
KUNST // ANMELDELSE – Cecily Browns malerier, som de præsenterer sig for betragteren i udstillingen Where, When, How Often And With Whom på Louisiana, er lavet i kunstneriske dialoger med værker af et væld af kunsthistoriens store mandlige kunstnere, skriver Dorte Jelstrup i denne anmeldelse. “Den pol, som Browns begær retter sig imod, er maleriet som medie; Brown begærer frem for alt maleriet, men også kunsten og kunsthistorien – særligt i mandlige kunstneres prægninger.”
Det er en uhyre interessant og meget seværdig udstilling af malerier og tegninger skabt af den britiske og i New York bosiddende kunstner Cecily Brown, som i denne tid kan opleves på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk i Nordsjælland.
Udstillingen bærer titlen Where, When, How Often And With Whom; en glimrende titel, der meget passende antager karakter af at være et spørgsmål. Både udstillingen som helhed, men også de enkelte værker synes i lige så høj grad at udgøre spørgsmål til betragteren som meningsmæssigt afrundede udsagn eller statements, om man vil.
Cecily Brown er en af sin generations allerdygtigste malere; hun er en mesterlig behersker af maleriet som medie. Alene for at bese og opleve hendes pragtfulde håndtering af maleriet som medial størrelse er udstillingen på Louisiana så absolut et besøg værd.
Brown er født i 1969 og påbegyndte sin uddannelse som kunstner på Slade School of Fine Art i de tidlige 1990’ere – et tidspunkt, hvor unge britiske kunstnerne som blandt andre Tracey Emin og Sarah Lucas dominerede kunstscenen i London.
Men hvor Emin og Lucas fastholdt London som deres base og med et både konceptuelt, erfaringspræget post-feministisk og sine steder også emotionalistisk afsæt lagde ud med tidligt i deres karrierer at vende maleriet ryggen med henblik på en forløsning af deres store kunstneriske begavelser i særligt tegninger, skulpturer, installationer og lysværker, valgte Cecily Brown i stedet og meget bemærkelsesværdigt en helt anden vej og strategi.
Cecily Brown er en af sin generations allerdygtigste malere; hun er en mesterlig behersker af maleriet som medie
Brown drog mod Vest, mere præcist USA; hun bosatte sig i 1994 i New York og fandt sit primære kunstneriske afsæt – det fornemmer man tydeligt i mødet med Where, When, How Often And With Whom – i særligt den amerikanske ekspressionisme, som den er udfoldet af f.eks. hollandsk-amerikanske Willem de Kooning med hele det sæt af henvisninger til maskulint prægede, begærsrelaterede kvindefremstillinger, der indfinder sig i hans oeuvre.
Ekspressionismen – og udfordringen at udtrykke egne følelser
Browns bevægelse frem mod forløsningen af hendes eget store talent som kunstner tager på denne vis form som en i udgangspunktet afvisning af 1990’ernes meget markante og kunstnerisk set tungtvejende europæiske post-feministiske impuls. I stedet retter Brown sin opmærksomhed mod i særlig grad en stor mandlig malers gesturale udtryk for følelser og mentale tilstande af begær i heftigt malede lærreder, forstået som ekspressive aftegninger af en maskulin erfaringshorisont med kvinden som den pol, denne mandlige kunstners begær retter sig imod.

Interessant i denne sammenhæng er også, at store amerikanske kvindelige ekspressionister som f.eks. Joan Mitchell slet ikke i samme grad synes at være en kunstnerisk influencer for Brown.
Mitchells oeuvre er interessant at fremhæve i denne kontekst, da hun, til trods for, at hun af mange ses som en fuldtonet abstrakt maler, ikke desto mindre maler en næsten psykologiserende nerve frem i sine malerier, hvoraf mange er kendetegnet ved et foruroligende mørkt centrum, der lægger op til reference-fokuserede tolkninger.
Den store udfordring for Brown i forhold til at knytte sig så tæt kunstnerisk set til et mandligt kunstnerforbillede som Willem de Kooning bliver dén at finde frem til en egen stemme, et eget kunstnerisk narrativ, en egen gestural prægning af maleriet som mere eller mindre ekspressivt ladede udtryk for Browns egne følelser, mentale tilstande af begær og erfaringshorisonter
Browns tagen afsæt særligt i Willem de Koonings ekspressive oscillering mellem figuration og abstraktion med de nævnte maskulint prægede begærskonnotationer forekommer måske ikke i udgangspunktet at være den letteste vej og strategi at vælge for en kvindelig kunstner, der er rundet af 1990’erne; måske kan man sige, at der er tale om en decideret vanskelig vej og strategi.
Ikke på grund af oscilleringen mellem figuration og abstraktion, men på grund af ekspressionismens program, der går på, at kunst er udtryk for kunstnerens følelser. Den store udfordring for Brown i forhold til at knytte sig så tæt kunstnerisk set til et mandligt kunstnerforbillede som Willem de Kooning bliver dén at finde frem til en egen stemme, et eget kunstnerisk narrativ, en egen gestural prægning af maleriet som mere eller mindre ekspressivt ladede udtryk for Browns egne følelser, mentale tilstande af begær og erfaringshorisonter.
Ingen Dronningevej til Kunsten
Man siger, at der ikke gives nogen Kongevej til Filosofien; og på samme vis, kan vi bemærke, at der heller ikke gives nogen Dronningevej til Kunsten. Vi kan også med markante figurer i den filosofisk æstetiske tradition notere os, at der ikke gives nogen almene regler for hverken kunstnerisk skabelse, smag eller reception af kunst.
Der er ingen stensikker vej, man kan vælge som en begavet kunstner, der sætter ud på den enormt vanskelige mission, det er at forløse talentet; der gives ingen metode, ingen recept eller formel, man kan gribe til, der garanterer et godt resultat.
Alt afhænger af, hvorledes Brown forvalter dette udgangspunkt med den erfaringsmæssige fremmedhed for Brown, der trods alt alligevel må siges at knytte sig til Willem de Koonings take på ekspressionismen
I samme åndedrag kan vi også sige, at der så måske heller ikke gives en vej, der helt sikkert er forkert eller uoverstigelig problematisk. Reelt kan man aldrig vide, hvad en valgt vej fører til inden for kunstens domæne for en kunstner.
At Brown lægger ud med at knytte sig tæt til den maskulint prægede amerikanske ekspressionismes maleri, er således ikke nødvendigvis nogen hindring for noget som helst. Alt afhænger af, hvorledes Brown forvalter dette udgangspunkt med den erfaringsmæssige fremmedhed for Brown, der trods alt alligevel må siges at knytte sig til Willem de Koonings take på ekspressionismen.
Det afledte billede
Udfordringen i henseende til at bringe det store maleriske talent, som uomtvisteligt er Browns, i spil i værker, der pejler egne mentale tilstande fremfor mandlige kunstnerforbilleders erfaringshorisonter, skærpes ydermere for Brown af, at hendes malerier, som de præsenterer sig for betragteren i Where, When, How Often And With Whom, tillige er lavet i kunstneriske dialoger med værker af et væld af andre store mandlige kunstnere, som vi kender fra kunsthistorien.

Det ses f.eks. tydeligt i de små papirarbejder, øvelserne, hvor vi dels møder Browns mesterlige penselføring og sans for disponering af billedfladen, og dels erfarer, at disse små papirarbejder er skabt under henvisning til, hvis ikke ligefrem under delvis iagttagelse af reproduktioner af værker udført af store mandlige figurer fra kunsthistoriens reservoir. Man kan sige, at nævnte rehearsals antager karakter af at være afledte billeder, forstået som bearbejdede derivater af kunsthistorisk set store maskuline skikkelsers værker – derivater, der af Brown er iklædt det ekspressive maleris dragt.
Og ikke nok med det. I det hele taget åbner Brown i sit virke som kunstner sig imod en bred palet af billeddannelser, som hun gør til genstande for ekspressive maleriske fortolkninger. Billeder fra aviser og blade samt pornografiske billeddannelser udgør eksempelvis kilder og forlæg for Browns frie, ekspressive maleriske tolkninger.
Man kan sige, at nævnte rehearsals antager karakter af at være afledte billeder, forstået som bearbejdede derivater af kunsthistorisk set store maskuline skikkelsers værker – derivater, der af Brown er iklædt det ekspressive maleris dragt
At denne rettethed mod andre billeder er så central i Browns måde at tilgå maleriet på understreges også i Where, When, How Often And With Whom ved det, at der i en af udstillingens større rum er placeret en glasoverdækket montre med et væld af reproduktioner af forskellig art; man forstår straks som betragter, at disse reproduktioner udgør kilder og konkrete billedmæssige afsæt for Brown i hendes kunstneriske praksis.
Browns begær og åbningen som strategi
Som betragter af Where, When, How Often And With Whom kan man på denne vis imidlertid ikke lade være med at spørge sig selv, hvor det egentligt brænder for Brown. Hvem og hvad begærer Brown selv?
Svaret på det spørgsmål giver Brown meget klart på Where, When, How Often And With Whom. Den pol, som Browns begær retter sig imod, er maleriet som medie; Brown begærer frem for alt maleriet, men også kunsten og kunsthistorien – særligt i mandlige kunstneres prægninger.
Hvor, hvornår, hvor ofte og med hvem har Brown det i metaforisk forstand erotisk ladede samkvem med maleriet og de mandlige kunstnerskaber, som hendes kunstneriske praksis udgør?
Titlen Where, When, How Often And With Whom henviser som sådan elegant til Browns kunstneriske åbninger mod både maleriet som medie, men også mod en perlerække af mandlige kunstneres bud på, hvad maleriet er for en størrelse.
Eller mere direkte: Hvor, hvornår, hvor ofte og med hvem har Brown det i metaforisk forstand erotisk ladede samkvem med maleriet og de mandlige kunstnerskaber, som hendes kunstneriske praksis udgør? Dét er det egentlige og mere dybtliggende spørgsmål, som titlen angiver.
Vi kan sige, at Browns kunstneriske praksis sætter sig igennem som hendes begærsprægede åbninger mod de maskulint generede malerier og kunstnerskaber, hun møder i kunsthistorien; åbninger, der videre materialiserer sig i hendes skabelse af egne storladne, gesturale og meget overbevisende beherskelser af maleriet som medie.
Hvem og hvad begærer Brown selv?
Er der nogen, der på grundlag af sådanne åbninger kan skabe malerier med tyngde, format og en penselføring så strømmende, at man tænker, at det er lige før, at den står i kontakt med engle af en overjordisk og anden metafysisk verden, så er det Brown. Det viser hun med al ønskelig tydelighed på Where, When, How Often And With Whom.
En kakofoni af indbyrdes forskellige mini-narrativer
Denne skitserede Brown’ske åbning som strategi er imidlertid ikke uden risici, særligt set fra en optik, der spørger til Browns kunstneriske narrativ.
Hvad er det for maleriske fortællinger, vi møder hos Brown? Udtrykkes der overhovedet noget i Browns enormt imponerende og sansemæssigt æstetisk stærke malerier? Er Browns værker trods den ekspressive formelle fremtoning overhovedet udtryk for følelser og/eller mentale tilstande af begær, længsel, smerte og drøm? Eller er Browns malerier snarere performative overflade-fremvisninger af penselstrøg og stum malerisk fysikalitet holdt sammen af semantisk set enten ret svage eller også blot meningsmæssigt set usammenhængende ansamlinger af repræsentationer af kroppe?

Spørgsmålene tårner sig op ved oplevelsen af Where, When, How Often And With Whom, hvilket meget vel kan udgøre en pointe ved udstillingen. På den ene side, er Browns vægtning af det figurative element så stærkt i hendes malerier, at man ikke kan læse hendes værker som et udtryk for et slags against meaning-projekt. På den anden side er mange af de værker, vi møder i Where, When, How Often And With Whom, meningsmæssigt set endog meget tvetydige og ubestemte eller ret langt fra med nogen rimelighed at kunne læses som prægnante udtryk for Browns egne bevidsthedstilstande.
Det ligger som en inhærent komponent i denne strategi, at man er risikovillig som skabende kunstner. Og det er Brown. Hun er ikke bange i mødet med maleriet; hun tilgår – og det er endog meget beundringsværdigt – den maleriske praksis frygtløst
Åbningen som kunstnerisk strategi sætter sig i nogle af Browns værker med andre ord igennem som en kakofoni af indbyrdes ret forskellige mini- eller subnarrativer, som er vanskelige for betragteren at syntetisere i en sammenhængende meningsmæssig helhed. Den semantiske vaghed kan i enkelte værker som f.eks. Wake, Awake, for Night is Flying fra 2010 blive så stærk, at maleriet som helhed fremstår næsten hult.
Sidstnævnte lyder måske umiddelbart som en hård kritik at rejse, men i relation til Brown skal man ikke tage det så tungt. Nævnte meningsmæssige vaghed, der i enkelte værker afstedkommer, at de næsten grænser op til det fermt flotte, er en del af den risiko, som knytter sig til den Brown’ske åbning som strategi.
Det ligger som en inhærent komponent i denne strategi, at man er risikovillig som skabende kunstner. Og det er Brown. Hun er ikke bange i mødet med maleriet; hun tilgår – og det er endog meget beundringsværdigt – den maleriske praksis frygtløst.
Dette det risikable ved Browns praksis indebærer dog, at nogle gange kommer hun simpelthen ikke i mål med maleriet på et meningsmæssigt niveau. Det gør imidlertid ikke så meget, hvis blot hun kommer i mål i andre malerier. Og det gør Brown hinsides enhver tvivl.
Når Brown er bedst, ser vi hende som en fantastisk maler, der ved store ubesværede penselstrøg får oliefarvens tunge materialitet besjælet med ånd udtrykt som en fortællende pejling af menneskets eksistentielle grundvilkår
Man kan sige, at med den Brown’ske åbning som strategi maler hun sit stof og sine narrativer frem. Hun har ikke et sæt af narrativer, som hun på forhånd gerne vil male frem eller mere direkte, som emotionelt presser sig på med en sådan affektiv kraft, at de overvinder alle mulige prætentioner og bare flyder ud i malerierne og forlener dem med en psykologiserende nerve; Browns narrativer dukker snarere op som sidegevinster ved hendes åbninger mod eksisterende billeder og kunstnerskaber.
Fortælling om mennesket som udsat kropslighed
I hendes bedste malerier på Where, When, How Often And With Whom viser Browns narrativ sig som en fortælling om menneskets måde at være på som fundamentalt udsat, sårbar, kødelig og seksuel kropslighed. Når Brown er bedst, ser vi hende som en fantastisk maler, der ved store ubesværede penselstrøg får oliefarvens tunge materialitet besjælet med ånd udtrykt som en fortællende pejling af menneskets eksistentielle grundvilkår.

Der knytter sig en meningsmæssig almenhed til denne Browns grundfortælling om menneskets eksistentielle udsathed som kødelig krop. I det rent ud sagt fabelagtige værk, som lægger navn til udstillingens titel, Where, When, How Often And With Whom fra 2017, ser vi et sådant alment narrativ foldet ud i et storladent maleri, der lader sig beskrive som en ekspressiv figurkomposition på en abstrakt, ekspressiv bund.
Det samlede indtryk er af et turbulent environment, hvor spredte og ikke nødvendigvis interagerende grupper af mennesker befinder sig i et inferno af retningsløst kaos. Menneskene i dette billede er henviste til deres egen udsatte skrøbelighed som begærende kroppe, lette at kvase og blæse omkuld. De er henviste til det dennesidige, det jordiske og det materielle langt væk fra en orden af idealitet.
Menneskene, vi møder i Where, When, How Often And With Whom, er ikke blot mennesker, som Brown er stødt på i billedforlæg forskellige steder; menneskene er i Browns maleriske fortolkning dig og mig og os allesammen i vores uomtvistelige og uomgængelige udsathed som i sidste instans dødelige.
Maleriet Where, When, How Often And With Whom er skåret over en vertikal og en horisontal akse. Centralt i maleriet møder vi en afklædt mand og en let påklædt kvinde; de holder sig med nød og næppe oppe i en vertikalitet ved at støtte sig til hinanden. De kigger ud på en som betragter, måske på en næsten hilsende og genkendende måde, så det er lige før, at man som betragter også nærmest genkender dem, måske som et egentligt spejlbillede af en selv.
Menneskene, vi møder i Where, When, How Often And With Whom, er ikke blot mennesker, som Brown er stødt på i billedforlæg forskellige steder; menneskene er i Browns maleriske fortolkning dig og mig og os allesammen i vores uomtvistelige og uomgængelige udsathed som i sidste instans dødelige
Fra dette maleriets figurative centrum breder der sig figurgrupper ud mod hver billedkant. Nogle figurer formår at holde sig oppe ved at læne sig mod andre figurer som støtter i det kaotiske environment, mens andre er bukket under i kødelig udsathed og ligger i mere eller mindre horisontale stillinger spredt ud på billedfladen. Ude i højre side af maleriet ligger en figur ned i forgrunden og markerer en skrå linje ind i billedet; figuren er nærmest bukket under, forstår man, under presset fra tilværelsens sæt af ubarmhjertige grundvilkår.
Maleriets titel indikerer en seksuel promiskuitet, forstået symbolsk som en grundlæggende og fundamental eksistentielt givet ustabilitet. Med de i maleriets abstrakte grund samtidige dramatiske kontrastpar af lys og mørke, angivet ved gul på den ene side og grå og sort på den anden side, er det nærliggende at tolke denne ustabilitet som ikke bare eksistentiel, men endnu mere omfattende som en oplevet mangel på orden i verden – en manglende orden, som også er politisk af karakter.
Affektiv understrøm af ustabilitet og kaos
Med til menneskets måde at være på er, at mennesket kan føle angst men også stille spørgsmål, herunder både spørgsmål til det reale og det, der bør være. Mon ikke mange af os et eller andet sted har oplevet en stigende følelse af utryghed samt, at verden er blevet mere ustabil efter, at Donald Trump blev præsident i det i stadigt stigende grad oligarkiske USA, som Brown har boet i siden 1994?
I dagene umiddelbart efter befrielsen i Paris sagde Pablo Picasso om de malerier, han havde skabt under 2. verdenskrig:
“I have not painted the war because I am not the kind of painter who goes out like a photographer for something to depict. But I have no doubt that the war is in these paintings.”
Uden at reflektere så meget over Picassos forhold til fotografiet som medie, kan vi med Picassos bemærkning i baghovedet sige, at Browns maleri Where, When, How Often And With Whom ikke afbilder menneskene i det amerikanske samfund efter Trumps sejr i 2016. Men den følelse af utryghed, ustabilitet og kaos, som valget af Trump bragte med sig, og den følelse af sammenbrud af en politisk stabil orden, som valget af en præsident, der førte valgkamp til tilhængernes råben “lock her up” rettet mod modstanderen Hillary Clinton, indstiftede i mange af os, dén følelse er det nærliggende at pege på som en affektiv understrøm i maleriet Where, When, How Often And With Whom.
Vi møder også mennesket i den skrøbelighed, der aktualiseres for os alle ved politisk givne, turbulente omstændigheder, som mennesket selv kreerer ved at give afkald på almene, rationelt funderede normative grundregler for samfundets indretning
I dette maleri møder vi ikke blot mennesket, som qua sine naturgivne vilkår er sat ud i kropslig udsathed. Vi møder også mennesket i den skrøbelighed, der aktualiseres for os alle ved politisk givne, turbulente omstændigheder, som mennesket selv kreerer ved at give afkald på almene, rationelt funderede normative grundregler for samfundets indretning.

Andre værker fra Browns hånd, som præsenterer sig endog meget stærkt på udstillingen er f.eks. The Green, Green Grass of Home fra 2010 samt Figures in a Landscape fra 2001. I disse to malerier lykkes den Brown’ske åbning som strategi ved en vellykket balance mellem figuration og abstraktion; figurationen er så prægnant, at narrativet om menneskets udsatte eksistens som kropslighed træder ubesværet og klart igennem samtidigt med, at abstraktionen er så markant, at det kaos, som mennesket er nedsunket i, ligeledes formidles tydeligt. Det hele er overleveret i et så malerisk set sammenhængende og flydende sprog, at man overbevises, hvis ikke ligefrem bjergtages af billederne. Særligt The Green, Green Grass of Home er et fremragende værk og på udstillingen kun overgået af maleriet Where, When, How Often And With Whom.
Det hele er overleveret i et så malerisk set sammenhængende og flydende sprog, at man overbevises, hvis ikke ligefrem bjergtages af billederne
Sidstnævnte har Cecily Brown i øvrigt generøst doneret til Louisiana Museum of Modern Art, så Louisianas publikum fremadrettet kan gense og glæde sig over dette maleri.
De kvindelige kunstneres erobring af maleriet
I det 20. og 21. århundrede er de kvindelige kunstnere for alvor begyndt at dominere billedkunsten som kunstart; meget af det bedste og mest dristige billedkunst, der skabes i denne vor egen tid, skabes af kvindelige kunstnere. Vi kan sige, at de kvindelige kunstnere er vor epokes store kunsthistoriske newcomers. De ankommer til kunsthistorien og konfronterer kunsthistorien med egne narrativer, der trækker kunsten i nye og andre retninger. På denne vis er det billedkunstnerisk set en utrolig interessant og spændende tid, vi lever i.
Erobringen af maleriet som en medial størrelse, der også lader sig bringe i spil i de kvindelige kunstneres fortællinger om egne levede liv, perspektiver, oplevelseshorisonter og opfattelser af egne og andres kroppe, er en erobring, der stadig er i gang
Maleriet som medial størrelse har imidlertid for mange kvindelige kunstnere udgjort et kunstnerisk problem, da maleriet som medie historisk tilhører et domæne gennemstrømmet af en maskulin kønsdominans. Det har været og er måske stadig i en del tilfælde vanskeligt at fravriste maleriet som medialitet dets indfatning i en patriarkalsk verden, hvor maleriet har været anvendt til at sprogliggøre maskuline erfaringshorisonter. Erobringen af maleriet som en medial størrelse, der også lader sig bringe i spil i de kvindelige kunstneres fortællinger om egne levede liv, perspektiver, oplevelseshorisonter og opfattelser af egne og andres kroppe, er en erobring, der stadig er i gang.
Derfor er det så velgørende, at Anders Kold, kurator ved Louisiana Museum of Modern Art, har valgt at inkludere udstillingen Where, When, How Often And With Whom af Cecily Brown i den serie af soloudstillinger, som har været vist på Louisiana i de seneste par år med nogle af vor samtids nulevende malere. For Cecily Brown er en af de store kvindelige erobrere af maleriet som medialitet.

Denne serie af udstillinger har udover Browns Where, When, How Often And With Whom budt på tre soloudstillinger af mandlige malere, nemlig Peter Doig, Daniel Richter og Tal R. Det ville være endog meget spændende, om Anders Kold fortsætter denne serie af soloudstillinger med kontemporære malere og i den sammenhæng inkluderer flere kvindelige malere i serien. Gode bud i denne kontekst er, udover naturligvis Marlene Dumas, f.eks. Miriam Cahn og Jutta Koether.
Cahn er netop nu i 2019 højaktuel med flere store soloudstillinger rundt omkring i Europa; feks. kan man i denne tid se Cahn på Kunstmuseum Bern i Schweiz frem til d. 16. juni, 2019, samt i Haus der Kunst i München, Tyskland, fra d. 10. juli til d. 27. oktober, 2019.
Jutta Koether er lige nu aktuel med hendes soloudstilling Tour de Madame, som kan beses på MUDAM LUXEMBOURG, Musée d’Art Moderne Grand-Duc Jean i Luxembourg frem til d. 15. maj, 2019.
Hvor Cahn både fokuserer en eksistentielt vinklet fortælling samtidigt med, at hendes blik som maler også i mange værker træder frem som et udtryk for et feminint malerisk blik – og dette i ekstremt overbevisende håndteringer af maleriet som medie – er Koether en maler, der tilgår maleriet både ud fra et sådant feminint malerisk blik og med en udfoldelse af en egentlig litterær malerisk bestræbelse. Både Cahn og Koether er dominant figurative malere, der viser, at når kvindelige kunstnere får fat om maleriet som medial størrelse, så materialiserer de simpelthen another spirit in painting.
Cecily Brown er en af de store kvindelige erobrere af maleriet som medialitet
På denne vis er vi i vor tid heldigvis og langt om længe kommet på afstand af bare antydningen af nogen som helst begrundelser for den altid helt igennem uacceptable sexisme i relation til maleriet, som f.eks. udstillingen, der indvarslede 1980´ernes maleri, nemlig den legendariske A New Spirit in Painting, der vistes på the Royal Academy i London i 1981, eksemplificerede; en udstilling stærkt skæmmet af det forhold, at dens kurator Norman Rosenthal ikke kunstfagligt set formåede at inkludere en eneste kvindelig kunstner. Omend der også dengang var oplagte bud, f.eks. Maria Lassning.
I dag vil vi som en indiskutabel selvfølgelighed se billedkunstneriske værker skabt af nogle af vor tids dybt interessante og store kvindelige malere på vore kunstmuseer. Og er der noget, der skærper appetitten på udstillinger af værker skabt af vor egen epokes fremragende kvindelige malere, så er det netop Browns Where, When, How Often And With Whom.
Tag til Humlebæk og se udstillingen, medens tid er; den lukker d. 10. marts, 2019. Hvis du ikke allerede har set Cecily Brown på Louisiana Museum of Modern Art, har du helt bestemt noget at glæde dig til.
Topfoto: Cecily Brown. Where, When, How Often and with Whom. Installationsfotos. Credit: Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Poul Buchard/Brøndum & Co.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her