Skal man undskylde for noget, der sluttede i midten af 1800-tallet? Ikke en hul undskyldning, det er i mine øjne rent hykleri. Men man kunne tage lidt medansvar for den jammerlige tilværelse, øerne stadig byder sine borgere. Der er forskel på at undskylde, og på at bede om tilgivelse, skriver Maria Helleberg i anledningen af årsdagen for salget af Dansk Vestindien for 100 år siden og hvor Lars Løkke Rasmussen skal tale fredag.
Dansk Vestindien blev solgt for 100 år siden. Den nye demokratiske danske stat opgav at få noget fornuftigt ud af et fjernt område, som man havde udnyttet i århundreder. Man solgte øerne og beboerne, som ikke var blevet spurgt.
Det kom jo ikke til at gå godt, og det kom slet ikke til at gå hurtigt. De gange, jeg har besøgt US Virgin Islands, har jeg altid haft en underlig følelse af, at tiden står stille. At intet har hjulpet øernes beboere ind i den ægte frihed. Det, de har, er et snævert frirum, domineret af magthavernes ligegyldighed.
Der findes i dag flere forskellige adskilte grupper på øerne. Først og fremmest er der alle de fattige, som hutler sig igennem livet. Vejret er fint, bortset fra orkanerne, musikken er herlig og vandet varmt. Men hvis man bevæger sig rundt på øerne, væk fra krydstogter, smaragdbutikker og dyre sejlbåde, befinder man sig – i udkants-Afrika eller udkants-Indien.
Tilknytningen til USA betød ikke hverken stemmeret eller andre basale rettigheder. Men hvad, Danmark har nu heller ikke ligefrem noget at rose sig selv for. Vi fokuserer gavmildt på frigivelsen af slaverne, som om det udslettede sporene af slaveri, barbari og brutalitet.
Hvor ofte har I, kære læsere, i Danmark hørt om opstanden The Fireburn i 1878? Danmarks største arbejderopstand, nedbrænding af hele Frederiksted, ledet af – kvinder. Okay, men det er altså ikke en dansk dronning, der har lagt navn til Queen Mary Highway, vejen som går fra nord mod syd tværs over St. Croix – opstanden lededes af fire kvinder, Mary, Susanna, Agnes og Mathilda, som alle kom til at afsone en del af straffen i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, som beskrevet her i POV International i en feature tidligere i marts.
Skal man undskylde for noget, der sluttede i midten af 1800-tallet? Ikke en hul undskyldning, det er i mine øjne rent hykleri. Men man kunne tage lidt medansvar for den jammerlige tilværelse, øerne stadig byder sine borgere. Der er forskel på at undskylde, og på at bede om tilgivelse.
Jeg mener faktisk, det er det sidste, vi skal gøre, og følge op med praktiske tiltag. Hvad med stipendier til vestindiske studerende ved diverse universiteter i Danmark? Hvad med miljøteknik, vandforsyning, vedvarende energi, infrastruktur? Måske kunne danske firmaer ligefrem tjene lidt på repræsentation i fjerne verdensdele.
Bed om tilgivelse. Hjælp. Invester. Gør det med respekt for de lokale, og efter deres anvisninger. De fortjener et lille pust af medvind. Vil gerne hviske i øret på jer alle – er I sikre på, at I er danskere, uden rødder i det sorteste Afrika i 1700-tallet? Hvad hvis vi kunne slutte os sammen i stolthed over vore forfædre? Og betale en lillebitte smule tilbage til vore egne fjerne slægtninge.
For er Vestindien noget, vi er færdige med? I beg to differ, for jeg har en anden historie. En om man så må sige: indre historie. De er os, og vi er dem. Ingen af os ved med sikkerhed, om vi har afrikanske gener – med mindre vi har fået taget en test. Men en af mine forfædre var slave på St. Croix. Han hed John (Jan) og kom fra øen på falske papirer, tror vi, i 1801 med englænderne. Nogle år senere kom han op til overfladen i Danmark, hvor han giftede sig med, hvad jeg tror må være en ganske almindelig hvid dansk kristen pige.
I løbet af to generationer blev huden lysere, håret mindre krøllet, næserne mere lige. Men ind imellem bragede generne igennem – det gjorde de f.eks. hos min far. I generationer forvrængede man historien og fortalte om spaniolerne på Koldinghus. Ja, ja, da, men de var jo ikke i Danmark år 1780, end sige på St. Croix.
Han var der, han er er stadig, og jeg beundrer hans flugt. Uden den flugt, hvad havde han så fået ud af livet? Slid og tidlig død? Hvor mange mennesker fik korte, grimme og bitre liv, fordi vore forfædre ønskede at bruge den billigste arbejdskraft og kunne skjule hæsligheden for deres landsmænd?
Bed om tilgivelse. Hjælp. Invester. Gør det med respekt for de lokale, og efter deres anvisninger. De fortjener et lille pust af medvind. Vil gerne hviske i øret på jer alle – er I sikre på, at I er danskere, uden rødder i det sorteste Afrika i 1700-tallet? Hvad hvis vi kunne slutte os sammen i stolthed over vore forfædre? Og betale en lillebitte smule tilbage til vore egne fjerne slægtninge.
Topfoto: ‘Kirke til salg’ – Maria Helleberg.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
