FORSVAR // ANALYSE – I to årtier har Kreml systematisk moderniseret sit militær, mens Danmark og Nato reducerede kapaciteter og troede, at freden var varig. Alligevel beskyldes vi i dag for at være dem, der opruster til krig, skriver Michael Christensen. Rusland kalder sin egen oprustning defensiv, men betegner ethvert vestligt modtræk som aggression.
I 2014 – samme år som Rusland annekterede Krim – beskar Danmark sit forsvarsbudget med omkring 15 procent i det daværende forsvarsforlig. Nedskæringen omfattede udsættelser af materielanskaffelser, lukning af enheder og reduktion i øvelsesaktivitet.
Samtidig gennemførte Rusland sin største militære mobilisering siden Sovjettiden.
Kontrasten kunne næsten ikke være større: Mens Moskva moderniserede og øvede sig på lynkrig, troede store dele af Europa stadig, at fred var en varig tilstand.
Uden balance mellem kapacitet og vilje er der ingen fred, kun sårbarhed
I 2014 viste Rusland, hvor tæt øvelse og operation kan hænge sammen.
Den 26. februar beordrede Kreml en pludselig beredskabsøvelse i det vestlige og centrale militærdistrikt. Øvelsen omfattede omkring 150.000 soldater, 880 kampvogne, 120 fly og 90 skibe. Officielt blev den præsenteret som en ”antiterrorøvelse”, men i praksis fungerede den som dække for mobilisering af styrker tæt på den ukrainske grænse.
Kort efter – den 27. februar – dukkede uidentificerede soldater uden nationale mærker op på Krim og besatte centrale bygninger. Det var russiske specialstyrker og BTG’er fra det vestlige militærdistrikt, støttet af enheder fra Østersø- og Sortehavsflåden.
Øvelsen gav således både operationel camouflage og strategisk afledning: Den skabte usikkerhed om, hvorvidt bevægelserne var træning eller reelt felttog.
Donbas: oprør-by-proxy
I øst blev næste fase sat i værk. Rusland forsøgte at fremstille kampene i Donbas som en lokal, folkelig modstand. I virkeligheden blev de organiseret og ledet af russiske efterretningsfolk. Igor Girkin (alias Strelkov), tidligere FSB- og GRU-officer, har selv fortalt, at det var hans enhed, der i april 2014 krydsede grænsen fra Rusland og udløste opstanden i Slovjansk: ”Hvis vores enhed ikke havde krydset grænsen, var det sluttet der, ligesom i Kharkiv eller Odessa.”
Girkin stod bag fangetagninger, tortur og henrettelser og blev et symbol på krig-by-proxy, altså krigsførelse, hvor lokale frontfigurer bruges som facade for russisk statslig aggression.
Asymmetrisk selvforståelse og refleksiv kontrol
Et grundlæggende træk ved den russiske doktrin er, at egne handlinger altid beskrives som defensive, mens vestlige modtræk fremstilles som aggression.
Når Rusland opruster, sker det ”for at beskytte sig”. Når Nato styrker sin østflanke, kaldes det ”provokation”.
Den britiske Ruslands-ekspert Keir Giles beskriver i Moscow Rules denne asymmetri som et af de mest vedholdende mønstre i russisk strategi: Rusland skaber med vilje situationer, hvor Vesten reagerer – for derefter at bruge reaktionen som bevis på vestlig fjendtlighed.
For Vesten betyder det, at enhver reaktion – også defensiv – bliver tolket som bekræftelse på russiske narrativer. Denne logik forvansker forståelsen af årsag og virkning i den offentlige debat: Vores forsvar ses som oprustning, deres oprustning som selvforsvar.
Det er et eksempel på det, Giles kalder refleksiv kontrol: at forme modpartens beslutninger gennem forventet adfærd.
”At anerkende og acceptere, at dette ikke kommer til at blive anderledes i den nærmeste fremtid, vil hjælpe Vesten med at finde en måde at håndtere Rusland på uden at risikere en større konflikt,” skriver Giles.
Afskrækkelse og ansvar
I Who Will Defend Europe? advarer Keir Giles om, at Europas største svaghed ikke er mangel på ressourcer, men mangel på vilje. Han påpeger, at Rusland kun respekterer modstandere, der viser styrke, og at diplomatiske signaler uden kapacitet ikke afskrækker nogen i Kreml.
”Europa kan ikke længere føre sikkerhedspolitik, som om der aldrig kan blive krig igen,” skriver Giles og tilføjer, at en troværdig afskrækkelse kræver militær tilstedeværelse på frontlinjen, ikke blot hensigtserklæringer.
Det er en analyse, der passer præcist på den nuværende danske og europæiske situation. Oprustning er ikke et tegn på krigsvilje, men på ansvarlighed: en erkendelse af, at afskrækkelse kun virker, hvis den er både synlig og realistisk.
Når Danmark og Nato i dag opruster, er det derfor ikke for at starte en krig, men for at lukke et hul, som Rusland selv har skabt. I to årtier har Rusland opbygget evnen til hurtig mobilisering og regional overmatch, mens Nato i samme periode har reduceret styrker og logistik.
Risikoen i dag ligger ikke nødvendigvis i et storstilet angreb, men i hurtige, begrænsede operationer, hvor Rusland forsøger at skabe et fait accompli, før Natos beslutningsmaskineri kan reagere. Netop derfor er troværdig afskrækkelse – politisk og militær – nødvendig.
At styrke dansk og allieret forsvarsevne er ikke en trussel, men en forudsætning for stabilitet.
Den virkelige udfordring er ikke at forstå Rusland, men at acceptere, hvad vi allerede ved: at Moskva ikke deler vores opfattelse af fred, sikkerhed eller ret
Putins tale på sikkerhedskonferencen i München 2007, hvor han åbent afviste den liberale verdensorden, burde have været et advarselssignal. Det blev den ikke. Krim i 2014 burde have været det næste.
Først efter invasionen af Ukraine i 2022 er erkendelsen slået igennem: at oprustning ikke er et ønske om krig, men et forsøg på at forhindre den.
Som Keir Giles skriver, består den virkelige udfordring ikke i at forstå Rusland, men i at acceptere, hvad vi allerede ved: at Moskva ikke deler vores opfattelse af fred, sikkerhed eller ret.
Rusland ser sine egne handlinger som defensive og vores som aggressive, men det ændrer ikke realiteten: Uden balance mellem kapacitet og vilje er der ingen fred, kun sårbarhed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og