Ved du helt, hvad du spørger os forældre om, Jacob Sabir?

Den 17. juni kunne man her hos POV International læse et brev fra Jacob Sabir til en gruppe drengeforældre. Titlen var: “Hvor er jeres søn lige nu, kære forældre?”

Dette brev læste jeg med stor interesse og stort vemod. Grunden til min interesse er, at jeg mistede min søn Jonathan Taboryski den 11. januar 2013 i en meningsløs bandekrig. 19 år gammel blev han dræbt af skud, da unge fra bandemiljøet tørnede sammen foran et butikscenter i Høje Gladsaxe.

Jeg har, efter Jonathan blev skudt, fulgt en del med i, hvordan nogle unge drenge og mænd falder i kløerne på bander, rockerklubber og radikaliserede miljøer. Og har i den forbindelse læst en del om emnet. Dette ikke mindst for at forsøge at forstå de mekanismer, der er på spil i disse grupper, i vores samfund og især hos de unge selv. Og derfor var det med vemod, at jeg læste Sabirs brev.

Hans konklusion er, at vi forældre skal holde øje med vores drenge og vide, hvor de befinder sig og hvem de er sammen med. Ligesom vi også skal give dem masser af kærlighed og ikke øve vold mod dem. Og desuden afholde os fra at tale hadefuldt om andre med andre religiøse eller politiske holdninger end vor egne.

Se Sabirs konklusion er jeg bestemt ikke uenig i, men ved han egentlig, hvilke kræfter man som forældre er oppe imod?

Har han selv nogle erfaringer med unge drengebørn, som ”leger” med disse miljøer og ikke mindst, ved han hvor meget, det sårer os forældre til unge mænd, som er dræbt i bandekrige, rockerkrige og i Syrienskrigen at høre så letkøbte udtalelser?

For med sine udtalelser får Sabir det til at lyde som om, at alle forældre til disse unge mænd taler hadefuldt om andre, øver vold mod deres børn, og lader dem i stikken og er ligeglade med, hvor de befinder sig og med hvem de er sammen.

Til det kan jeg bare sige: Sådan forholder det sig ikke for os alle!

Min søn har aldrig været udsat for vold. Han har fået kærlighed og har aldrig været udsat for omsorgssvigt. Han har aldrig hørt hadefulde udtalelser om andre menneskers politiske eller religiøse holdninger.

Jeg kan ikke tale på alles vegne, og jeg har da selv haft nogle smågryende fordomme efter at have læst Olav Hergels bog “Men vi blev onde“, en bog om det tidligere bandemedlem Sleimans liv og opvækst, Ahmad Mahmouds “Sort Land – fortællinger fra ghettoen” og selv Yahya Hassans digte. Men allermest resulterede læsningen i undren, bekymring og en dybere forståelse for, hvorfor nogle havner i disse miljøer. For nogle vokser op med hadefulde ord, vold og hos forældre, som ikke ved hvad de skal gribe og gøre i og ikke ved hvor deres drenge befinder sig. Men de får heller ikke megen hjælp fra samfundet, når først skaden er sket.

Men det er bestemt ikke alle, der vokser op i sådanne familier, og der kan også være mange andre mekanismer på spil. Mange af disse unge drenge og mænd har enten psykiske diagnoser, føler sig uden for fællesskaber i skolen eller i fritidslivet, eller de kan have været udsat for svigt, som er langt mindre voldsomme end vold og had, nemlig mobning, faglige vanskeligheder i skolen, skilsmisser hos forældrene etc. Og dette tror vi i vores samfund ikke påvirker dem, for det går jo nok, og de får jo hjælp i skolen. Men det er hårde oplevelser for mange sjæle og mange kommer sig aldrig over det og får et knæk på selvværdskontoen.

Se grunden til, at sådan et brevs udtalelser sårer sådan en mor som mig, er, at min søn aldrig har været udsat for vold. Han har fået kærlighed og har aldrig været udsat for omsorgssvigt. Han har aldrig hørt hadefulde udtalelser om andre menneskers politiske eller religiøse holdninger.

Det er der flere grunde til: Hans far er af en flygtningefamilie, som selv har været udsat for pogromer og forfølgelser i et totalitært regime, og vi har ofte drøftet og er kommet med vores holdninger ved middagsbordet om politik og religion, men på sagligt grundlag, som gerne skulle give vores børn en indsigt i demokratiets mekanismer og i humane betragtninger, men vi har da også givet udtryk for, hvordan had og undertrykkelse kan påvirke mennesker i alle dele af verdenen. Dette ser jeg nærmest som en forældrepligt at give sit barn med i rygsækken.

Ligeledes har vi altid støttet vores dreng i sin skolegang, og da det blev svært med adfærden i teenageårene gjorde vi alt, hvad der stod i vores magt for at støtte og hjælpe ham, og da vores hjælp ikke rakte, fordi vi kun er mennesker og ikke superhelte, så søgte vi om hjælp hos kommunen. Denne hjælp var ikke optimal, og var ikke rettet mod sådan en ung dreng som vores. De var simpelthen ikke dygtige nok til at gennemskue problematikken, hvis man spørger mig. Men det er en helt anden sag, som dette brev ikke skal yderligere ind på. Da han så valgte at gå håndværkervejen, var vi der igen med fuld støtte og opbakning. Madpakker, lektier, vække ham, så han kunne komme afsted tidligt om morgenen. Se, også det at støtte sit barn i dets uddannelsesvej ser jeg som en forældrepligt.

Hvor var han så? Ja, da han var lille, vidste vi da altid, hvor han var. Fodboldklubben, klassekammeraterne, legepladsen ved vores rækkehuskvarter. I teenageårene vidste vi det også for det meste, men ikke altid, og så ringede vi, sendte sms’er etc. for at høre, hvor han var og med hvem han var sammen og for at give besked om, hvad tid han skulle være hjemme. (Og de tider blev stort set overholdt i hverdagene frem til han blev myndig). Da han blev 17-18 år var kontrollen og muligheden for at kontrollere, hvor han var og med hvem han var sammen meget svær, ja nærmest umulig. For så skulle vi jo køre efter ham, når han sagde han skulle mødes med sine venner. Så skulle vi jo udspionere ham, eller ”binde ham til vore hjem”, for at holde ham hjemme. Det var svært. Jeg hører gerne fra forældre, hvor det har kunnet lade sig gøre. Så her måtte vi til tider kapitulere.

Og hvem han var sammen med troede vi, at vi vidste, indtil han blev skudt den 11. januar 2013. Så indså vi med stor sorg og chok, at han havde haft venner i en bande, og dermed var det, man hos politiet benævner, som tilknyttet til en bandegruppering. Gang på gang, ja hver dag siden da har jeg spurgt mig selv, hvorfor han dog søgte venner der? Hvad var det, de tilbød ham og andre af hans venner, som de så faldt for?

Jeg får nok aldrig svar på det, men jeg tror, at fællesskabet, at føle at man ”er” noget, spændingen og ”det vilde liv” kan være nogle af svarene. Og manglede han så dette grundet manglende kærlighed, manglende opbakning til sin uddannelse, og grundet hadefulde ytringer og vold? NEJ! Men han kan have søgt det på grund af et måske lavt selvværd og grundet en sorg over sine forældres skilsmisse eller måske ”bare” fordi han søgte venner og sjov og ballade og ikke tænkte så meget over konsekvenserne.

Men ansvaret for hans såkaldte tilknytning er ikke kun mit og hans fars. Det er også samfundets ansvar og samfundet er os alle.

Vi har alle et ansvar for, om de unge føler sig accepteret i deres klasse og deres venskabsgruppe, i samfundet. Vi har alle et ansvar for at hjælpe dem og støtte dem, når de har det svært i stedet for altid at fordømme og pege fingre. Vi har alle et ansvar for, at vores unge føler, at de dur, kan bruges til noget i vores samfund, og at vi holder af dem. Vi har alle et ansvar for at meddele forældre til et barn, som vi ser eller fornemmer kan være ude i noget skidt, at de skal være opmærksomme på det fremfor at lukke øjnene. Det største ansvar ligger hos os forældre. Det er jeg enig med Sabir i, men at det kun er vores er ikke helt rigtigt. Så enkle er tingene ikke.