USA og Trump på vej mod Iran?

i Internationalt af

KOMMENTAR – Har USA i sinde at gå i krig mod Iran? Ja, skriver Jens Rohde, som mener at signalerne taler sit tydelige sprog. Senest efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, påskrev Iran ”død, kaos og terror” i sin tale til FN’s årlige generalforsamling. Spørgsmålet er, hvordan Danmark og Europa forholder sig til en mulig krig mod Iran.    

USA’s præsident Donald Trump havde til dette års generalforsamling i FN skiftet sit fjendebillede ud. Mens sidste års raketmand i Nordkorea blev rost, fik Iran skyld for død, kaos og terror i præsidentens tale. Hvis nogen tror, at skiftet beror på præsidentens humørsvingninger, tager de fejl. 

Der er en meget klar linje og langsigtet strategi i det Donald Trump og ikke mindst hans stab er i færd med: Han skaber en ny verdensorden, og han gør det ved at opsætte et modsætningsforhold mellem internationalt samarbejde og national suverænitet.

Det er den farligste doktrin af alle, for det efterlader verden i de stærkes vold. Det bliver dem med muskler og stærke ledere, som herefter deler verden mellem sig – som det har været tilfældet alle tider, ikke mindst i årene op til 2. Verdenskrig.

Hvor står den danske regering og dens flertal, når USA igen siger: Enten er I med, eller også er I imod os? 

Trump gør et stort nummer ud af national suverænitet. Det er dog klogt i at minde sig selv om, at doktrinen alene gælder lande, der føjer ham og tilpasser sig hans verdensbillede.

Dette sammenholdt med USA’s skizofrene holdning til Mellemøsten siden 1979, hvor man det ene øjeblik udråber sunni-muslimer, det næste øjeblik shia-muslimer til legitime krigsmål, efterlader ikke meget tvivl om, at USA målrettet går efter et regimeskifte i Iran. Ordet regimeskifte er pseudonym med krig. Den kan have mange ansigter og er for så vidt allerede i gang. Flere amerikanske medier spekulerer i, hvornår den skal udkæmpes med fysiske bomber.  

Det er i dette lys, man skal se både den nylig ophævelse af atomaftalen med Iran, Trump’s tale i FN og hans samtidige verbale angreb på George Bush og hans måde at involvere sig i Mellemøsten på. Trump kalder det “den største fejltagelse i USA’s historie.”

”Penge overtrumfer fred”

Den sidste analyse har han faktisk ret i, for krigen i Irak var en gave til det iranske præstestyre. Trump bruger den omvendttil at legitimere de igangværende angreb på Iran, samt de, som er under forberedelse. Hvis man synes, at Irak var kaos, så vent til krigen mod Iran. Den vil betyde guld for den amerikanske olie- og våbenindustri. 

I den sammenhæng kan det være nyttigt at se lidt tilbage på historien:

Vi ved helt præcist i dag – takket være NATO’s tidligere militære øverstkommanderende, Wesley Clark, – at invasionen af Irak var en del af en større omstyrtningsstrategi rettet mod syv lande, og at strategien kom på den amerikanske regerings bord i 2001 i klassificeret stand og omhandler angreb på f.eks. Irak, Libyen og Iran.

Vi ved, at den amerikanske strategi, var under stærk påvirkning af den amerikanske olie- og våbenindustri.

USA’s forsvarsminister Jim Mattis har ofte sagt: ”De tre største trusler i Mellemøsten er Iran, Iran og Iran.”

Vi ved, at det amerikanske våbenfirma Halliburton havde folk og udstyr i Irak før invasionen, og at vicepræsident Dick Cheney havde været chef for denne våbenindustri umiddelbart før sin tiltrædelse som vicepræsident i USA. Vi ved, at dette firma og den amerikanske regering var involveret i en stor udbudsskandale relateret til invasionen i Irak.

Vi ved, at daværende vicepræsident Dick Cheney var manden, som forsvarede USA i Iran-contra skandalen og tilmed anså Iran-contra strategien for at være en rigtig model for amerikansk udenrigspolitik.

Vi ved, at USA’s udenrigsminister Collin Powell refererede til en kilde i sin tale 5. februar 2003 i FN, hvor han fortalte, at en højtstående Al Qaeda leder havde fortalt om forbindelser mellem Saddam Hussein og Al Qaeda. 

Vi ved, at Powell siden selv fortalte, hvordan han blev præsenteret for en tale til Sikkerhedsrådet med henvisninger til terror, hvor han bad om at få disse referencer ud, men som en time senere blev begrundet med den i talen nævnte persons udtalelser. Vi ved, at udtalelserne slet ikke var nye. Kilden var en mand, der måneder forinden var kommet med udtalelser under tortur og siden havde trukket dem tilbage. 

Hvor stiller Europa sig i en ny amerikansk påstået krig mod terror og atomvåben? Når USA’s efterretningstjenester fylder os med dokumentation om Irans kommende atomvåbenarsenaler?

Vi ved i dag, at de kemiske våben, der i den danske debat jævnligt blev henvist til før, under og efter irakinvasionen, jævnfør Riegle-Rapporten fra 1994 fra det amerikanske Senat, i minimum 70 tilfælde var biologiske komponenter fra USA solgt til Irak bl.a. efter aftale mellem Saddam Hussein og den daværende særlige udsending for Reagan-regeringen, Donald Rumsfeld, som senere blev forsvarsminiser i Bush-regeringen.

I bogen Shadow World, skrevet af Andrew Feinstein, Executive Director i Corruption Watch UK og blandt verdens mest anerkendte korruptionsforskere, påvises det, at daværende premierminister Tony Blair personligt pressede våbenhandler igennem i Storbritannien og selv underskrev dem i årene op til Irak-krigen.

Det påvises, at premierminister Tony Blair standsede de britiske undersøgelser om transfer af våben og penge mellem Saudi Arabien og Storbritannien.

Det påvises, at Blair godkendte betalinger til en personlig ven af præsident Bush, som del af returkommission til British Aerospaces.

Vi ved, at George Bush Jr. i et tv-interview om Irak-krigen, som enhver kan finde på nettet,  har sagt: ”Det forholder sig nu engang sådan, at penge overtrumfer fred.

Vi ved også, at den siddende amerikanske sikkerhedsrådgiver, John Bolton, mener, at USA skal angribe såvel Iran som Nordkorea i en præventiv krig og samtidig give Kina det, han kalder ”en militær lektion, så Kina forstår, at de aldrig vil kunne slå USA militært.”

Det vil være klogt at forberede os på den debat og en klar stillingtagen relativt hurtigt. Det er naivt at tro, at Trump-administrationens suverænitetsdoktrin gælder lande som os, eller de lande, der er udpeget som de for tiden gældende fjender

Tro det eller lad være, men også disse udtalelser er rigt dokumenteret. John Bolton har holdt adskillige forelæsninger og skrevet i New York Times herom. Jeg har selv mødt ham, da han var FN-ambassadør i New York, og man behøver ikke at betvivle mandens overbevisning om USA’s ret til militært at hævde overherredømme i verden.

Der er amerikanske efterretninger om, at der i årevis har været udstyr og amerikansk finansierede og amerikansk/israelsk trænede soldater fra bl.a. organisationen M.E.K i det nordlige Iran, hvilket blandt andet er beskrevet i adskillige artikler af den prisvindende amerikanske Mellemøstjournalist og forfatter Seymour M. Hersh.

USA’s forsvarsminister Jim Mattis har ofte sagt: ”De tre største trusler i Mellemøsten er Iran, Iran og Iran.” Den seneste nationale forsvarsstrategi fra Trump-administrationen beskriver tillige Iran som en af fire hovedtrusler mod USA, “som skal håndteres.”

Tusindkronersspørgsmålene

Her kommer så de spørgsmål, som Danmark og Europa nødvendigvis må forholde sig til:

Hvor stiller Europa sig i en ny amerikansk påstået krig mod terror og atomvåben? Når USA’s efterretningstjenester fylder os med dokumentation om Irans kommende atomvåbenarsenaler? Eller når vores virksomheder trues med amerikanske sanktioner, hvis ikke vi makker ret? Hvem trumfer hvem, og hvad trumfer hvad? 

Hvor står den danske regering og dens flertal, når USA igen siger: Enten er I med, eller også er I imod os? 

Det vil være klogt at forberede os på den debat og en klar stillingtagen relativt hurtigt. Det er naivt at tro, at Trump-administrationens suverænitetsdoktrin gælder lande som os, eller de lande, der er udpeget som de for tiden gældende fjender. 

Der skal nok være dem, som beskylder mig for at forsøge at genorkestrere komponisten Sergej Prokofiefs Peter og Ulven fra 1936. Man kan kun håbe, at de vil få ret. Men nu er det sagt og skrevet, så ingen ansvarlig politiker kan komme og sige, at en krig mod Iran og økonomiske trusler mod os selv, kom bag på dem. Betragt det som rettidig omhu.

Topillustration: Kristian V. Jensen 

Jens Rohde er 48 år, men har allerede tung erfaring såvel lokalt, nationalt som internationalt: 7 år som byrådsmedlem i Viborg Byråd, 9 år som folketingsmedlem, 9 år som medlem af Europa-Parlamentet, 10 års erhvervserfaring inden for handel og marketing og 20 års praktisk radioerfaring. Jens Rohdes poster i Europa-Parlamentet:

Medlem af Europa-Parlamentet for ALDE-gruppen (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa).
Medlem af Landbrugsudvalget.
Stedfortræder i Retsudvalget.
Stedfortræder i Transportudvalget.
Stedfortræder i Delegationen for Forbindelserne med Schweiz og Norge.

Jens Rohde er desuden vært på radioprogrammet Europa i flammer på Radio24Syv, som sendes hver søndag kl. 18.05. Dette er Jens Rohdes personlige bud på en ny solidarisk begyndelse for Europa. ”Hvis du vil ændre verden, begynder det hele med dig selv”.

Seneste artikler om Internationalt