
USA // ANALYSE – Det amerikanske primærvalg starter i Iowa mandag. En revolution kan ikke udelukkes. Og til november får vi at se, hvilken variant af den vrede amerikanske vælger, der vinder. Såvel Bernie Sanders som Donald Trump appellerer til de borgere, der føler sig både overset og til overs i dagens USA, skriver Annegrethe Rasmussen fra den amerikanske hovedstad.
WASHINGTON D.C. – ”Hvorfor gør de ikke oprør?”
”Hvorfor er der ingen socialdemokrater?”
”Hvorfor døde Occupy Wall Street?” ”Er der virkelig nogen amerikanere, der stadig tror på den amerikanske drøm?”
Spørgsmålene står i kø, når jeg besøger de danske gymnasier og biblioteker for at tale om USA.
Især har jeg observeret en stigende forståelse hos danske teenagere for ønsket om lav skat i takt med at det blå ungdomsoprør – eller hvad man nu vil kalde den øgede tilslutning til især Liberal Alliance – har taget fart blandt de yngste danske vælgere
Anledningen er altid et forestående valg, og de unge spørger ofte om de samme ting: om våbenlove og skolemassakrer, om retten til fri abort og baggrunden for de lange fængselsstraffe, om racisme og om politiets forhold til sorte unge mænd, om amerikanske TV-serier og om man virkelig kan blive mangemillionær i Silicon Valley, hvis man bare har den helt rigtige ide til en app.
Men det spørgsmål jeg oftest møder er et, som man lidt groft kan omformulere til: ”hvorfor vil de ikke være mere ligesom os?”
Hvis man er vokset op i Danmark, kan det være tæt på umuligt at forstå, at vuggestuer, børnehaver, barselsorlov, SU, gratis videregående uddannelser, og et ditto offentligt sundhedsvæsen ikke er på ønskelisten hos enhver politiker.
Ikke at de unge er hverken naive eller godtroende. De ved udmærket, at skatten er langt lavere i USA. Mange af dem kan også godt følge med, når det gælder den udbredte mistro til staten, der fortsat er et definerende træk ved den amerikanske folkesjæl.
Især har jeg observeret en stigende forståelse hos danske teenagere for ønsket om lav skat i takt med at det blå ungdomsoprør – eller hvad man nu vil kalde den øgede tilslutning til især Liberal Alliance – har taget fart blandt de yngste danske vælgere.
Den amerikanske drøm
Men når alt kommer til alt, undrer et flertal sig ikke desto mindre alligevel. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har forklaret definitionen på den amerikanske drøm som det lim, der permanent har holdt enhver revolution stangen i USA.
Der kort kan forklares som, at alle har ret til at skabe deres eget liv ved egne kræfter og at ingen fra starten skal holdes nede eller tvinges til at blive hvor man er på samfundets sociale trappestige. Og at den næste generation vil få bedre vilkår end dens forældre har haft.
At drømmen for længst er bristet som et realistisk perspektiv for de fleste, har indtil videre ikke betydet det store for et flertal af amerikanerne.
For en ting er at tørre statistikker viser, at gartnerens søn sandsynligvis vil ende som gartner og at lægedatteren sandsynligvis vil ende om ikke som læge så i hvert fald som akademiker. En ting er at den amerikanske middelklasse er skrumpet i størrelse fra 66 procent af befolkningen i 1971 til blot 55 procent i dag, at gennemsnitsfamiliens indkomst ikke rokker sig ud af stedet, og at en ud af syv lever i fattigdom.
Den amerikanske middelklasse er skrumpet i størrelse fra 66 procent af befolkningen i 1971 til blot 55 procent i dag, at gennemsnitsfamiliens indkomst ikke rokker sig ud af stedet, og at en ud af syv lever i fattigdom
Noget ganske andet er, at der fortsat er rigelig med rollemodeller at tage af, hvis man vil pege på, at drømmen kan blive til virkelighed. Adskillige af de ledende politikere i det forhadte Washington DC er selv rundet af beskedne kår. Præsidenten er, som de fleste ved, selv søn af en enlig mor, der ikke havde store midler til sin rådighed.
Den forrige formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, var en ud af 11 søskende og vaskede mælkeflasker op i sin sommerferie for at få råd til sin uddannelse.
Og Sonia Sotomayor – den første Latinx nogensinde med sæde i USA’s magtfulde Højesteret – stammer fra en dødfattig familie med rødder i Puerto Rico; som barn voksede hun op i et housing project i South Bronx med en overarbejdet mor og en fordrukken far og endte med at lære sig selv at dosere sin insulin.
Hun øvede sig på en appelsin, fordi hendes fars skiftevis abstinenser og drukture fik ham til at ryste så meget på hånden, at han ikke magtede at føre nålen ved de hyppige og livsvigtige injektioner.
Instruktive forbilleder som disse findes også i Hollywood og blandt talrige celebrities – fra Oprah og Tom Cruise til Leonardo DiCaprio.
Og alle disse eksempler – fra politikkens, filmens eller sportens verden – har i årevis dannet et ganske effektivt værn mod ethvert tilløb til revolution eller oprør om man vil. ”Det kan lade sig gøre, hvis du virkelig vil og virkelig har talent” er beskeden selvfølgelig. Alle kan drømme og måske vinder du i livets lotteri.
Tilløb til et opgør er enten svundet ind i styrke eller døet hen. Som græsrodsbevægelsen Occupy Wall Street for et par år siden. Eller som Teaparty-bevægelsen – der mestendels var et oprør fra vrede anti-stat og anti-skatteaktivister, og mestendels, men ikke udelukkende hentede støtte fra lokale konservative røster – som også er svundet ind i styrke.
Om end mange analytikere vil mene, at tepartisterne blot blev indoptaget i det republikanske parti, der har bevæget sig kraftigt til højre i dag, i sammenligning med, hvor det lå for 20 år siden.
Hvad er pointen?
Jo – det er selvfølgelig påstanden om, at øjeblikket nu er kommet. et øjeblik, som formelt starter i aften i Iowa. Det øjeblik, hvor en revolution muligvis venter rundt om hjørnet i USA.
Mange er pænt nervøse for at få en 74-årig tidligere uafhængig socialist som kandidat
Hvor ufatteligt det end måtte være for den hær af kommentatorer, der altid er mest tilbøjelige til at se det bestående som det mest sandsynlige (og i denne sørgelige gruppe tæller jeg gerne mig selv).
USA: Men hvilken revolution taler vi om?
Hvad bygger den på? Er det indignationen over den voksende økonomiske ulighed og håbet om at Bernie Sanders – der rent faktisk anvender termen ”a political revolution” vil gøre op med den? For the Bern vil rent faktisk besvare de danske gymnasielevers undren med et ”ja – vi vil gerne i USA være mere som Danmark. Vi vil hæve skatterne og udligne forskellene.”
Et valg af den selverklærede socialist Sanders – venstrefløjens ukronede rockstjerne, som jeg i øvrigt skrev et ikke ueffent portræt af på KForum i oktober, som du kan læse lige her – vil i sandhed være en revolution. Og en som hans uber-begejstrede kernetilhængere af især studerende og veluddannede flokkes om i højtråbende, klappende og syngende stimer.

I første omgang blot en revolution i det demokratiske parti naturligvis. Det fuldendte oprør er selvklart et valg til posten som verdens mest magtfulde mand – ham der sidder i Det Hvide Hus på Pennsylvania Avenue i Washington DC (og så glemmer vi diskussionen til lidt senere om, at demokraterne aldrig har stået svagere og republikanerne aldrig har været stærkere i både Kongressen og lokalt, så det nok er så som så med almægtigheden, men det får være).
Eller er det den anden revolution?
Den der handler om, at nu kan det kraftpetervælteme være nok med den politisk korrekte, advokatstyrede og selvforelskede elite i Washington DC, der ikke kan se ud over sin egen næsetip og som blot administrerer til ”the establishments” fordel. Hvem det så i øvrigt end er. Det er i hvert fald meget vigtigt i dette valgår ikke at være en del af det som politico.coms Jack Shafer rammende skrev i en analyse i sidste uge.
Altså Donald Trumps revolution der kort sagt handler om at den mestendels hvide og pressede middelklasse har fundet sig en leder, der netop lover en genoplivning af den amerikanske drøm. Ikke blot en nostalgisk leder, der bare vil tilbage til fortiden, men en politiker, der gerne vil indgyde vælgerne et håb om at fremtiden bliver bedre, som New York Times Ross Douthat skrev i sidste uge.
Let’s make America Great Again,” foreslår Trump, og han taler netop dermed – som amerikanske vælgere elsker – om et gyldent i morgen i stedet for at sovse rundt i fortiden.
John Steinbecks verdensberømte klassiker ”Vredens druer” handlede også om klassekamp – om rige plantageejere mod fattige daglejere. Nu er kampen flyttet til Iowa
Trump indgyder også de rasende vælgere nyt håb – et håb om, at en ny leder kan bevirke, at vælgerne kan ryste ydmygelserne af sig og vinde igen. Og vende ryggen til ubehagelige, og alt for moderne, globale forandringer af det USA, de ikke længere kan genkende.
Uanset om disse ydmygelser handler om at præsident Putin ser ned på Obama, der til overflod ikke engang mener, at USA er verdens ledende, udvalgte og enerådende land længere.
Eller om det handler om at lokale myndigheder indfører politisk korrekte miljøkrav, der fører til lukningen af det lokale kulkraftværk, mens illegale indvandrere besætter de jobs, som amerikanerne i stort tal ikke selv gider tage. Eller andre forandringer, der handler om alt fra fri hash til LBQGT-rettigheder eller at USA er blevet et langt mindre religiøst (læs: kristent) land. Eller – for nu at nævne nogle klassikere fra The Donald handler om en frygt for mexicanske narkoforhandlere og voldtægtsmænd, islamistiske terrorister forklædt som flygtninge eller ISIS’ trusler mod USA.
Oprørets boomerang
Med andre ord:
At Trump leder det republikanske primærvalg og sandsynligvis vinder the Iowa caucuses mandag nat og at Bernie Sanders truer den demokratiske favorit Hillary Clintons føring samme sted, er begge udtryk for en ting: en vrede, der ikke har sin lige i nyere amerikansk politik. Vi så skvulpet i Occupy- og Teaparty-bevægelserne – hvilket er grunden til at jeg nævnte dem i starten af min analyse – men nu er den ulmende utilfredshed i vælgerkorpset modnet og vendt tilbage med fuld styrke.
John Steinbecks verdensberømte klassiker ”Vredens druer” handlede også om klassekamp – om rige plantageejere mod fattige daglejere. Nu er kampen flyttet til Iowa.
Til begge partiernes eliters rædsel og bestyrtelse. Sjældent har overtegnede, der har boet i Washington DC siden 2008, set mere skræmte magtmennesker end dem, der pt. cirkulerer rundt Inside the Beltway – det hånlige kælenavn, der refererer til den føderale hovedstads ydre motorringvej.
Til november bliver det dybt interessant at se, hvilken variant af de vrede amerikanske vælgere, der er stærkest
I partiledelserne diskuterer republikanerne med slet skjult foragt og væmmelse om det mon er Trumps vulgære og i virkeligheden ikke klassisk konservative stil man skal sluge for at vinde Det Hvide Hus eller om man virkelig skal vænne sig til nummer to, Ted Cruz, en konservativ værdikriger af rang, men som tager prisen som den mest forhadte mand i Senatet – et faktum Trump ofte peger på, og som byggematadoren faktisk har ret i – der har gjort det til en af sine mærkesager at bekæmpe sit eget partis spidser.
Panikken er mindre hos demokraterne, fordi Clintons opinionsmålinger efter Iowa og New Hampshire alt i alt ser pæne ud, men tag ikke fejl. Også her er man pænt nervøse for at få en 74-årig tidligere uafhængig socialist som kandidat. Et valg, der ville ryste partiets grundvold og som i øvrigt – lige som Trump – kunne bane vejen for en tredje kandidat: New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg, der er USA’s 13. rigeste mand og som får Trump til at blegne (det står 4 milliarder mod 40, hvis man skal tro diverse ranking-sites og sladderen på Wall Street).
Meget står med andre ord på spil i den normalt lidt søvnige stat Iowa, som fordeler sine stemmer mandag aften i såkaldte caucuses – lokale vælgermøder der i princippet kan være dagligstuer, men som oftest i dag er sportshaller, medborgerhuse eller andre community centers.
Når vi når tirsdag morgen, dansk tid, kender vi det første resultat for begge partierne. Derefter vil hele spotlyset flytte til New Hampshire, der stemmer 9. februar. Disse to første stater er den første strømpil i dette vredens valg. Til november bliver det dybt interessant at se, hvilken variant af den vrede, der er stærkest.
Og om den positive entreprenør-ånd og can-do spirit, der fortsat på mange fronter fortsat præger det amerikanske samfund, alligevel, til allersidst, kæmpede sig vej til overfladen gennem populismens mudder. Det må jeg tilstå, jeg selv håber. For begge partiers vedkommende.
LÆS MERE OM USA FRA ANNEGRETHE RASMUSSEN
Topillustration: Donald Trump i Iowa – januar 2016, Courtesy of Evan Guest, flickrmedia commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her