Ulrik Frost: Den evindelige sniksnak

Ulrik Frost 31.05.2024

ESSAY – Nej tak, skal det lyde herfra. Jeg har andre planer med mit liv. Min eksistens kræver min fulde opmærksomhed, hvis den skal korrespondere med solnedgangen i bare et øjeblik.

Hvor har vi været heldige med vejret denne maj! Sol og tidlig sommer har gjort kål på vinterens evige mathed, og aldrig har man sunget med på stærens arie og storsnuset til syrenbuskene som i år. Vi, der bor ved Vesterhavet og bryster os af at kunne stå imod enhver kuling, har kapituleret og leger strandløver, som om vi var til grisefest på Mallorca. Det føles, som om vi befinder os i industriferiens tredje uge, og så er skolebørnene ikke engang sluppet løs endnu. Skaf mig en vaffelis med syv kugler og guf, og min lykke er gjort.

Lige indtil Flyvevåbnets jetjagere suser ned langs kysten i meget lav højde, så vibrationerne mærkes i marv og ben. Så ved vi, at stormagterne viser tænder. Og bedst som man sopper i vandkanten, klistrer det unedbrydelige PFAS sig fast til ens fødder, så den menneskelige forurening af vores højt besungne natur bliver aldeles nærværende. Nyd synet, derude sejler en kæmpemæssig notbåd, som kan indfange hele havrigets torskebestand hurtigere, end man kan nå at lave sennepssovs og koge nye kartofler. Ak ja, glæden er til for at blive afløst.

Men jeg insisterer på at holde fast ved mit livsmod. Jeg vil ikke sidde fast i de reaktioner, der bliver plantet i mig, fordi jeg er en del af en kultur, en nation og et verdenssamfund, der fungerer som vingerne på en vindmølle, der drejer i en uendelighed. Luftstrømmen tager jo aldrig af, det er kun dens styrke, der varierer. Stop ikke flere floskler i munden på mig. Slip mig fri.

”Nuvel min kære, din bøn skal blive hørt. Du har forstået verden rigtigt for så vidt som dit øje ser, hvad din hukommelse allerede ved. Dette er ikke narreværk. Men der findes et øjeblik, hvor selv din hukommelse må give fortabt. Her kan du betragte vindmøllen og mærke den lune brise på én og samme tid uden at lade dig rive med. Tro på, at dette punkt skænker dig noget nyt og uventet.”

Min klagesang er ikke færdig. Se dog på alt, der beskæftiger samfundet. Det er jo ikke andet end en kæde af reaktioner, der er så forudsigelige, at man ikke engang behøver at læse nyhederne. Er jeg ikke som medborger forpligtet til i det mindste at pege på skruen uden ende?

”Dit ønske var at gøre dig fri af reaktionen. Gør det til din funktion. Længe nok er der blevet øset på maskineriet med kunst og litteratur, der fremprovokerer debat så let som ingenting. På den måde er den offentlige samtale blevet holdt i gang, men den har gjort os tørre i munden. Det er det, du mærker. De krav, vi stiller til det, der skal beskæftige os kollektivt, giver fortabt, så snart eksistensen vil stimuleres. Vend dig bort og nyd solnedgangen.”

Og her står jeg så alene med mig selv. Helt alene. Jeg har kæmpet på så mange fronter, at jeg har slidt mine våben ned. Jeg har haft drømme så store, at de kun kunne briste. Smerten har jeg holdt stangen. Men nu kan jeg ikke mere. Hvad skal jeg stille op med mig selv i en verden, der tilsyneladende ikke vil andet end at konservere gode minder og gøre alt for, at i morgen ser ud som i dag?

Jeg giver slip, idet jeg indser, at geopolitiske konflikter, nabostridigheder og barndomstraumer er sat i verden for at give følelser luft. De skaber et sprog, der kan raffineres i det uendelige og beskæftige os til verdens ende. Nej tak, skal det lyde herfra. Jeg har andre planer med mit liv. Min eksistens kræver min fulde opmærksomhed, hvis den skal korrespondere med solnedgangen i bare et øjeblik.

Men det er forsagelsen værd. Alt står til at blive mistet. Alt vil gå fortabt. Men dette vil jeg gemme.