IDEER // NY BOG – Amerikansk forsker tager livtag med et ugleset begreb og ser det som en løftestang til at komme ud af tidens ekstreme nationale strømninger.
Vi gør os ofte nogle forestillinger, når vi hører ordet ’patriotisme’. Det har noget at gøre med nationalfølelse og fædrelandskærlighed, og det ligger lige for at tænke på Dybbøl Mølle, rød-hvide farver og lignende symboler på… ja, på hvad?
Det kan godt være lidt uklart, for gennem de senere år har ordet – i visse sammenhænge – ændret betydningsindhold, og det måske nok i endnu mere dramatisk grad ude i verden end på de hjemlige breddegrader. Tænk bare på de tølpere, som den 6. januar 2021 besatte Capitol i Washington med voldelige midler, og iklædt pelshuer og bøffelhorn søgte at tilsidesætte demokratiet. De kaldte sig selv sande patrioter, og herhjemme er der også elementer, som – om end knap så teatralsk og voldsbetonet – eksempelvis dyrker fremmedhadet i patriotismens navn.
Steven B. Smith, der er professor i statskundskab og filosofi ved Yale University, har skrevet en klog bog, der dybest set fremstår som et varmt forsvar for patriotismen. Men han gør det ved at gå helt ind til begrebets sunde kerne, hvorved han sætter en hel række ting på plads og kommer med flere forslag til, hvordan man kan genkalde sig den sande patriotisme som positiv størrelse i en æra, hvor ekstremerne truer med at tage overhånd.
Det er måske ikke så overraskende, at han gør det med afsæt i den aktuelle amerikanske virkelighed, og han illustrerer dette ved at genkalde sig en episode, hvor han og en flok venner var samlet til barbecue en fjerde juli, altså på den amerikanske nationaldag. Stars and Stripes vejede, og nogen spurgte ud i forsamlingen, om man nu følte sig patriotisk?
Smith argumenterer for, at det hele er kommet godt og grundigt ud på et farligt sidespor
Spørgsmålet gav anledning til en kejtet tavshed, for, som Smith skriver, i dag er det en smule odiøst at identificere sig åbent med den slags værdier. I mange kredse forbindes det med en dyb nationalkonservatisme, som man helst ikke vil sættes i bås med, og det er her, Smith argumenterer for, at det hele er kommet godt og grundigt ud på et farligt sidespor.
Alt dette fremstår muligvis som en meget amerikansk problematik, som er særligt aktuel i tiden efter Donald Trump. Men dette er der en mening med, for Smith påpeger også, at netop USA og det amerikanske samfund på mange måder er den bedste model til at forstå patriotismen og dens sande natur, og derfor bliver forfatterens tanker også relevante, når man hører ordet brugt og misbrugt i en europæisk sammenhæng.
Mistillid og fjendskab
Patriotismens aktuelle problem består i, at det er kommet i klemme mellem to andre begreber, nemlig nationalismen og kosmopolitanismen.
Nationalisme og patriotisme bruges ofte i flæng, men det er en fejltagelse. Nationalismen tager afsæt i vores egen livsform og betragter den som ubetinget god og tit også flere hestelængder bedre end andre. Man kan betragte den som en form for overdreven patriotisme. Sat på spidsen bunder det i et ønske om at ens kultur eller livsform skal være stærk og respekteret, hvilket i sig selv lyder ret og rimeligt. Men dette ønske kammer ofte over i en ideologisk foragt, der næres af vrede og bitterhed.
Filosoffen Isaiah Berlin, der brugte en stor del af sit liv på at studere den nationalistiske mentalitet, inddelte nationalismens historiske udvikling i tre faser. Udgangspunktet er ideen om, at alle mennesker danner grupper eller fællesskaber, som er indbyrdes forskellige. Den enkelte gruppe søger sammen om fælles historie, traditioner, og ikke mindst sprog.
Her tænker man ikke bare, at stater er unikke og indbyrdes forskellige, men også at de er fastholdt i en permanent tilstand af mistillid og gensidigt fjendskab
Historisk set begyndte dette at komme på afveje i den anden fase, da de kulturelle forskelligheder, som helt naturligt var til stede sammen med de mange grupper, førte til krav om at oprette stater. Her ser vi konturerne af noget, hvor det er en dominerende etnisk gruppe, der sætter dagsordenen.
Det er det, der blot lidt længere oppe i historien blev til nationalstaten, og den afløser den oprindelige og potentielt pluralistiske gruppeidentitet, med en enkelt national identitet, hvor alle individer skal indpasses. Og derfra er der ikke langt til modellens tredje og endelige fase, som bygger på aggression. Her tænker man ikke bare, at stater er unikke og indbyrdes forskellige, men også at de er fastholdt i en permanent tilstand af mistillid og gensidigt fjendskab.
Underskud af patriotisme
I den anden ende af spektret står så kosmopolitanismen, der på mange måder er udtryk for et underskud af patriotisme. I den moderne globaliserede verden har vi det med at betragte os selv som ”verdensborgere”.
Vi lever i åbne samfund med porøse grænser. Godt nok står internationale handelsforbindelser som den egentlige drivkraft, men bag begrebet ligger også en humanisme, som lige siden oplysningstiden har insisteret på, at hvert menneske, uanset race, etnicitet eller nationalt tilhørsforhold, har krav på samme moralske respekt. Det er den slags, der i 1948 blev nedfældet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, og man kan også se EU som en slags model for denne post-nationale verdensorden.
Krig er fortsat en del af vores virkelighed, og nationalchauvinismen trives
Som idé har den rumsteret i århundreder, og i moderne tid kommer man ikke udenom at nævne den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der i kølvandet på første verdenskrig formulerede sine 14 punkter. De rummede tanken om, at verdensfreden ville sænke sig, hvis man blot kunne skabe medmenneskelig forståelse, respekt og gensidighed på tværs af alle landegrænser. Denne idealtænkning er som bekendt aldrig blevet implementeret. Krig er fortsat en del af vores virkelighed, og nationalchauvinismen trives.
Steven B. Smith betragter kosmopolitanismen som en smuk tanke, men hvis vi vil lytte til hans råd, vil den ikke føre til noget som helst, så længe vi ikke lader den gå hånd i hånd med patriotismen. Og det er lige præcis grunden til, at den amerikanske model er interessant som modstykke til den europæiske tilstand med den tunge historiske ballast.
Løsningen findes i USA
Nu er USA måske ikke det sted, man ville fremhæve som det ypperste eksempel på social lighed og gensidig respekt, og det er måske heller ikke tilfældigt, at netop angrebet på Capitol den 6. januar udviklede sig i så bizar retning. Men hold godt fast, for der er en forklaring, som måske giver mening.
USA kan karakteriseres som ”a creedal nation”. Dette lyder en smule religiøst, fordi creed har karakter af en slags trosbekendelse. Det er i hvert fald et system, hvor man bekender sig til noget og erklærer sin troskab, og i dette tilfælde er dette ”noget” den amerikanske forfatning. Det er et dokument, som siger alle de rigtige ting om lighed og accept af alle, uanset baggrund, så på papiret er alt vel. At eksempelvis slaveriet var en integreret del af den amerikanske hverdag, da forfatningen trådte i kraft i 1789 er så en anden sag, men det er ikke det afgørende.
I denne sammenhæng er det nemlig vigtigt, at USA med dette står i kontrast til de europæiske nationer, som eksempelvis har hierarkiske traditioner og nedarvet aristokrati med i den historiske bagage og skam også livegenskab og trældom i mange forskellige afskygninger tilsat et utal af territorielle stridigheder.
Det afgørende er derfor, hvordan man finder remedierne til at udbedre denne situation, og et af dem er altså at fokusere på patriotisme som et positivt begreb og dermed genvinde det som en del af sammenhængskraften i fællesskabet
Sagt på en anden måde er USA ikke et produkt af geografi, tradition eller arv, men bygger på almindelig fornuft. For at være en smule mere konkret betyder dette, at enhver der kom eller kommer til USA i princippet vil blive budt velkommen på lige fod med alle andre, på den eneste betingelse at vedkommende bekender sig til den fælles creed, nemlig forfatningen.
Og hvis vi et øjeblik holder os til det teoretiske, er dette jo selve kernen i begrebet patriotisme. Den definerer et menneskeligt ønske om at høre til, være del af et fællesskab, og hvis man accepterer fællesskabets betingelser, kan man kalde sig patriot, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.
Alt dette svarer imidlertid ikke helt til de virkelige forhold i dagens USA, ligesom det naturligvis heller ikke er tilfældet i Europa. Begge steder er inficeret af fremmedhadet. Begge steder, og i store dele af verden med, spiller den nye nationalisme en markant rolle, og det har ført til at mange mennesker i højere grad taler om national identitet end fælles aspirationer.
Det er altså indlysende, at det ifølge forfatteren står grelt til, og det gælder også det amerikanske samfund. Det afgørende er derfor, hvordan man finder remedierne til at udbedre denne situation, og et af dem er altså at fokusere på patriotisme som et positivt begreb og dermed genvinde det som en del af sammenhængskraften i fællesskabet. Og netop fordi udgangspunktet i USA er et andet end i Europa, vil det være lettere at finde løsningen ved at fokusere på den amerikanske model. Så besynderligt det end måtte lyde i europæiske ører.
Han understreger sin pointe ved at tage EU som eksempel. Det store europæiske projekt var lige fra starten delt mellem en idealistisk, nærmest utopisk drøm om et demokrati med åbne grænser og uhindret migration, overfor et tungt bureaukrati, der hænger fast i nationalstatens tunge arv. Denne transnationale idé, skriver Smith, havde stor fascinationskraft på den amerikanske venstrefløj, selv om det på mange måder er forblevet en smuk drøm.
Og så kom 11. september 2001 og den efterfølgende, såkaldte krig mod terror. Det fik store dele af Europa til at gå i baglås og overgive sig til nationalismen og højrepopulismen, og noget tilsvarende skete i USA, hvor udviklingen styrede i favnen på Donald Trump.
Dette kunne man have undgået, hvis patriotismen havde bevaret sit sande indhold, og derfor ligger det også lige for, at det er patriotismen, som skal være løftestang for en genåbning af samfundene. For patriotisme først og fremmest er en form for loyalitet, eller en formativ del af identiteten hos det enkelte medlem af fællesskabet, hvor broget og pluralistisk dette en måtte være. Og derfor står USA relativt set stærkere, fordi grundlaget er forfatningen, the creedal nation, og ikke en arv, der bygger på aristokrati, rangorden og nationalstatens øvrige unoder.
Læs mere om patriotisme i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
