PENGEPOLITIK // BOGOMTALE – Det har undret mange, at aktiekurserne i de senere år, især under coronaperioden, er steget til hidtil usete højder, så kurserne helt har mistet forbindelsen med virksomhedernes indtjening. Samtidig er priserne på fast ejendom også steget kraftigt. Det rejser spørgsmålet om årsagerne til stigningerne, og om der er tale om bobler, hvis sammenbrud kan få ødelæggende konsekvenser for økonomien. Det ser en ny bog nærmere på.
Spørgsmålene analyseres og besvares af Christopher Leonard i bogen The Lords of Easy Money. How The Federal Reserve Broke The American Economy, og han tilskriver udviklingen den amerikanske centralbank, The Fed, der via en uhørt ekspansiv pengepolitik har bragt verdensøkonomien i fare for et større sammenbrud end i 2008.
De seneste formænd for The Fed har alle ført en pengepolitik, der sikrede aktiemarkederne mod kursfald, da kursfald ville føre til finanskrak med uoverskuelige følger for økonomien. Denne politik startede under Allan Greenspan, der i oktober i 1987 i forbindelse med et kraftigt kursfald pumpede penge i systemet, som fik kurserne til at rette sig op, det såkaldte ”Greenspan put”.
Da the Fed gennem opkøb sendte renten mod nul, blev bankerne presset til at formidle lån til andre investeringer, hvor renten var højere, men risikoen tilsvarende større
Den ekspansive pengepolitik med lave renter skabte grundlaget for finanskrisen i 2008, som brød ud, da centralbanken som følge af en kraftig økonomisk vækst begyndte at hæve renten, hvilket udløste sammenbruddet på det amerikanske boligmarked. Herefter sænkede the Fed renten til næsten nul og lavede store støtteopkøb af værdipapirer for at forhindre et økonomiske sammenbrud.
De amerikanske myndigheder foretog imidlertid ikke i lighed med efter 1930’ernes finanskrise en omstrukturering af finanssektoren f.eks. i form af en opsplitning af bankerne, som var blevet for ’too big to fail’. Og det fortsatte bankerne med at være.
Virkningerne af pengeudpumpningen
I 2010 var arbejdsløsheden stadig i underkanten af 10%, og den nye formand for the Fed, Ben Bernanke, foreslog at foretage massive opkøb af værdipapirer, især amerikanske statsobligationer, den såkaldte ’quantitative easing’, som skulle få bankerne til at finansiere nyinvesteringer, der så ville sætte gang i økonomien og øge beskæftigelsen.
Traditionelt havde finansinstitutioner placeret overskydende kapital i statsobligationer, hvor der var et vist afkast, men da the Fed gennem opkøb sendte renten mod nul, blev bankerne presset til at formidle lån til andre investeringer, hvor renten var højere, men risikoen tilsvarende større.
Man var i centralbanken udmærket klar over, at pengeudstedelsen gennem bankerne ville give sig udtryk i højere kurser på værdipapirer og dermed forøge uligheden i USA
Den ekspansive effekt kunne man have opnået meget mere effektivt, hvis man havde sendt pengene ud i samfundet via det, som Bernanke kalder ’helikopterpenge’, dvs. man indsatte pengene på folks bankkonti, som de kunne forbruge, men det kan the Fed ikke, da det ville være finanspolitik, som centralbanken ikke må føre.
Man var i centralbanken udmærket klar over, at pengeudstedelsen gennem bankerne ville give sig udtryk i højere kurser på værdipapirer og dermed forøge uligheden i USA – da det især er de rigeste, der ejer værdipapirer – som man så håbede ville sprede sig nedad i samfundet. Det var en anden udgave af ’trickle-down effekten’, som normalt bruges til at legitimere skattesænkninger for dem øverst i indkomstskalaen, men den blev nu iværksat med udgangspunkt i pengepolitikken.
Virkningerne af pengeudpumpningen blev imidlertid helt anderledes end de forudsete, fordi stigningen i kurserne på værdipapirer ikke førte til den forudsete ’trickle-down effekt’: Arbejdsløsheden faldt kun meget langsomt, hvorfor Bernanke i 2012 foreslog en ny runde af ’quantitive easing’.
Nogle medlemmer af centralbankens bestyrelse havde udtrykt betænkelighed ved en fortsat pengeudpumpning, fordi de var betænkelige ved de afledte effekter især i form af stadig mere risikable investeringer i f.eks. junk bonds.
Bernanke fik medlemmerne af bestyrelsen overbevist, da Feds analyser forudså, at renten ville begynde at stige igen efter 2014, hvor pengemængdeforøgelsen ville udløbe, og ville nå sit normale niveau på 4,5% i 2018, og at Fed samtidig ville begynde at sælge sine opkøbte værdipapirer. Det kom ikke til at ske.
Det er i denne forbindelse interessant, at Fed’s forudsigelser beroede på en økonomisk model, der i lighed med den danske DREAM-model antager, at økonomien er selvregulerende og tenderer til at vende tilbage til den normale ’ligevægt’, men den inddrager ikke finanssektorens virkninger på den øvrige økonomi.
Økonomien havde udviklet sig til et pyramidespil
Da Bernanke i juni 2013 bekendtgjorde, at man ville afslutte støtteopkøbene i 2014, gik finansmarkederne i panik, den såkaldte ’taper tantrum’, og kurserne på værdipapirer begyndte straks af falde. For at forhindre en finanskrise, fortsatte centralbanken med støtteopkøbene, således at den samlede pengeudpumpning blev mere end dobbelt så stor som planlagt.
Den havde imidlertid også den forvridningseffekt, som en analytiker af virksomhedsgæld udtalte, at the Fed lagde bunden for kurserne, så ”man kan ikke tabe i dette marked”, og så ”er det ikke et rigtig marked”!
For markederne havde udviklet en ny ligevægt, nemlig en med et renteniveau omkring 0%, hvilket forudsatte en fortsættelse af ’quantitative easing’ – ellers ville renten stige, og kurserne falde. Økonomien havde udviklet sig til et pyramidespil. I 2014 var the Fed’s beholdningen af obligationer fem gange større, end den havde været i 2007 før finanskrisen.
The Fed opkøbte derfor igen værdipapirer for enorme beløb, hvorved man også frelste hedge-fondene fra at lide store tab og måske gå fallit som følge af deres spekulative investeringer
Da centralbanken senere begyndte at hæve renten og at sælge ud af sine beholdninger, førte det i 2018 til kursfald på aktierne, og den nye formand for the Fed, Jay Powell, der oprindelig havde været skeptisk over for ’quantitative easing’, standsede salget af obligationer og sænkede igen renten.
Alligevel truede et finanskrak i september 2019, som et resultat af forvridningerne i finansmarkederne, der havde frembragt nye finansprodukter og -spillere, som myndighederne ikke havde været opmærksomme på – i lighed med udviklingen op til 2008. Hedge-fonde havde foretaget enorme spekulative satsninger, som forudsatte, at de kunne lave kortfristede lån fra dag til dag, såkaldte repo-lån, men da renten på disse lån pludselig steg til over 9%, var hedge-fondene nødt til at sælge deres værdipapirer, for at kunne overholde deres forpligtelser.
Det ville udløse en kaskade af salg af værdipapirer, der var dobbelt så stor som i 2008, og det ville få finansmarkederne til at bryde sammen. The Fed opkøbte derfor igen værdipapirer for enorme beløb, hvorved man også frelste hedge-fondene fra at lide store tab og måske gå fallit som følge af deres spekulative investeringer.
Da centralbankens intervention imidlertid skete, uden at offentligheden bemærkede den, har man kaldt den for den ’usynlige redningsaktion’. Jay Powell havde i lighed med sine forgængere skabt sin egen Powell Put, men man har generaliseret det til at tale om et ’Fed put’. Effekten af Fed’s redningsaktion var, at aktiemarkedsindekset i januar 2020 brød 29.000 grænsen.
Corona og historiens største støtteopkøb
Samtidig blev verden klar over, at en ny virus, corona, spredte sig globalt, og fra marts 2020 indførte de vestlige lande restriktioner for det offentlige liv for at inddæmme smitten. Man kan argumentere for, at de billige lån drastisk havde forøget økonomiens sårbarhed, og at der bare var brug for en anledning, inden det ville udløse et massesalg af værdipapirer.
Denne anledning kom med coronakrisen, hvor usikkerheden som følge af den nedlukningen førte til et massesalg af værdipapirer for at få kontanter, og kursen på bankaktier faldt med over 40%. For at forhindre et økonomisk kollaps sænkede the Fed renten til 0% og iværksatte historiens største støtteopkøb, som næsten fordoblede dens beholdninger.
Som en børsmægler sagde, så ”har vi socialiseret kreditrisikoen. Og vi har for evigt ændret måden, hvorpå vores økonomi fungerer”
The Fed opkøbte nu direkte virksomhedsgæld og junk bonds, der er meget risikofyldte obligationer og derfor giver investor en høj rente, således at spekulanter blev sikret mod tab. Som en børsmægler sagde, så ”har vi socialiseret kreditrisikoen. Og vi har for evigt ændret måden, hvorpå vores økonomi fungerer”.
Redningsaktionen førte til et voldsomt boom i aktiekurserne og i ejendomspriserne, hvilket især kom den rige del af befolkningen til gode og forøgede uligheden markant. Redningsaktionen blev også denne gang knap nok bemærket af offentligheden, da den var optaget af andre ting, nemlig coronaepidemien og de sundhedsmæssige trusler, den medførte.
I starten af året har man oplevet drastiske kursfald på aktiemarkederne. De skyldes, at centralbankerne for at bekæmpe en høj inflation, som er forårsaget af stor efterspørgsel i forhold til udbuddet, forventes at hæve renten for at dæmpe efterspørgslen. Rentestigningen vil gøre mange spekulative investeringer tabsgivende, således at kurserne falder.
Inflationen defineres snævert, nemlig i forbrugerpriserne, som har været meget lave i det seneste årti, mens den anden form for inflation, nemlig stigningen i priserne på værdipapirer, ikke anses for et problem, snarere tværtimod så anses den som udtryk for, at økonomien udvikler sig godt – husk på Trump’s maniske fokusering på aktiekurserne.
Centralbankerne har stået i situationen over for valget mellem at vente og se om priserne på varer stabiliserer sig, når økonomien normaliseres efter coronakrisen, eller om man vil bekæmpe vareprisstigninger, fordi man frygter en løn-prisspiral, hvilket vil føre til drastiske fald på priserne på værdipapirer, og det kan få skæbnesvangre konsekvenser for finansmarkederne og dermed for hele økonomien.
Denne risiko er blevet meget større efter sanktionerne mod Rusland, idet denne vil sende rystelser igennem verdensøkonomien og føre til en større økonomisk krise
Hvis vi skal undgå et krak, vil det forudsætte, at centralbankerne igen foretager støtteopkøb. Finansmarkederne er blevet afhængige af deres daglige fiks, hvis ikke de skal få abstinenser og kollapse. Da the Fed put har forhindret periodevise kurskorrektioner, der er nødvendige for at rense ud i – ofte usunde spekulative – fejlinvesteringer, og da pengemængden er blevet meget større og spekulationerne affødt af forvridningerne i finansmarkederne tilsvarende større i forhold til finanskrisen i 2008, er der opbygget enorme spændinger, hvis udløsning vil kunne få et kataklysmisk omfang.
Denne risiko er blevet meget større efter sanktionerne mod Rusland, idet de vil sende rystelser igennem verdensøkonomien og føre til en større økonomisk krise. Fornyede kursfald vil destruere kapital og dermed gøre mange virksomheder og selskaber inden for finanssektoren insolvente, hvilket kan udløse en kædereaktion. Spørgsmålet er, hvad centralbankerne så vil gøre?
Demokratisk underskud
Det er ironisk, at problemerne – bortset fra konsekvenserne af Ukrainekrigen – er affødt af the Fed’s pengepolitik, for etableringen af en uafhængig centralbank var netop begrundet med, at man ikke kunne overlade pengeudstedelsen til ødsle politikere, der for at vinde valg kunne blive fristet til at forøge pengemængden og skabe inflation.
Så var det mere sikkert at overlade pengepolitikken til en uafhængig institution styret af ’eksperter’, hvis opgave det var at sikre en stabil økonomisk udvikling, især at begrænse inflationen. Denne målsætning afspejler finanssektorens interesser, og the Fed bemandes med folk fra finansverdenen, mens fagforeninger og forbruger- og miljøinteresser ikke er repræsenterede.
Det ses direkte i the Fed put, som sikrer finansverdenens interesser ved at lægge en bund under aktiekurserne og er en skjult subsidiering af finansverdenen, for den bliver ikke straffet for spekulative fejlinvesteringer. Garantien er også hovedårsagen til de eksorbitante lønninger i finanssektoren – jf sikringen af hedge-fondene – hvor lønninger ofte løber op i flere hundrede mio. dollars for de højst lønnede.
Der skal nok et nyt krak til, før en omorganisering vil være mulig, men man kan frygte, at et krak vil føre til, at autoritære, højreorienterede kræfter vil komme til magten, og de vil ikke gennemføre den nødvendige omorganisering
Ud fra et demokratisk synspunkt er det betænkeligt med en institution med så megen magt, som er udpeget af præsidenten og finansverdenen. Her kan man tale om demokratisk underskud og manglende demokratisk legitimitet, men at løfte centralbanken ud af den politiske beslutningsproces afspejler magtforholdene i samfundene, hvor en neoliberal ideologi og finansverdenen er i førersædet.
For at komme ud af den kommende krise vil det være nødvendigt radikalt at ændre organiseringen af såvel økonomi som de økonomiske institutioner. Det skete ikke i forbindelse med finanskrisen i 2008, hvorefter spændingerne som vist blev forstærket. Der skal nok et nyt krak til, før en omorganisering vil være mulig, men man kan frygte, at et krak vil føre til, at autoritære, højreorienterede kræfter vil komme til magten, og de vil ikke gennemføre den nødvendige omorganisering.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
