Erik Clausen er blind for den danske hyggeracisme, som er en udfordring for alle de mennesker, der lider under den stereotyp, skriver Ulrik Frost i sin anmeldelse af ”Aldrig mere i morgen”. En åndløs film, der hiver dig pladask ned fra den store kunsts tinde og minder om, at man for alt i verden skal søge de store oplevelser frem for de jævne.
Kender I de perioder af livet, hvor nye oplevelser og indsigter får eksistentielle brikker til at falde på plads og tilfører nye dimensioner til tilværelsen? I sådan en periode befinder jeg mig netop nu.
Det hele begyndte i tirsdags, hvor jeg var indlagt på Øre-næse-halskirurgisk afdeling på Gentofte Hospital, fordi en cyste på størrelse med et øje havde vokset sig frem på min hals.
Den lå lige ved siden af hovedpulsåren og skulle fjernes, mens jeg lå i fuld narkose omgivet af skarpe knive, uhyggelige lamper og hvide kitler. Det var min største angst – at miste kontrollen – jeg stod ansigt til ansigt med, og et kort øjeblik troede jeg, at jeg skulle forenes med evigheden.
Derfor var det en fantastisk fornemmelse at vågne op og konstatere, at operationen gik helt som fagpersonalet havde forventet, og min krop er – min angst på trods – sund og rask.
I selskab med Per pillede jeg mig selv ned fra egoets piedestal og lod tårerne trille ned ad mine kinder, mens jeg konkluderede, at vi alle er en del af en større enhed. Kærlighed er at tro på menneskeheden, og vi kan kun selv være dommer over, hvad vi opfatter som ‘det gode liv’
Mens jeg lå i hospitalssengen og helede, forærede skæbnen mig endnu en øjenåbner. Min mor havde nemlig en uge forinden givet mig Henrik Pontoppidans Lykke-Per, som hun selv lige havde læst og givet de varmeste anbefalinger. Jeg havde aldrig hørt om den, men kastede mig lystigt ud i den. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Gennem de mere end 800 sider blev hele min angst for ikke at være tilstrækkelig og kunne leve op til samfundets ulidelige æresidealer betydningsløs, mens ånden tog fat i mig og sagde: “Lykken findes i dig selv”.
I selskab med Per pillede jeg mig selv ned fra egoets piedestal og lod tårerne trille ned ad mine kinder, mens jeg konkluderede, at vi alle er en del af en større enhed. Kærlighed er at tro på menneskeheden, og vi kan kun selv være dommer over, hvad vi opfatter som ‘det gode liv’. Med ubegribelig livsmod og kraft blev jeg således udskrevet fra Gentofte Hospital.
Aldrig mere i morgen er dårlig kunst
Det var i denne tilstand, at jeg satte mig i biografen for at nyde Erik Clausens sidste film Aldrig mere i morgen. Det var en fejl. Den hiver dig pladask ned fra den store kunsts tinde og mindede mig om, at man for alt i verden skal søge de store oplevelser frem for de jævne. Filmen var åndløs. Måske ville jeg have dømt den mildere, hvis ikke jeg selv netop havde set lyset, men min nylige erfaring taget i betragtning, må jeg desværre konkludere: Aldrig mere i morgen er dårlig kunst.
Lad os se lidt nærmere på den.
Filmen handler om en mand, der dør og får lejlighed til at se tilbage på sit liv i selskab med en tilgivende engel. Vi kommer ind i alle de konflikter, der har fyldt i hans liv, og de er som taget ud af det moderne menneskes mest forudsigelige problemer: en skilsmisse, hvor en pengegrisk ekskone er blevet erstattet med en yngre model, en søn der har faderkomplekser i bedste freudianske stil, en indvandrerfyr, der vil nasse på samfundet, en sexolog, der vil helbrede kriseramte par, en journalist, der kun tænker på den gode historie osv. osv.
Alle filmens personer er stereotype, og på intet tidspunkt samler deres eksistenser sig til en højere bevidsthed. Den helbredelse, som en film om døden burde kunne stille i udsigt, blev til undergang.
Jeg synes, man burde studere, hvordan brune folk rent faktisk diskrimineres af majoriteten i dette land lidt nærmere, hvis man vil portrættere fænomenet. Aldrig mere i morgen har i hvert fald ikke sat diskriminationen til vægs
Jeg bliver desværre nødt til at fremhæve den smule indvandrerdebat, som filmen prøvede at nærme sig. En dårligt dansktalende mand – vist fra Bosnien – skal integreres i samfundet og ud af nassekassen.
Han får sig derfor et job som udbringer af mad til ældre, og er pludseligt helt begejstret for at kunne bidrage. Men ved at genspille en så stereotyp indvandrer forbliver han i sin du-er-ikke-som-os-andre-kasse, så alle hvide danskere derved stadig får lov til at føle sig bedre end de brune.
Det var så tydeligt et eksempel på den diskrimination, som folk i det her land oplever dagligt, hvor de altid bliver set på som de andre: dem, der kan give vores kultur et eksotisk skær, dem, der skal tage sig til takke; dem, som kan få ‘os’ til at føle os som barmhjertige samaritanere. Erik Clausen er blind for den danske hyggeracisme, som er en udfordring for alle de mennesker, der lider under den stereotyp, som han reproducerer.
Jeg synes, man burde studere, hvordan brune folk rent faktisk diskrimineres af majoriteten i dette land lidt nærmere, hvis man vil portrættere fænomenet. Aldrig mere i morgen har i hvert fald ikke sat diskriminationen til vægs.
Filmen får én stjerne.
Aldrig mere i morgen
Premiere: 31.08.2017
Genre: Drama, Dansk
Copyright og fotos: Nordisk Film
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
