SAMFUND // DEBAT – Viser vi samfundssind, hvis vi frivilligt downloader en app til vores telefon, som kan registrere, hvem vi kommer i nærheden af og om de er smittet med covid-19? Ja, mener de fleste danskerne formodentlig, skriver Søren Schultz Hansen, for når alternativet er at blive smittet med en dødelig virus, er det svært at argumentere imod, at overvågningen på kort sigt både skaber mere tryghed og frihed.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Coronakrisen har endnu engang vist, at vi accepterer massiv overvågning af vores adfærd og privatliv, når bare det har det rette formål. Fordi konkrete argumenter for en øget overvågning som løsning på et specifikt problem næsten altid vejer tungere end principielle argumenter om, at øget overvågning er et generelt, demokratisk problem og en trussel mod individets rettigheder.
Hvis overvågningsteknologien bliver brugt rigtigt, kan vi fx hurtigere åbne for samfundet og samværet, og det er jo en rigtigt god og fornuftig idé. Og der er i det hele taget mange andre eksempler på, at mere overvågning synes at være godt og fornuftigt. Når det kan forhindre terror eller hjælpe med til at fange terroristen bagefter – som efter skuddramaet ved Krudttønden i 2015.
Vil forøgelsen af overvågning også i den fysiske verden, som foreløbigt har udviklet sig nogenlunde i takt med teknologiens udvidede muligheder, følge samme mønster af accept, som jeg selv og de fleste andre allerede længe har praktiseret i den digitale verden?
Kort tid inden coronaudbruddet lagde den nuværende regering da også – akkurat som tidligere regeringer – endnu et forslag om øget overvågning frem. Denne gang til bekæmpelse af bandekriminalitet og med det generelle argument, at mere overvågning ville skabe større tryghed og dermed større frihed, som justitsminister Nick Hækkerup sammenfattede logikken bag forslaget.
Justitsministeren blev kritiseret fra flere sider for denne logik, som både blev sammenlignet med Nordkorea og 1984. Og som vel heller ikke kan siges fri for en undertone af nysprog. Men kendsgerningen er, at opbakningen i befolkningen var relativt stor.
Svært at argumentere mod overvågning
I forbindelse med corona-app’en har vi så igen en helt nødvendig og vigtig debat om graden af frivillighed, om data skal lagres decentralt på telefonen eller på en central server, og om løsningen skal være udviklet af staten eller af Google.
Problemet er bare, at hvis valget står mellem at lukke samfundet ned igen eller at acceptere øget overvågning, vil den konkrete løsning, frivillig eller tvungen, central eller decentral, statslig eller kommerciel, formodentlig kun have akademisk betydning for tilslutningen, hvor meget end politiske analytikere og vi demokratiske æggehoveder krydser klinger i kampen om hensynet til fællesskabet over for individets ret til privatliv.
Hvilket egentligt er fuldt forståeligt. Også jeg selv vil sikkert acceptere øget overvågning her i den særlige situation. For når alternativet er at blive smittet med en dødelig virus eller være spærret inde i sit eget hjem, eller at Danmark kollapser økonomisk, er det svært at argumentere imod, at overvågningen på kort sigt skaber både mere tryghed og mere frihed.
Er vi bevidste om konsekvenserne?
Måske bliver vores modstand mod overvågning større, når det ikke længere kun går ud over bandekriminelle eller fundamentalistiske terrorister. Når det begynder at gå ud over os selv, også selvom vi intet har at skjule, men bare uden at vide det har været for tæt på de forkerte. Hvad hvis vi fx i lufthavnen oplevede at blive nægtet at rejse, hvis vi ikke kunne erklæres smittefri, fordi vi ikke havde downloadet den frivillige app for smitteopsporing?
Det står os naturligvis frit at lade være, men så betyder det, at vi ikke kan flyve.
Vil alt dette gøre os mere bevidste om konsekvenserne ved den øgede overvågning, og vil vi derfor begynde at stille spørgsmål ved holdbarheden af det klassiske argument om, at overvågning kun er rettet mod dem, der har noget at skjule?
Man kan hævde, at det er et urealistisk skræmmescenarie, som kræver et uacceptabelt niveau af overvågning. Og jeg tror egentlig heller ikke, at det vil ske. Ikke i Danmark i hvert fald. Men man kan ikke påstå, at det er urealistisk, og at vi som borgere og individer aldrig vil acceptere det. For realiteten er, at det allerede sker mange gange om dagen på internettet, hvor vi bliver nægtet adgang til at bruge hjemmesider, hvis vi ikke frivilligt accepterer, at vi og vores bevægelser bliver overvåget og at vores data bliver gemt.
Det står os naturligvis frit at lade være, men så betyder det, at vi ikke kan surfe.
Vil alt dette gøre os mere bevidste om konsekvenserne ved den øgede overvågning, og vil vi derfor begynde at stille spørgsmål ved holdbarheden af det klassiske argument om, at overvågning kun er rettet mod dem, der har noget at skjule? Eller vil forøgelsen af overvågning også i den fysiske verden, som foreløbigt har udviklet sig nogenlunde i takt med teknologiens udvidede muligheder, følge samme mønster af accept, som jeg selv og de fleste andre allerede længe har praktiseret i den digitale verden?
Jeg gætter på det sidste.
Foto: Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
