
NYHED // POV OVERBLIK – En iransk drone ramte i nat et fuldt lastet olietankskib i havnen i Dubai. Der gik ild i skibet, og frygten for olieforurening var overhængende. Ifølge myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater blev tankskibet Al Salmi ramt af dronen, mens det lå for anker.
Angrebet udløste en brand om bord, som dog senere blev slukket af det maritime brandberedskab. Der blev ikke rapporteret om tilskadekomne blandt de 24 besætningsmedlemmer, og myndighederne oplyste ifølge The Guardian, at der ikke var sket olielækage.
Angrebet markerer ikke desto mindre en ny optrapning af konflikten mellem Iran og USA samt Israel. Angrebet kommer midt i voksende spændinger i Hormuzstrædet, hvor en stor del af verdens energiforsyning passerer.
Det iranske statsmedie Fars News skrev i går ifølge The Guardian, at en parlamentskomite har besluttet, at der fremover skal opkræves told fra fartøjer, som skal igennem Hormuzstrædet. Sejlads vil dog fortsat være forbudt for skibe, der tilhører Israel, USA og andre lande, der gennem årene har været med til at straffe Iran med sanktioner. Det vil angiveligt betyde, at også olie til europæiske lande bliver stoppet.
Angrebet i Dubai havn fandt sted, få timer efter at den amerikanske præsident Donald Trump ifølge Reuters advarede om, at USA ville “udslette” Irans energiinfrastruktur, hvis landet ikke genåbnede Hormuz-strædet for skibstrafik.
Fra amerikansk side bliver der dog fortsat udsendt signaler om, at en diplomatisk løsning er mulig. Ifølge Det Hvide Hus ønsker Trump at få en aftale med Teheran i stand inden 6. april.
Men snakken om diplomati betyder ikke, at den militære konflikt aftager. Tværtimod.
Tusindvis af soldater fra den amerikanske eliteenhed, den 82. Airborne Division, er blevet sendt til Mellemøsten for at styrke USA’s militære tilstedeværelse i regionen. Det giver Washington flere muligheder, herunder potentielt direkte militær indgriben på iransk territorium.
I Libanon, hvor Israel har tæppebombet den iransk-støttede Hizbollahbevægelse sideløbende med angrebene på Iran, meldes der om fire dræbte i den sydlige del af landet, skriver Al Jazeera.
Krigen, der har varet i over en måned, har allerede kostet tusindvis af liv og skabt alvorlige forstyrrelser i de globale energimarkeder. Tankskibet, der blev ramt af en drone, var ifølge The Guardian lastet med omkring to millioner tønder råolie fra Kuwait og Saudi Arabia, og havde en anslået værdi på over 200 millioner dollar, skulle have været til Qingdao i Kina.
Efter nyheden om angrebet steg oliepriserne kortvarigt, men de faldt igen en smule, efter meldinger om at Trump var åben for at finde en diplomatisk løsning, selv hvis Hormuz-strædet forblev lukket.
EU’s energikommissær Dan Jørgensen har indkaldt EU energiministre til krisemøde i dag. Forud advarede han om, at regeringerne skulle forberede sig på langvarige afbrydelser af EU’s energiforsyninger på grund af krigen i Iran. Energiministrene skal forsøge at finde en samlet måde at håndtere krisen på.
”Selvom vi umiddelbart har håndteret Europas energiforsyninger lige nu, så opfordrer jeg reringerne til i tide at forberende sig på mulig langvarig afbrydelse”, udtaler Jørgensen ifølge Reuters. Han opfordrer blandt andet til at spare på olie og gas, og udlade initiativer, der er energikrævende, skriver Al Jazeera.
Prisen på Brent-råolie er steget 59 procent alene i marts – den største månedlige stigning nogensinde. De stigende energipriser har påvirket verdensøkonomien og er begyndt at presse økonomien i de enkelte husholdninger, særligt i USA. Her er prisen på el, benzin og anden energi blevet et centralt politisk tema op til midtvejsvalget i november.
Læs Al Jazeera, Reuters og The Guardian
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og