VEGANER & TOPIDRÆTSKVINDE // PORTRÆT – Hun var 16 år og havde en alvorlig spiseforstyrrelse. Hendes organer risikerede at lukke ned. Men en madoplevelse under en vandretur i Østrig blev et vendepunkt i Mathilde Smedegaard Madsens liv. Hun blev veganer og kom på landsholdet i orienteringsløb. Poul Arnedal har mødt den 21-årige eliteidrætskvinde, mens hun plejer eftervirkningerne af en hjernerystelse, hun fik under en landsholdssamling.
Hun har været veganer, siden hun var 16 år. Samtidig tilhører den i dag 21-årige Mathilde Smedegaard Madsen eliten blandt danske sportsudøvere og er en del af landsholdet i orienteringsløb.
”Det er faktisk nemt at blive veganer, hvis man omstiller sit køkken til det. Inden for de senere år er der kommet mange flere veganske produkter i supermarkederne, så det er blevet meget nemmere. Samtidig ændrer ens smagsløg sig. Tidligere kunne jeg godt spise kylling, æg, ost og mælk, men i dag kan jeg ikke lide at spise noget, som kommer fra dyr. Specielt kyllingeproduktionen synes jeg, er forfærdelig,” siger Mathilde.
Løber mellem 100 og 120 km om ugen
På spørgsmålet om, hvordan hun sikrer sig, at hun får alle de nødvendige proteiner, vitaminer og andre næringsstoffer, svarer hun: ”Jeg tænker faktisk ikke så meget over det. Jeg har været ved lægen flere gange og fået taget blodprøver, og der har jeg aldrig manglet noget – heller ikke ting som fx zink, som man siger, er svært at få som veganer.”
Samtidig dyrkede jeg alt for meget sport, og det er ikke særlig sundt kun at spise grøntsager og så også dyrke vildt meget sport
”Jeg sørger bare for at spise forskellige grøntsager og spiser en masse kulhydrater, fordi jeg løber så meget. Og jeg spiser rigtig mange forskellige bønner og linser, for så sørger man for at få alle de ting, man har brug for.”
Mathilde løber gerne to gange om dagen, og på en uge bliver det sammenlagt til mellem 100 og 120 kilometer. Og det med at løbe ligger til hendes familie.
”Orienteringsløb er en familiesport,” siger Mathilde, der inden hun kom på seniorlandsholdet i flere år var på juniorlandsholdet og har løbet orienteringsløb, stort set siden hun kunne gå.
Spiste for ”sundt” og løb alt for meget
Hendes hang til sundhed og til løb har på et tidspunkt dog også haft sine skyggesider.
”Det startede med, at jeg var vegetar og samtidig havde en spiseforstyrrelse. ’Ortoreksi’ kalder man den. Det bliver ofte forvekslet med anoreksi, fordi man taber sig. Men ortoreksi handler ikke kun om at tabe sig, men om at spise alt for ’sundt’. Samtidig dyrkede jeg alt for meget sport, og det er ikke særlig sundt kun at spise grøntsager og så også dyrke vildt meget sport,” konstaterer Mathilde i dag.
”Jeg vidste godt selv, at jeg havde en spiseforstyrrelse, og jeg ville gerne over det, men samtidig døjede jeg også rigtig meget med kvalme.”
Vendepunktet kom på en restaurant i Østrig
Vendepunktet kom, da hun som 16-årig var med sin mor på en vandretur i Østrig.
”Vi havde vandret det meste af dagen og kom til en restaurant, hvor vi skulle have noget at spise. Her kunne man bl.a. få en vegansk ret. Den valgte jeg. Og for første gang i halvandet år oplevede jeg et måltid, hvor jeg spiste hele retten op og havde det godt med det. Og jeg fik det ikke dårligt bagefter. Fra da af var jeg veganer.”
Jeg kan slet ikke være i mig selv, hvis jeg ikke får løbet hver dag
”Min mor var selvfølgelig meget bekymret, for der er nogle, der bliver veganere som en undskyldning for at spise mindre. Men det var ikke derfor, jeg blev veganer – tværtimod. Det hjalp mig vildt meget. Og det var samtidig på det tidspunkt, jeg besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville satse på orienteringsløb. Det var også med til at få mig ud af spiseforstyrrelsen. For hvis man gerne vil satse og løbe rigtig meget, så er man også nødt til at spise rigtig meget.”
Det hjalp også på Mathildes beslutning, at hendes læge havde sagt til hende, at hvis hun ikke gjorde noget ved sin ortoreksi, så ville hendes organer simpelthen lukke ned. På det tidspunkt var hun allerede på vej til at få skadet sin lever og blive gul i huden. Hun vejede kun 52 kg, og det var ikke ret meget for en almindeligt bygget ung kvinde, der var 177 cm høj.
Fik styr på både spiseforstyrrelse og sportsambitioner
For at følge op på sin beslutning om virkelig at satse på orienteringsløb startede hun på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole, hvor man bl.a. har en linje for orienteringsløb.
”Sådan et sted spiser folk generelt ret meget, og jeg var den eneste veganer, så det var første gang skolens køkken skulle lave vegansk mad. Men de gjorde det, og det var vildt lækkert, så jeg var meget tilfreds.”
Ud over at hun fik styr på sin spiseforstyrrelse, resulterede efterskoleopholdet også i, at hun fik styr på sine sportslige ambitioner.
Da efterskolen var slut, begyndte hun i gymnasiet. Og på det tidspunkt var hun allerede så god en orienteringsløber, at hun i den første del af sine gymnasieår deltog i et Team Danmark-forløb på Falkonergården Gymnasium på Frederiksberg. Hun var nu på juniorlandsholdet, og pga. sportsaktiviteterne kom hendes gymnasietid til at vare i fire år. Det sidste år gik hun på gymnasiet i Virum, som lå tættere på, hvor hun boede sammen med sin mor i Søllerød.
Hjernerystelse og sabbatår
Her tog hun sin studentereksamen i sommeren 2022. På det tidspunkt var hun allerede kommet på seniorlandsholdet i orienteringsløb. Det sidste halvandet år har hun imidlertid været nødt til at melde fra til sin deltagelse på landsholdet.
Årsagen er, at hun under en landsholdssamling i Tjekkiet i foråret 2021 fik en hjernerystelse.
”Under et træningsløb trådte jeg på en gren, som svang op i hovedet på mig, så jeg væltede omkuld og slog hovedet. Det har givet mig mange gener, og det var samtidig med, at jeg skulle afslutte gymnasiet, så det var noget stressende,” siger Mathilde Smedegaard Madsen, der i øjeblikket tager et sabbatår for at komme sig helt over hjernerystelsen.
Drømmer om en stor, saftig portion Butter Beans
Imens bor hun indtil videre sammen med en veninde i sin mors sommerhus i Nordsjælland. Her arbejder begge veninder hos den lokale købmand og i den lokale bagerforretning, samtidig med at Mathilde fortsat løber to gang om dagen og op til 120 kilometer om ugen. For som hun siger: ”Jeg kan slet ikke være i mig selv, hvis jeg ikke får løbet hver dag.”
Om et halvt års tid kan hun begynde at forberede sig på at komme tilbage på landsholdet.
Og selvom veninden, hun bor sammen med i sommerhuset, ikke er veganer, så har hun intet imod, at det er Mathilde, der står for maden, som selvfølgelig er vegansk.
”Hun vil egentlig også gerne være veganer, men har ikke noget imod at spise kød, når hun er ude blandt andre. Jeg spiser meget brød, men fordelen for mig ved at være veganer og arbejde i en bagerbutik er, at jeg ikke står og spiser kager hele dagen.”
Men drømmer hun aldrig om at spise en stor saftig bøf?
”Nej,” siger hun, ”jeg drømmer om at spise en stor, saftig portion Butter Beans.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
