FORSVARSFORLIG // POLITISK ANALYSE – ”Det er nu, vi skal vise, hvem vi er, og hvad vi står for,” lyder det fra statsministeren om det nationale kompromis, der skal hæve forsvarsbudgettet med 18 mia. kr. over det næste årti. Men hvilken forskel gør de mange milliarder, når det kommer til stykket?
”Det siges, at man aldrig må lade en god krise gå til spilde,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) sidste år i oktober ved Folketingets åbning med henvisning til håndteringen af coronakrisen.
Regeringen havde som bekendt valgt at investere sig gennem krisen, med lånte penge, og nu viste resultatet sig. Beskæftigelsen slog alle rekorder, og væksten forventedes at blive den højeste i 15 år.
Men nu var der så mangel på arbejdskraft, hvilket fik Mette Frederiksen til at finde talemåden (der tilskrives den afdøde britiske premierminister Winston S. Churchill) frem, om end statsministeren understregede, at hun altid havde haft det ”lidt anstrengt” med netop denne.
Det havde kun taget tre en halv dag, fra det første forhandlingsmøde til det sidste, før statsministeren kunne konstatere, at verden i løbet af de seneste 10 havde forandret sig
”For vi har jo set før, hvordan den politiske krisehåndtering efterlod en regning hos dem, der havde sværest ved at betale den,” forklarede Mette Frederiksen den dag på talerstolen i folketingssalen.
»Større ulighed. I en tid med høj arbejdsløshed. Urimelige reformer. Sådan er det ikke den her gang.«
Og skulle nogle have været i tvivl om statsministerens nyfundne begejstring for ikke at lade en god krise gå til spilde, så gentog hun det i forbindelse med præsentationen af det såkaldte nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Kompromisset, der skal hæve forsvarsbudgettet med 18 milliarder kroner over det næste årti, så det i 2033 ender på de to procent af bruttonatioanalproduktet (BNP), som NATO’s lande har som målsætning (samtidig bliver forsvarsforbeholdet sendt til folkeafstemning).
”Historiske tider kalder på historiske beslutninger,” som det ved den lejlighed lød fra Mette Frederiksen på pressemødet i Statsministeriet med de andre partier bag det nationale kompromis, Venstre, Det Konservative Folkeparti, De Radikale og SF.
Det havde kun taget tre en halv dag, fra det første forhandlingsmøde til det sidste, før statsministeren kunne konstatere, at verden i løbet af de seneste 10 havde forandret sig.
”Putins brutale angreb på Ukraine varsler en ny tid i Europa,” sagde Mette Frederiksen.
”Der er få tidspunkter i vores historie, der har så stor betydning for vores fælles fremtid, som det, vi oplever lige nu. Det er nu, vi skal vise, hvem vi er, og hvad vi står for.”
Lever på lånte penge
Efterfølgende har flere selvfølgelig påpeget, at ligesom med håndteringen af coronakrisen håndteres Ukrainekrisen endnu engang med lånte penge.
Rent teknisk findes de 18 milliarder kroner ved at løsne den knude, som daværende finansminister Bjarne Corydon (S) i sin tid bandt på dansk økonomi i form af budgetloven, så statens underskud kan øges fra maksimalt 0,5 procent af BNB og til fremover én procent (Bjarne Corydon, som i dag er chefredaktør på Børsen, har kaldt beslutningen en ”narkomanisk” brug af penge, andre har afskaffet).
Men færre har stillet spørgsmål ved, om højere danske forsvarsudgifter – eller for den sags skyld amerikanske og vesteuropæiske – ville have gjort nogen forskel i den nuværende krise. Og om de 18 milliarder kommer til at gøre dette i fremtidige af slagsen. Eller om krisehåndteringen med andre ord denne gang er den rigtige.
Politik ”på speed”
En af dem er tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Ikke fordi Moderaternes formand nødvendigvis er modstander af højere forsvarsudgifter, afskaffelsen af forsvarsforbeholdet – eller en forsvarsaftale med USA, der kan tillade udstationering af amerikanske soldater og militærudstyr på dansk jord.
Men Lars Løkke Rasmussen advarer om, at det går hurtigt, og for hurtigt lader han forstå, i denne tid. Det ser ud, som om at dansk politik er »på speed i øjeblikket,« som han udtrykker det.
Selv var Lars Løkke Rasmussen som finansminister i 2008 med til at nedsætte Forsvarskommissionen, og skiftende regeringer har typisk nedsat sådanne kommissioner, med deltagelse af politikere, embedsfolk, officerer og eksperter, i forbindelse med større strategiske omvæltninger i omverdenen, der har haft betydning for forudsætningerne for den førte sikkerheds- og forsvarspolitik.
Har den vestlige forsvarsalliance den politiske vilje eller for den sags skyld noget ønske om at bruge militære midler, selv om alliancen dermed udsætter sig for et russisk gengældelsesangreb?
I alt har der været nedsat otte forsvarskommissioner. Den første blev nedsat i 1866 efter tabet af hertugdømmerne to år forinden og den seneste blev det netop i 2008 og dannede baggrund for de efterfølgende politiske forhandlinger om forsvarsforliget 2010-2014.
Det år var det Lars Løkke Rasmussen, som først ville finde ud af, hvor meget der egentlig var at gøre godt med, hvorimod daværende forsvarsminister Søren Gade (V) ønskede at starte med at finde ud af, hvilket militært isenkram, der var brug for – og så måtte partierne efterfølgende fremtrylle pengene. Og at der var brug for flere penge, lagde forsvarsministeren ved den lejlighed ikke skjul på.
USA bruger broderparten af pengene
I dag er det dog ikke ligefrem manglen på militært isenkram vis-a-vis Rusland, der præger NATO’s lande.
Tværtimod.
Ifølge det svenske institut for fredsforskning, Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), tegnede alene USA sig i 2020 for 39 procent af verdens samlede militærudgifter eller 778 milliarder dollar, hvorimod Rusland kom ind på fjerdepladsen (efter Kina og Indien). Rusland brugte i 2020 61,7 milliarder dollar på sit militær, hvilket skal ses i forhold til, at Storbritannien (på femtepladsen) brugte 59,2 milliarder, Tyskland (syvende pladsen) 52,8 og Frankrig (ottendepladsen) 52,7.
Spørgsmålet er derfor ikke så meget, om NATO har de militære midler til at kunne afskrække Rusland fra et potentielt angreb. Det er snarere, om den vestlige forsvarsalliance har den politiske vilje eller for den sags skyld noget ønske om at bruge disse, selv om alliancen dermed udsætter sig for et russisk gengældelsesangreb.
Dr. Strangelove
Efter Anden Verdenskrig var NATO’s strategi at imødegå et konventionelt sovjetisk angreb i Europa med atomvåben og med, hvad der i starten blev kaldt ”massiv gengældelse”. En strategi der skyldtes USA’s overvægt af atomvåben og ikke mindst ønsket at om at spare penge på de konventionelle styrker.
USA ønskede a bigger bang for for the buck, som den daværende amerikanske forsvarsminister, Charles E. Wilson, udtrykte det. Den tidligere præsident for General Motors blev forsvarsminister på et tidspunkt, hvor det amerikanske forsvar slugte 60 procent af statens budget og hver ottende dollar af BNP.
Men under indtryk af udviklingen i de sovjetiske atomvåbenstyrker skiftede USA i 1961 til strategien om det ”fleksible svar”, fordi – som Charles E. Wilsons efterfølger på posten, Robert McNamara, erkendte – få af USA’s venner, og ingen af landets fjender, længere troede på, at et sovjetisk angreb på Bornholm ville føre til et amerikansk atomangreb på Moskva. Og en trussel tjener nu engang kun sit formål, hvis den truede tror på den.
I stedet har forholdet mellem USA og Sovjetunionen – og siden Rusland – siden midten af 1960’erne været præget af en ”gensidig sikret ødelæggelse” (MAD) i tilfælde af en atomkrig.
Et forhold som blev populariseret i Stanley Kubricks film ”Dr. Strangelove eller: Hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og at elske bomben”, hvor et amerikansk atomangreb på Sovjetunionen (spoileralert!) sætter gang i en såkaldt dommedagsmaskine, der vil udrydde alt menneskeliv.
Nøglerne til flyene
Af samme grund var både USA og Sovjetunionen under den kolde krig tilbageholdende med at udfordre hinanden uden for deres respektive interessesfærer. Selv om Dwight D. Eisenhower var blevet valgt på en politik om at ”tilbagerulle” – og ikke bare ”inddæmme” – de kommunistiske lande, så opgav præsidenten dette de facto i Europa.
NATO støttede kun i ord – ikke handling – opstanden i 1956 i Ungarn.
Og i 1968 så NATO endnu engang til, da Sovjetunionen invaderede Tjekkoslovakiet og satte en ende for Pragforåret.
Denne gang har USA da også afvist Polens ønske om at sende 28 russiskbyggede jagerfly af typen MIG 29 til den amerikanske Ramstein Air Base, der ligger i Kaiserslautern i det sydvestlige Tyskland, og derfra videre til Ukraine.
Det skyldes, at Rusland har advaret om, at lande, som stiller flybaser til rådighed for ukrainske luftangreb, kan blive anset for at have meldt sig ind i konflikten. Måske ikke overraskende har polakkerne derfor ikke selv ønsket at stå for at aflevere nøglerne til de ukrainske piloter.
Chamberlain
Krisen i Ukraine blev allerede før den russiske invasion sammenlignet med Tjekkoslovakiet i 1938, hvor Tyskland startede med diplomatisk at gøre krav på dele af nabolandet, med henvisning til beskyttelsen af det tyske mindretal i Sudeterlandet, og hvor den britiske premierminister Neville Chamberlain blot to årtier efter afslutningen på Første Verdenskrig ikke ønskede at starte en ny krig på grund af ”en strid i et fjernt land mellem mennesker, som vi ikke ved noget om.”
”Hvis vi skal kæmpe, skal det være for en større sag end det,” som Neville Chamberlain sagde i en radiotale til den britiske nation september inden Münchenaftalen, som afstod det tjekkoslovakiske grænseland til Tyskland.
Krigen kom som bekendt året efter og gav premierministerens såkaldte eftergivenhedspolitik et dårligt eftermæle.
Men dengang som i dag er spørgsmålet stadig, hvor langt et land – eller i dette tilfælde NATO – vil gå for at forsvare et andet, hvis det skulle komme dertil. Og hvor stor en forskel to procent, eller for Danmarks vedkommende 18 milliarder kroner, har for svarets troværdighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og