POLITIK // USA-ANALYSE – Det er et faktum. The Donald er her. Trump vandt i denne uge helt legitimt de nødvendige 1237 delegerede, der skal til for at blive sit partis kandidat ved præsidentvalget 8. november i år. Lad os da se nærmere på fænomenet og manden. Kan Trump simpelthen være den dårlige idé, hvis tid ikke desto mindre er kommet. Og hvis det er tilfældet, hvorfor så? Svaret kan ligge i en potent cocktail af politisk og kulturel nostalgi efter “de gode gamle dage i Amerika” kombineret med et ønske om økonomisk beskyttelse – altså protektionisme. Det er nemlig præcis den blanding, Trump tilbyder vælgerne, skriver Annegrethe Rasmussen
WASHINGTON D.C. – Politiske analytikere er ved at falde over hinanden for at forklare Donald Trumps succes i det republikanske primærvalg.
Er det længslen efter en stærk mand, der kan genrejse supermagten i usikre globaliserede tider, både økonomisk og militært. Er det ”sådan fascismen kommer til Amerika,” som den respekterede neokonservative politolog Robert Kagan skrev i Washington Post i sidste uge?
Er Trumps succes i virkeligheden blot et kulturelt betimeligt svar på alle de klager over en ubehagelig modernitet, der nat efter nat kl. 20:00 og 23:00 registreres som nationens kulturelle forfald på Fox News, der for gud ved hvilket år i træk er Amerikas mest populære politiske nyhedskanal på kabel-tv (ikke på tv som sådan, kun på kabel).
Eller er grunden snarere, at USA lider af en akut og dyb nostalgisk længsel efter et forsvundet Amerika, hvor værdipolitiske slagsmål – culture wars som amerikanerne kalder dem – handlede om simple sager. Sager, der var til at forstå, affirmative action, retten til at bære våben eller fængsledes stemmeret f.eks. Og ikke eksotiske, identitetspolitiske debatter om transseksuelle skoleelevers ret til at anvende et toilet, der ”svarer til det køn, de identificerer sig med frem for deres biologiske køn,” for nu at zoome ind på den mest aktuelle, brandvarme værdidebat lige nu, hvor Obama-regeringen har påbudt alle staterne at forsyne eleverne med netop den mulighed – og hvor en del republikansk styrede stater har nægtet, hvilket vil føre til retssager på stribe, som sandsynligvis ad åre vil ende i Højesteret.
Eller hvad med en anden klassiker på listen over fænomener, Fox News hader: fremvæksten af såkaldte ”safe spaces” – en debat, der raser på de videregående uddannelser, som i øvrigt også er kommet til Danmark og med lignende protester til følge; der ledsages af en ny type heftig diskussion om mulige krænkelser af minoriteter i form af mikroaggressioner, som får kampen for abort og homoægteskaber til at se sært altmodisch ud.
Er Trumps succes med andre ord i virkeligheden blot et kulturelt betimeligt svar på alle de klager over en ubehagelig modernitet, der nat efter nat kl. 20:00 og 23:00 registreres som nationens kulturelle forfald på Fox News, der for gud ved hvilket år i træk er Amerikas mest populære politiske nyhedskanal på kabel-tv (ikke på tv som sådan, kun på kabel).
”Caution, you are about to enter the no spin zone,” som Bill O’Reilly, en af Fox News’ mest populære TV-værter siger, mens han med rig anvendelse af netop en præcis og ikke ubetydelig mængde spin, advarer de gysende og hårdt prøvede seere om, at Reagan aldrig vender tilbage, at julen er truet og de amerikanske unge ikke aner, hvad hverken de patriotiske eller kristne helligdage handler om længere.
Kan man forstå Trump ved at analysere den udvikling, der så loyalt afspejles af Fox News og den tiltagende højredrejning i det republikanske parti?
En udvikling, der for alvor tog fart med Teapartybevægelsens fødsel i 2009, og som har spillet sammen med både ”birtherbevægelsen” og en racistisk murren i baglandet over præsident Obama; en præsident, som ifølge flere studieværter på samme kanal ”ikke elsker Amerika”, men blot er på en evig rundrejse med ”det eneste formål at undskylde for alt det onde, USA har gjort i verden,” som ”Judge Jeanine, ”en anden Fox News studievært, altid understreger, når hun taler om præsidenten.
En potent cocktail: kulturel nostalgi og protektionisme
Sandsynligvis udelukker de to forklaringer dog ikke hinanden. Den påståede dybe længsel efter de gode gamle monokulturelle dage i en vis del af den konservative, mestendels rurale og hvide, middelklasse går i fint hånd i hånd med de kræfter, der sukker efter en protektionistisk indstillet supermagt, som er væbnet til tænderne, men som ikke agter at foretage sig noget, hvis den ikke er truet direkte.
Er det en længsel efter en militær og økonomisk urørlig supermagt anno 1950 (eller 1990) uden horden af indvandrere, der har fået angste, lavt uddannede og især hvide mandlige vælgere til at flygte over til Trump? Som vi har set det i Danmark med tilslutningen til Dansk Folkeparti i starten af dette årtusinde
Og måske er den nedsmeltede tilstand internt i det republikanske parti, altså panikken i partiledelsen over Trump, helt ligegyldig. Ikke andet end en uskøn overlevelseskamp i kulissen, der kun kan forklare lidt af teknikken og parti-mekanikken bag et primærvalgsresultat, hvor den mest upopulære politiker i det moderne USA nogen sinde alligevel vandt kampen om magten i partiet.
Selv kan jeg næsten fysisk mærke tilpasningen fra hvor jeg bor – tæt på magtens frokostrestauranter down town DC, hvor man kan observere, hvem der dinerer med hvem. Og hvor man pø om pø over den seneste uge kan konstatere, at modstanden mod Trump, den såkaldte #NeverTrump-bevægelse, er sygnet hen og blevet afløst af en sammenbidt resignation og tilpasning til egen kandidat.
Der er efterhånden kun Erick Erickson – manden der grundlagde Red State bloggen og som nu driver et andet konservativ website, The Resurgent – chefredaktør Bill Kristol fra the Weekly Standard og Mitt Romney tilbage. Selv senator Lindsey Graham har overraskende givet op og rettet ind.
Tesen om Trump som USA’s svar på Dansk Folkeparti
Men er det så denne længsel efter en militær og økonomisk urørlig supermagt anno 1950 (eller 1990) uden horden af indvandrere, der har fået angste, lavt uddannede og i sær hvide mandlige vælgere til at flygte over til Trump? Nøjagtig som vi har set det i Danmark med tilslutningen til Dansk Folkeparti i starten af dette årtusinde.
Det er i hvert fald cirka det, man kan uddestillere, af de mange analyser, og det er en, danskerne kan forstå. Der gyses under PH-lamperne, hvor man siger til sig selv, at der er tunge tider på vej.
Som amerikanske Anne Applebaum – gift med den polske tidligere udenrigsminister Radosław Sikorski – advarede om i slate.com i den forgangne uge i essayet, ”This is how the West Ends,” der spår Vestens undergang og et veritabelt kollaps for de institutioner, som har båret efterkrigstidens Europa og det transatlantiske samarbejde – EU og NATO først og fremmest men også de store handelsaftaler. ”Tænk bare” skriver hun, hvis briterne forlader EU, Trump bliver USA’s præsident og Marine le Pen vinder det franske præsidentvalg i 2017. ”It’s the end of the world as we know it.”:
Ja – det lyder som en korrekt beskrivelse af, hvor vi står.
Myten om Trumps vælgere – nej, de er alle ikke fattige og lavtuddannede
Men er det en dækkende forklaring. Eller er det i bedste fald en overfladisk og lidt doven antagelse frem for en grundig analyse?
Hvis man dykker ned i statistikken bag Trumps sejr er det i hvert fald ikke korrekt, at Trumps tilhængere er solidt forankret i den dårligst udannede og fattige vælgerskare. Et flertal af byggemagnatens støtter er ikke blandt de lavest lønnedei USA, om end der er et overtal af hvide. Men som et gennemsnit betragtet er denne gruppe bedre stillet økonomisk end de sorte og spansktalende vælgere.
Den gennemsnitlige Trump eller Teaparty-vælger er hverken fattigere eller dårligere uddannet end gennemsnitsvælgeren. Men nok mere bekymret over udsigten til arbejdsløshed eller recession
Som Nate Silver, data-guruen fra websitet FiveThirtyEight.com skriver i maj i en artikel med titlen ”The Mythology of Trump’s Working Class Support”: ”
The median household income of a Trump voter so far in the primaries is about $72,000… That’s well above the national median household income of about $56,000. It’s also higher than the median income for Hillary Clinton and Bernie Sanders supporters, which is around $61,000 for both.”
I samme artikel kan man også se, at 10 procent af de familier, der agter at stemme på Trump ved præsidentvalget tjener over 199.000 dollar om året (1.33 millioner kroner). Det svarer i øvrigt til andre undersøgelser tilbage fra midtvejsvalget i 2010, der viste, at den gennemsnitlige Teaparty-vælger heller ikke var hverken fattigere eller dårligere uddannet end gennemsnitsvælgeren. Men nok mere bekymret over udsigten til arbejdsløshed eller recession.
Afskyen for USA’s underklasse
Analysen om arbejderklassens oprør bygger med andre ord ikke på empiri, men måske snarere på en fælles foragt, som den veluddannde, konservative og liberale (altså venstreorienterede) elite er rørende enige om:
Afskyen for den amerikanske underklasse: de lugter dårligt, klæder sig dårligt, har dårlig smag, motionerer ikke, spiser de forkerte ting og er i det hele taget ynkværdige.
Eller sagt anderledes med en letten på hatten til gode gamle Karl Marx: ”et klassebaseret had til de fattige.”
Antagelsen i USA om, at fattige mennesker er ”dovne” ligger dybt i folkesjælen. Det er den samme antagelse, som begrunder republikanernes konstante forslag om at skære i sociale programmer som ”food stamps;” at offentlig støtte fjerner incitamentet til at finde et arbejde, for hvad skal man med det, når maden kommer dumpende ind ad brevsprækken hver uge.
Disse undermennesker er med andre ord ikke bare dovne, foragtelige eksistenser i et selvvalgt moralsk forfald, dopet af pillemisbrug og alkohol, de fortjener simpelt hen slet ikke at eksistere
Medierne portrætterer også med hypnotisk sikkerhed fattige mennesker, som dovne misbrugere, børnemishandlere, low achievers, potentielle kriminelle og i hvert fald farlige. Og ser man mod Hollywood – på overfladen et paradis for venstreorienterede klimaforkæmpere og galionsfigurer for ligeløn i branchen eksempelvis – så kan man også her finde en klar overvægt af negative portrætter af underklassen, mens vinderen fremhæves; det gælder også, selv om man kan pege på film, hvor grådige finansfyrster spiller rollen som skurke.
Af og til siges det mere lige ud end andre. På det respekterede konservative tidsskrift National Review, kunne man eksempelvis forleden læse to essays – et af Kevin Williamson med titlen The Father-Führer og et af David French, der hed “Working Class Whites have Moral Responsibilities.”
Budskabet fra begge var klart. Som Williamson skrev, så er den amerikanske hvide underklasse:
“in thrall to a vicious, selfish culture whose main products are misery and used heroin needles.” Eschewing obvious economic and historical explanations … The truth about these dysfunctional, downscale communities is that they deserve to die. Economically, they are negative assets. Morally, they are indefensible.”
French supplerede med denne salve: ”If they couldn’t find a job in a few days — or perhaps even as little as a few hours — they’d stop looking. If they got angry at teachers or coaches, they’d drop out of school. If they fought with their wife, they had sex with a neighbor. And always — always — there was a sense of entitlement.”
Som Daniel Denvir fra det venstreliberale website salon.com skrev i sidste uge, så er disse undermennesker med andre ord ikke bare dovne, foragtelige eksistenser i et selvvalgt moralsk forfald, dopet af pillemisbrug og alkohol, de fortjener simpelt hen slet ikke at eksistere.
Og det er ikke kun borgerlige intellektuelle, der ser ned på denne hvide underklasse. Se på dette citat fra den selverklærede ”liberale høg” Jonathan Chait, der med al den veluddannedes foragt for ”white trash” erklærer, at grunden til Trumps succes simpelt hen handler om, at ”det republikanske parti er proppet med langt flere dårligt uddannede idioter, der ikke interesserer sig for politik end man kunne forestille sig.” Trumps tilhængere er ikke bare uintelligente, de er underbegavede, skriver han og konkluderer, at ”To watch Donald Trump and see a qualified and plausible president, you probably have some kind of mental shortcoming.”
Intet tyder på, at Trump foragter disse vælgere – eller hvis han gør, holder han det helt for sig selv. Hans løfte om at bygge en mur mellem Mexico og USA, som mexicanerne skal betale, og den konsekvente hårde tone overfor udokumenterede indvandrere har gjort ham ekstremt populær i hele Rustbælte
Det synes som om ”den hvide underklasse er nøglen til alt, og samtidig slet ikke burde eksistere,” som Denvir skriver i førnævnte essay.
Den hvide vælger slår igen
Men uanset, at Trump altså støttes af flere vælgere fra middelklassen end mange tror, så stemmer den republikanske arbejderklasse – de såkaldte ”Reagan Democrats” som Hillary Clinton også bejler til – også på ham i stor stil.
Og intet tyder på, at Trump foragter disse vælgere – eller hvis han gør, holder han det helt for sig selv. Hans løfte om at bygge en mur mellem Mexico og USA, som mexicanerne skal betale, og den konsekvente hårde tone overfor udokumenterede indvandrere – han har aldrig trukket sin nu herostratisk berømte sætning om, at mexicanerne væltede ind over grænsen som voldtægtsmænd og mordere tilbage – har gjort ham ekstremt populær i hele Rustbæltet.
Beundringen strækker hele vejen fra Indiana og West Virginia til Rhode Island og særligt blandt midaldrende hvide vælgere, der er tiltrukket af kombinationen af økonomisk nationalisme og xenofobi. Disse vælgergrupper er hårdt pressede økonomisk. Deres realløn er ikke bare stagneret, men faldet siden finanskrisens start som Denvir også gør opmærksom på og som Economy Policy Institute har dokumenteret.
Så måske har Kagan ret, når han i førnævnte essay fra Washington Post advarer:
“This is how fascism comes to America, not with jackboots and salutes, but with a television huckster, a phony billionaire, a textbook egomaniac ‘tapping into’ popular resentments and insecurities.
Og når det gælder tilslutning er der ikke noget at rafle om. Tal fra forrige uge viser med al ønskelig tydelighed, at Trump samler de hvide, republikanske kernevælgere om sig.
Der er ved at komme damp under Trump-kampagnens kedler
I den seneste meningsmåling fra WSJ/NBC fører han med 52 procent over for 36 procent over Hillary Clinton.
Men – og det er et stor met – det er dog langt fra nok. Man kan ikke vinde et præsidentvalg i USA på de hvide (arbejderklasse)stemmer alene.
Det er et faktum, som Washington Post skrev om i en lang baggrundsartikel i denne uge. Nedenstående skærmbillede viser udviklingen siden år 2000 – det sidste år, hvor man kunne vinde, hvis man vandt det store flertal af de hvide stemmer.
Det ved Trump-kampagnen naturligvis godt, og han vil derfor søge at vinde betydelige andre grupper indenfor såvel minoritetsgrupperne som især hvide middelklasse kvinder, der typisk stemmer på republikanerne. At han har sin egen base bag sig er sikkert.
Flere penge og mere intern opbakning
Dertil kan man lægge to andre vigtige udviklinger, der tog fart i sidste uge:
Trump er som nævnt indledningsvis langsomt men sikkert ved at finde og vinde fodfæste i sit eget partis godt nok modvillige men ikke desto mindre forhandlingsvillige elite.
Som grundlæggeren af lobbyfirmaet Monument Policy Group, Stewart Verdery, siger til Wall Street Journal, så står du dig bedst ved at ”riding the beast than trying to ignore it.”
Den globale, neoliberale kapitalisme er blevet en ansigtsløs dæmonisk kraft, som ingen – ud over den lille kosmopolitiske og velnærede overklasse – kan elske. Trump repræsenterer et konkret oprør mod denne elite
Ifølge Associated Press er der også ved at komme fuld damp under kedlerne, når det gælder indsamlingen til kampagnen: 1.7 millioner dollar var nettoresultatet i sidste måned, hvilket mestendels stammer fra vælgere, som køber ”Trump merchandise” til den store guldmedalje – herunder den allerede ikoniske røde kasket med sloganet ‘Make America Great Again’ som Trump også ofte selv ses iklædt.
Ja – Trump kan vinde – læs hvorfor
Og skal vi så lige runde af med det klassiske million dollar spørgsmål: kan Trump vinde til november?
Tallene viser fortsat at det er op ad bakke.
Mit eget instinkt ikke blot som garvet – det kan man vel godt kalde sig med 24 år på bagen som politisk journalist – analytiker og som boende i USA på nu ottende år, gør mig skeptisk: jeg har svært ved at se en så upopulær og polariserende kandidat vinde et valg i et fortsat mere mangefarvet i USA, hvor den hvide andel af vælgerbefolkningen er nede på 69 procent.
Det ville være dumstædigt at blive ved med blot skråsikkert at påstå, at Trump umuligt kan vinde
På den anden side er jeg – og mine mange kolleger, der ligesom jeg tog fejl i vores antagelser om, at reality stjernen umuligt kunne vinde nomineringen – tvunget af realiteterne til at tage forbehold fra nu af.
Det ville være dumstædigt at blive ved med blot skråsikkert at påstå, at Trump umuligt kan vinde
Så lad mig citere den mest overbevisende analyse, jeg endnu har læst, der argumenterer for, hvorfor Trump vil vinde. Den er skrevet af forfatter Anis Shivani, som på salon.com i i sidste uge skrev artiklen, ”Donald Trump is going to win: This is why Hillary Clinton can’t defeat what Trump represents.”
Shivani fremfører, at den globale, neoliberale kapitalisme er blevet en ansigtsløs dæmonisk kraft, som ingen – ud over den lille kosmopolitiske og velnærede overklasse – kan elske. Trump repræsenterer et konkret oprør mod denne elite.
Og hans tilbud om jobs på bordet, sikkerhed, fædreland og indadvendt protektionisme er anderledes konkret. Analysen minder om Kagans. Shivani ser også neofascisme og mener altså, at turen er kommet til Amerika. Og lige som Applebaum laver han også parallellen til Brexit og Le Pen:
”The Trump alliance desires to remake the world in their own image, just as the class representing neoliberal globalization has insisted on doing so. The difference couldn’t be starker. Capitalism today is placeless, locationless, nameless, faceless, while Trump is talking about hauling corporations back to where they belong, in their home countries, fix them in place by means of rewards and retribution, like one handles a recalcitrant child.”
Og grunden til at Clinton – lige som Mitt Romney før hende – vil tabe, argumenterer han, er, at hun netop ikke, som en del af denne globale elite, formår at forbinde sig til de konkrete vælgere, som er dødtrætte af modernitet og globalisering.
De synes ikke, det liberale demokrati har leveret varen til dem.
Trumps tirader mod frihandel og for et stort og stærkt USA, der er først i verden, er en dårlig ide, hvis tid er kommet. Og Clinton, som Mitt Romney før hende, er en del af den globale elite, og kan ikke forbinde sig til de konkrete vælgere
”Hillary Clinton represents precisely the same disembodiedness as Romney, for example because of her association with the Clinton Foundation. Where did the business of the state, while she was secretary of state, stop, and where did the business of global philanthropy (just another name for global business), begin, and who can possibly tell the difference?”
“Everything about Clinton—and this becomes all the more marked when she takes on the (false) mantle of speaking for the underclass, with whom she bears no mental or physical resemblance—reeks of the easy mobility of the global rentier class. Their efficacy cannot be accounted for, not through the kind of democratic process that is unfolding before our eyes as a remnant of the American founding imagination, her whole sphere of movement is pure abstraction.”
Med andre ord. Uanset hvor vulgær, hvor plat og forsimplet Trumps vision er, så kan man forstå den.
Hans tirader mod frihandel og for et stort og stærkt USA, der er først i verden, er en dårlig ide, hvis tid er kommet.
Vi får se.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
