
TILLID // KRONIK – “I Danmark har vi et højt tillidsniveau. Vi stoler på myndigheder og virksomheder og på hinanden som borgere. Vi har tillid indtil det modsatte er bevist, og vi har i mange år brugt tillid som en vigtig symbolsk ressource i samfundsudviklingen,” mener antropolog Niels Olsen. “Men tillid kommer ikke af sig selv. Den skal tilvælges. Også når den svigter.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I dag den 18. november 2025 er der kommunal- og regionsvalg. Det er her vi fejrer nærdemokratiet, investerer i den lokale sammenhængskraft og understøtter et folkeligt fællesskab, der i generationer har båret ved til velstand og velfærd.
Det sker i en konfliktfyldt og polariseret verden, hvor stadig flere gamle, bange mænd med oppustede egoer bekæmper frie, tillidsbaserede og demokratiske valg. Det er en verden, hvor oligarker stormer frem i øst og vest, fremtidsfrygt florerer og konspirationsteorier giver sig ud for sikker viden.
Tillidsbarometeret viser således også, at tillid ikke kan tages for givet. At vi skal kæmpe for den og gøre os fortjent til den
Set i dét lys, er det mere end folkestyret, vi fejrer. Det er også håbet og troen på, at der stadigvæk findes sund fornuft og samtale bygget på tillid til det bedste i os alle; at det fortsat er muligt at tale til kongen og ikke pjalten i os; at der findes andre veje end trusler, vold og afpresning, når vi sammen skal forsøge at løse tidens udfordringer med fx stigende boligpriser og økonomisk ulighed, forurening, biodiversitet og en grøn omstilling med både sociale og geografiske slagsider.
Tillidsbarometeret
Vi har grundlæggende tillid til myndigheder, virksomheder og civilsamfundsorganisationer. Vi har også stor tillid til hinanden. Det blev senest bekræftet i Primetimes tillidsbarometer 2025.

Det viser bl.a., at vi efter nogle tillidssvage år i kølvandet på bl.a. coronapandemien har øget tilliden i samfundet. Vores tillidsindeks i år er på 57 – eller syv procentpoint højere end i 2024, hvor vi lå på 50, som markerede et tillidslavpunkt. Vi ligger også højt på tillidsbarometeret ift. til lande vi normalt sammenligner os med – fx Sverige og Holland.
Vi har tillid til læger, forskere, pædagoger – og hinanden. Vi har tillid til vores naboer, kolleger og de mennesker, vi møder på vores vej.
Det er et samfund, som trods sine åbenlyse fejl og mangler er langt bedre end sit rygte om snarligt nedbrud og afvikling
Til gengæld har vi mindre tillid til en række af de professioner, der har en afgørende indflydelse på netop demokratiet – fx lokal- og regionspolitikere og journalister. Tillidsbarometeret viser således også, at tillid ikke kan tages for givet. At vi skal kæmpe for den og gøre os fortjent til den. At vi skal ville og vælge den. Kommunalvalget 2025 er en oplagt mulighed for at gøre netop det. Både når man giver og modtager stemmer.
Opsparet tillidsdividende
Hvis vores fællesskabsbaserede velfærdssamfund skal fortsætte, er vi nødt til at investere i tillid – også når tilliden nogle gange kikser, grænser bliver overskredet og skuffelsen melder sig. Tillid er som en fællesopsparet ressource, vi som samfund og borgere kan trække på, når vi skal løse problemer og udvikle en fælles fremtid. Kald det tillidsdividende eller symbolsk kapital, som kan udveksles, omveksles og udbetales, men kun bevares og fastholdes, hvis vi alle husker at betale ind til den i det daglige. Tillid er en samfundsværdi vi vælger at investere i, fordi vi synes den er vigtig.
Lidt som med skat, moms og afgifter, hvor det ved betaling kan gøre lidt ondt i portemonnæen, men efterfølgende opleves som det helt rigtige, når man som borger langt de fleste steder i landet kan stå op om morgenen og kigge ud på et trygt, stabilt og funktionelt velfærdssamfund med lavt konfliktniveau. Et lige, afbalanceret samfund med livskvalitet og trivsel. Et samfund, vi skal være glade for og stolte af, for det er resultatet af generationers hårde arbejde. Det er et samfund, som trods sine åbenlyse fejl og mangler er langt bedre end sit rygte om snarligt nedbrud og afvikling.
Danske tillidseksempler
Her er en håndfuld eksempler på dansk tillidskultur i den nære hverdag:
Svømmehallen – hvor du trækker et éngangsarmbånd, men ingen kontrollerer dig, og du kan vade lige ind i svømmehallen, finde dig et omklædningsskab, bade og svømme i bassinet, svede i saunaen og tage det kolde gys. Bademesteren kan se dit armbånd, men der er ingen kontrolinstans. Fra systemets side hersker en forventning om, at ingen snyder. Og fordi ingen snyder, snyder ingen. Det er normen at følge reglerne.
Eller tænk på alle de gange, vi glemmer en taske i toget, taber en pengepung eller mobiltelefon på gaden. I langt de fleste tilfælde får vi vores ting tilbage
Offentlig transport – hvor du forventes at købe en billet, før du stiger på. Der er kontrollører i både regionaltog, lyntog, S-tog, Metro og busser. De tjekker billetter, så tilliden er ikke total, og hvis man kører på røven, vanker der bøder. Men der findes ikke metallåger som i udenlandske metrosystemer, hvor du skal betale for at blive lukket ind og drives gennem gange som modernitetens storbydyr. Det er heller ikke nødvendigt, for stort set alle betaler for deres rejse, som de skal.

Vejboden – måske det mest klassiske danske tillidseksempel, hvor hjemmedyrkede grøntsager, frugter, marmelader, honning, bolsjer, kager, sodavand, slik og andet godt sælges ved vejkanten uden bemanding. Der er en kasse til kontanter og så Mobilepay for resten. Med få undtagelser fungerer det stadigvæk, fordi langt de fleste kunder er ærlige mennesker, som ikke stjæler og snyder.

Biblioteket – som du flere steder kan tilgå i den selvbetjente åbningstid med alverdens litteratur, aviser og magasiner til fri afbenyttelse. Du åbner døren med dit sygesikringskort i tillid til, at du vil passe godt på inventaret og opføre dig ordentlig overfor andre. Biblioteket er én af de sidste offentlige agoraer vi har tilbage – et politisk neutralt dannelses- og oplysningsrum uden ideologiske, religiøse og kommercielle drivkræfter på spil. Et tillidsrum udenfor stat og marked.
Tilliden bliver brudt et hav af gange, og tilliden i samfundet stiger og falder over tid
Købmandsbutikken i den lille landsby hvor du som på biblioteket kan få adgang med et kundekort udenfor det frivillige personales arbejdstid. Her kan du registrere dig som kunde, gå ind i butikken døgnet rundt, købe dine varer, scanne dem ind, betale for dem, bippe dig ud og forlade butikken. Systemet er særligt udbredt i tyndere befolkede landområder, hvor det kniber med at få en ren kommerciel drift op at køre. Frivillighed og tillid driver butikken.
Eller tænk på alle de gange, vi glemmer en taske i toget, taber en pengepung eller mobiltelefon på gaden. I langt de fleste tilfælde får vi vores ting tilbage, fordi nogen afleverer på hittegodskontoret, finder et telefonnummer at ringe til eller på anden vis kommer i kontakt med ejeren.
En fætter fra Spanien, som var udstationeret i København et halvt års tid, kom en dag med et stort smil og fortalte, at han havde glemt sin rygsæk med computer og harddisk nede i fitnesscenteret. Halvt åbent stod den på gulvet i omklædningsrummet. Det tog en time, før han opdagede det og strøg tilbage efter rygsækken. Intet var taget, alt indhold var intakt, og han var dybt forbløffet.
Tillid er aldrig fuldkommen
Hver gang jeg tænker på disse eksempler, bliver jeg fyldt op af glæde og stolthed over at bo i et land, hvor ærligheden og tilliden er så stærk og korruptionen så lav. Det betyder ikke, at tilliden er komplet og fuldkommen, eller at der ikke en gang imellem betales noget under bordet. Tilliden bliver brudt et hav af gange, og tilliden i samfundet stiger og falder over tid. Nogle mennesker vælger at snyde i toget og stjæle fra vejboden. Nogen bliver taget med fingrene i kassen eller kagedåsen.
Men de fleste gør ikke.
Godt valg, derude!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og