BØGER // ANMELDELSE – I Mørkets venstre hånd af Ursula K. Le Guin behandles flydende køn og kultursammenstød, og fremtidsscenarierne synes for forfatteren mere utopisk end dystopisk. Hvad siger sci-fi-romanen, der er fra 1969 og netop genudgivet i ny oversættelse, os mere end 50 år senere? Freja Cæcilie Petri Bondgaard giver et bud.
I 1979 udkom den første ”Alien”-film, i hvilken Sigourney Weaver spillede rollen som den ikoniske Ellen Ripley. Siden da har hun haft status som en ikonisk figur i filmhistorien såvel som i popkulturen, og hun troner stadig højt på sin uafrystelige piedestal som ”The Sci-Fi Queen”.
Skulle man finde en pendant inden for litteraturens verden, ville det ikke være helt ved siden af at placere den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin (1929-2018) på den – i tæt kapløb med Mary Shelley (1797-1851) og Margaret Atwood (1939-).
Når Gyldendal genudgiver klassikeren netop nu, skyldes det bl.a., at romanen er mere aktuel end nogensinde, da den taler tydeligere ind i nutidens end datidens diskussioner om køn og kulturmøder.
Fænomenet køn på fremmed planet
I bogen møder vi jordboeren Genly Ai, som er udsendt til den komplet fremmede planet Vinther (også kaldet Gethen) for at fremme et intergalaktisk samarbejde, der bygger på fred og forståelse.
På Vinther møder Genly ikke bare en fremmed kultur, men også et radikalt anderledes økologisk miljø, som er smeltet fast i en slags evig istid, hvor temperaturen aldrig når over frysepunktet. På planeten går alt langsomt, menneskene interesserer sig ikke synderligt for moderne teknologi, og som det mest uvante er alle menneskene aseksuelle og nonbinære – i hvert fald 26 dage om måneden. De resterende dage i måneden går de i kemmer (’brunst’), og kun her kan beboerne føle opstemthed og forplante sig.
Størstedelen af tiden har beboerne altså intet køn. Kønnet opstår alene under kemmer og i mødet med det andet menneske. Alt afhængig af hormonbalancen og energierne mellem parterne formes et enten maskulint eller feminint kønsorgan, hvilket betyder, at det samme menneske kan give liv til og være mor for nogle og far for andre.
Livssyn
Da Le Guin skrev værket i 1969, kiggede hun ind i glaskuglen og så en fremtid med mere flydende kønsroller, hvor mødre fint kan være karrierekvinder, mens fædre er hjemmegående.
Efter værkets udgivelse fortrød hun sin – i egne øjne – stereotype fremskrivning af køn, for om hun vil det eller ej, er bogens kønsforståelse forankret i biologi og essentialisme og har ikke nutidens så populære konstruktivistiske blik med.
Det er ganske vanskeligt for Genly at befinde sig på Vinter. Han dummer sig i flæng og forstår hverken det androgyne eller planetens shiftgrethor, som er et i kulturen indlejret æreskodeks, alle beboerne skal navigere under.
Når man læser bogen i dag, fungerer den som et billede på to i kulturen kæmpende livssyn: Dem, der omfavner udbredelsen af synet på køn som flydende, og dem, der holder fast i den biologiske faktor.
På nutidig jargon kan man kalde Genly en boomer. Mange mennesker oplever i dag, at de sociale koder i kulturen har ændret sig så hastigt, at de forvirres over, hvad der er tilladeligt at sige og gøre uden at støde den unge generation. Og sådan forholder det sig for Genly, som ikke forstår getheneres kultur, kønssyn og filosofi, som på mange måder er et livtag med alt metafysik og dualisme. På Vinther er det flydende lig med helhed, og dualistisk tænkning skaber ikke bare unødvendig splittelse, men er tilmed håbløst umoderne.
Selvom Le Guin bygger både store verdener og egne sprog, glimrer romanen størst i de små fortællinger i fortællingen
På Genlys mission om at udbrede Ekumentet spindes han ind i et politisk spind og tvinges på flugt. Den eneste egentligt loyale overfor ham hjælper ham, og sammen flygter Estraven og Genly over isen. Flugten er tragisk og forfrossen, men mellem de to mænd, opstår en hjerteskærende og følsom intimitet. Men de store kulturforskelle mellem dem kan mærkes. De taler forbi hinanden og forstår først hinandens gode hensigter negativt. På grund af og ikke på trods af forskellene, vokser der sig noget dybt – en slags kærlighed, hvor den anden fortsætter med at være et under.
Med efterord af Olga Ravn
Selvom Le Guin bygger både store verdener og egne sprog, glimrer romanen størst i de små fortællinger i fortællingen. Det er de små øjeblikke, hvor vægge rives ned, og den mellemmenneskelige nænsomhed opstår, der bider sig fast under huden på en. Selvom meget er tragisk, og mange læsere nok vil opfatte romanens scenarier som mere dystopisk end utopisk, er der en varme og en venlighed, der ikke sådan forlader kroppen.
I Olga Ravns efterord fremhæver hun på meget fin vis Le Guins essay ”Being Taken for Granite” fra 2004 som er et forsvar for mudderet. Når man træder i mudder, sættes der spor, og det er netop det bløde, lette og formelige, hun fremhæver værdien af. Mudderet står i modsætning til granittens hårde natur, som aldrig tilpasser sig, og som intet accepterer. Det er hårdt, og det lader ingen eller intet sætte aftryk.
Det smukke ved Genlys udvikling er, at han igennem romanen og i mødet med ’den anden’ bliver lidt mere mudder og lidt mindre granit.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
