KLEPTOKRATI OG HVIDVASK // KRONIK – Kleptokrati og oligarkers penge ødelægger økonomier og demokratier – og vestlige finanssystemer, virksomheder og lovgivning er med til at gøre det muligt ved at hvidvaske og beskytte disse formuer. “For at kleptokraternes milliarder skal fremstå som legitime og de selv som respektable finansmænd og verdensborgere – som kan agere uplettede i Vestens finansverden – stiller konsulentfirmaer og finanshuse sig velvilligt til rådighed for at hvidvaske og pleje formuer samt renvaske image,” skriver Jørgen Øllgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
FN og Verdensbanken skønner, at sort økonomi og hvidvask kan udgøre op mod 5 procent af den globale økonomi. Det skønnes således, at 13 mia. USD (80 mia. kr.) blev trukket ud af oligarker/kleptokrater som kapitalflugt alene i Rusland. Og det skønnes, at hele otte pct. af hele verdens finansielle formue er sendt oversøisk til skattely, skuffefirmaer, og at det gælder 30 pct. af Afrikas og 50 pct. af Ruslands formuer.
En stor del af disse penge stammer fra kleptokrati i ”tyveknægt-stater”, hvor ledere eller eliter har udnyttet nationale rigdomme eller manipuleret statsinstitutioner til egen vinding gennem anvendelse af korruption, svag lovgivning, manglende gennemsigtighed, valgsvindel og systemer, der favoriserer en smal gruppe insidere. Og mange af disse kleptokrater opbygger så store formuer, at de bliver ”oligarker” – superrige i et fåmandsvælde.
”Bananrepublikker”
Kleptokrati forbindes normalt med afrikanske eller asiatiske tyranner. I ”bananrepublikker” er det at få magten – gennem valg eller militærkup – lig med retten til at berige sig og stjæle fra civilbefolkningen. Korruption, nepotisme og tyveri af offentlige midler er mere eller mindre åbenlys, når statslig ejendom overdrages til familie og loyale forretningsforbindelser, og formuer overføres til hemmelige, oversøiske konti.
De mest kendte eksempler på kleptokraters tyverier er ifølge Wikipedia:
– den indonesiske præsident Suharto (15-35 mia. USD)
– Philippinernes præsident Ferdinand Marcos (5-15 mia. USD)
– Zairian præsident Mobutu Sese Seko (1-5 mia. USD)
Når beløbene er så usikre, skyldes det, at det som regel viser sig utrolig svært at opspore de stjålne midler, selv om vestlige/internationale domstole har afgjort, at milliarder skal betales tilbage til hjemlandet. Kleptokrater ved, at deres magt er på lånt tid, så de sørger for at gemme milliarderne væk i skuffeselskaber og skattely.
I 2003 vedtog FN den såkaldte UNCAC, som er den eneste eksisterende konvention til ’international inddrivelse af aktiver’, som det hedder, men det er en kompliceret opgave at finde og inddrive. Via kompliceret jura om ejendom, dyre efterforskninger og bankhemmelighed i bestemte lande har korrupte ledere kunnet skjule store dele af deres kleptokratiske formuer efter at de er væltet og jaget i landflygtighed.
Ruslands kleptokrati og Putins formue
Gentagne tilfælde af tyveri af statslig ejendom kom for en dag i forbindelse med Østeuropas overgang fra kommunisme til kapitalisme. Vestens pres til liberalisering blev til anarki, hvor det lykkedes en lille elite at udnytte glasnosts fri-kapitalisme til at rane de statslige rigdomme. I 2014 kontrollerede 110 personer således 35 % af Ruslands formue, ifølge Karen Dawisha, som er forfatter til bogen Hvem ejer Rusland.
Betegnelsen oligark lærte vi at kende med kommunismens fald, hvor en lille gruppe blev ufatteligt rige på korrupt privatisering af statslige værdier og vandt stort politisk magt.
Og selv om Putin oprindelig blev valgt på løftet om at tøjle oligarkers svimlende formuer, så bidrog hans politik til at styrke oligarkismen. Det blev etableret i et netværk af oligarker, politikere og statslige embedsmænd, omend oligarkernes politiske magt senere hen er aftaget i takt med, at Putins og militærets magt er vokset.
Putins egen formue er gemt godt væk. Ifølge den officielle indberetning til den russiske valgkommission løber hans personlige formue op i 5,2 mio. kr. Men finansmagasinet Fortune vurderer, at han reelt er med i konkurrencen om at være verdens rigeste mand med en formue på 200 milliarder USD.
Lækket fra Cyprus Confidential afslørede, at 67 af 105 russiske milliardærer kom ind på Forbes milliardærliste. De brugte Cypern til hvidvask af deres formue og til at holde sig fri af vestlige sanktioner efter Ukraine-krigen.
Milliarder overført ’offshore’
Londons finansverden har i nyere tid været centrum for hvidvask af kleptokraternes penge og image. I bogen Kleptopia. How Dirty Money is Conquering the World, fortalte den undersøgende journalist Tom Burgis i 2020 om mekanismerne i de gamle Sovjetrepublikkers overgang fra kommunisme til kapitalisme.
Han afdækkede hvordan fx Kasakhstans præsident Nursultan Nazarbayev (1989-2019) sammen med oligarker plyndrede sit lands naturressourcer, og ikke mindst, hvordan det skete ved hjælp af velvillige mellemmænd i Londons og Schweiz’ finansverden, godt hjulpet på vej af liberale lovgivninger. Der blev ikke stillet spørgsmål ved, hvor pengene kom fra, når de blev overført “offshore” til den internationale finansverden: Deutsche Bank, Credit Suisse, Rothschild, Morgan Stanley og ABN Amro.
Denne liberale gråzone skaffede en fri bane for Ruslands oligarker: Vladimir Potanin, Boris Berezozsky (systemkritikeren, der blev kidnappet og døde i 2013), Roman Abramovitj (kendt fra fodboldklubben Chelsea) m.fl.
Et par år senere skrev den britiske historiker Oliver Bollough bogen Indulging Kleptocracy, hvor han præciserede, hvordan britiske finansfolk hvidvaskede og legaliserede plyndringen.
Gråzonen var åbnet af britiske regeringers løbende økonomisk-juridiske de-reguleringer, groft sagt med det formål at City of Londons finansverden kunne medvirke til at booste en britisk økonomi, som ikke længere kunne konkurrere på industriel produktion.
Imagevaskning
For at kleptokraternes milliarder skal fremstå som legitime og de selv som respektable finansmænd og verdensborgere – som kan agere uplettede i Vestens finansverden – stiller konsulentfirmaer og finanshuse sig velvilligt til rådighed for at hvidvaske og pleje formuer samt renvaske image. Formuer placeres i luksusejendomme eller skatteparadiser. Og image plejes gennem networking, bearbejdning af medier samt ved at optræde som mæcener og filantroper ved velgørenhed, museer, universiteter eller i sport.
Imagepleje er et selvstændigt forretningsfelt for store konsulentfirmaer, der mod pæn betaling arbejder på at hvidvaske kleptokraternes image samt at afværge at skattemyndigheder og gravende journalister snuser i, hvor (lyssky) formuer stammer fra. Den tidligere britiske premierminister Tony Blairs konsulentfirma har tjent millioner på imagepleje.
2026: Berlingske fik kritik for journalistik om kleptokrat
Også herhjemme har der været sager anlagt af oligarker, som ikke ønskede negativ omtale. ”Berlingske får kritik for misvisende omtale og manglende forelæggelse”, bekendtgjorde Berlingske Tidende den 5. februar efter at avisen i en artikel havde knyttet den russisk-armenske oligark Ruben Vardanyans til en hvidvask-sag mod Nordea. Men oligarken klagede til Pressenævnet, først og fremmest med henvisning til, at der ikke blev rejst tiltale mod ham, og at han ikke er dømt for noget, fx ulovlig berigelse (kleptokrati).
At oligarken fik sin danske advokat til at indklage Berlingske fortæller, i hvor høj grad kleptokrater værner om deres omdømme, så de fremstår som anstændige forretningsfolk, der kan agere uplettede og uden at blive ramt af vestlige sanktioner. Vardanyan er pt. fængslet i Baku, anklaget for uretmæssig tilegnelse af ejendom samt ansporing til anstiftelse af krig og terrorisme m.m.
Injurie-lovgivning: Universitetsforlag blev truet
England har en stram injurielovgivning, hvor det fx kan være strafbart at benævne nogle som ”kleptokrater”. For at fremstå som respektable finansmænd anlægger østeuropæiske oligarker, som har skabt deres formuer på kleptokrati og nu lever i den internationale finansverden, sager. Store advokatfirmaer truer medier, advokater og forskere med retssager, og risikoen for sagsanlæg gør disse tilbageholdende.
I sin bog giver Tom Burgis mange eksempler på trusler om sagsanlæg fra advokater på vegne af østeuropæiske kleptokrater, når han i sin research kom for tæt på. Men det blev ved truslerne, fordi hans dokumentation tilsyneladende var skudsikker.
Men andre trak sig. Det ansete forlag Cambridge University Press turde i 2013 ikke udgive Dawishas Putin-biografi Putins kleptokrati, selv om forfatteren tidligere havde udgivet fem bøger på forlaget. Manus blev afvist med den begrundelse, at det – trods massiv dokumentation af kilder – var risikofyldt ud fra engelsk injurie-lovgivning at udgive en bog med den grundlæggende præmis, at Putins magt er baseret på forbindelser til organiseret kriminalitet. Forlaget frygtede et sagsanlæg og risikerede årelang strid med retssager, bevisførelse osv.
Dawisha kaldte det ”skræmmende at et af verdens mest anerkendte forlag ikke havde afvist på grund af manglende kvalitet, men fordi emnet var ’politisk-økonomisk varmt’”. Og hun fandt så et forlag i USA.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og