UKRAINE I AFRIKA // INTERVIEW – Ukraine opruster diplomatiet i Afrika og har nu dobbelt så mange ambassader som Danmark. Ved siden af ”oplysningsarbejdet” er den ukrainske ambassade i Botswana sammen med den botswanske regering og ”internationale politiorganisationer” involveret i at få kortlagt og standset trafikken af afrikanere, som russiske rekrutteringsagenter lokker til Rusland under falske forudsætninger. I stedet for arbejde og studier bliver de indrulleret i den russiske hær og sendt til fronten i Ukraine. Lars Zbinden Hansen har talt med Ukraines Botswana-ambassadør, Oleksiy Syvak.
GABORONE – Der er vindstille på Independence Avenue her midt på eftermiddagen. Stormen fra i morges har lagt sig, og nu bager solen igen ubønhørligt ned over Botswanas hovedstad.
Foran en stor beige betonblok hænger det blå og gule ukrainske flag slapt ned fra en stang og signalerer, at her befinder den ukrainske ambassade sig. Ifølge skilte bor ambassaden sammen med en række lokale firmaer.
Sikkerhedsvagten rejser sig langsomt fra sin magelige stol, da han får spørgsmålet: ”Hvor præcist finder jeg den ukrainske ambassade?”
Han peger ind på compounden: ”Derhen, til højre, op ad trappen.” Han skubber så porten til side og lukker undertegnede skribent ind uden at spørge om navn, formål med besøget, endsige et ID.
Ingen krig her, ingen hvislende droner, ikke engang et sikkerhedscheck, som det ellers er normen ved ambassader og offentlige kontorer i Gaborone.
Til gengæld er der ikke plads til andre traditionelle ambassadeopgaver i Afrika. Det gælder for eksempel udviklingsbistand, hvor den ukrainske ambassade hverken har konkrete programmer eller penge at tilbyde fattige botswanere
Den afslappede atmosfære fortsætter inde i bygningen, der er uden egentlig reception. I stedet åbner den ene af ambassadens to ukrainske ambassadesekretærer døren og siger velkommen og lukker mig ind i Ukraines lille konventionssikrede diplomatiske ”kancelli”.
Jeg bliver vist ind i møderummet, hvor jeg mødes af behagelig airconditioning, og så kommer ambassadøren, Dr. Oleksiy Syvak, med hurtige målbevidste skridt ind ad døren.
Med sig trækker han en pludselig luftstrøm af ung dynamik og frisk energi, som signalerer, at han vil interviewes, og at det skal være nu. Vi aftaler en time. Den bliver til halvanden.
Stor forsvarsvilje
Han har været til møde med EU’s portugisiske ambassadør og er i jakkesæt og slips, og altså ikke i den sædvanlige traditionelle ukrainske broderede skjorte, vyshyvanka’en, der er symbol på ukrainernes nationale identitet, og som oprindeligt var en krigers outfit. I dag kan den ses som en påmindelse om ukrainernes vilje til at forsvare sig mod invasionshæren fra Rusland.
Og den er stor, altså forsvarsviljen, siger ambassadøren og forklarer, at det skyldes ”en fundamental transformation”, da Ukraine blev besat. Han uddyber:
”Nu forstår vi os selv som en nation, som en enhed, ikke som et antal ukrainere, der bor på det samme territorium, og på den måde har vi allerede vundet krigen. Russerne troede, at vi ville kapitulere på et par dage. Nu er der gået fire år.”
Han sniger sig behændigt uden om spørgsmålet, hvornår krigen så får en ende, men forklarer, at Rusland har midlerne til at fortsætte i det uendelige, så hvis ikke globale sanktioner før eller siden bremser russerne, bliver krigen ved.
Det er et tragisk dilemma, fordi Ukraine kun har to muligheder, siger Syvak: Enten at kapitulere og få fred eller kæmpe videre. Giver ukrainerne op, vil Rusland udradere Ukraine som nation og smadre landets kultur og institutioner. Og så ”vil det være slut med Ukraine”.
Engang en supermagt
Om fredsforhandlingerne, der jævnligt foregår på højeste niveau, siger Syvak, at de ikke fører nogen vegne, fordi de foregår på Ruslands betingelse, og den er Ukraines totale kapitulation. Intet andet. ”For Rusland er fred ikke en mulighed.”
”Det er en kombination af Putins ambitioner og befolkningens støtte til ham, der er skyld i, at krigen bliver ved. Putin vil genskabe fortiden, da Sovjetunionen var en supermagt i verden ved at genskabe det gamle territorium, og de er startet med Ukraine. Hvis Ukraine ikke kan forsvare sig, vil russerne fortsætte til næste territorium, som fx til Polen, Tjekkiet eller Rumænien.”
Det er budskabet, som ambassadøren har med fra Ukraine til botswanerne, og som han har leveret, siden han åbnede ambassaden for snart to år siden: Rusland er aggressoren, som Ukraine må forsvare sig imod for at bevare sin selvstændighed.
Budskabet lyder nu flere og flere steder i Afrika. For et par år siden var der kun en lille håndfuld ukrainske ambassader på kontinentet, nu er der 19 mod Ruslands 40.
Samtidig er der meldinger om indsatser af ukrainske specialtropper i Mali og Sudan, men på den militære front kommer Ukraine heller ikke i nærheden af den massive russiske tilstedeværelse i en række lande, hovedsageligt i Sahel, den halvtørre stribe på tværs af Afrika under Sahara-ørkenen.
Det er altså ”oplysningsarbejdet”, der er i fokus og også her er Ukraine oppe mod stærk sovjetisk konkurrence, fordi Rusland bærer en fortælling med sig fra den kolde krig, hvor Sovjetunionen støttede frihedsbevægelser på kontinentet som Sydafrikas ANC (African National Congress), Namibias SWAPO (South-West Africa People’s Organisation) og FRELIMO (Liberation Front of Mozambique). Alle tre er i dag regeringspartier og har været det i årtier.
Begrænset opbakning til Ukraine
Prorussiske sympatier er solide i afrikanske lande, hvor mange i de ældre eliter engang studerede i Sovjetunionen. Nogle taler russisk og betragter Sovjetunionen, og nu Rusland, som eksponent for kampen mod kolonialismen, mens sympatien også præges af, at afrikanske regeringer har faste handelsaftaler med Rusland, blandt andet om våben. Støtter de afrikanske ledere ikke op om Rusland, kan russerne true med at trække stikket.
Særligt stærk er opbakningen til Rusland i Vestafrika, hvor Frankrig i flere lande er blevet smidt på porten, mens russiske soldater er rykket ind og er blevet mødt af jublende menneskemængder med vajende russiske flag.
Seks afstemninger i FN’s generalforsamling siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 viser også, at afrikanske landes vilje til at fordømme den russiske invasion af Ukraine har været begrænset. Afrikanske lande har siden krigens start undladt at stemme 166 gange, stemt imod 18 gange og stemt for 140 gange.
Altså et pænt stort flertal, der havde svært ved at løsrive sig fra den russiske historiefortælling, som Ambassadør Syvak kalder det.
Ukraines problem er, at landet i Afrika opfattes som ”vestligt”. Som andre vestlige lande er Ukraine derfor ansvarligt for kolonitiden.
Det billede forsøger ambassadør Syvak at modgå og følger den linje, som præsident Volodymyr Zelenskyj flere gange i udtalelser har lagt, nemlig at det er Rusland, som er kolonisatoren, der forsøger at kolonisere Ukraine, og at Ukraine derfor er i samme båd som afrikanske lande.
Ambassadør Syvak er optimistisk med at trænge igennem med budskabet, fordi det dæmrer for mange botswanere, at Sovjetunionen ikke var det samme, som Rusland er i dag, og at Ukraine intet har med kolonitiden at gøre.
Penge til hvad?
Til gengæld er der ikke plads til andre traditionelle ambassadeopgaver i Afrika. Det gælder for eksempel udviklingsbistand, hvor den ukrainske ambassade hverken har konkrete programmer eller penge at tilbyde fattige botswanere.
Jeg foreholder ambassadøren, at Danmark støtter Ukraine med 10 milliarder euro (eller ca. 75 milliarder kroner) frem til 2028, og at en del af pengene er hentet fra dansk bistandshjælp, som der samtidig skæres i, og at Danmark kun har ti ambassader i Afrika mod Ukraines 19, og jeg spørger, hvad han mener om den fordeling.
Måske lykkes det ambassadør Syvak og hans stab at få Ukraine mere ind i den botswanske bevidsthed, hvor landet i forvejen ikke har en stor plads
Han svarer, at ”spørgsmålet skal besvares i en større sammenhæng”. Ukraine mangler ikke viljen til at hjælpe, men landet er udfordret af krigen.
”Vi er i en situation, hvor vi ikke kan forsvare os selv uden hjælp. Men vi forsøger at yde mere til lande i nød. Hvis den ukrainske kornproduktion kommer op på niveauet fra før krigen, vil hjælpen til Afrika også blive større.”
”På grund af krigen har vi mistet 19 procent af vores kornproduktion,” siger han, men understreger, at det alligevel er lykkedes. Ukraine har trods krigen leveret næsten 10 millioner tons korn igennem FN’s Verdensfødevareprogram til omkring otte millioner mennesker i tolv afrikanske lande via det såkaldte ”Grain from Ukraine”-program.
Ved siden af ”oplysningsarbejdet” er ambassaden sammen med den botswanske regering og ”internationale politiorganisationer” involveret i at få kortlagt og standset trafikken af afrikanere, som russiske rekrutteringsagenter lokker til Rusland under falske forudsætninger. I stedet for arbejde og studier bliver de indrulleret i den russiske hær og sendt til fronten i Ukraine.
Der kendes nu 1.700 sager fra 36 afrikanske lande, hvoraf to er fra Botswana. Ifølge ambassadøren er de to botswanere formentlig blevet dræbt.
Rusland lokker også unge afrikanske kvinder til et ”Alabuga Start”-program i Tatarstan med løfter om uddannelse i for eksempel hotel- og restaurantbranchen. I virkeligheden ender de unge kvinder på en fabrik, der producerer militærdroner.
Syvak forklarer, at det russiske program har lokket fire botswanske kvinder i fælden, og at det har været en katastrofe for kvinderne. Ud over at de ikke får den ventede uddannelse, bliver de underbetalt og indkvarteret under kummerlige forhold.
Måske lykkes det ambassadør Syvak og hans stab at få Ukraine mere ind i den botswanske bevidsthed, hvor landet i forvejen ikke har en stor plads. Krigen i Europa er for mange en fjern foreteelse, der overskygges af andre daglige problemer i Botswana og det sydlige Afrika.
Ikke langt fra Ukraines nye ambassade på Independence Avenue ligger den russiske ambassade, der har været til stede i Gaborone, siden Sovjetunionen åbnede i 1976. Derfra udgår den russiske fortælling om Ruslands historiske ret til Ukraine, og skulle ambassadør Syvak løbe ind i sin russiske modpart til en af diplomatiets lokale sammenkomster, kunne de måske arbejde sammen om et forslag til en løsning.
Men nej, selvom Syvak som så mange ukrainere mestrer russisk, har han ikke lyst til at snakke med den russiske ambassadør. Ikke fordi han ikke må, men fordi han ”ikke har lyst”. Russeren er ”repræsentant for aggressoren”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og