USA’s angreb på Iran: Tyrkiet venter i kulissen

Yasmin Abdel-Hak 22.06.2025

IRAN // ANALYSE – USA’s angreb har sat gang i nye magtbevægelser i Mellemøsten, hvor alle – fra Egypten til Tyrkiet – ønsker præstestyrets fald. Erdogan forsøger at positionere sig som diplomatisk nøgleaktør, men hans balancegang mellem Iran, Israel, USA og de arabiske lande kan koste ham både international anseelse og udfordre hans greb om magten hjemme i Tyrkiet.

Efter nattens bombeangreb står en række regionale nøgleaktører klar i kulisserne og venter på, at Irans præstestyre falder fra magten. For uanset hvad mange af Mellemøstens lande måtte mene om Israels premierminister Netanyahu og dennes krig mod Gaza, er der ingen tvivl om, at de alle – inklusive Tyrkiets præsident Erdogan – ser frem til, at Irans præstestyre har fået talt sine dage.

Et Iran uden præstestyre åbner nemlig op for et nyt Mellemøsten uden den shiamuslimske dagsorden, som præstestyret har påvirket hele regionen med gennem mange år. Præstestyret har finansieret Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, houthierne i Yemen og har slået rødder i Irak, hvor Iran har forsøgt at ”iranisere” landet.

De store aktører – ikke mindst Egypten, Saudi-Arabien og alle golfstaterne – ser uden tvivl frem til præstestyrets forestående fald

Denne iranske udenrigspolitiske linje har på mange måder styret og destabiliseret regionen gennem årtier.

Et Mellemøsten uden det shiamuslimske præstestyre i Iran åbner op for et nyt Iran med helt andre dynamikker end det nuværende regime – dynamikker, der på mange måder kan ændre hele magtbalancen i regionen.

Et nyt og meget ungt Iran med en medianalder på 33 år, en befolkning på cirka 92 millioner og et etnisk set farverigt kludetæppe af mange forskellige grupperinger.

Der er ingen tvivl om, at mange nøglespillere i regionen står i kulissen med anspændt vejrtrækning og venter på, hvem og hvad næste træk i dette skakspil bliver. De store aktører – ikke mindst Egypten, Saudi-Arabien og alle golfstaterne – ser uden tvivl frem til præstestyrets forestående fald.

Tyrkiet spiller en nøglerolle

Ikke mindst Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har travlt i disse dage, for Tyrkiets rolle i Iran og Mellemøsten er bestemt ikke uinteressant.

Tyrkiet har under Erdogan ført en mangeårig og målrettet udenrigspolitisk linje i Mellemøsten for at profilere sig som den ledende repræsentant for de sunnimuslimske lande i regionen.

Det har ikke været en udtalt succes. Dels fordi de arabiske lande ikke ønsker en religiøst baseret magtstruktur, dels fordi man i Mellemøsten ikke betragter Tyrkiet som en naturlig del af regionen. At Tyrkiet tidligere havde en magtposition i Osmannerriget, betyder ikke, at landet i dag har en selvskreven ledende rolle. Ikke desto mindre spiller Tyrkiet en nøglerolle.

Således har Tyrkiet gennem mange år haft tropper i Irak. Landet skulle angiveligt have op mod 82 militærlejre og -poster op til 200 km inde i landet med cirka 2.000 tropper udstationeret fast i det nordlige Irak. Daglige tyrkiske droneangreb mod kurdiske byer i det nordlige Irak er intensiveret gennem de seneste måneder.

Israel og Tyrkiet har geopolitiske interesser i både Syrien og Iran. Begge lande har interesse i at skabe militære bufferzoner

Derudover har Tyrkiet haft en flybase i Qatar siden 2017 – en disposition, der har sikret landet en ganske stærk geopolitisk og militært set vigtig position i området.

I Syrien kontrollerer Tyrkiet nu nøgleområder i nord med specifikt fokus på at begrænse kurdisk indflydelse og bevare sikkerheden langs grænsen. Under krigen i Syrien samarbejdede Tyrkiet med både Iran og Rusland om at kontrollere dele af landet imellem sig. Tyrkiet førte en såkaldt fleksibel alliancetilgang med Iran, hvor landene samarbejdede om bekæmpelse af jihadistgrupper i Irak og Syrien, men ofte samtidig støttede modstridende aktører.

Efter Assads fald har Tyrkiet intensiveret presset for at begrænse Irans indflydelse i Damaskus og de nordlige områder – en strategi, som ikke mindst Teheran har kritiseret med beskyldninger om suverænitetsbrud.

Israel og Tyrkiet har geopolitiske interesser i både Syrien og Iran. Begge lande har interesse i at skabe militære bufferzoner.

For Tyrkiet er formålet at sikre sig mod kurdiske oprørsgrupper, der potentielt kan udgøre en trussel mod tyrkisk sikkerhed. For Israel derimod handler det om at sikre sig mod potentielt nye islamistiske grupper, som kan udgøre en trussel mod landet.

Tilsvarende har Israel udvist stor interesse i det nye Syrien efter Assads fald.

Israel og Tyrkiet indgik i april en aftale om såkaldt dekonfliktion i Syrien for at undgå militær eskalering mellem deres respektive styrkers tilstedeværelse i landet. Der er med andre ord ingen tvivl om, at Tyrkiet både geopolitisk, militært og økonomisk har positioneret sig som en egentlig magt i området.

Er Erdogan en uvildig mægler?

Set i dét lys er det ikke overraskende, at Erdogan har tilbudt sig som forhandler mellem Iran, USA og Israel for at deeskalere den nuværende krise.

Erdogan ønsker at optræde som regionens uvildige mægler i samtaler mellem USA og Iran. Han har appelleret til, at den igangværende krigsførelse må vige for forhandlinger. Denne medierende rolle kan imidlertid briste, hvis Tyrkiets neutralitet betvivles af USA, Iran eller Israel.

USA’s angreb har imidlertid tvunget Tyrkiet til at hæve beredskabet ved grænsen, da risikoen for destabilisering og flygtningestrømme er reel. Enhver fejlmargin i Erdogan-regimets respons kan udløse kritik – især med et stærkt pres fra oppositionen, der i disse år ikke just er imponeret over Erdogans politik. Hans politiske kapital er i forhold til hans indenrigspolitiske linje nemlig allerede godt og grundigt på spil.

Erdogan har tidligere udtrykt sympati for Hamas og en kritik af Israels håndtering af Gaza-krigen, der kan gøre det vanskeligt at se ham som en potentiel neutral og uvildig mægler

Hvis han samtidig kæmper for at navigere i en ny regional krise uden at fremmedgøre vigtige partnere – herunder Vesten, Rusland, Iran og golfstaterne – kan dette få alvorlig betydning for hans lederskab.

Erdogan befinder sig dermed i et selvskabt, delikat krydsfelt: Udenrigspolitisk forsøger han at positionere Tyrkiet som neutral mægler, men han risikerer at tabe troværdighed, hvis parterne opfatter ham som pro-vestlig eller pro-iransk.

Erdogan har tidligere udtrykt sympati for Hamas og en kritik af Israels håndtering af Gaza-krigen, der kan gøre det vanskeligt at se ham som en potentiel neutral og uvildig mægler.

Indenrigspolitisk er offentlighedens tillid tillige skrøbelig, og hvis han kommer til at fremstå handlingslammet i krisetider, er der risiko for reelle protester.

Med andre ord har USA’s angreb blot forstærket Tyrkiets udsatte situation, og Erdogan må navigere ekstremt forsigtigt for at beskytte både sin regionale rolle i Mellemøsten og sin hjemlige position. Spørgsmålet er, hvordan han vil mestre denne svære balanceakt.

Og alt imens gamle mænd spiller skakspil om magten i regionen, vil det som sædvanlig være civilbefolkningen, der betaler den ultimative pris – hele vejen fra Gaza til Teheran.

Læs andre analyser af politik i Mellemøsten af Yasmin Abdel-hak her.

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.