FORSKNING // KOMMENTAR – Professor i pædagogik Lars Qvortrup fremstillede det for nylig i en kronik i Politiken, som om hans modparter i en forskningskonflikt i 2018 var præget af en identitetspolitisk position. Men det er ifølge lektor i pædagogik Lars Thorhauge Frederiksen en stråmand, der rummer flere faktuelle fejl om selve forløbet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det vil nok være de fleste bekendt, at der lige nu kører en diskussion i folketing, medier og på sociale medier, der handler om, hvorvidt dele af den danske humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning er uvidenskabelig, aktivistisk eller på andre måder ikke lever op til enten de forventninger, som forskellige politiske aktører har til forskningen, eller ikke lever op til den almene forestilling om, hvad god videnskab er.
Det er naturligvis både godt og velkomment, at videnskab og forskning er til debat – men store dele af den aktuelle debat om videnskabeligheder desværre fuld af misforståelser og ubegrundede beskyldninger.
Jeg har selv i de sidste tre år medvirket i udarbejdningen af denne database, og Qvortrups fremstilling af vores arbejde er meget svær at genkende
At diskussionen således kører på et meget usikkert grundlag, er bekymrende. For det første fordi det er uheldigt, når politiske beslutninger træffes på forkert grundlag eller partiske sagsfremstillinger – men også, fordi det er vanskeligt at få rettet op på forkerte påstande, når de først er spredt ud på de sociale medier i slagfærdige og letfordøjelige versioner.
Det er nemt at påstå at fx kønsforskning er uvidenskabeligt – det er omstændeligt og tidskrævende at demonstrere at denne påstand er forkert. Og det sidste kræver stor tålmodighed fra læseren. Et aktuelt eksempel handler om et forskningsprojekt, som jeg selv deltager i, og denne artikel diskuterer dette eksempel for at vise, at der her er tale om lige så mange halve som hele sandheder.
I en kronik i Politiken d. 25/6 hævder professor Lars Qvortrup, med reference til diskussionen om såkaldt aktivistisk forskning, at langt fra alle forskere mener, der skal være almene gyldighedskriterier for forskning, og at politik forklædes som videnskab. Som eksempel på dette nævner Qvortrup den årlige oversigt over skandinavisk dagtilbudsforskning, NB-ECEC, et forskningsformidlingsredskab til pædagogiske praktikere. Jeg har selv i de sidste tre år medvirket i udarbejdningen af denne database, og Qvortrups fremstilling af vores arbejde er meget svær at genkende.
Der er forkert, at politikerne blander sig i kvalitetssikringen af forskningen. Men det er rigtigt, at der er et problem med identitetspolitikken, som undergraver kvaliteten. https://t.co/Z9Hv7gz3Ew
— Politiken (@politiken) June 25, 2021
Qvortrup hævder, at kritikken af denne kortlægning er et eksempel på, at ”… at identitetspolitik bliver til erkendelsesteori” og ”…det klassiske ideal om universitetet bliver smidt på historiens mødding.” Og ifølge Qvortrup har denne kritik ført til, at databasen nu ikke findes mere.
Der er tre vigtige og konkrete fejl i Qvortrups fortælling, som jeg gerne ville påtale: Kritikken af kortlægningen var langt mere nuanceret, end den Qvortrup refererer. Den rummer ikke det mindste spor af identitetspolitik, og databasen lever i bedste velgående den dag i dag. Det burde ikke være nødvendigt at komme med et så detaljeret korrektiv som følgende – men desværre er Qvortrups kronik endnu et eksempel på, at man i denne diskussion er nødt til at kontrollere påstandene i detaljer.
Databasen og kritikken
Qvortrup beskriver ganske korrekt, at arbejdet med databasen NB-ECEC består af en årlig indsamling og kvalitetsvurdering af al daginstitutionsforskning i Skandinavien. Qvortrup refererer også korrekt nok, at der var en del kritik af udvælgelseskriterierne for basen i 2018.
Men desværre er det mindre korrekt, hvad han skriver om kritikkens indhold. I marts 2018, netop som arbejdet med at kvalitetsvurdere forskningen for 2017 skulle begynde, skrev Qvortrup selv i Altinget om, at der bliver lavet for lidt og for dårlig daginstitutionsforskning i Danmark i anledning af en rapport fra kortlægningsarbejdet.
Påstanden var begrundet i, at den danske andel af forskningen i databasen var faldende. Det er en noget diskutabel påstand – hvis der fx produceres mere dagtilbudsforskning generelt i Norge og Sverige, er det ikke nødvendigvis et problem, at de lande fylder mere i databasen, men lad os se bort fra det.
Det næste, der skete, var nemlig, at ledelsen af kortlægningsarbejdet, dvs. Qvortrup selv, besluttede at lave om på kriterierne for hvilken forskning, der skulle inkluderes i databasen. Helt konkret skulle forskning udgivet i antologier ikke længere inkluderes. Da store dele af dansk dagtilbudsforskning udkommer i fagfællebedømte antologier, vakte denne beslutning nogen undren.
Kvaliteten i disse studier ligger netop i at de kan fortælle os noget nuanceret og kvalitativt om, hvordan det er at være barn netop nu, og hvordan fx læreplaner og sprogtests opleves og påvirker børnelivet eller dagtilbudsarbejdet
Beslutningen var begrundet i økonomi – skulle man fortsat inkludere antologier, ville bedømmelsesarbejdet kræve for mange ressourcer. Der er naturligvis økonomiske begrænsninger for alt, men denne beslutning havde to problematiske konsekvenser: for det første blev en stor del af dagtilbudsforskningen udelukket fra kortlægningen uden at blive kvalitetsvurderet, og for det andet blev kvaliteten af kortlægningen i sig selv forringet.
Når man hidtil har optalt forskningen inklusive antologier, og pludselig holder op med at gøre det, bliver det svært at sammenligne data over tid. Et af formålene med databasen er at følge udviklingen i skandinavisk dagtilbudsforskning, og denne beslutning gjorde, at dette pludselig blev meget sværere. Derfor var denne beslutning udsat for stærk kritik internt i panelet, der skulle bedømme artiklerne, og to medlemmer af panelet trak sig fra panelet på grund af denne beslutning.
På baggrund af denne ændring og kommentarerne om den lave kvalitet af dansk dagtilbudsforskning rejste en stor gruppe skandinaviske dagtilbudsforskere den kritik, som Qvortrup beskylder for at være identitetspolisk og uvidenskabelig, hvorefter diskussionen bølgede frem og tilbage. Qvortrup hævder, at kritikerne ikke var interesseret i dialog, men heller ikke dette er korrekt. Både jeg selv, Qvortrup, mange af panelets medlemmer og mange af kritikerne deltog i et møde med netop denne dagsorden d. 25/9 2018.
En nuanceret og velkendt kritik
Pointerne i kritikken var for det første, at de 144 studier, som databasen indeholder, er for spinkelt et grundlag at vurdere den skandinaviske dagtilbudsforskning på, og for det andet, at de kriterier som NB-ECEC-bedømmelsen betjener sig af, opstiller nogle bestemte krav til god videnskab, som store dele af dagtilbudsfeltet ikke deler.
At 144 studier er et spinkelt grundlag at fælde dom over dagtilbudsforskningen på, kan der vel ikke være tvivl om. Men spørgsmålet om kriterierne er mere speget. De anvendte kriterier afspejler i vidt omfang kvantitativ forskning, og gør det derfor vanskeligere for kvalitativ forskning at blive bedømt godt nok til at kunne inkluderes i databasen. Ikke umuligt, men sværere. Her indvender Qvortrup ganske vist i sin kronik, at der stadig var 70% af artiklerne, der blev optaget i databasen, der var kvalitative – men det skyldes nok, at langt, langt størstedelen af dagtilbudsforskningen er kvalitativ. Så længe vi ikke ved, hvor meget kvalitativ forskning, der blev frasorteret, siger dette tal os altså ingenting.
Bagved disse kriterier gemmer der sig en forståelse af god videnskab som fx gentagelig eller repræsentativ. Men ingen børnehaveetnograf eller interviewforsker ville hævde, at deres studier er entydigt gentagelige. Kvaliteten i disse studier ligger netop i, at de kan fortælle os noget nuanceret og kvalitativt om, hvordan det er at være barn netop nu, og hvordan fx læreplaner og sprogtests opleves og påvirker børnelivet eller dagtilbudsarbejdet.
Kriterierne for hvordan forskningen skal bedømmes var langt snævrere, end de kriterier der anvendes i dagtilbudsforskningen generelt, og det duer ikke. En sådan kortlægning skal afspejle det forskningsfelt, den kortlægger
Al denne forskning gør det ganske tydeligt, at dens ambition ikke er at etablere kvantitative sammenhænge mellem fx børneliv og læreplaner. Og denne type forskning har en lang tradition i samfundsvidenskaben. Det er en rimelig og velkommen diskussion, hvad denne type forskning kan og ikke kan fortælle os. Det er en diskussion om forskellige forskningsmetoder, hvad de kan, og hvad de ikke kan, og hvilke kriterier forskellige metoder og empiriformer skal bedømmes efter.
Det er således et rimeligt krav til et kvantitativt studie, at stikprøven er af en passende og repræsentativ størrelse, hvilket ofte vil sige mere end 1000 individer. Det er ikke et meningsfuldt krav til et interviewstudie, og derfor vil interviewstudier også ofte gøre mindre krav på generaliserbarhed og forholde sig til repræsentativitet på andre måder.
Denne type forskelle i metoder er helt normale, og selvom der er megen diskussion om det, vil de færreste hævde, at fx interviewstudier ikke kan være videnskabelige. Men enslydende krav om gentagelighed og repræsentativitet for alle forskningsformer vil ofte være meningsløst, set fra i hvert fald de kvalitative forskeres synsvinkel. Det er det, den kritik, som blev rejst i arbejdet med kortlægningen, peger på: Kriterierne for hvordan forskningen skal bedømmes var langt snævrere, end de kriterier der anvendes i dagtilbudsforskningen generelt, og det duer ikke. En sådan kortlægning skal afspejle det forskningsfelt, den kortlægger.
Identitetspolitik? Hvor?
I sin kronik hævder Qvortrup, at denne kritik er et brud med al videnskabelighed og det klassiske universitetsideal. Men ikke nok med det. Han går videre og hævder, at der indbygget i denne kritik er en antagelse om, at kriterierne er forkerte, alene fordi de er ”undfanget af hvide, europæiske mænd”. Dette er ikke korrekt.
Kritikken er i sin enkelhed, at hvis man tager kvalitetskriterier fra en del af forskningslandskabet og ophøjer dem til at gælde for hele forskningslandskabet, så smider man noget forskning væk, der både i andre forskningssammenhænge, i pædagogisk praksis og i dagtilbudsforskningens historie har været anerkendt og vigtig.
På en sådan skævt indsamlet baggrund kan man hverken sige at kvaliteten er faldende, eller at man har lavet en database, der afspejler den skandinaviske dagtilbudsforskning
På en sådan skævt indsamlet baggrund kan man hverken sige at kvaliteten er faldende, eller at man har lavet en database, der afspejler den skandinaviske dagtilbudsforskning. Det kan derfor ikke undre, at der opstår protester over det i både dagtilbudsfeltet og i bedømmerpanelet. Men denne debat er ikke udtryk for identitetspolitik, eller et opgør med hvide europæiske mænd.
Det er en diskussion om videnskabelige metoder. Den diskussion har eksisteret længere end dagtilbuddene, og den er et sundhedstegn for videnskaben. Den dokumenterer, at der reflekteres kritisk og vedvarende over den videnskabelige praksis. Kritikken rummer ikke det ringeste spor af identitetspolitik – den afspejler blot en uenighed i dagtilbudsforskningen.
I en kortlægning af feltet giver det ikke mening, at en fløj i denne uenighed får lov at diktere kriterierne for hvilken forskning, der inkluderes i kortlægningen. Dermed ikke sagt, at man behøver være enig med kritikerne – det er netop en diskussion, som er vigtig at have og ikke en kamp, som partout skal afsluttes med sejr til den ene eller den anden fløj.
Arbejdet fortsætter – blot uden Qvortrup
Qvortrup hævder i sin kronik, at ”den årlige oversigt … ophørte, og jeg blev sat fra bestillingen” og at det betød, at ”et vigtigt redskab for dagtilbudspraktikere og politikere forsvandt”. Det er ikke korrekt, selvom det er korrekt, at Qvortrup ikke længere deltager i arbejdet.
Arbejdet fortsætter helt efter planen, og både jeg og to af medforfatterne til kritikken, deltager i det i dag – databehandlingen for 2018 og 2019 er netop afsluttet. Men det er sandt, at opgaven med at kortlægge den skandinaviske dagtilbudsforskning ikke længere varetages af Dansk Clearinghouse for uddannelsesforskning under Qvortrup. Den ligger nu i stedet hos Kunnskapssenter for utdanning ved Universitetet i Stavanger i Norge. Dette er kommet i stand, ved at opgaven blev sendt i udbud, og der er sådan set ikke noget spor unormalt eller fordækt i dette.
Kritikken har vist sig at være relevant
Min – indrømmet – personlige erfaring er, at der ikke i dagtilbudsforskningen findes eksempler på de identitetspolitiske påstande, som Qvortrup karikerer i sin kronik. Jeg er ikke stødt på et eneste eksempel i de tre års dagtilbudsforskning, jeg har bedømt i mit arbejde i panelet.
Den slags bliver følgelig heller ikke sorteret fra – eller medvirker til at korrumpere dagtilbudsforskningen. Men der findes skam forskning, der bliver sorteret fra, udover antologierne: den praksisnære og deltagende forskning såsom aktionsforskning og pædagogiske udviklingsarbejder kan ikke leve op til de kriterier, som bedømmelsesarbejdet udstikker.
Det, som kriterierne er tilbøjelige til at frasortere, er den forskning, som praktikerne har deltaget aktivt i, der bliver udført og anvendt i dagtilbuddene, og som hyppigt bliver præsenteret for pædagogstuderende, jf. Evalueringsinstituttets undersøgelse af litteratur på pædagoguddannelsen. Hvis det er meningen at databasen skal være til glæde for pædagogisk praksis, bør en sådan frasortering mane til eftertanke.
Man kan få den mistanke, at Qvortrup – i lighed med andre i den aktuelle videnskabeligsdebat – er ude i andet ærinde end at redde dagtilbudsforskningen fra identitetspolitikken
Jeg vil opsummere med at påpege, at Qvortrups beskrivelse af forløbet omkring kortlægningen af skandinavisk dagtilbudsforskning er misvisende og sine steder direkte ukorrekt – mens der faktisk er forhold, der tyder på at kritikken pegede på reelle problemer. Man kan få den mistanke, at Qvortrup – i lighed med andre i den aktuelle videnskabeligsdebat – er ude i andet ærinde end at redde dagtilbudsforskningen fra identitetspolitikken.
Den amerikanske feminist og kulturkritiker Anita Sarkeesian har formuleret begrebet strå-feministen. Det er en trope, et fortællegreb, der består i, at en bevidst overdrevet karikatur af feminister bruges til at latterliggøre og delegitimere feminismen som position. En lignende strå-pseudoforsker er på spil i Qvortrups kronik, for den position, hvor forskningen er ugyldig, alene fordi den er produceret af hvide europæiske mænd, er simpelthen ikke til stede i eksemplet med dagtilbudsforskningen.
Det er en stråmand, der tillader Qvortrup at fremstille sine kritikere som langt mere radikale end tilfældet er, eller som Piet Hein beskrev det:
En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå !
Jan Thorhauge Frederiksen er lektor i pædagogik, Københavns Universitet, og medlem af NB-ECECs ekspertpanel siden 2017.
Topbillede: Studierne handler om, hvordan er det at være barn lige nu. Fra PXHere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
