NYHED // POV OVERBLIK Sverige vil gøre adgang til kritiske mineraler og sjældne jordarter til en del af landets sikkerhedspolitik. Regeringen har med en ny mineralstrategi erklæret minedrift af strategisk vigtige råstoffer for en national interesse og vil gøre det hurtigere at åbne nye miner.
Baggrunden er især Europas voksende afhængighed af Kina. Ifølge Deutsche Welle står Kina for omkring 70 procent af verdens udvinding og forarbejdning af sjældne jordarter – mineraler, der blandt andet bruges i forsvarsindustrien, elbiler, computere og produktionen af vedvarende energi.
”Vi gør dette på baggrund af, at sikkerhedssituationen er blevet forværret, samtidig med at Europas industrielle afhængighed af Kina er vokset til en systemisk risiko”, sagde Sveriges energi- og erhvervsminister Ebba Busch (Kristdemokraterne) ifølge svensk tv, SVT, da hun holdt pressekonference i går.
Sverige råder selv over store mineralressourcer. Landet har blandt andet Europas største jernmalmmine i Kiruna i det nordlige Sverige, hvor mineselskabet LKAB også har fundet store forekomster af sjældne jordarter. Fundet ved Per Geijer-området er udpeget som et strategisk EU-projekt, der skal bidrage til at mindske afhængigheden af Kina.
”Med denne strategi flytter vi spørgsmålene om minedrift og mineraler ind i centrum af svensk sikkerhedspolitik”, sagde Busch ifølge SVT.
Den nye strategi skal blandt andet gøre det lettere og hurtigere at få tilladelse til at åbne nye miner. Regeringen vil oprette en ny myndighed for miljøgodkendelser, som efter planen skal være i drift fra 2027.
Samtidig skal staten kunne udpege mineralforekomster af særlig betydning for Sverige som nationale interesser. Ifølge regeringen skal det gøre det muligt tidligere i processen at prioritere projekter, der vurderes vigtige for landets forsyningssikkerhed.
”Et mindre land som Sverige, der råder over enorme naturressourcer og har virksomheder i verdensklasse, må udnytte den styrke”, sagde Ebba Busch ifølge SVT.
Regeringen understreger, at hurtigere sagsbehandling ikke betyder lavere miljøkrav. Ifølge Svenska Dagbladet handler det i stedet om flere ressourcer og en tydeligere prioritering af arbejdet med godkendelser.
Den svenske regering vil også undersøge, hvordan staten kan støtte strategiske projekter inden for minedrift, udvinding og forarbejdning. En mulighed er et statsligt investeringsselskab. Ifølge SVT mener Ebba Busch, at regeringen i dag mangler konkrete redskaber til at bidrage til projekter, der kan få betydning for Sveriges og Europas sikkerhed.
”Man er fuldstændig ligeglad med, om man lider enorme tab, så længe man sikrer, at man udkonkurrerer andre globale konkurrenter”, sagde Busch med henvisning til, hvordan andre lande bruger råstoffer som et geopolitisk redskab.
Den nye strategi ændrer dog ikke på, at minedrift fortsat er omstridt i Sverige. Mere end 90 procent af landets miner ligger i Norrland i det nordlige Sverige, som også er område for samiske rensdyravlere. Frygten er, at samernes traditionelle levevis bliver truet.
Regeringen vil derfor også undersøge, om en større del af den økonomiske gevinst fra minedriften kan blive i de lokalsamfund, der påvirkes.
”I dag får kommunerne ingen del af mineralafgiften. Afgiften går direkte i statskassen. Samtidig skal de lokale borgere leve med maskinerne, transporterne og miljøpåvirkningen”, sagde Ebba Busch.
Med den nye mineralstrategi forsøger Sverige dermed at gøre råstoffer til en strategisk ressource på linje med andre sikkerhedspolitiske områder – i en tid, hvor kampen om adgang til mineraler bliver stadig tættere forbundet med geopolitik.
Læs mere Svenska Dagbladet, SVT, Deutsche Welle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.