams giver blandt andet publikum mulighed for at møde værker af den helt igennem vidunderlige maler Ibrahim El-Salahi, som er født i Sudan og i dag bor og arbejder i Oxford, Storbritannien. El-Salahis malerier er gennemstrømmet af en prægnant narrativ impuls; han beretter i sine værker både om den sudanesiske jord samt om mennesker og dyr repræsenteret i en fintmærkende lydhørhed overfor de visionære intuitioner, der dukker op undervejs i den skabende proces.
El-Salahis værker er næsten drømmeagtige aftapninger fra en poetisk ladet underbevidsthed, der på én gang efterlader værkerne som semantiske gåder for beskueren, men som på den anden side også meget klart lader sig opfatte som deviationer fra en hvid, vestlig maleriets tradition og som produkter af en ekspansiv malerisk praksis, der originalt, indfølt og sensibelt korrigerer kunstnerisk hvide eurocentrismer og vestlige centrismer i bred forstand. Af kontemporære, nulevende malere er El-Salahi blandt de allermest interessante; en virkelig maleriets mester er El-Salahi.
El-Salahis værker er næsten drømmeagtige aftapninger fra en poetisk ladet underbevidsthed
The Milk of Dreams byder også på værker af en anden af vor tids helt store malere, nemlig schweiziske Miriam Cahn, som det danske kunstpublikum havde en sjælden flot lejlighed til at stifte bekendtskab med ved den store monografiske udstilling med værker af Cahn, som Kunsthal Charlottenborg i København viste i efteråret, 2020. I Venedig kommer man til at kunne opleve Cahns arbejder, der i suveræne udfoldelser af maleriet som medie sætter eksistentielt prægede fortællinger rundet af også et historisk ekskluderet feminint blik som elementer i dén større kuratoriske kontekst, som The Milk of Dreams samlet set udgør.
Cahns maleriske sonderinger af kroppe i deres udsathed og kødelige skrøbelighed, men også hendes dissektioner af kroppes indbyrdes relationer i en samtidig kunstnerisk undergravning af maleriet som et traditionelt maskulint, patriarkalsk domæne, flugter uhyre præcist de overordnede tematiske omdrejningspunkter for The Milk of Dreams. Og Cahn er uomtvisteligt én af vor egen epokes maleriets mesterinder; hun vil bestemt lyse op i Venedig i år.
Multifacetterede kroppe og kunstnerisk geodæsi
The Milk of Dreams giver også beskueren mulighed for at opleve værker af den unge, amerikanske maler Christina Quarles, som er blandt gruppen af endog meget spændende ny-figurative billedkunstnere. Quarles udfolder med stor medial sikkerhed et polykromt og queer-præget maleri, der fokuserer multifacetterede kroppe, deres interaktioner, relationer, desorganisation eller bevægelser mod opløsninger af fastlagte subjektpositioner.
Resultatet er malerier, der i udpærget grad forekommer at være rundet af vor egen tid, også fordi det synes som om, at Quarles i sine værker sideløbende med de malede, næsten gesturale penselstrøg og de vandige, transparente og flydende flader ydermere inkorporerer visuelle elementer indhentet fra nye digitale tegneprogrammer og billedbehandlings-applikationer, som optisk forlener malerierne med en nutidig teknologisk konstitueret æstetik. Quarles er afgjort blandt de samtidskunstnere, som det bliver uhyre interessant at følge fremadrettet.
Quarles udfolder med stor medial sikkerhed et polykromt og queer-præget maleri, der fokuserer multifacetterede kroppe, deres interaktioner, relationer, desorganisation eller bevægelser mod opløsninger af fastlagte subjektpositioner
På hovedudstillingen i Venedig kan man tillige se malerier af den yngre, tyske, men i New York bosiddende maler Kerstin Brätsch. Også Brätschs farverige og multimaterielle malerier udgør kompetente og kunstnerisk begavede bud på maleriet i en digital tidsalder. Hendes store, abstrakte malerier, der visuelt ofte associerer til geodætiske eller marmorerede overflader, synes i en praktisk, kunstnerisk fremskrivning af en sprogfilosofi at oscillere mellem at udstikke referencer og samtidigt stedvist blokere for konnotationer. Malerierne bliver for betragteren semantisk dobbelttydige eller ubestemte og præsenterer sig som æstetisk dragende klangbunde for en leg med forsøgsvise og stadigt nye fortolkningsmæssige indlæsninger.
Når sidstnævnte er sagt, er det imidlertid nærliggende at forestille sig, at som en del af The Milk of Dreams vil det geodætiske ved Brätschs værker fremstå særligt prægnant; måske kommer beskueren i Venedig til at opleve hendes malerier som en egentlig kunstnerisk geodæsi, der angiver en utopisk, kreativ og fantasibåren tilgang til opmåling og afbildning af Jorden og dens overflader.
Dyreskind og skulpturelle fremstillinger af oliedråber
Rapahela Vogel er én af de meget spændende unge, tyske kunstnere, som bor og arbejder i Berlin, og værker af Vogel vil man også kunne opleve på The Milk of Dreams. Vogels mangesidede mediemæssige tyngdepunkter ligger i de tredimensionelle udtryk, hvor særligt installationen er en hovedkategori for Vogel. Et signaturmateriale, hun ofte inddrager i sine multidimensionelle ensembler, er dyreskindet, som hun forinden bemaler med en for så vidt ret intim impuls. Disse dyreskindsmalerier peger på en malerisk sensibilitet hos Vogel sideløbende med hendes ret suveræne beherskelse af det spatiale og måske sågar også det arkitektoniske.
Tematisk kredser Vogels arbejder om forholdene mellem teknologier, mennesker og natur, som hun belyser og betegner i opbygningen af både poetiske, fantastiske og imaginationistiske konstruktioner, der udover de nævnte dyrskindsmalerier inkluderer størrelser som eksempelvis skulpturer, video og metalstrukturer, alt sammen lagt frem, så betragteren selv kreativt kan syntetisere en enhed ud af det materielle, meningsmæssige og æstetiske mangefold.
Blandt Al Qadiris tematiske omdrejningspunkter for hendes meget æstetisk overbevisende og fint forarbejdede værker finder man emnefelter, der på forskellig vis relaterer sig til Mellemøsten
Den kuwaitiske kunstner Monira Al Qadiri, der bor og arbejder i Berlin, er også én af de uhyre interessante unge kunstnere, hvis arbejder man kan opleve på årets hovedudstilling i Venedig. Blandt Al Qadiris tematiske omdrejningspunkter for hendes meget æstetisk overbevisende og fint forarbejdede værker finder man emnefelter, der på forskellig vis relaterer sig til Mellemøsten som f.eks. petro-kultur, oliens betydning for samfund samt ørkenen som et site for myter og en søgen efter livets mening udtrykt som en konstrast til stærkt mangelfulde politiske og økonomiske forhold.
Skulpturelle fremstillinger af oliedråber præsenterer Al Qadiri som glinsende, flerfarvede og næsten futuristiske former, hvor nogle tillige peger opad som metaforer for menneskets trang til at stræbe og erhverve mere magt og flere økonomiske ressourcer.
Andre tredimensionelle værker fra Al Qadiris hånd, der undersøger olien og dens betydning, er eksempelvis hendes formgivninger af forstørrede bor, som anvendes i olieindustrien, og som hun giver iriserende og hyper glatte overflader, der på én gang er meget smukke og konnoterer perler og sort guld. Olien som en nutidens økonomiske grundpille i Kuwait sættes hermed i relation til en i det kuwaitiske samfund tidligere økonomisk indbringende naturforekomst som perlen.
Garnnøgler af gyldent garn i rytmiske formationer
I mange af de nationale pavilloner kan man også møde værker af virkelig gode kunstnere. Én af de helt store navne i dén sammenhæng er den tyrkiske kunstner Füsun Onur, der bor og arbejder i Istanbul, og hvis værker vises i Den Tyrkiske Pavillon. Onur er vel sagtens den tyrkiske samtidskunsts Grand Old Lady, og hun er med rette både meget kendt og meget anerkendt.
Hendes arbejder falder i flere mediale kategorier, men særligt installationen udgør et centralt medie for Onur. Her udforsker hun generelt set og i et usædvanligt poetisk og sansemæssigt sprog problemfelter som rummets, rytmens og formens potentialer i en snæver tilknytning til dagligdags genstande og materialer. Tematikker, som Onur mere konkret kredser om, er af både selvbiografisk art, men peger også f.eks. på Tyrkiets geopolitiske situation.
Her udforsker hun generelt set og i et usædvanligt poetisk og sansemæssigt sprog problemfelter som rummets, rytmens og formens potentialer i en snæver tilknytning til dagligdags genstande og materialer
Onur lader eksempelvis betragteren møde objekter som garnnøgler af gyldent garn, porcelænsfiguriner, strikkepinde og sokler, alt sammen lagt frem på gulvet i forskellige rytmiske formationer i en undersøgelse af formforhold og genstandenes relationer til rummet. Resultatet er overraskende smukt, imaginativt, poetisk og gennemstrømmet af et fintmærkende nærvær.
I et andet installatorisk værk har Onur placeret små borde indhyllet i chiffon på gulvet og udlagt dem i rytmiske formationer i samklang med rækker af værktøj, mere præcist hammere, bundet sammen af chiffon. Atter fremstår installationen meget poetisk i dens serielle enkelthed og rytmiske opbygning.
Kolonialismens historie og sort kvindelig subjektivitet
I Den Amerikanske Pavillon er der afgjort også noget at glæde sig til. Her vises værker af den afroamerikanske kunstner Simone Leigh, der som den første sorte kvindelige kunstner nogensinde repræsenterer USA i pavillionen. Leigh bor og arbejder i New York City, og hendes primære medie er skulptur. Tematisk set kredser Leighs værker om den ekstremt smertefulde byrde, som kolonialismens historie udgør, i en samtidig formulering af kunstneriske narrativer med base i sort kvindelig subjektivitet, sorte kvinders historie og sorte kvinders indre, mentale liv.
Tematisk set kredser Leighs værker om den ekstremt smertefulde byrde, som kolonialismens historie udgør, i en samtidig formulering af kunstneriske narrativer med base i sort kvindelig subjektivitet, sorte kvinders historie og sorte kvinders indre, mentale liv
Leigh lader publikum møde formmæssigt meget afklarede skulpturer, og dette sammen med hendes overlegne og sjældent sikre materialebrug forlener hendes værker med en udpræget æstetisk prægnans. Skulpturerne, der ofte fremstiller sorte kvinder, er referentielt både komplekse og præcise, narrativt vedkommende, politisk og moralsk relevante, utroligt smukke og emotionelt rørende. Alle disse centrale egenskaber får Leigh endvidere til at spille sammen i syntetiserede enheder af skulpturer, der samlet set rammer én som betragter lige i mellemgulvet.
Leighs værker er et udtryk for en kunstnerisk sort feminisme, når den er allermest excellent, og spørgsmålet er, om det kan blive meget bedre i Venedig i år i de nationale pavilloner end i Den Amerikanske Pavillon. Det vil vise sig, når Venedig Biennalen åbner, men umiddelbart tror jeg ikke, at nogen i de nationale pavilloner kommer til at overgå hende. Leigh bliver efter alt at dømme en lysende og strålende stjerne i Venedig i år.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
