Ulrik Frost: Maskulinitet æder mænds sjæle op

Ulrik Frost 02.11.2017

FILM – Det er ikke hver dag, man hører sig selv skrige ufrivilligt i biffen, men ‘Fantasten’ har ét fantastisk kort på hånden: Hoverrolleindehaveren, Dejan Čukić. der spiller rollen som tabermand fænomenalt godt, skriver Ulrik Frost, som har talt med instruktør Christian Dyerkjær om Fantasten, der ikke en film til folk med sarte nerver. Tværtimod. Her får panikken, rædslen, angsten og neurosernes frit spil, og det gøres så overbevisende, at filmens problematik borer sig helt ind i sjælen.

”Fantasten er en mandefilm”, fortæller instruktøren Christian Dyerkjær, da jeg møder ham efter pressevisningen til et interview. ”Det er jo i virkeligheden en tragedie. Den handler om ensomhed, om tomhed og om, hvad der sker, når de maskuline dyder er væk”.

Filmen følger bilforhandleren Claus (Dejan Čukić), som er ved at gå til grunde i sit bedrag overfor andre – og overfor sig selv. Han er grebet af en gal gambler og har helt andre standarder for, hvornår livet skal tages alvorligt, og hvornår det skal tages let end mennesker, der sætter pris på tryghed og stabilitet har.

Han har også dårlig kontakt til sine egne følelser, bruger andre mennesker som middel, og han er altid et skridt fra at vælte ud over kanten og fortabe sig i verden.

Claus er et enestående billede på, hvad maskulinitet i sin yderste konsekvens kan drive mænd ud i: Kampen for at overleve i den kolde og hårde verden, de selv har skabt.

Det gik op for mig, mens jeg så filmen, at jeg har savnet repræsentationen af tabermanden på film – måske fordi jeg havde glemt, hvordan den slags mænd lever, tænker og handler.

Claus lider af ludomani. Som en besættelse må han hele tiden gamble med sine penge.

Selv blev jeg grebet af blikket i hans øjne, da han satte sig ned ved rouletten og lagde sin satsning på bordet. Aldrig har jeg haft så meget lyst til at gå på kasino og sutte pik på alle gulddrengene, som da Claus i starten af filmen vandt den store gevinst og holdt P-A-R-T-Y all night long i sin upper class Islands Brygge-lejlighed.

Ikke alene forklarer filmen den psykologi, der ligger til grund for, at 125.000 danskerne har problemer med pengespil: Den viser også, det samfund, der betinger, at folk er parate til at sætte hele deres velfærd over styr

Og aldrig har jeg haft så lidt lyst til at spille poker, som da Claus lokker sin blåøjede søn, som er vokset op hos sin mor i Jylland, med ind i en baggårdsspillebule, hvor han på mindre end to minutter mister 250.000 kroner.

Ikke alene forklarer filmen den psykologi, der ligger til grund for, at 125.000 danskerne har problemer med pengespil: Den viser også, det samfund, der betinger, at folk er parate til at sætte hele deres velfærd over styr. Et gråt og kedeligt sted, hvor mennesker kun har værdi, når de har penge, hvor hverdagen er lig med slid, slæb og falske smil, og hvor den største glæde i et menneskes liv er det kick, man får, når man vinder.

Fantasten viser på kornet, hvordan et åndløst og kærlighedsløst samfund driver mennesker ud i selvdestruktion. Filmen er til alle dem, der ikke har forstået, hvad maskulinitetskulturen kan drive mange mænd ud i: Et så lavt selvværd, at man ikke længere regner sit liv for værdifuldt, og hvor man er parat til at gamble med hele sin tilværelse for en død ting: kold valuta.

Maskulinitetskulturens slagside

”Claus spiller en mand”, fortsætter Dyerkjær, mens vi sidder og snakker, ”som har et behov, der ikke kan fyldes ud”. Og det er netop det behov, som filmen portrætterer så strålende, fordi man som beskuer spørger sig selv, hvor det behov kommer fra? Hvad meningen med det er, og hvordan begæret efter adrenalin kan komme til at fylde alt i et menneskes liv.

Vil man have et indblik i slagsiden af maskulinitetskulturen, så er Fantasten med andre ord filmen, du skal se. Dejan Čukić spiller den ynkelige, selvhadende tabermand til perfektion. Alt fra påklædningen til bekymringsfugerne rundt om mundvigene og hans ængstlige blik gør ham så troværdig, at jeg blev bange for ham.

”Jeg har ikke haft en politisk agenda med filmen”, fortæller Dyekjær mig.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at bemærke, at den rammer nogle markante strukturer: Den hvor så mange mennesker fanges af ludomani, og den hvor mænd ser de æresidealer, de har bygget deres værdi som mennesker på, smuldre mellem fingrene på dem.

Fantasten viser, at vi som samfund skal hjælpe tabermændene med at finde selvkærlighed

”Og det er ikke fordi, jeg ikke meget gerne vil have, at filmen bliver diskuteret”, fortsætter Dyerkjær, og man må da også sige, at Fantasten er en film, der har potentiale til at gøre samfundet til et bedre sted. Den skænker os et eksempel på, hvilke konsekvenser det har for samfundet, når vi lader maskuline værdier nedbryde et utal af mænd, der render rundt og tror, at de skal spille rollen som fremadstormende, selvstændige, succesrige og fejlfri lykkeriddere for at opnå værdi som mennesker.

Alle de mænd, der skvatter i deres egne forkvaklede idealer, fordi samfundet ikke har brug for deres ridderlighed og hovmod. Det er også en film, der viser, at de eneste, som har gavn af denne udgave af maskuliniteten, er gangsterkongerne, der kan tjene penge på folk, som tror, de er seje, når de udviser himmelråbende og tåbeligt mod ved at sætte livet og alle dets glæder på spil for anerkendelsens og prestigens skyld.

Fantasten viser, at vi som samfund skal hjælpe tabermændene med at finde selvkærlighed.

Fantasten, Premiere: 02.11.2017, Originaltitel: Fantasten, Genre: Drama, Dansk, Spilletid: 1 Time 37 Minutter (Ekskl. reklamer og trailers). Copyright og fotos: Nordisk Film/Henrik Ohsten.