Valg i Storbritannien: Vælgerne orker ikke flere udsættelser

i Politik & Samfund/Europa af

STORBRITANNIEN // VALGANALYSE — Storbritannien skal til valg d. 12. december. Den misvisende betegnelse julevalg ændrer ikke på, at det bliver et brexit-valg, skriver H.C. Andersen fra England. Det nemmeste for vælgerne er fortsat at lade de konservative vinde. Vælgerne orker ikke flere udsættelser.

Det er med valgkampagner som med krigsførelse: Planerne er lagt, skytset er kørt i stilling og tropperne opmarcheret. Men ved første sammenstød med fjenden falder det hele fra hinanden igen. Det bliver en kamp for at holde fast og stå imod, mens alt er kaos.

Tag nu for eksempel sidste fredag. Dagen begyndte med et interview på BBC, hvor Boris Johnson havde problemer: Er den konservative premierminister overhovedet på bølgelængde med det britiske folk, deler han overhovedet deres oplevelse af den britiske hverdag? Seerne var netop blevet bekendt med, at han ikke kunne hitte ud af bruge en gulvmoppe. Det så fumlende og klodset ud, men det giver faktisk pluspoint i meningsmålingerne.

Vælgerne har ellers ikke meget tillid til premierminister Johnson, men de kan godt lide ham, og det er i sig selv nok til at tiltrække vælgerne i en situation som den, britisk politik er i nu.

Hvorfor det? Som mange briter ser det, så er der det, der er værre end at stemme på ham: Den noget ældre Labour-leder, Jeremy Corbyn.

Samme fredag kom han med et tilbud til sine landsmænd, der ellers gik rent ind hos mange: Senest i 2030 skal alle i hele Storbritannien have gratis bredbånd i højkvalitet.

Ude på landet og i fjerne øgrupper nord for Skotland er nogle af de mange steder, hvor man ikke kan få det, som dækningen er nu. Der er et stort behov, både blandt de mindre velstillede i byerne og blandt softwareudviklere og andre i servicebrancherne, der gerne vil bo ude på landet, for slet ikke at tale om landmænd, der ønsker adgang til tv-kanaler.

Så forslaget er populært, ikke kun blandt de unge, der har udset sig Jeremy Corbyn som deres politiske leder. I løbet af fredagen havde analytikere og kommentatorer (og bredbåndsbranchen selv) dog fuldstændigt gennemhullet planen. Der blev talt om Labours “plyndring” af borgernes pengepung og en “skatteblitz” mod middelklassen.

Men den har symbolværdi, og det præger valgkampen. Kan politikerne komme med en ide, som vælgerne kan lide, så betyder det langt mindre, at den er urealistisk. Så har det pågældende parti opmærksomheden, mens det står på.

Debat mellem Johnson og Corbyn

Tirsdag aften, d. 18. november, gik det løs igen.

Denne gang i en lederdebat netop mellem den konservative leder Boris Johnson og Labours Jeremy Corbyn. De liberale demokrater og de skotske nationalister brokkede sig over ikke at være inviteret med til dysten, men briterne har jo netop et to-partisystem: Hvorfor inkludere ledere, der ingen rimelig chance har for at vinde valget og blive premierminister?

Sådan tænker britiske tv-stationer.

I manges øjne er det udemokratisk at have en mening, der går imod brexit-siden. Det er måske netop en konsekvens af at leve i et demokrati med et to-partisystem: Det er vinderens ret at ignorere taberen

Omgivet af publikum kastede Johnson og Corbyn sig ud i kampen. Ja, billedligt talt, og de to krigere blev, lige så billedligt, stående i hvert sit hjørne, mens journalisten prøvede at overtale dem til at slå lidt til, men alligevel opføre sig ordentligt.

“Det gælder om at få gennemført Brexit”, kom det fra Johnson, rettet over mod sin modstander. Jublen fra hans publikum var stor.

“Du har hemmelige planer om at sætte den offentlige sundhedssektor til salg til USA!”, parerede Corbyn og vinkede slapt med højre hånd: Forargede tilråb fra Johnsons tilhængere.

“Typisk, du kan jo ikke få dig selv til at sige, om du går ind for fortsat medlemsskab af EU eller vil have landet ud. Ud med sproget!”

Corbyn løftede begge behandskede næver for at beskytte ansigtet. “Hvis vi i Labour vinder valget, så genforhandler vi en ordentlig aftale med EU, og så afholder vi en folkeafstemning til.”

Johnson havde fundet sin modstanders svage punkt og daskede løs: “Leave eller remain, Corbyn, leave eller remain, hvad står du selv for?!” Publikum grinede. Point til Johnson.

Så blandede journalisten sig: Nu hvor vi var i gang med at være åbne og ærlige, havde Johnson så ikke selv et problem med at tale sandt? “Betyder sandheden noget i valgkampen, hr. Premierminister?”

“Det ville jeg mene,” svarede Johnson. Publikum grinede endnu højere.

Johnson vandt på point, knebent, ifølge meningsmålingerne – 51 % til den konservative leder, mens Labourlederen måtte tage sig til takke med 49 %.

Remain-siden glimrede ved sit fravær

Både Johnson og Corbyn er i realiteten EU-modstandere. De liberale demokrater har lanceret et helt klart EU-positivt program. “Vi er internationale,” siger de selv. “I er antidemokrater,” skriger deres modstandere, fordi de liberale demokrater har tænkt sig at annullere brexit, “når vi vinder valget.”

I manges øjne er det udemokratisk at have en mening, der går imod brexit-siden. Det er måske netop en konsekvens af at leve i et demokrati med et to-partisystem: Det er vinderens ret at ignorere taberen.

Nu er der tre uger tilbage af valgkampen, og det er begyndt at blive lidt klarere, hvordan det kommer til at gå.

Det nemmeste for vælgerne er stadigvæk at lade de konservative vinde. Vælgerne orker ikke flere udsættelser.

Kort fortalt og med hensynsløse afrundinger, så ligger de konservative på omkring 40% af vælgerne i meningsmålingerne (tallet er steget lidt); Labour på 30% (det rokker sig ikke meget); de liberale demokrater på 10-15% (og det ser ud til at falde lidt). Brexitpartiet giver næsten ikke udslag på valgbarometret, det er lykkedes de konservative at få brexit-vælgerne tilbage i folden.

De konservatives lovninger

Premierminister Johnsons aftale med EU adskiller sig kun fra Theresa Mays ved at foreslå en toldgrænse mellem Nordirland og resten af landet. Hans plan om at få en frihandelsaftale med EU halet i land inden udgangen af 2020 er fuldstændig urealistisk, og det må han selv vide. Der må være en skjult hensigt om at videreforhandle med EU efter 2020.

Johnson har styrket sit program om, at Storbritannien skal forlade EU med faste løfter. Hvis hans parti vinder valget, fremlægges aftalen med Bruxelles allerede inden jul. Der kommer ingen skattestigninger.

Den britiske premierminster, Boris Johnsonm har styrket sit program om, at Storbritannien skal forlade EU med faste løfter. Hvis hans parti vinder valget, fremlægges aftalen med Bruxelles allerede inden jul. Foto: Andrew Parsons, Parsons Media. Flickr.

Der kommer derudover flere penge til dagpleje, og så gør man det gratis at parkere bilen ved hospitalet, når man er på besøg. Derudover lidt ekstra politibetjente, højere lønninger til militæret, flere nye boliger (helst ikke af den almene type), skattelettelser til folket, 46 nye hospitaler og det kommer til at koste, så virksomhedsskatten (der i forvejen er lav) bliver ikke nedsat med den foreslåede ene procent.

Altså: mindre skat fra den almindelige brite, industrien betaler gildet.

Labours lovninger

Labour er til gengæld mere idealistisk og foreslår et program, briterne ser som meget socialistisk. De vil annullere brugerbetalingen i universitetssektoren, bygge flere almene boliger, tilbyde gratis tandeftersyn, indføre gratis bredbånd til alle og nationalisere postvæsnet igen.  De rige kommer til at betale med højere skatter.

Man kan forestille sig, at det lykkes de liberale demokrater at få nok stemmer og mandater til at støtte en mindretalsregering ledet af Labour. Det er sådan set remain-sidens eneste håb om at forhindre den “hårde” Johnson-brexit, der vil følge, hvis den konservative premierminister ikke har sin frihandelsaftale i hus til tiden.

Men det kan være, Johnson slet ikke holder sit eget løfte om at gøre sig færdig med forhandlingerne ved udgangen af 2020.

Så derfor taler man nu også om muligheden for, at de liberale demokrater kan støtte en konservativ mindretalsregering. Det vil Labour se som forræderisk. Men også som et typisk forræderi, for de liberale demokrater indgik i en koalition med David Cameron i 2010. De liberale demokrater har “overtaget” adskillige remain-flygtninge i parlamentet fra de konservative. Så i virkeligheden overlapper de to partier allerede politisk.

Valgets udfald er langt fra givet på forhånd. Meningsmålingerne peger på en konservativ sejr, evt. en konservativ mindretalsregering støttet af de liberale demokrater. Sidstnævnte parti har modtaget politiske flygtninge fra de konservatives rækker, man ser næsten en udvikling, hvor det lille parti blive en slags konservativ “venstrefløj”.

Kommentatorerne tøver med at komme med forudsigelser i et valg, der bliver det mest uforudsigelige i mands minde

Men det skal man ikke sige for højt til de liberale demokrater, der også leger lidt med tanken om at støtte en Labour-mindretalsregering. Den ville også kunne få støtte af de grønne og waliserne, måske endda de skotske nationalister.

Briterne har en ordning med flertalsvalg i enkeltkredse, og der er over sekshundrede valgkredse i landet.

For at illustrere hvordan systemet virker, så kan man forestille sig en valgkreds med tre partier (liste A, B, og C) og et hundrede aktive vælgere. Hvis liste A får 36 stemmer og de andre to 33 hver, så vinder liste A med 34% af stemmerne, og liste B og C taber simpelthen: 66% af vælgerne bliver ikke talt med i det nationale resultat.

Så man skal helt ned i hver enkelt kreds for at regne ud, hvad resultatet kan blive. Og kommentatorerne tøver med at komme med forudsigelser i et valg, der bliver det mest uforudsigelige i mands minde. Det er, som om der ikke bare var valg i hver kreds, men som om der var et nationalt valg i hver kreds.


Foto: Collage af POV, Flickr. 

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om Politik & Samfund