LONGREAD // #VACCINER – Få andre medicinske behandlinger vækker så stærke følelser som vacciner, og hele kloden står nu over for en af de vigtigste af slagsen i nyere tid. Men hvad stiller vi op med mennesker, der er i tvivl, bange eller måske ikke ønsker vaccinen mod COVID-19? Hvor stor er mistilliden til det system og den lægevidenskab, der skal beskytte alle mod pandemien og gøre det muligt at vende tilbage til vores normale liv? Og er vaccinemodstanden et moderne fænomen, der er opstået via fjernsynsskærme og sociale medier? Morten Skovgaard har talt med to forskere om vaccinernes historiske betydning og de politiske dilemmaer, der følger med det vigtige nålestik.
Epidemi. Ordet fremkalder ubehagelige billeder af pestramte storbyer over hele Europa med læger iklædt uhyggelige spidse beskyttelsesmasker, smittefarlige lig, der blev kørt bort og brændt i hobetal, og syge mennesker, der blev isoleret fra resten af samfundet, indtil de enten overlevede den grusomme sygdom eller døde ensomme og forladte.
Hvad stiller vi op med dem, der bevidst fravælger vaccinerne? Og, vigtigere endnu, hvordan overbeviser vi tvivlerne om, at de skal tilvælge dem?
Det, der frem til starten af 2020 har virket som en fjern historisk fortid, blev pludselig til en hjerteskærende realitet, da vi tidligt på foråret kunne se lange karavaner af lastbiler køre lig ud af hospitaler i Sydeuropa, hvor læger og sygeplejersker udkæmpede en umulig kamp med den usynlige fjende. En realitet, der heldigvis har været væsentligt mindre voldsom herhjemme, men som ikke desto mindre har ført til et år med omfattende restriktioner for alle danskere.
Vaccinerne mod COVID-19 er nu i produktion og på vej ud til hele verden, så sygdommen kan nedkæmpes med flokimmunitet, og vi alle kan vende tilbage til vores normale tilværelser.
Men hvad stiller vi op med dem, der bevidst fravælger vaccinerne? Og, vigtigere endnu, hvordan overbeviser vi tvivlerne om, at de skal tilvælge dem?
Pligten til flokimmunitet
Under de store pestepidemier, der igennem århundreder rasede i Europa, var man, bogstaveligt talt, på herrens mark. Dengang forstod man ikke biologien bag den grufulde sygdom. Almindelige mennesker opfattede generelt sygdommen som Guds straf for alverdens synder, mens den tids lægevidenskab blandt andet arbejdede med teorien om, at pesten smittede via luft- og vandbårne smittekim kaldet miasma.
Det var først i 1800-tallet, at den franske kemiker Louis Pasteur opdagede bakterier og deres sammenhæng med forskellige sygdomme, som førte til den antiseptiske metode og senere til opdagelsen af penicillin i 1928, der endelig kunne udradere truslen fra den frygtede sygdom.
Virussygdommen kopper var op gennem den europæiske historie en anden frygtet lidelse. Her i Danmark var koppevaccinen obligatorisk for alle børn lige siden indførelsen af landets første epidemilov i 1810 og frem til 1976, hvor man afskaffede den igen, fordi sygdommen var blevet udryddet.
I over to århundreder har der været solid videnskabelig evidens for, at vacciner virker og afværger katastrofale epidemier over hele verden. Alligevel møder vi stadig mennesker, der nægter at anerkende vaccinernes effekt
To andre store virussygdomme, polio og tuberkulose, blev i løbet af den anden halvdel af 1900-tallet også nedkæmpet effektivt via vaccinetilbud herhjemme.
I over to århundreder har der været solid videnskabelig evidens for, at vacciner virker og afværger katastrofale epidemier over hele verden.
Alligevel møder vi stadig mennesker, der nægter at anerkende vaccinernes effekt, sygdommenes alvorsgrad og deres moralske pligt til at hjælpe med at skabe flokimmunitet – såvel som mennesker, der oprigtigt er i tvivl om, hvorvidt de skal tilvælge vaccinerne eller ej.
Høj tillid i Danmark
Stinus Lindgreen er forsker, medlem af den radikale folketingsgruppe og partiets sundheds- og forskningsordfører. Vi har mødt hinanden – på behørig afstand – på hans kontor på Christiansborg til en diskussion om, hvordan man opbygger større tillid til forskning og vacciner i den brede befolkning.
Timingen kunne ikke være bedre. Nye restriktioner har netop ramt landet i takt med et stigende antal coronasmittede. Uden for Folketinget har en gruppe ihærdige demonstranter i ugevis stået og banket på potter og pander for at demonstrere mod regeringens foreslåede revidering af epidemiloven; noget, der i løbet af november gik hen og blev til et fast og løjerligt soundtrack til møderne i folketingssalen.
De stod der også, da vi diskuterede regeringens forslag til en ny epidemilov for nylig, og det pudsige er, at vi jo for længst har forkastet det, de protesterer mod, fordi ingen af os kunne bakke op om lovforslaget
”Det er sært, at de stadig står derude,” siger Lindgreen. ”De stod der også, da vi diskuterede regeringens forslag til en ny epidemilov for nylig, og det pudsige er, at vi jo for længst har forkastet det, de protesterer mod, fordi ingen af os kunne bakke op om lovforslaget.”
Han mener, at det er ærgerligt, at ingen af demonstranterne overværede debatten om den nye epidemilov, der netop har været i folketingssalen, men bare har valgt at stå uden for bygningen og larme.
”Det var der ingen, der ville. Jeg har selv været ude og snakke med dem, og det interessante er, at de er modstandere af meget forskellige ting. Nogle af dem mener, at der slet ikke er noget virus. Andre mener, at der er et virus, og at det er skabt af mennesker. Så er der nogle, der mener, at det har noget med 5G-signalet at gøre. Eller at regeringen lyver om, hvor farligt virusset er, så den kan indføre et fascistisk styre.”
”Det favner meget bredt og er meget modstridende, men de har ikke desto mindre fundet noget at være fælles om, som fylder ret meget i forhold til, hvor lidt de reelt fylder i befolkningen,” vurderer han og peger på, at langt de fleste i Danmark bakker op om restriktionerne. Der har været et kortvarigt tillidsdyk på grund af minksagen, men ikke desto mindre ligger befolkningens tillid til myndighederne meget højt herhjemme, sammenlignet med andre lande.
”Og det er vigtigt, for vi kan se, at de lande, hvor befolkningen ikke tror på eller ikke vil overholde restriktionerne, er dem, der klarer sig værst. I Storbritannien og Frankrig er der for eksempel omkring 30 procent, der ikke vil følge dem. I Danmark er det under 10 procent,” fastslår Lindgreen med henvisning til det danske Hope Project, som undersøger forskellige demokratiers håndtering af coronakrisen (tallene kan ses på side 10 i rapporten fra den 24. oktober).
Kend dit publikum
Stinus Lindgreens erfaring med forskningsformidling er i høj grad opbygget gennem hans involvering i debatterne om evolution kontra kreationisme, der fik nyt liv omkring biologen Charles Darwins 200-års fødselsdag i 2009.
Saglighed er ikke altid tilstrækkelig. Tværtimod kan redelig og logisk argumentation føre til endnu større modstand blandt dem, der har forskanset sig hårdt i mere ekstreme holdninger
Siden da har han blandet sig i debatter om alt fra vacciner til alternativ behandling – alle steder, hvor han oplever, at der mangler en saglig stemme, som han siger. ”Jeg har altid sagt, at alle vi, der har fået en ph.d.-uddannelse, er forpligtede til at bruge den viden, vi har fået, og blande os i samfundsdebatten. Både for at oplyse debatten generelt og for at modsige eventuelle usandheder. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at debatten kører skævt, og det gavner ikke nogen.”
Dozens of anti #COVID-19 lockdown demos were held across Germany, part of a growing movement that includes conspiracy theorists, extremists, anti-vaxxers and people concerned about a curtailment of civil libertieshttps://t.co/A8dOsVoC8p pic.twitter.com/dP7UBThHGm
— AFP News Agency (@AFP) May 23, 2020
Problemet er bare, at saglighed ikke altid er tilstrækkelig. Tværtimod kan redelig og logisk argumentation føre til endnu større modstand blandt dem, der har forskanset sig hårdt i mere ekstreme holdninger.
”Normalt deltager jeg ikke i debatterne for at overbevise folk,” fastslår Lindgreen. ”Hvis du tror, at Jorden er 6.000 år gammel, vil jeg ikke kunne overbevise dig om noget andet. Så det er ikke dig, jeg egentlig taler til, men alle dem rundt om os, der oprigtigt er i tvivl. Det er dem, der skal have argumenterne.”
”Det samme gælder vacciner: Hvis du virkelig inderligt tror, at vacciner forårsager autisme, får jeg dig ikke til at ændre holdning. Men dem, der er i tvivl, skal have gode svar på deres spørgsmål. Det afgørende er, at du husker, hvem dit publikum er – og det er meget sjældent den person, du sidder overfor.”
Vaccineskræk
Lige netop vacciner er et ømt punkt for mange af dem, der på forskellige måder er på kant med det etablerede sundhedssystem. De fleste danskere kan sikkert huske virakken om hpv-vaccinen i kølvandet på TV2-dokumentaren ”De vaccinerede piger” fra 2015, som beskrev neurologiske lidelser, der angiveligt skulle være opstået som følge af vaccinen.
Statens Serum Institut forsøgte i et studie af op mod 1,4 millioner danske kvinder og piger fra 2007 til 2016 at finde en forbindelse mellem hpv-vaccinen og de mystiske lidelser og endte med at konkludere, at den ikke fandtes
Udsendelsen resulterede i et markant fald i tillid til vaccinen herhjemme, som først blev rettet op igen efter mange års oplysningskampagner og videnskabelig kritik af den påståede sammenhæng mellem lidelserne og vaccinen. Statens Serum Institut forsøgte i et studie af op mod 1,4 millioner danske kvinder og piger fra 2007 til 2016 at finde en forbindelse mellem hpv-vaccinen og de mystiske lidelser og endte med at konkludere, at den ikke fandtes.
Nogle vil måske også huske det britiske medicinalselskab GlaxoSmithKlines Pandemrix-vaccine mod svineinfluenzaen i 2009, der gav anledning til mistanke om udvikling af narkolepsi som bivirkning. Efter flere studier vurderede det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal, at Pandemrix-vaccinen medførte mere end fem gange højere risiko for bivirkninger end de to andre vacciner, der var i anvendelse på det tidspunkt.
De svenske og finske sundhedsmyndigheder nåede frem til samme konklusion efter deres undersøgelser af bivirkningerne. Særligt i Finland begyndte man at tale om en ”narkolepsi-epidemi”, efter at 152 personer i 2009-2010 blev diagnosticeret med sygdommen – 90% af dem havde modtaget Pandemrix-vaccinen. Den britiske regering endte med at udbetale store erstatninger til de ramte personer.
Kontroverser og modstand
Statens Serum Institut har her i Danmark gentagne gange måttet aflive den vedholdende myte om, at MFR-vaccinen øger risikoen for, at børn udvikler autisme. Instituttet udførte helt tilbage i 2002 en undersøgelse af over en halv million børn og kunne ikke spore nogen sammenhæng.
I et nyere studie offentliggjort i 2019 har instituttet fulgt 650.000 børn født mellem 1999 og 2010 frem til 2013 og kunne konstatere, at der blandt de vaccinerede børn ikke var nogen overrepræsentation af børn med autisme i forhold til antallet blandt de ikke-vaccinerede.
Modstanden mod vaccinerne har været udbredt i mere end 200 år
WHO udpegede i samme år vaccinemodstand som en af de ti største trusler mod den globale sundhed. Antallet af mæslingetilfælde, som MFR-vaccinen beskytter mod, er stigende i Europa – også i lande, der ellers har været tæt på helt at udrydde sygdommen.
Dette årtusindes vaccinehistorie byder på flere komplekse og kontroversielle sager, og det kan umiddelbart virke, som om vaccinemodstand er et nyere fænomen, der er affødt af dem og næret af tidens tiltagende polarisering, demokratiseringen af medierne og den udbredte misinformation og radikalisering, der plager alle samfund i dag. Men modstanden mod vaccinerne har været udbredt i mere end 200 år.
Et medicinhistorisk gennembrud
Da den engelske læge Edward Jenner efter forsøg med indsprøjtning af væske fra kokopper i 1796 kunne konkludere, at behandlingen medførte immunitet over for menneskekopper – en frygtelig sygdom, der havde hærget i hele Europa i to årtusinder – startede et af medicinhistoriens største gennembrud nogensinde.
Omkring 400.000 mennesker døde hvert år af kopper i Europa. ”Det plettede monster”, som sygdommen blev kaldt, blev generelt opfattet som en særligt ond lidelse, forklarer Adam Bencard, lektor på Medicinsk Museion og Novo Nordisk Fondens Center for Basic Metabolic Research.
”Hvis du sætter dig og googler billeder af kopper, bliver du ret hurtigt overbevist om, at det ikke en sygdom, du ønsker at få.”
“Du vil se mennesker, der ligger med sårblærer over hele kroppen, og selv hvis du overlever, er der en ret stor procentdel, der bliver blinde og fyldt med ar, får vansiret deres ansigter og bliver socialt udstødte.”
Til trods for, at fremkomsten af en effektiv vaccine mod kopper var et kolossalt skridt fremad for lægevidenskaben, skulle modstanden mod vaccinen samtidig også vise sig at blive en historisk vellykket mærkesag op gennem hele 1800-tallet
“Man havde dengang en forestilling om kopper som en særligt grusom sygdom: Ikke alene kunne du dø af den; dem, der overlevede, fik en ekstra straf i form af de sociale udfordringer, de nu skulle gå gennem livet med.”
Til trods for, at fremkomsten af en effektiv vaccine mod kopper var et kolossalt skridt fremad for lægevidenskaben, skulle modstanden mod vaccinen samtidig også vise sig at blive en historisk vellykket mærkesag op gennem hele 1800-tallet.
Paralleller i vaccinemodstanden
Adam Bencard peger på en lang række forskellige årsager til modstanden mod koppevaccinen. Der var den religiøse modstand – at sygdomme er en prøvelse fra Gud, som du ikke skal gøre noget ved.
Der var medicinsk modstand i forskellige varianter, hvor vaccinen blev opfattet som en forkert sundhedslogik; man burde se mere holistisk og naturligt på, hvordan man lever, og hvad man spiser, frem for at putte dødt materiale ind under huden.
”Og så er der det politiske argument, der handler om frihed: Hvad har staten ret til at gøre i forhold til borgeren? Det kan godt være, at vaccinen måske redder nogle liv, men for samfundet bliver prisen ved at indføre den type lovgivning set som værre, end at nogle mennesker dør af det.”
Man har ledt specifikt efter svaghedstegn i den videnskabelige logik for at miskreditere hele projektet
Bencard kan nikke genkendende til spørgsmålet, om det ikke ligner de tendenser, vi ser blandt vaccinemodstandere i dag:
”Der er rigtigt mange fællestræk,” konstaterer han. ”Både i logikker og redskaber. Historikere har i arkiverne hos en af de store engelske antivaccinebevægelser – The National Anti-Vaccination League – fundet annoterede kopier af Jenners publikation om vaccinen fra 1798. En person fra bevægelsen havde læst den og indsat margennoter og har tydeligvis ledt efter alle de steder, hvor der bliver udtrykt videnskabelig tvivl. Man har ledt specifikt efter svaghedstegn i den videnskabelige logik for at miskreditere hele projektet.”
Alternative behandlinger
Det var teknisk set ikke Jenner, der opdagede kokoppers immuniserende effekt mod menneskekopper – han sørgede først og fremmest for at give vacciner et videnskabeligt fundament. Landmanden Benjamin Jesty var den første, der vaccinerede mod kopper i forsøget på at beskytte sin familie mod sygdommen i 1774.
Han indsprøjtede biologisk materiale fra yveret på en ko, der var smittet med kokopper, i armene på sin kone og deres to sønner. Ingen af dem blev efterfølgende smittet med kopper, til trods for at de blev udsat for sygdommen adskillige gange i deres liv.
På billedet ovenfor nærmer fire prominente vaccinemodstandere, Benjamin Moseley, Robert Squirrell, William Woodville og William Rowley sig i baggrunden med deres “swords of truth”. Billedet optrådte oprindeligt som titelbillede på tredjeudgaven af William Rowleys udgivelse fra 1805, “Cow-pox inoculation no security against small-pox infection: with above 500 proofs of failure.” Et af Rowleys “above 500 proofs of failure” var et tilfælde, hvor en dreng angiveligt havde fået koansigt af vaccinen
Jenner skulle allerede i en alder af 13 år, under sin lærlingetid hos en læge og apoteker på landet i Gloucestershire, have hørt en malkepige sige, at hun aldrig ville få kopper og få sit smukke ansigt fyldt med grimme koppear, fordi hun havde haft kokopper
Indtil da var samtlige forsøg på at behandle kopper mislykkedes. Man vidste dog allerede flere århundreder f. Kr., at folk, der havde haft sygdommen, ikke kunne få den igen, så de blev typisk sat til at passe de syge for at forhindre smittespredning.
Op gennem Middelalderen havde man forsøgt sig med alt fra urtebehandlinger og særlige omslag til mere alternative metoder. Den britiske læge Thomas Sydenham (1624-1689) behandlede således sine patienter ved ikke at tillade åben ild i deres rum, lade vinduerne stå åbne hele tiden, ikke trække sengetæppet længere op end patientens talje og udskrive 12 flasker øl i døgnet til dem.
Man gik senere over til inokulationer med materiale taget fra smittede, som nåede Europa i starten af 1700-tallet via Det osmanniske rige. Her udførte man blandt andet i England eksperimenter på ni fængselsindsatte, som blev tilbudt kongens gunst, hvis de indvilgede i forsøgene. Alle ni fanger overlevede og udviklede immunitet over for sygdommen.
Koen er menneskets bedste ven
Inokulationerne blev stadigt mere populære på grund af den relativt lave dødsprocent sammenlignet med at få sygdommen naturligt. Indtil flere kongelige og adelige døde af kopper i 1750’erne, hvilket kun gjorde indgrebet endnu mere populært over hele Europa.
Jestys brug af kokopper mod menneskekopper var dog det indgreb, der skulle komme til at indvarsle det enorme medicinske paradigmeskifte.
Det latinske ord for ko er ”vacca”, og kokopper hedder ”vaccinia”. Jenner kaldte derfor proceduren for ”vaccination”
På det tidspunkt troede man på, at malkepiger på en eller anden måde var beskyttet mod kopper på grund af deres arbejde med køerne. Jenner skulle allerede i en alder af 13 år, under sin lærlingetid hos en læge og apoteker på landet i Gloucestershire, have hørt en malkepige sige, at hun aldrig ville få kopper og få sit smukke ansigt fyldt med grimme koppear, fordi hun havde haft kokopper.
Jenner konkluderede hermed, at kokopper ikke kun beskyttede mod denne sygdom, men også kunne overføres direkte til mennesker for at beskytte dem mod alle former for kopper. Det latinske ord for ko er ”vacca”, og kokopper hedder ”vaccinia”. Jenner kaldte derfor proceduren for ”vaccination”.
Oprør mod vacciner
Til trods for, at denne livreddende behandling kan genetablere hele samfund, var der ikke desto mindre udbredt modstand mod koppevaccinen i flere lande, og den var ofte organiseret i større bevægelser. ”Nogle af de fællestræk, vi ser med vaccinemodstanden i dag, bunder i en opfattelse af en dyster sammenslutning af arrogant, selvoptaget videnskabelig medicin på den ene side og en politisk magt på den anden. Det siger man helt eksplicit op gennem 1800-tallet,” forklarer Adam Bencard.
”Man ser allerede i starten af 1800-tallet, at en del af de mere omfangsrige argumenter også har at gøre med social tvang. Man er bekymret for forestillingen om, at man sætter gang i et politi, der går gennem gaderne og holder folk fysisk nede og stikker dem i armen. Og deres børn, ikke mindst.”
”Der er også en fornemmelse af, at det rammer socialt skævt – at det går ud over nogle i forvejen udsatte samfundsgrupper, der ikke kan sige fra. Det fylder meget i starten af 1800-tallet. Senere bliver det mere politisk og kommer til at handle om frihedsgraden.”
Mange af vaccinemodstanderne tilhørte vidt forskellige grupper, lige fra unitarer, swedenborgere, kvækere og andre trossamfund til spiritualister og vegetarer
”Særligt i midten af 1800-tallet er man meget optaget af den samfundsmæssige hygiejne; man interesserer sig i højere grad for at holde styr på byen, affaldet og afføringen, fordi det hele har en sundhedseffekt. Der siger man, at dødeligheden falder markant, og at de smitsomme sygdomme falder.”
“Det er statistisk set rigtigt nok, at befolkningsdødeligheden begynder at falde hen mod slutningen af 1800-tallet. Men det skyldes især, at der er stor opmærksomhed på folkesundhedstiltag i den periode – og altså i mindre grad vaccinen direkte,” forklarer Bencard.
Hårdt politisk pres
Da koppevaccinen blev bredt tilgængelig i England hen mod midten af 1800-tallet, forbød regeringen inokulationer med levende koppevirus taget fra blærer på smittede menneskers hud.
Det levende virus var farligt, fordi infektionen indebar risikoen for at dø og blive vansiret samt sprede smitten yderligere. Man valgte i stedet lymfevæske med kokopper, som indeholdt hvide blodceller, der bekæmper sygdommen, taget fra kalve, der var blevet injiceret med koppevirus.
Studier har vist, at mange af vaccinemodstanderne tilhørte vidt forskellige grupper, lige fra unitarer, swedenborgere, kvækere og andre trossamfund til spiritualister og vegetarer.
Sidstnævnte blev interessant nok toneangivende blandt vaccinemodstanderne: Brugen af lymfevæske fra kalve var nemlig ikke acceptabel for vegetarer og modstandere af dyreforsøg, som var to grupperinger med stor tilslutning i midten af 1800-tallet.
Koppevaccinen blev gjort obligatorisk for børn i England i 1853, og i midten af 1860’erne samlede modstandsgrupperingerne sig i en større og mere organiseret antivaccine-bevægelse. Vaccinen blev gjort obligatorisk i nabolandet Skotland i 1864, og her begyndte vaccinemodstanden også at brede sig efterfølgende.
Vaccinemodstanderne fik presset regeringen til at indføre undtagelse i Skotland i 1907, og den obligatoriske koppevaccine blev helt fjernet, da the National Health Service blev dannet i 1947
Vaccinemodstandere i hele Storbritannien var organiseret i stærke netværk, der lod dem skaffe viden og dele deres oplevelser. Undtagelse fra vaccinen blev efter massivt pres i form af masseoptøjer med hundredtusindvis af mennesker på gaden indført i England i 1898.
Den skotske antivaccine-bevægelse førte en stor kampagne for også at få afskaffet vaccineloven i Skotland, stærkt støttet af britiske vaccinemodstandere og vegetarer, der både sendte læserbreve til den skotske presse og rejste dertil for at holde foredrag.
Vaccinemodstanderne fik presset regeringen til at indføre undtagelse i Skotland i 1907, og den obligatoriske koppevaccine blev helt fjernet, da the National Health Service blev dannet i 1947.
I Danmarks første vaccineforordning fra 1810 arbejdede man med indirekte tvang: Alle, der kom i kontakt med staten forskellige steder – gennem for eksempel ægteskab, skolegang og værnepligt – skulle vaccineres. I 1872 kom der en ny vaccineforordning, hvor man blev pålagt bødestraf for ikke at blive vaccineret – en hårdere og mere direkte form for tvang.
En fælles sygdomsoplevelse
”Det interessante er, hvor hurtigt vaccinen bliver gjort til statspolitik i hele Europa,” påpeger Adam Bencard. ”Det afspejler nok, at der ligger stor empirisk erfaring bag den – at man kan observere, at den virker – samt at kopper bare er en forfærdelig sygdom.”
”I århundrederne før vaccinerne er døden og den epidemiske sygdom meget mere nærværende, og det er den hele vejen op til igennem 1800-tallet. Selvom man får en vaccine mod kopper, hærger kolera og tuberkulose også i hele det århundrede.”
Mange af de gennemgående fortællinger, vi ser i nutidens vaccinedebatter, opstod allerede under informationsrevolutionen i slutningen af 1800-tallet
”Den smitsomme epidemiske sygdom som en del af den fælles oplevelse – et samfundsanliggende – fyldte dengang meget mere, end den gør i dag. Derfor kan man godt forstå, hvorfor vaccinen bliver optaget og gjort til statslig sundhedspolitik meget hurtigt. Men det gør det også ekstra interessant at undersøge, hvorfor modstanden opstår samtidig.”
Koppevaccinen skabte udbredt uro og mistillid op gennem hele 1800-tallet. Skepsissen over for vaccinerne blev kun forstærket af de trykte mediers store vækst i Victoriatidens England.
Nye og bedre trykketeknologier skabte sammen med lavere priser grobund for langt flere blade og aviser. Informationen blev demokratiseret, fordi også kvinder og arbejdere fik adgang til medierne, og journalisterne fokuserede allerede dengang på de meget dramatiske aspekter ved lægevidenskaben. Mange af de gennemgående fortællinger, vi ser i nutidens vaccinedebatter, opstod med andre ord allerede under informationsrevolutionen i slutningen af 1800-tallet.
Karikaturtegnere var heller ikke sene til at udnytte folkestemningen og udsendte en stadig strøm af uhyrlige fremstillinger af vaccineindgrebet. I en berømt tegning så man således Jenner indsprøjte vaccine i folk, der efterfølgende fik kohorn i panden – et spil på det klassiske kulturelle og religiøse stigma ved blod, der bliver forurenet med materiale fra dyr.
Der blev ikke lagt fingre imellem.
Rygter og konspirationstanker går år tilbage
I slutningen af 1800-tallet blev der udgivet indtil flere brochurer og magasiner, der direkte opfordrede folk til at gøre modstand mod vaccinerne, der blev beskrevet som et farligt og giftigt indgreb, der blev udført på børn – samfundets mest sårbare gruppe. Fanatisme og irrationalitet prægede flere af disse trykte udgivelser, og de var typisk tilknyttet enten radikale religiøse trosretninger eller forskellige former for alternative livsvalg, som for eksempel vegetar- og afholdsbevægelser.
Allerede dengang var modstandernes fortælling, at de bevidst blev holdt nede og udelukket af en presse, der var i lommen på staten og skjulte farerne ved vaccinen. De store aviser blev bombarderet med læserbreve fra vaccinemodstandere, men nægtede i vid udstrækning at trykke dem.
Vi ser samme grundtanke i mange af nutidens konspirationsteorier, hvor mainstream-medierne fra flere sider bliver anklaget for at være styret af medicinalindustrien og for at ignorere dem, der mener at have lidt skade på grund af vaccinerne.
Selv efter, at koppevaccinen blev gjort obligatorisk i England i 1853, valgte mange slet og ret bare at undgå stikket. Nogle personer forsvandt helt fra fortegnelserne eller mødte bare ikke op, da de blev bedt om det
Atmosfæren var i 1800-tallet mildest talt eksplosiv i flere lande. Rygter om dødsfald og syge, der blev gennet sammen som dyr, skabte stor offentlig modstand. Selv efter, at koppevaccinen blev gjort obligatorisk i England i 1853, valgte mange slet og ret bare at undgå stikket.
Nogle personer forsvandt helt fra fortegnelserne eller mødte bare ikke op, da de blev bedt om det. Det gjaldt typisk for de grupper, der var mest udsat for sygdommen, for eksempel immigranter og personer, der boede sammen med mange andre på meget lidt plads.
Det er et typisk problem med et system, hvor noget er obligatorisk, mens der omvendt ikke er nogle sanktioner over for dem, der lader være.
Rettigheder kontra pligt
Koppevaccineprogrammerne viser, hvor vanskeligt det er at afbalancere individets rettigheder med dets moralske pligt. Til trods for, at kopper er en betydeligt farligere sygdom end COVID-19, og at det derfor burde være åbenlyst, at den skal udryddes, opstod der alligevel udbredt modstand meget hurtigt. Hvorfor?
”Samfundskroppen blev meget mere tydelig,” forklarer Adam Bencard. ”Vi er en del af et fælles system, så derfor er vi i kontakt med hinanden. Men hvordan regulerer vi det? Der er næsten altid en eller anden form for ventil i vaccinelovgivninger. Det er sjældent, at man ser formuleringer i retning af ’Du skal have det, og vi kommer med politiet, hvis du ikke får det gjort’.”
Der er altid risiko for bivirkninger ved vacciner. Det har der altid været, og det er der ingen, der skjuler. Det er der nogle, der siger, men det passer jo ikke
”Billedet af press gangs i gaderne er bare svært at håndtere rent politisk. I USA har man i lang tid haft ’religious exemptions’ – at du kan sige, at du ikke vil vaccineres på grund af din religion. Det er en ventil, der giver dem, der føler, at det er for alvorligt et indgreb, mulighed for at undgå det.”
”Da der opstod en genopblusning af mæslinger og kighoste i Californien i 2010, måtte man gå ind og fjerne disse undtagelser.”
“I en periode var det kun sundhedsmæssige grunde, der kunne fritage dig fra vaccine, og det er et godt eksempel på, at interesserne skal afjusteres hele tiden: Hvor stort er sygdomspresset stillet over for det politisk/kulturelle pres?”
Børn spiller en særlig rolle i vaccinedebatten
Stinus Lindgreen peger på, at børn spiller en særlig rolle i vaccinedebatten: ”Når du vaccinerer, gør du jo noget ved et barn, der pr. definition ikke er sygt. Du sprøjter noget ind i et raskt barn for at forhindre, at det bliver sygt på et senere tidspunkt. Det er helt anderledes end alle andre medicinske indgreb.”
“Hvis et barn brækker benet, er der jo ikke nogen, der står og siger ’Nej, jeg det tror jeg ikke rigtigt på …’. Der er noget galt, som skal fikses. Her er det den anden vej rundt.”
”Jeg er ikke enig med vaccinemodstanderne, men jeg kan godt forstå, hvor de kommer fra. Al medicin, der virker, har jo også risiko for bivirkninger. Alt, der har en positiv effekt, har også risiko for negative effekter.”
Langt de fleste vaccinebivirkninger er meget milde og midlertidige, og så er der derudover nogle sjældne alvorlige bivirkninger. Det er velkendt
”Med Panodiler har vi for eksempel sat barren meget højt for, hvad vi vil acceptere af bivirkninger, fordi det, de behandler, er så mildt. Med kemoterapi ser vi til gengæld ekstreme bivirkninger, fordi alternativet er, at vi dør. Det er dén afvejning, man konstant skal foretage.”
”Der er altid risiko for bivirkninger ved vacciner. Det har der altid været, og det er der ingen, der skjuler. Det er der nogle, der siger, men det passer jo ikke. Langt de fleste vaccinebivirkninger er bare meget milde og midlertidige, og så er der derudover nogle sjældne alvorlige bivirkninger. Det er velkendt.”
”Men det er her, hvor mange folk holder op med at tænke rationelt, fordi de laver en forkert afvejning. ’Jeg har et raskt barn, og jeg skal gøre noget ved det, der indebærer en lillebitte risiko for, at der går noget galt – og det vil jeg ikke risikere, for der er ikke noget galt lige nu.’ Men hvis så barnet får sygdommen, er risikoen for, at noget går galt, meget stor.”
”Folk får sværere og sværere ved at lave dén kobling, fordi de ikke ser sygdommene ude i samfundet. Der er jo ikke nogen i dag, der kender folk, der har haft polio eller har hjerneskader på grund af mæslinger. Det ser vi ikke, fordi vi vaccinerer.”
”Jeg talte i sin tid med min nu afdøde mormor om dengang, hun var barn. Hvis nogen fik polio, undgik alle fuldstændigt at gå ned ad dén gade, fordi de var så bange for selv at få sygdommen. Det er der ingen af os, der har oplevet, og så har man ikke den fornemmelse af, at sygdommene er derude.”
Fordi vi ikke har oplevet mæslinger, glemmer vi det, og så bliver det nemmere at vælge noget fra. Det er en forkert risikovurdering og en egoistisk tankegang, og der skal ikke være mange, der vælger dén vej, før vi begynder at risikere rigtig meget
”Det er det samme med mæslinger. Mange tænker bare, at det er et eller andet, der er derude, og så ligger vi i sengen i et par dage, og så er det dét.”
“Statistikkerne viser imidlertid, at en ret stor andel af smittede børn får meget alvorlige mén af den sygdom, hvis vi bare lader den fare. Men fordi vi ikke har oplevet det, glemmer vi det, og så bliver det nemmere at vælge noget fra. Det er en forkert risikovurdering og en egoistisk tankegang, og der skal ikke være mange, der vælger dén vej, før vi begynder at risikere rigtig meget,” lyder det fra Lindgreen.
Forskel på holdninger og handlinger
Vaccinerne giver anledning til store samfundsmæssige spændinger. Børns sundhed og friheden til selv at vælge, hvad der er bedst for os, udgør som regel kernen i debatterne. De sociale medier forstærker måske polariseringen mellem de tilhængere og modstandere, men debatterne bygger på flere hundrede års historie med medier, der konstruerer og viderefører dem.
Vaccinemodstanderne – også kendt som ”anti-vaxxers” – beskrives ofte som den primære årsag til lave vaccinationstal. Men disse bevægelsers indflydelse er langt fra den eneste forklaring på den uhyre komplekse problemstilling.
Deciderede anti-vaxxere er over hele verden en minoritet. Antallet af personer i USA, der nægter at blive vaccineret, lå i 2017 på kun 2%, og nogenlunde samme tal gør sig gældende i Europa.
Folks overbevisninger matcher ikke nødvendigvis deres adfærd. Tro og overbevisning fører ikke nødvendigvis til handling
I flere lande har man registreret pludselige fald i vaccinetal, men disse tendenser har typisk hængt sammen med specifikke kontroverser eller større politiske ændringer, der i udgangspunktet ikke bunder i vaccinemodstand – som for eksempel panikken over hpv-vaccinen herhjemme, der opstod på grund af en dokumentarudsendelse, som indeholdt fejlagtige oplysninger.
Samtidig er det også vigtigt at holde sig for øje, at folks overbevisninger ikke nødvendigvis matcher deres adfærd. Tro og overbevisning fører ikke nødvendigvis til handling. I undersøgelser af vaccineskepsis ses der kun sjældent overensstemmelse mellem høj skepsis og lave vaccinetal – noget, man i psykologiens verden betegner som attitude-behaviour gap eller belief-behaviour gap.
En af forklaringerne på forskellene mellem holdninger og handlinger skal måske findes i det sociale pres og konsekvenserne ved at fravælge vacciner.
I USA skal begge forældre for eksempel være enige i forbindelse med vaccinering af deres børn. Så hvis barnet ikke skal vaccineres, skal begge forældre modsætte sig det. Det har resulteret i adskillige højtprofilerede retssager i landet, som generelt er faldet ud til fordel for den forælder, der ønsker at vaccinere.
En anden faktor er mainstream-medierne, som i udgangspunktet er tilhængere af vacciner. Omvendt er der virkelig gode historier i vaccinemodstandere, hvilket betyder, at de bliver dækket uproportionelt meget i forhold til deres reelle indflydelse.
Historien viser, at tvang ikke er noget effektivt redskab til bekæmpelse af vaccinemodstand
Fremstillingen af vaccinedebatten som udelukkende en kamp mellem ”for”- og ”imod”-lejrene reducerer kompleksiteten i den og kan være skadelig, fordi den gør det svært for begge sider at finde det vigtige fællesrum, hvor alle kan diskutere fornuftigt med hinanden.
Historien viser, at tvang ikke er noget effektivt redskab til bekæmpelse af vaccinemodstand. Ikke desto mindre har visse regeringer indført restriktioner for forældre, der ikke vaccinerer deres børn – for eksempel i form af afvisning i skoler i USA eller et stop for velfærdsudbetalinger i Australien.
Tvang virker ikke
”Jeg bliver nogle gange spurgt, om vi er tilhængere af tvang,” siger Stinus Lindgreen. ” Nej. Helst ikke. Hvis folk gør ting frivilligt, er det klart det bedste.”
“Det, man skal huske, er, at tvang under den nuværende coronaepidemi har været brugt til isolation af eksempelvis demente borgere, som ikke forstår, at de skal overholde selvisolation for ikke at risikere at smitte hele deres plejehjem. Der har vi i nogle tilfælde måttet placere en person i døren for at sikre, at de ikke går rundt og spreder smitte.
”Der er jo også andre foranstaltninger i sundhedsloven, der giver mulighed for at begrænse friheden for demente og psykisk syge. Når vi diskuterer en ny epidemilov, er det for mig vigtigt, at der skal være automatisk prøvning ved en dommer og klageadgang, så man kan sikre, at det ikke bliver misbrugt, og at man sikrer folks retssikkerhed, for tvang kan misbruges.”
”Det er den slags situationer, som tvangsbegrebet dækker over, for vi har ikke tvangsvaccination i Danmark i dag. Lige så glad jeg er for vacciner, lige så meget er jeg imod tvangsvaccination, for jeg kan ikke komme på et eneste scenarie, hvor det giver mening. Tvang er ødelæggende for tilliden og opbakningen i befolkningen.”
Når folk har flere børn, er det første af dem normalt fuldt vaccineret; med andet barn misser du måske lige den anden eller den tredje vaccine; og med det tredje barn krydser du bare fingre og håber på det bedste. Og det er jo ikke af ond vilje, men fordi folk bare ikke når det
”Det samme gælder nudging – passiv tvang. Jeg har selv skiftet holdning i forhold til daginstitutionerne. Tidligere mente jeg, at du ikke skulle have dit barn i en offentlig institution, hvis det ikke var vaccineret.”
“På overfladen lyder det fornuftigt, men jeg er imod det, for forskningen viser, at langt de fleste af dem, der ikke vaccinerer deres børn, er forældre, der ganske enkelt bare glemmer det.”
”Jeg har selv tre børn, og når folk har flere børn, er det første af dem normalt fuldt vaccineret; med andet barn misser du måske lige den anden eller den tredje vaccine; og med det tredje barn krydser du bare fingre og håber på det bedste. Og det er jo ikke af ond vilje, men fordi folk bare ikke når det.”
“Her virker det langt bedre bare at minde dem om det via sms’er og beskeder – at gøre det nemmere for dem at huske vaccinerne.”
”De få, der aktivt vælger ikke at vaccinere, får vi aldrig til at gøre det alligevel. Hvis vi laver regler for det i institutioner, vil det bare resultere i, at der kommer private tilbud, hvor det ikke er et krav, og så ender man i sidste ende med at øge risikoen for smitteudbrud og epidemier.”
“Det vil også øge skepsissen og skubbe flere over i den lejr, der aktivt fravælger vaccinen – for hvis det er så godt, hvorfor skal man så overhovedet tvinge folk til det? Det mener jeg ikke, at vi kan risikere.”
Tillid og oplysning
Det er også et problem, hvis private aktører begynder at kræve vacciner for at give folk adgang til deres arrangementer, mener Stinus Lindgreen, ”Hvordan skulle de håndhæve det? Her i landet kan du jo ikke tvinge nogen til at fremvise deres sundhedsdata for dig, og det er jo dybest set det, man ville bede folk om i sådan en situation.”
”Det ville også skabe en falsk tryghed, for der er jo ingen vacciner, der er 100 procent sikre. Det gælder også for MFR-vaccinen, som ligger på omkring 95%, som er et af de højeste tal, vi har set. Vi ved af gode grunde endnu ikke, hvor godt coronavaccinerne kommer til at ramme, for det kan vi først vurdere, når de har været i bredere anvendelse. Men jeg mener, at det vil være dræbende for opbakningen og tilliden, hvis man begynder at opstille vaccination som et krav.”
Indirekte tvang er den helt forkerte retning at gå i. Folk skal gøre det, fordi de selv aktivt vælger vaccinen til på grund af tillid og oplysning
Stinus Lindgreen støtter heller ikke idéen om det vaccinepas, der er blevet omtalt i den seneste tid. Han fastholder, at den indirekte tvang er den helt forkerte retning at gå i. Folk skal gøre det, fordi de selv aktivt vælger det til på grund af tillid og oplysning.
Lige netop formidlingen af videnskabens kompleksitet og dens styrker såvel som dens svagheder spiller en afgørende rolle for den tillidsopbygning, der er nødvendig for at sikre stor tilslutning til vacciner. Adam Bencard uddyber, hvor vanskeligt det er at forstå, formidle, fortolke og agere på videnskabelig viden:
”Alle leddene kan brydes op og diskuteres hver for sig, men der er en tendens til både inden for og uden for videnskaben at tilskrive videnskabelige fakta en form for kontanthed, som de ofte ikke har.”
“For en historiker er det tydeligt, at du ikke skal grave længe i videnskabens historie for at finde ting, der ikke passer til det forkromede billede af videnskaben som en faktaproducerende maskine og en objektiv sandhedsformidler. Videnskab er også altid magt og sovset ind i alt muligt – der er op gennem historien blevet begået mange uhyrligheder på baggrund af ’evidens’.”
”Det er selvfølgelig ikke noget, der skal sætte spørgsmålstegn ved videnskabelighed som sådan eller bruges som ammunition til et budskab om, at al videnskab så er forkert, for sådan er det jo ikke. Men videnskaben er rent internt ikke altid lige god til at tage den her diskussion med sig selv. Nogle gange glemmer videnskaben at udstille sig selv. Men det er svært at fastholde en kultur, hvor man tør dele sine svagheder.”
Manglende viden om vaccinerne
Myndigheder fokuserer typisk på de positive vaccinehistorier, men problemet med denne kommunikationsstrategi er, at den styrer uden om de mere ubekvemme aspekter ved videnskaben bag vaccinerne. Der er ganske enkelt stadig rigtigt meget, videnskaben ikke ved om vacciner og deres påvirkning af vores immunsystemer. Og mange af de sjældne tilfælde, hvor vacciner enten ikke virker eller forårsager skader, kan ikke forklares.
Influenzavaccinerne er et udmærket eksempel. I et godt år når de op på 60% effektivitet, mens de i nogle år er helt nede på 10%, fordi det ikke lykkes at forudsige effektivt, hvilke virusstammer der kommer i omløb i influenzasæsonen.
Teknologien bag influenzavaccinerne stammer derudover helt tilbage fra 1930’erne og forstås stadig ikke fuldt ud i dag.
Vaccineforskere er nødt til åbent at erkende hullerne i deres viden om vaccinerne. Det vil ikke underminere budskabet om, at vaccinerne årligt forhindrer millioner af dødsfald, for fordelene vejer langt tungere end de potentielle risici
De fleste influenzavacciner bliver produceret ved at dyrke virusset i hønseæg, hvorefter det renses og gøres inaktivt, før det bliver masseproduceret som vaccine. Et af problemerne med ægudviklingen er, at vaccinen kan risikere at udvikle andre antistoffer end dem, der skal bruges mod de naturligt forekommende virusstammer, hvilket reducerer dens evne til at udløse en effektiv immunreaktion mod sygdommen.
En metaanalyse fra Cochrane-forskningssamarbejdet viste i 2018, at der i gennemsnit skulle vaccineres 71 raske personer for at forhindre ét tilfælde af influenza. Det er ikke just noget attraktivt tal for mennesker, der ikke bryder sig om at blive stukket i armen, eller som har læst på internettet, at stikket kan gøre dem endnu mere syge end selve sygdommen.
Vaccineforskere er med andre ord nødt til åbent at erkende hullerne i deres viden om vaccinerne. Det vil ikke underminere budskabet om, at vaccinerne årligt forhindrer millioner af dødsfald, for fordelene vejer langt tungere end de potentielle risici. Man skal bare erkende, at der er tale om en uperfekt videnskab.
Den rette vej: Opbyg relationer til mennesker
”Der findes jo gode eksempler på effektiv kommunikation om videnskab. Hvis du for eksempel kigger på regeringens ændringer i kommunikationen om hpv-vaccinen, er det jo i vidt omfang lykkedes at vende en vild folkestemning til en relativt høj grad af compliance (overholdelse af retningslinjerne),” tilføjer Adam Bencard.
”Det meste af den kommunikation er gået på at tage folk alvorligt, også selvom man er uenig med dem. Grundtanken er, at tillid bliver opbygget i relation. Det er dét, det handler om – så er det som udgangspunkt mindre vigtigt, om du har ret eller ej. Det vigtige er, at vi har en relation.”
”Man gør sig klar til at kommunikere med folk og lytter til dem og gør sit bedste. Man står fast på de ting, man skal stå fast på, men man er bevidst om, at det handler om relationen, hvis man vil vende noget. Den foregår hen over fællesområdet.”
Det, vaccinemodstanden bringer tydeligst frem, er spørgsmålet om, hvordan du får opbygget tillid, for vaccinen er et meget håndfast eksempel på statens indgriben i kroppen. Det er bogstaveligt talt det, en vaccine er
”Kommunikationen om COVID-19 var jo i starten netop karakteriseret ved at have et stort element af det relationelle i sig. Regeringen stillede sig ikke op med stenansigter og sagde ’Her er fakta. Vi gør det her.’ De stillede sig op med udgangspunkt i en relationsopbygning.”
“Der var et helt sæt af alt fra fællessang og oplysningskampagner til oprigtig politisk bekymring og omsorg og fællesskabsfølelse. Hele det relationelle lag var noget af det, der stod forrest i den kommunikation.”
”Det, vaccinemodstanden bringer tydeligst frem, er spørgsmålet om, hvordan du får opbygget den tillid, for vaccinen er et meget håndfast eksempel på statens indgriben i kroppen. Det er bogstaveligt talt det, en vaccine er.”
Mødet med systemet
Adam Bencard peger på, at noget af det mærkeligste ved vaccinedebatten historisk set er, at lægevidenskaben mange steder i historien har en mere tvivlsom sag. Men lige netop med vaccinerne har videnskaben en virkelig god sag. Her har lægevidenskaben gjort en forskel for milliarder af mennesker ved at udrydde sygdomme, hvis voldsomhed vi knapt kan fatte i dag, forklarer han og beskriver mulige årsager til mistilliden.
”Langt de fleste af os, som er raske og med små udsving har positive møder med sundhedssystemet, har grundlæggende en positiv relation, så det er lettere for os at have tillid til videnskaben. Men der er også en procentdel af folk, der ikke har gode oplevelser med sundhedssystemet.”
”De har måske sygdomme, som det etablerede system har svært ved at behandle. De har måske mødt et system, der er presset. De har måske ikke følt sig hørt eller set – og følt, at det bare handlede om at komme ind og få taget blodtrykket og stukket nogle piller i hånden, mens de har siddet med et problem, som ikke lader sig indkredse så let.”
Hvis alle dine erfaringer med sundhedssystemet er, at det har svigtet dig, uanset om det er reelt eller ej … er der ikke noget at sige til … at du bliver skeptisk og modsætter dig dén logik
”For de mennesker kan det virke bizart at skulle lægge alle disse erfaringer fra sig og stole på det system. Hvis alle dine erfaringer med sundhedssystemet er, at det har svigtet dig, uanset om det er reelt eller ej, og du har oplevet, at der er en logik i systemet, som du grundlæggende er uenig i – at det eneste, det handler om, er at få udskrevet noget medicin og at få dig ud af døren så hurtigt som muligt …”
“Så er der ikke noget at sige til, at når der så kommer nogen og siger, at du skal ændre på hele din dagligdag, måske med risiko for at blive presset økonomisk, at du bliver skeptisk og modsætter dig dén logik.”
”Det er måske noget af det, der har givet antivaccinebevægelsen styrke, og det bliver man også nødt til at tage med i relationsforståelsen. Der er rigtig mange mennesker, for hvem den relation er skrøbelig i forvejen,” påpeger Adam Bencard.
Hvad er sundhed?
”Der er også et yderligere lag, som sundhedssystemet i sit fokus på den kropslige tilstand – hvordan kødet har det – nogle gange glemmer: At sundhed i vidt omfang er din evne til at håndtere dine omstændigheder, som medicinkritikeren Ivan Illich formulerede det i 1970’erne.”
”Sundhed er ikke nødvendigvis udelukkende biologisk, om du mangler en arm, har smerter eller lider af cancer – det er også, hvor godt du er i stand til at håndtere dine omstændigheder. Hvis du har de rette redskaber, kan du ligge for døden og stadig have det okay. Du kan mangle arme og ben og stadig have det okay. Det vigtige i forståelsen af den alternative medicin er, at den giver folk nogle redskaber til at håndtere deres omstændigheder, uanset om der er evidens for dem eller ej.”
”Måske oplever folk, at det etablerede sundhedssystem ikke kan give folk nogen redskaber til at håndtere deres omstændigheder? Måske tværtimod det modsatte, fordi det fylder dem med bekymringer, medicin med bivirkninger og alt muligt andet? Der kan opstå store kaskader af forskellige afledte effekter, som gør, at folk får sværere ved at håndtere deres omstændigheder.”
Lægevidenskaben og sundhedssystemet kan blive forført af deres egne logikker og glemme, hvordan man bag alt det relationelle opretholder sundhed i konteksten af et helt liv
”Nogle gange kan lægevidenskaben og sundhedssystemet også blive forført af deres egne logikker og glemme, hvordan man bag alt det relationelle opretholder sundhed i konteksten af et helt liv,” forklarer Adam Bencard.
Denne kompleksitet illustreres fint af blandt andet Sundhedsstyrelsen og Dansk Psykiatrisk Selskabs bekymring over det meget markante fald i antallet af henvisninger til landets forskellige psykiatriske tilbud. Regionerne, der driver de forskellige afdelinger, har registreret en nedgang på 60 procent og slog allerede i foråret alarm.
Nedgangen skyldes ikke, at folks mentale sundhed er forbedret, men snarere at de er bange for at blive smittet, hvis de går til lægen. Effekten rammer socialt skævt, da det primært er de svageste og mest udsatte borgere, som er i risikogruppen for at dø af COVID-19, der holder sig væk.
Det risikerer ifølge flere fagpersoner føre til en decideret psykiatrisk epidemi i kølvandet på coronaepidemien. Normalt ville familie, pårørende og læger i personernes netværk have mulighed for at opdage deres problemer, men det har været sværere i et år med sociale restriktioner. Ubehandlet angst og depressioner kan let forværres i en sådan grad, at de fører til svære depressioner og selvmordstanker, og at flere vil kræve indlæggelse.
Statistikforvridning – når anekdoter bliver til sandhed
Ifølge Stinus Lindgreen er det også et stort problem, at det er svært for mange mennesker at forstå statistik og sandsynlighed, to af videnskabens kernebegreber. ”Dengang jeg underviste på universitetet, fastholdt jeg, at statistik er et helt grundlæggende fag, alle bør have. Ligegyldigt om du læser humaniora eller naturvidenskab – det er så afgørende vigtigt at forstå statistik, for ellers kan du ikke forstå forskning.”
”Det gælder for hele landets befolkning, og det gælder også herinde på Christiansborg. Der er bare nogle gange, hvor statistik, sandsynlighed eller procenter bliver misforstået, ikke nødvendigvis bevidst, og brugt i en kontekst, hvor de ikke giver mening.”
”I min søns klasse var der før efterårsferien et coronaudbrud, hvor over halvdelen af børnene blev syge. ’Det må jo betyde, at smitten virkelig spreder sig i folkeskoleklasser,’ tænker man umiddelbart.”
“Men når man kigger på statistikkerne, er det bare ikke rigtigt. For alle forældre i den klasse er det dén virkelighed, vi oplever lige nu – at det er vanvittigt farligt, og at det er sådan, det sker – men overordnet set er det ikke sådan, det sker. Folk ophøjer ofte anekdoter til sandhed.”
Når forskningen for eksempel siger, ’Det ved vi ikke hundrede procent,’ bliver det let gjort til ’De aner intet’ eller ’De siger, at mundbind ikke virker’. Og det er jo et stort problem, når vi taler om, hvordan vi skal håndtere en epidemi
”Der er også nogle herinde på Christiansborg – ingen nævnt, ingen glemt – der udnytter det, når der er tvivl. Når forskningen for eksempel siger, ’Det ved vi ikke hundrede procent,’ bliver det let gjort til ’De aner intet’ eller ’De siger, at mundbind ikke virker’. Og det er jo et stort problem, når vi taler om, hvordan vi skal håndtere en epidemi.”
”Det er virkelig her, vi ser sammenstødet mellem politik og forskning. Vi ved, at opbakningen i befolkningen er fuldstændigt afgørende for håndteringen af en epidemi. Hvis befolkningen begynder at tvivle på, at de retningslinjer, der kommer fra myndighederne, er rigtige, overholder de dem ikke, og så mister man kontrollen.”
”Men det betyder jo omvendt ikke, at man skal stoppe al diskussion og debat, og det kan nogle gange godt være svært – også herinde på Christiansborg – at finde ud af, hvordan man skal håndtere en debat. Selvfølgelig er der politiske uenigheder, og det skal der være partierne imellem. Men kan vi være uenige på en måde, der ikke undergraver tilliden og myndighederne?”
”Det kan vi se er svært lige for tiden. Hvis vi fjerner blikket fra Danmark og kigger mod USA, ser vi et eksempel på, hvad er sker, når der går blokpolitik i det hele, og for eksempel brugen af mundbind ikke er et spørgsmål om forskning og videnskab, men om, hvorvidt du er republikaner eller demokrat. Det er helt vanvittigt.”
“Der er vi heldigvis ikke i Danmark, og der skal vi heller ikke hen. Der har vi som politikere alle sammen et ansvar for, hvordan vi taler om de her ting.”
Optimeret vaccineudvikling
Stinus Lindgreen understreger også nødvendigheden af god kommunikation om, at selvom COVID-19-vaccinerne er udviklet hurtigt, er det ikke sket forhastet. ”Jeg kan godt forstå, at når folk hører, at det normalt tager mange år at få udviklet, testet og godkendt en vaccine, undrer sig over, hvordan kan det så lade sig gøre på kun ét år. Men der er jo gode svar på det.”
”Det er jo, fordi man har valgt ikke at slække på kravene, men at sætte vaccineproduktionen foran i køen. Og man har sørget for at køre ting parallelt, som man normalt ikke ville køre parallelt ude i de enkelte firmaer. Normalt skal du gennemføre de forskellige trin ét efter ét ved udvikling af ny medicin, men her har man fået både incitament og støtte fra det offentlige.”
Der vil altid være skærpet indberetningspligt, når der kommer ny medicin på gaden. Det var der også med hpv-vaccinen, og sådan skal det være. Det er der overhovedet ikke noget nyt i
”Vaccinerne er også blevet testet på kæmpestore populationer, som de jo skal. Man har ikke slækket på kravene, men bare optimeret processen. Det betyder samtidig, at en masse andre produkter er blevet forsinket og rykket om bag i køen. Det er et valg, man har truffet med helt åbne øjne, og det er vigtigt at forklare folk, at det ikke betyder, at vaccinerne er mindre sikre. De er lige så sikre som alt det andet, der kommer på markedet.”
”Selvfølgelig skal de følges over tid, og der vil altid være skærpet indberetningspligt, når der kommer ny medicin på gaden. Det var der også med hpv-vaccinen, og sådan skal det være. Det er der overhovedet ikke noget nyt i,” forklarer Lindgreen.
Sammenhængskraften er vigtig
Adam Bencard peger på, at vaccinationen for den skeptiske kan opleves voldsomt: Du skal sætte dig ned og stikke din arm frem, og så sidder staten og putter noget ind i dig. ”De bekymringer, forældre har haft i forhold til deres børn og vacciner, er jo som udgangspunkt forståelige. Hvis der opstår en bivirkning, så er det jo dig selv, der er gået derind med dit barn. Du har selv sagt ja. Der kan opstå en enorm skyld og skam ud af den situation, hvis du er uheldig at ramme en af de promiller, der oplever bivirkninger. Det betyder ikke, at der ikke er god empirisk og rationel mening i at gøre det, tværtimod, men der er potentiale for virkelig store følelser lige dér.”
”Det er en fejl ikke at tage det alvorligt fra politisk side og ikke at forstå omfanget af de bekymringer, eller hvor grænseoverskridende det kan føles at blive udsat for noget, man dybest ikke vil. Det skal man forholde sig til, uanset hvad evidens og rationale siger – i hvert fald hvis målet er, at flere lader sig vaccinere.”
Han understreger vigtigheden af, at politikerne forstår at navigere effektivt i disse følelser. ”Der er nogle sundhedskonsekvenser ved vaccinemodstanden, der skal tages alvorligt, og som vi skal gøre noget ved, men samtidig er de potentielle samfundsmæssige negative effekter ved et stærkt forøget pres – eller en oplevelse af det – også alvorlige.”
”Det er noget, der kan rive et samfund fra hinanden, hvis en større og større del af befolkningen begynder at opleve uretfærdighed. Og der er ikke nogen menneskelig følelse, der er stærkere end følelsen af at blive uretfærdigt behandlet. Den sætter sig i væggene og i hele dit verdenssyn.”
”Det er vigtigt at tage højde for, hvor samfundsundergravende det kan være, hvis man presser folk for hårdt og ikke formår at opbygge relationen. Den store opgave ligger i at finde den balance. Der bliver den medicinske logik også noget, du bliver nødt til at sætte spørgsmålstegn ved i et eller andet omfang: Hvordan balancerer du behovet for at bevare et funktionelt sundhedssystem og ikke miste for mange liv, kontra hvordan sikrer du, at du ikke river dit samfund midt over med en Sisyfos-opgave med at holde døden fra døren?”
Historien viser, at vaccinetvang ikke har den ønskede effekt og tværtimod kan risikere at skabe endnu større modstand. Men hvad nu, hvis den næste epidemi, der på et eller andet tidspunkt vil ramme os, bliver værre end COVID-19?
”Det er afgørende at arbejde for relationen med hinanden. Uanset om det er sundhedssystemet og medicinalindustrien, det politiske system eller folk på Facebook eller dybt nede i obskure onlinefora. Som epidemierne viser os, er samfundskroppen også virkelig – så hvordan holder vi sammen på den?”, spørger Bencard.
Historien viser, at vaccinetvang ikke har den ønskede effekt og tværtimod kan risikere at skabe endnu større modstand. Men hvad nu, hvis den næste epidemi, der på et eller andet tidspunkt vil ramme os, bliver værre end COVID-19? Hvad nu, hvis den for eksempel bliver lige så smitsom og dødbringende som kopper eller værre?
Ville vi i så fald som samfund have råd til at lade de 5-10 procent, der aktivt modsætter sig en vaccine, gå rundt og udgøre en smittefare, eller ville det i så fald blive nødvendigt at tilsidesætte individets frihed til fordel for samfundets bedste?
Det er naturligvis et spekulativt eksempel, men det er ikke desto mindre et relevant spørgsmål i forbindelse med udfærdigelsen af den nye epidemilov, der i højere grad end den gamle skal kunne afspejle et moderne samfunds indretning og udfordringer.
Behovet for ny lovgivning
Stinus Lindgreen mener, at den nuværende epidemi viser, hvorfor vores gamle epidemilov ikke fungerer. ”Vi er jo langt mere forbundne i dag. Ikke bare i Danmark, men i hele verden, og på en helt anden måde end tidligere. Nu skal vi håndtere en epidemi, som opstod på et marked i en by i Kina.”
”Det er jo ikke noget, man spekulerede over for 100 år siden, da man lavede loven, og med god grund. Der var det mere noget med ’Hvad gør vi, hvis der kommer et skib med folk, der har pest? Hvordan isolerer og håndterer vi dem?’. Det var et helt andet risikobillede, og det skal man tænke med.”
”Da vi lavede undersøgelsen af epidemihåndteringen i foråret, var det først og fremmest et forsøg på at finde ud af, hvad vi egentlig gjorde, og hvad der fungerede og ikke fungerede, for vi skal lære af det til næste gang, der kommer en epidemi. Det er jo dét, der er vigtigt.”
Når du bliver minister, får du et ringbind med de vigtigste ting, du skal vide om dit ressortområde. Epidemiloven var ikke nævnt med et ord, for den har ikke været i brug under de sidste mange regeringer
”Vi har lige nu en unik mulighed for at forberede os til næste gang, for beredskabet var ikke i orden i foråret. Det kan alle jo se. Og det er jo ikke hverken den her eller den forrige regerings skyld. Det er alle regeringer i de seneste mange års skyld, fordi man ikke har prioriteret det, og det har man ikke, fordi man ikke har siddet i situationen før. Epidemier var bare ikke på radaren. Sundhedsstyrelsen var dog opmærksomme på det og har længe gerne villet have penge til en enhed.”
”For bare et år siden var der jo ingen af os, der overhovedet anede, at vi har en epidemilov. Sidst, den var i brug, var i forbindelse med kopper i sin tid, hvor du fik dagbøder, hvis du ikke tvangsvaccinerede dine børn. Epidemiloven var ikke på nogens radar.”
“Når du bliver minister, får du et ringbind med de vigtigste ting, du skal vide om dit ressortområde. Epidemiloven er ikke nævnt med et ord, for den har ikke været i brug under de sidste mange regeringer.”
”Når den træder i kraft, ved vi, at den er ret vidtgående, men med god grund. Regeringen havde i deres forslag til en ny lov lagt op til, at den til enhver tid siddende sundhedsminister kunne vurdere, om en sygdom er samfundskritisk, og om loven skulle aktiveres. Det mener jeg er fuldstændigt uholdbart. Jeg skal have tillid til, at det ikke kan misbruges, ligegyldigt hvem der sidder der, og at det sundhedsfaglige skal være på plads sammen med et parlamentarisk flertal i Folketinget.”
Det kommer til at ske igen
”Det ville være en fejl at rette loven mod, hvordan COVID-19 skal håndteres. Den skal kunne håndtere alle tænkelige ukendte sygdomme, der måtte dukke op – det skal ikke være en specifik coronalov. Det skal heller ikke være en ‘vi kan ikke lide Mette og Magnus’-lov, der bygger på, at folk er sure på regeringen og vil straffe den. Det skal være en lov, som den til enhver tid siddende statsminister og sundhedsminister administrerer, ligegyldigt hvilken farve regeringen har.”
“Og vi er først og fremmest nødt til at tænke meget længere frem end bare de næste par år.”
Sådan er evolution: Den afsøger muligheden, og det skal nok komme til at ske på et tidspunkt. Og det kommer også til at ske igen
”Der skal være indbyggede solnedgangsklausuler, som sikrer, at tiltagene og også selve loven slutter. Det pudsige er, at der i regeringens udkast ikke stod, hvornår loven slutter. Det tog jeg op, for hvornår slutter en epidemi egentlig?”
“Der bør man jo hvert halve år have en epidemikommission til at vurdere, om sygdommen skal figurere i loven eller ej. Den slags ventiler skal være til stede sammen med en højere grad af parlamentarisk inddragelse.”
”Det er jo ikke noget, der kommer fuldstændigt ud af det blå. Forskere har vidst, at det ville ske, og at corona har været en oplagt kandidat på grund af zoonosen. Der var ingen, der kunne sige, om det ville ske i år, eller om ti år, eller om 50 år. Bare at det ville ske.”
”Sådan er evolution: Den afsøger muligheden, og det skal nok komme til at ske på et tidspunkt. Og det kommer også til at ske igen.”
LÆS MERE OM VACCINER I POV HER
Topillustration: Pete Linforth from Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her