pandemi

Pandemi-refleksioner: Skal vi fortsætte med at føre krig i alle retninger?

i Liv & Mennesker/Digitalt af
PANDEMI // KRONIK – “Vi skal holde afstand, men det var ikke meningen, vi skulle bekrige hinanden, og danne holdningsfraktioner, hvor vi står sammen i disse små eller store kollektive forskansninger, der hver især tager patent på sandhederne,” skriver Olympia Strunch, der er godt træt af den hadefulde tone på nettet. Hun vil gerne minde om, at vi ikke er hinandens fjender, selvom vi er uenige.

Denne kronik er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I denne tid lever vi dagligt med et vist tilbageholdt åndedræt, hvor vi afventer seneste BREAKING NEWS med smittetal og nye restriktioner. Senest meddelte Udenrigsministeriet, at hele verden sandsynligvis ‘bliver orange’, forstået på den måde, at rejser til alle dele af verden frarådes.

Der er en kollektiv tendens til, at afstanden bliver udfoldet i holdninger og temaer, som vi nådesløst dyrker

Sundhedsministeren har varslet yderligere restriktioner, såsom maskering i dagligvarebutikker og forsamlingsbegrænsninger, hvis der ikke snarligt sker fald i smittetilfælde. Rebet strammes, og verden brænder på så mange uoverskuelige måder.

I marts kom Mette Frederiksen med den ‘berømte’ sætning, at vi skal stå sammen om at holde afstand. Den ordre er stadig gældende, og det er den ikke kun i Danmark, men på verdensplan. Men det er tydeligt, at vi mennesker ikke har det så let ved overordnet sammenhold og solidaritet. Vi kan ikke bare stå sammen om at holde afstand, og lade hinanden være dem vi er, acceptere hinandens perspektiver og den overordnede ret til ytringsfrihed. Der er en kollektiv tendens til, at afstanden bliver udfoldet i holdninger og temaer, som vi nådesløst dyrker.

I lækkede dokumenter fra regeringen har det vist sig, at nogle af regeringens strategier er ‘udskamning’ og at ‘fastholde en væsentlig ængstelighed’ i befolkningen, for at få os til at adlyde. Det er nu nærmest blevet normen, at folk angriber, nedgør og udskammer hinanden, hvis man ikke udfolder de rette samfundssind-ige, adlydende tanker og handlinger i tråd med det, regeringen og WHO udstikker, at vi må tænke og udtrykke. Og det er  bemærkelsesværdigt, at dette IKKE blot gælder emner vedrørende pandemien og covid, det gælder efterhånden ALLE emner.

Jeg var dengang dybt forbløffet over den hadefulde ‘dialog’, den overvældende patroniserende og intimiderende tendens, der udfoldede sig. Den tendens er nu blevet mainstream

Valget i foråret sidste år tog hårdt på mig. Jeg har tidligere kendt Rasmus Paludan og sågar for år tilbage forsvaret ham og hans ret til at demonstrere, eksempelvis imod Hizb-ut-tahrir, som jo er en ekstremistisk organisation. Derfor lå det mig ekstra dybt på sinde at argumentere mod den stærkt højreradikale psykiske terror, som han tog en stor del af valgkampen som gidslel i.

Jeg blev i den grad svinet til, hånet, nedgjort, truet, for at tale ham og hans fans imod. Jeg var dengang dybt forbløffet over den hadefulde ‘dialog’, den overvældende patroniserende og intimiderende tendens, der udfoldede sig. Den tendens er nu blevet mainstream.

Som jeg skrev forleden på Facebook: ‘’Det er blevet en anelse trangt at være et frittænkende individ’. Der er så meget man ikke må tænke og udtrykke i vores samtid, hvis man vil undgå at blive verbalt angrebet og nedgjort.

Pandemien og dens mange hæmmende begrænsninger på vores frie udfoldelse, de mange restriktioner, præger vores kollektive dybdepsyke. Verdenspsyken brænder. På det materielle plan udbredes fattigdom, lukninger, konkurser mm. På det psykiske plan udbredes psykologiske mutationer og defekter. Der har aldrig været så mange selvmord globalt, som nu.

Indimellem får jeg oplevelsen af, at det er som at være involveret i en verbal, digital bandekrig, at interagere på de sociale medier

Flere og flere mennesker får psykoser, stress, depressioner, udvikler angst mm. Nogle børn udtaler, at det er som at leve i fængsel, at leve i den verden, som pandemien har skabt. Nogle ældre udtaler, at de hellere vil dø, end at leve i den verden, som pandemien har skabt. Jeg hører om folk, der er så bange, at de har valgt at selvisolere sig i disse dage i månedsvis, og derfor lever i en form for selvvalgt fængsel, idet de er i ‘risikogruppen’. De vælger blot at overleve, fremfor at leve. Måske vil resten af deres liv være baseret på blot overlevelse.

Og på mange områder virker det, som om vi psykisk er i overlevelsesmodus. Indimellem får jeg oplevelsen af, at det er som at være involveret i en verbal, digital bandekrig, at interagere på de sociale medier. Tonen er så hæslig, skinger, giftig og ondskabsfuld. Om det er temaerne vedrørende BLM, Metoo, det amerikanske præsidentvalg, Qanons stærkt kontroversielle teorier, kritik af lobbyismen og WHO’s manglende uvildighed/neutralitet, kritik af det udokumenterede maskeringskrav, bekymring over varslerne om diverse tvangstiltag, blandt andet tvangsvaccine,
jævnfør udkastet til den nye epidemilov, eller regulær undren og skepsis over, hvad der egentlig foregår i verden med denne pandemi. Og en diskussion om hvor vi som verdenssamfund ender efter dette, så bliver man som fritænker og debattør angrebet fra alle sider af folk, som mener, de har patent på sandhederne, og hermed også ret til at udfolde en form for fundamentalisme, hvor de selvsagt må tryne og nedgøre dig, som tillader dig at tænke frit og undrende, stille spørgsmål, reflektere.

Nærmest feberhede griber vi ud efter tema på tema, som vi kan harcelere over

Vi kan ikke stå sammen (om at holde afstand) som menneskehed og som mennesker. Det har denne pandemi i allerhøjeste grad vist os. Menneskers overbærenhed og empati med hinanden er blevet meget indskrænket. Nærmest feberhede griber vi ud efter tema på tema, som vi kan harcelere over.

Folk flipper ud på nettet over, at fodboldstjernen David Beckham kysser sin datter på munden. Folk flipper ud over, at kvindelige nyhedsværter på tv har for nedringet tøj på eller viser for meget hud. Nu vil nogen have gjort det obligatorisk at undervise i og fremvise Muhammedtegninger i de danske folkeskoler, fordi der på tragisk vis blev myrdet en skolelærer i Frankrig, fordi han viste dem.

Hæsblæsende fryder vi os over at fjerne politiske dominanser fra deres magtposter, grundet såkaldte krænkelser begået over årtier eller for årtier siden. For det er åbenbart NU, NU, NU vi skal have gjort op med den sexistiske kultur og med alt det andet skævvredne. Nu midt i en historisk pandemi, som har forandret og fortsat vil forandre vores verden for bestandigt. Vi vil have håndgribelige syndebukke, vi vil ofre nogle – hvem end nærmest – på retfædighedens bål, for at føle os mindre magtesløse.

Jeg fastholder mig min ret til at tænke og ytre mig frit. Jeg vurderer hver sag, hvert tema som et frit tænkende menneske. Det kan somme tider være et ensomt standpunkt. Jeg er da både blevet kaldt konspirationsteoretiker, kollaboratør, får, blind, sovende, ‘en del af problemet’, racistisk, boomer, selvoptaget, patriarkalsk undertrykt, smittefarlig, samfundsskadelig, misinformant, hetzende mm af diverse fraktioner i denne virtuelle bandekrig.

Hvis jeg ikke adopterer det specifikke narrativ, som de forskellige ‘grupperinger’ repræsenterer, hvis jeg ikke er ‘med’, er jeg ‘mod’ dem og dermed deres fjende, som skal ringeagtes, hånes og nedgøres. Det er blevet en del og hersk-kultur, hvor alle er imod alle.

Vi faciliterer ikke en sund kulturforvandling på nogen områder, når vi bekriger hinanden, nedgør hinanden og lader frustrationer skabe flere og flere, større og større skel mellem hinanden

Hvorfor er det nødvendigt? Jeg synes det er afmægtigt og sørgmodigt. Jeg føler mig jævnligt en art psykisk fladmast, og må trække mig i kortere og længere perioder fra at ytre mig eller deltage i debatter og informationsdeling. Det er en udfordrende tid for os alle, udfordringerne har så mange facetter, og præger os hver især på mangeartede og forskelligartede måder. Vi skal holde afstand, men det var ikke meningen, vi skulle bekrige hinanden og danne holdningsfraktioner, hvor vi står sammen i disse små eller store kollektive forskansninger, der hver især tager patent på sandhederne.

Jeg vil hermed blot opfordre til, at vi lader vores sind være milde, bløde og overbærende overfor os selv og hinanden. Vi er ikke hinandens fjender, selvom vi ikke er enige. Vi faciliterer ikke en sund kulturforvandling på nogen områder, når vi bekriger hinanden, nedgør hinanden og lader frustrationer skabe flere og flere, større og større, skel mellem hinanden. Vi er i det her sammen.

Verden, som vi kendte den før marts 2020, er forbi. Fremtiden er, mere end nogensinde, et ubeskrevet blad, som vi må skabe i sameksistens. Den forgangne verden har i årtusinder været præget af territoriale, holdnings- og trosmæssige uenigheder, som har ledt til krige, armod og afstand. Er tiden nu ikke moden til at forenes, trods uenigheder og forskelle? Eller skal vi fortsætte med at føre krig i alle retninger, mod alt og alle?

LÆS ALLE OLYMPIA STRUNCH’S INDLÆG HER


Foto: Flikr

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Olympia Strunch, bosiddende på Amager, er mor til fem børn og stærkt optaget af bevidst forældreskab, samt at skabe de bedste rammer for en fri og tryg barndom. Vægter at leve et naturligt og bæredygtigt liv med tid til livet.

Er uddannet tekstildesigner og faglærer og har desuden en række alternative uddannelser indenfor feminint lederskab samt bevidstheds- og energiarbejde. Tidligere klummeskribent for det holistiske magasin Prana. Freelanceskribent, udøvende kunstner og indehaver af mikrovirksomheden womanifesto.dk

Hvis du vil honorere Olympias tekster på POV International, kan du gøre det på mobilepay: 91195452.

Seneste artikler om Liv & Mennesker