Biden USA demokrati

Fra ‘America First’ til ‘America is Back’ – kan Joe Bidens USA redde de vaklende liberale demokratier?

i Internationalt/Forsvars- og sikkerhedspolitik af
GLOBAL POLITIK // ANALYSE – Joe Bidens 8-dages besøg i Europa kommer på et skæbnesvangert tidspunkt i Vestens politiske historie. Kombinationen af markedsøkonomi og demokrati har traditionelt været fundamentet for den liberale vestlige alliance. Men presset fra autokratier på den globale scene og fra stærke populistiske kræfter på hjemmefronten har udstillet, hvor skrøbelige, demokratierne er. Det store spørgsmål er, om Vesten kan samle kræfterne igen og stå sammen, nu Trump er forsvundet. Det er langt fra givet, skriver Annegrethe Rasmussen fra USA.

NEW YORK –  “Amerika er tilbage”, og det er godt for verdens demokratier, der med USA og Europa i spidsen igen skal lede kampen mod globale pandemier som Covid-19 og den globale opvarmning samt gå forrest, når det gælder forsvaret af menneskerettighederne og de politiske demokratier.

Det betyder konkret, at USA vil lede distributionen af fordelingen af Covid19-vacciner til udviklingslandene samt gå forrest i omstilingen til mere grønne og bæredygtige økonomier frem mod det næste globale topmøde i Glasgow til november om begrænsningen af CO2.

Nå ja – og så er klodens ledende supermagt igen fully committed to NATO og forsvaret af Europa, samtidig med, at man vil skrue bissen på overfor både Rusland og Kina.

Hvis ikke det liberale politiske demokrati formår at vinde et solidt flertal, når der er valg, er risikoen for nye populistiske bølger nemlig ikke bare mulig men sandsynlig. Sker det, var Trump ikke slutningen på en epoke men begyndelsen på den

Sådan lød det i kort form, da amerikanske diplomater i Washington D.C. tilbød den hurtige oversigt over de store forskelle mellem den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps America First politik og Joe Bidens slogan om, at America is Back på den globale sikkerhedspolitiske scene, før Bidens 8 dage lange hvirvelvind af en Europa-tur.

Turen har først præsidenten til møde med Storbritanniens Boris Johnson (der talte om “en ny begyndelse” på samarbejdet mellem de to lande) og møder i G7-regi, NATO og EU-USA topmøde i dag tirsdag før finalen: mødet med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Geneve onsdag.

USA demokrati Biden
Egils Levits (President, Republic of Latvia); NATO Secretary General Jens Stoltenberg; Gitanas Nauseda (President, Republic of Lithuania); Joe Biden (President of the United States of America); Andrzej Duda (President, Republic of Poland) and Zoran Milanovic (President, Croatia). Pressebillede fra NATO.

En anden ambition for the Biden-Blinken Doctrine, som linjen ofte kaldes i Washington D.C. med henvisning til hhv. præsidentens og udenrigsministerens efternavne, er, at de vestlige lande skal skrue bissen yderligere på, når det gælder Rusland og gerne også Kina.

Tonen var langt mere entydig, når det gælder truslen fra Rusland, end den var overfor Kina

Her blev Bidens målsætning til fulde indfriet før den nye præsidents møde med Vladimir Putin i Geneve, som man kan se i den vedtagne sluterklæring fra NATO-topmødet mandag.

Og selvom USA ikke kan få supermagtens europæiske allierede med på en lige så hårdtslående linje overfor Kina, var det alligevel værd at bemærke sig, at slutteksten for første gang i alliancens historie erklærede, at Kina var en constant security challenge, samt at Kina arbejder på “at underminere den globale orden”.

Det en advarsel, som er mere på linje med den amerikanske præsidents ønske om at udfordre Beijing – både når det gælder handel, militær og menneskerettigheder – end man tidligere har set i NATO-regi.

Ny tone: Kina er en “systemisk udfordring” for NATO

Konkret siger kommunikéet, at Kinas “assertive behavior present systemic challenges to the rules-based international order and to areas relevant to alliance security” og de vestlige ledere udtrykker også bekymring over Kinas “undertrykkelse” og brug af disinformation.

De forsamlede stats- og regeringschefer omtalte imidlertid ikke Kina som en “fjende”, men henviste til håbet om at kunne “involvere Kina ud fra et ønske om at forsvare alliancens sikkerhedsinteresser”, som det hedder, ligesom flere af toppolitikerne, herunder både Frankrigs Emmanuel Macron og den tyske kansler, Angela Merkel, advarede imod at skubbe Beijing helt ud i kulden.

Supermagten i Øst er Tysklands vigtigste handelspartner, og Kina har også overhalet USA som det land, EU samlet har flest økonomiske forbindelser med

Merkel gjorde konkret opmærksom på, at Vesten har brug for kineserne som alliancepartnere i kampen mod den globale opvarmning, og at det er vigtigt, at NATO-landene “holder balancen”, når det gælder styret i Beijing.

Supermagten i Øst er Tysklands vigtigste handelspartner, og Kina har også overhalet USA som det land, EU samlet har flest økonomiske forbindelser med.

Biden USA demokrati
Joe Biden mødtes med en lang række europæiske ledere på sin første Europa-tur, men Storbritanniens leder, Boris Johnson, var den eneste, som fik sit eget bilaterale besøg. Her ses Johnson til NATO-topmøde mandag sammen med Katrín Jakobsdóttir, Islands premierministrer, og Xavier Bettel, der er premierminister for Luxembourg. Foto: NATO.

Tonen var langt mere entydig, når det gælder truslen fra Rusland, hvor den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, blot dage før havde haft den russiske ambassadør til opsang i Udenrigsministeriet for at have krænket Danmarks luftrum.

De vestlige ledere udtalte, at Rusland bevidst har optrappet sine “hybrid actions against member countries by attempts to interfere in elections, by political and economic intimidation, by disinformation campaigns and malicious cyber activities.”

“Until Russia demonstrates compliance with international law and its international obligations and responsibilities, there can be no return to ’business as usual,’” understregede lederne.

Hvis ikke de liberale demokratier formår at levere både velfærd og velstand samt løsninger på akutte globale kriser, vil vælgerne fortsat fristes af andre modeller

Biden holdt sin egen pressekonference efter NATO-topmødet, som man kan se i sin helhed her:

Det store spørgsmål, som ligger og lurer nedenunder de mange møder, er imidlertid en langt mere fundamental udfordring, hvor det langt fra rækker blot at konstatere den betydelige forskel, som alle politisk interesserede kan få øje på, når det gælder Trump overfor Biden, nemlig om de liberale demokratier kan levere den politiske og økonomiske vare i de kommende år; ikke på længere sigt, men nu.

Det politiske demokrati skal kunne levere varen

Hvis ikke det liberale politiske demokrati formår at vinde et solidt flertal, når der er valg, er risikoen for nye populistiske bølger nemlig ikke bare mulig men sandsynlig. Sker det, var Trump ikke slutningen på en epoke men begyndelsen på den.

Den politiske vare, der skal leveres er ganske konkret.

I USA består projektet groft sagt i at tilfredsstille de amerikanske vælgeres forestilling om den amerikanske drøm – idealet om, at næste generation har bedre muligheder i livet end deres forældre har haft; i Vesteuropa er vælgernes forventning om vækst typisk bundet ind i en velfærdsstat uden galopperende ulighed i respekt for miljø, ligestilling og arbejdstageres rettigheder.

Der er selvsagt et ton nuancer og forskelle fra land til land, men klart er det i hvert fald, at ord ikke rækker alene.

Biden kan tale nok så meget om, at USA er tilbage som demokratiets globale bannerfører i samklang med Europa og NATO, men hvis ikke de liberale demokratier formår at levere både velfærd og velstand samt løsninger på akutte globale kriser, vil vælgerne fortsat fristes af andre modeller.

I nogle lande er det religiøse mindretal, som ingen rettigheder har eller som forfølges, andre lande bygger på tribalisme, hvor stammer udrydder og underkuer hinanden og andre igen (de fleste) undertrykker kvinder/piger og seksuelle minoriteter

Her er corona-pandemien blot det mest akutte og synlige problem. Krige, flygtningepres, migration og miljøkatastrofer, der kan vise sig som manglende drikkevand, tørke, sult og ødelæggelse af landjord, der gør store områder ubeboelige og leder til skovbrande er andre eksempler på globale kriser, der skal løses.


LÆS ANNEGRETHE RASMUSSENS ANALYSE AF MØDET MELLEM BIDEN OG PUTIN HER


Autokratiernes synderegister

Alternativet til det politiske demokrati og liberale (markedsøkonomiske) projekt vil typisk være mere autoritære og populistiske.

Rusland er kun et demokrati på papiret, mens Kina er et rendyrket autokrati, hvor ingen anden politisk magt end det kommunistiske parti tolereres – også selvom der under partiets paraply er flere muligheder for individer for at opnå økonomisk magt end tidligere.

Autokratier eller begrænsede demokratier kan have forskellige klædedragter, men hvis ser man på en stormagt som Indien eller på regionale magtspillere som Brasilien, Tyrkiet, Indonesien, Iran eller de største afrikanske stater, står det klart, at de i hvert fald ikke kan regnes som egentlige demokratier – ytringsfriheden har trange kår, frie medier kues og uafhængige/kritiske journalister er en livsfarlig beskæftigelse, ligesom minoriteter lever i frygt og undertrykkes.

I nogle lande er det religiøse mindretal, som ingen rettigheder har eller som forfølges, andre lande bygger på tribalisme, hvor stammer udrydder og underkuer hinanden og andre igen (de fleste) undertrykker kvinder/piger og seksuelle minoriteter.

USA er et polariseret og splittet land

Hvis man ser mere grundigt på USA og går videre end blot at konstatere, hvem der vandt valget (eller tabte det for den sags skyld), så står det amerikanske demokrati fortsat midt i en dyb krise, som professor ved Stanford, Francis Fukuyama, for nylig påpegede i et længere interview med Die Zeit (det kan læses på engelsk her).

Fukuyama påpeger også, at supermagten ikke overbevisende kan iføre sig den globale demokratiske førertrøje – uanset præsidentens intentioner og uanset at “Trump tabte” – med mindre, supermagten får orden i eget hus.

Og orden og harmoni er der så langt fra. Polariseringen og den politiske grøftegravning florerer, og selve symbolet på det politiske demokrati, den fredelige magtoverdragelse, hvor taberen accepterer vinderens sejr, blev kortsluttet den 6. januar med stormen på USA’s kongres.

Det spørgsmål er fortsat ikke afgjort i den forstand, at nok sidder Biden i Det Hvide Hus, men et betydeligt flertal, ca. 70 %, af det ene af de to store partiers vælgere – republikanerne – mener simpelthen, at deres kandidat, Trump, blev snydt for sejren.

Fukuyama tror ikke så meget på, at Trump vil genopstå (hans popularitet, der aldrig kom over 40 % som præsident, ligger nu på omkring 34%), men han påpeger korrekt, at risikoen for at en anden type af samme surdej vil komme til fadet ved næste valg, er betydelig, så længe polariseringen stiger.

USA’s succes på den globale scene vil i høj grad afhænge af, hvorvidt Biden kan levere økonomisk fremgang – vækst og stabilitet – på hjemmefronten

At polariseringen er øget, og at amerikanerne i stigende grad lever i afsondrede ekkokamre uden at lytte til mennesker, der mener noget andet, end de selv gør, er et symptom på demokratiets krise i USA. Det samme er den betydelige mistro i brede grupper (og vel og mærke ikke de samme) til flere af samfundets bærende institutioner.

Her kan man i flæng nævne politiet, medierne, domstolene, efterretningsvæsenet, kongressen med flere, ligesom fake news florerer på sociale medier især og identitetspolitikken har kronede dage på både den amerikanske højre- og venstrefløj.

Før Bidens og Putins møde onsdag har den russiske præsident ladet sig interviewe af NBC. Se med her:

Bidens valg: demokratiet skal styrkes i USA først

Alt dette er Bidens regering udmærket klar over, og man kan indvende, at der ikke findes et realistisk alternativ til den retorik, som præsidenten har leveret hele ugen i Europa, uanset at ord alene ikke gør en forskel. Han bliver nødt til at understrege, hvor han adskiller sig fra sin forgænger, og retorikken er en forudsætning for ændret handling.

At USA f.eks. er vendt tilbage til klimasamarbejdet, er ikke en tom gestus, og det er selvsagt vigtigt for NATO, at Biden har bekræftet USA’s opbakning til forsvarsalliancen og til EU (modsat Trump, der støttede Brexit åbent), omend det synes aldeles realistisk, at europæerne i stigende grad selv vil komme til at håndtere truslen fra Moskva.

Spørgsmålet om “hvem vil egentlig dø for Litauen”, der ofte blev stillet under Obama som et retorisk udtryk for tvivlen om, hvor langt den vestlige forsvarsalliances musketéred mon rækker, vil fortsat svæve over NATO som en sky af usikkerhed, der gør især de baltiske lande nervøse, og ikke mange tror, der vil ske noget, hvis Rusland fortsætter aggressionerne overfor Ukraine.

“Det gode spørgsmål er, hvad der mon ville ske, hvis Putin gik ind i det østlige Polen”, som en europæisk diplomat sagde det til POV’s korrespondent i New York i sidste uge.

Og selvom Joe Biden med sikkerhed vil lægge en radikalt anden tone overfor Putin i denne uge, så vil han også fortsætte den pivot to Asia, som Obama startede, der i stigende grad vil få USA til at fokusere på konkurrencen med Kina; Biden vil heller ikke kunne undgå at skulle forholde sig til et eksplosivt Mellemøsten og dermed også bruge tid og politisk energi i denne region.


LÆS ALLAN HAVE LARSENS ANALYSE AF PUTIN OG BIDEN HER


Men uanset de globale udfordringer så er både Biden og hans erfarne udenrigsminister Tony Blinken klar over, at der ikke kan ledes ude uden at levere indenrigspolitiske resultater.

Derfor vil vi se, at USA’s succes på den globale scene, i høj grad vil afhænge af, hvorvidt Biden kan levere økonomisk fremgang – vækst og stabilitet – på hjemmefronten; og derfor var den nye præsidents beslutning om at trække USA’s tropper ud af Afghanistan for nylig (en sikkerhedspolitisk beslutning, NATO-partnerne ikke blev præsenteret for først og som vakte betydelig bestyrtelse i Pentagon, der var modstandere men blev sat på plads af Det Hvide Hus) også først og fremmest indenrigspolitisk motiveret.

Vælgerne er dødtrætte af krig og af amerikanske boots on the ground. De vil have gang i jobmarkedet og økonomien efter coronakrisen.

Biden ønsker med andre ord at levere varen med sin enorme infrastrukturpakke, der består af både hardcore økonomiske saltvandsindsprøjtninger i grøn indpakning og med staten som driver samt en storstilet plan – the American families plan – om velfærdsydelser, som lyder nærmest danske i deres ambitioner (barselsorlov, børnepasning, daginstitutioner, gratis universiteter, øget uddannelsesstøtte, og i det hele taget en lang række initiativer indenfor socialpolitik, familiepolitik og uddannelsespolitik).

Hvis den indenrigspolitiske, og særligt den økonomiske, del af Bidens projekt lykkes, vil de kræfter, der kæmper for menneskerettigheder overalt i verden, igen kunne støtte sig til Washington med fornyet optimisme

Og set med disse briller turde det stå klart, at en holdbar sikkerheds- og udenrigspolitik i det lange perspektiv må bygge på et mindre polariseret USA. Amerika er kun så stærkt som forbillede, som dets vælgere giver opbakning til. Med et stærkt demokratisk fundament i vælgerhavet, kan USA lede det liberale, vestlige frihedsprojekt og gøre det til et attraktivt alternativ til autokraterne i Moskva og Beijing.

Hvis den indenrigspolitiske, og særligt den økonomiske, del af Bidens projekt lykkes, vil de kræfter, der kæmper for menneskerettigheder overalt i verden, igen kunne støtte sig til Washington med fornyet optimisme.

Der er imidlertid langt igen, og Vladimir Putin, hvis chance ligger i en fortsat splittelse i den vestlige alliance, vil ikke lade nogen chance gå fra sig til at trække i modsat retning.

De to præsidenter mødes i Geneve onsdag efter tirsdagens EU-USA topmøde er slut.

Biden USA demokrati
Biden er en udenrigspolitisk veteran og har mange møder bag sig med EU. Her er den daværende vicepræsident på besøg i Europa-Parlamentet i 2015. Ved dette møde talte han også om demokrati og forholdet mellem USA og Europa. Foto: © European Union 2015 – European Parliament.

LÆS MERE FRA USA AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER


Topillustration: Officielt portræt af alle NATO-lederne fra mødet mandag. Her blev de forsamlede stats- og regeringschefer enige om at styrke demokratiet og bekræftede hinanden i, at USA og Europa står sammen. Det var Joe Bidens første besøg i Europa efter han blev indsat. Foto: NATO.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV. Hun er også USA-korrespondent og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 sprang hun ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012, 2016 og 2020). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid læser hun bøger og bistår danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er noget af en nørd, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på nu 18. år som udlandsdansker. Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen. Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail til annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Internationalt