NYHED // OVERBLIK – Den amerikanske præsident har sendt sin svigersøn og USA’s Mellemøst-udsending Jared Kushner til Egypten og Israel i et nyt forsøg på at få gang i den fastlåste fredsplan for Gaza. I går mødtes Kushner med Hamas’ leder Khalil al-Hayya i Egypten, og i dag skal han efter planen mødes med Israels premierminister. Benjamin Netanyahu afviste i sidste uge åbent den amerikansk støttede 15-punktsplan, som Donald Trumps Board of Peace, eller Fredsråd, fik forhandlet på plads i oktober sidste år.
Ifølge AP varede mødet mellem Kushner og al-Hayya mere end to timer. Med til mødet var også repræsentanter fra Egypten, Qatar og Tyrkiet, som løbende har fungeret som mæglere i konflikten. Samtalerne handlede især om det afgørende spørgsmål om Hamas’ afvæbning og en mulig israelsk tilbagetrækning fra Gaza. Ifølge AP var det netop uenigheden om Hamas’ afvæbning, der har fået processen med våbenhvilen til at gå i stå.
Det egyptiske præsidentkontor har lagt denne video op på sin hjemmeside fra mødet:
Med på rejsen har Kushner den tidligere britiske premierminister Tony Blair. The Times skriver, at de to i går forsøgte at få Hamas til at tage konkrete skridt mod afvæbning. Ifølge mediets oplysninger bekræftede Hamas under mødet sin tilslutning til at overdrage kontrollen med Gaza til en palæstinensisk teknokratisk regering.
Efter samtalerne opfordrede Hamas ifølge BBC mæglerne og Trumps Fredsråd til at “tvinge” Israel til at godkende køreplanen for planens næste fase. Organisationen krævede samtidig, at Israel stopper alle angreb i Gaza, som Hamas betegner som brud på våbenhvilen.
France24 skriver, at Kushner under mødet krævede “konkrete og påviselige tiltag” fra Hamas. Ifølge en kilde med kendskab til forhandlingerne understregede Kushner også, at “Gaza aldrig mere kan være en kilde til terror i Israel”. Hamas skulle efter mødet endnu en gang have bekræftet sit engagement i planen.
Det er dog fortsat uklart, hvor langt Hamas er villig til at gå. AP skriver, at organisationen har knyttet overdragelsen af sine tungeste våben til oprettelsen af en palæstinensisk stat, hvilket den nuværende israelske regering afviser. En planlagt palæstinensisk teknokratisk komité, som skal administrere Gaza, er endnu ikke etableret eller ankommet til området.
“Netanyahu fastholder på sin side, at israelske styrker ikke vil trække sig fra nogen position i Gaza, før Hamas er fuldstændigt afvæbnet”, siger POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner. “Premierministeren kritiserer også planen om, at Hamas’ våben skal deponeres. Han kræver, at alle våben bliver destrueret, og det omfatter også det omfattende tunnelsystem, som Hamas har brugt milliarder på at bygge under Gazastriben.”
Reuters citerer en højtstående israelsk embedsmand for, at Israel samtidig er bekymret over amerikanske krav om at stoppe målrettede drab på Hamas-medlemmer, fordi organisationen ifølge israelerne forsøger at genopbygge sine styrker.
“Dette er grunden til, at Netanyahu også afviser planen om at lade palæstinensere beholde personlige håndvåben”, tilføjer Fafner.
Striden har også udviklet sig til et politisk problem for Netanyahu. Der er valg i Israel den 27. oktober, og ifølge AP skal han forsøge at fastholde magten med støtte fra en koalition, hvor flere ministre ønsker en hårdere linje over for Gaza. Derfor er det usikkert, hvor store indrømmelser han vil være villig til at give før valget.
“Man kan med god grund antage, at Netanyahu lige nu prøver at trække tiden ud, for en aftale på de aktuelle betingelser vil stille ham i et dårligt lys blandt vælgerne på den israelske højrefløj. Derfor er det nærliggende at tro, at Hamas på netop den baggrund stiller sig positivt til aftalen. Denne er nemlig ikke specielt fordelagtig for Hamas, som jo vil miste magt og indflydelse. Men lige nu kan bevægelsen score internationale points ved at sige ja i den temmelig trygge forvisning om at Netanyahu fastholder sit nej. Det er med andre ord en fastlåst situation, som er klassisk, når det kommer til mellemøstligt diplomati”, siger Fafner.
Samtidig vokser presset udefra. BBC skriver, at Egypten, Qatar, Jordan, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet, Pakistan og Indonesien søndag fordømte Israels afvisning af planen. Landene advarede om, at beslutningen truer Trumps bestræbelser på at skabe fred.
Ifølge AP sagde de samme lande, at “Israel har ansvaret for at obstruere bestræbelserne på at skabe fred i Gaza”. De opfordrede USA og Trumps Fredsråd til at gribe ind med “umiddelbare og konkrete foranstaltninger”.
Netanyahus parti, Likud, afviser kritikken. Reuters skriver, at partiet i stedet beskylder de arabiske lande for at forsøge at vælte Netanyahu til fordel for hans politiske modstandere.
Samtidig fortsætter volden i Gaza. Ifølge Reuters har israelske styrker genoptaget luftangreb efter en periode med færre angreb. Det israelske militær siger, at det har ramt militante fra Hamas og Islamisk Jihad, mens lokale læger rapporterer om dræbte og sårede civile.
AP vurderer, at udfaldet af forhandlingerne har enorme konsekvenser for befolkningen i Gaza og for muligheden for at begynde genopbygningen af det krigshærgede område. En yderligere del af planen – indsættelsen af internationale styrker, som skal adskille israelske styrker fra de områder, der skal administreres af den palæstinensiske komité – er også sat på hold.
Kushners møde med Hamas markerer dermed et sjældent direkte diplomatisk skridt, men den grundlæggende konflikt er uændret: Hamas vil ikke fuldt ud afvæbne sig uden politiske garantier, mens Netanyahu kræver afvæbning, før Israel trækker sig. Mandagens møde i Jerusalem bliver derfor afgørende for, om Trumps plan kan komme videre.
Der bor omkring 1,7 millioner mennesker i Gaza, og de fleste er ifølge FN fortsat fordrevne fra deres hjem. Palæstinenserne har stadig svært ved at skaffe mad nok, og adgangen til basale fornødenheder er ifølge International Rescue Committee begrænset. Israels militære operationer har efter våbenhvilen sendt flere mennesker på flugt.
Krigen i Gaza begyndte 7. oktober 2023, da Hamas og andre palæstinensiske væbnede grupper angreb det sydlige Israel. Ifølge FN blev mere end 1.200 mennesker dræbt, mens 251 personer blev bortført og ført til Gaza som gidsler.
Læs BBC, The Times, Reuters, France24 og AP
Læs også Hans Henrik Fafners analyse fra maj om Netanyahus kamp for sit politiske liv
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.