AFRIKA // ANALYSE – Sahel er frontlinjen i den nye multipolære verdensorden, hvor Vestens bastioner falder på stribe.
Militærkuppet i Niger repræsenterer både mere af det samme, altså endnu et militærkup i Afrika, men også en skelsættende begivenhed med vidtrækkende konsekvenser. Fra et vestligt perspektiv er det umiddelbart uforståeligt, at Niger, et af verdens fattigste lande, vælger selvbestemmelse og national suverænitet over milliarder af dollars fra Vesten.
Konsekvenserne af Nigers militærkup har vidtgående implikationer for Vesten, der med militærkuppet mister en central samarbejdspartner i Sahel-regionen i kampen mod jihadisme og migration. Kuppet i Niger udfordrer også Afrikas kontinentale og regionale institutioner i forhold til deres værdier, sammenhængs- og handlekraft.
Niger ønsker frihed og god regeringsførelse
På overfladen kan militærets magtovertagelse i Niger synes ulogisk set fra et vestligt perspektiv, men fra militærets synspunkt fremstår kuppet som indlysende og nødvendigt. Kupmagerne har været helt bevidste om, at afsættelsen af den demokratisk valgte præsident Bazoum ville resultere i, at Vesten ville stoppe samarbejdet og deres økonomisk støtte.
De har også været bevidste om de mulige sanktioner fra centrale afrikanske institutioner som AU (Afrikanske Union) og ECOWAS (Economic Community of West African States). Ikke desto mindre er militærets magtovertagelse en nøje planlagt proces, der har udviklet sig over en længere periode.
Militærledelsen i Niger begrunder magtovertagelsen med en voksende ustabilitet under præsident Bazoums ledelse, samt stærkt dalende levevilkår for landets befolkning. Med andre ord leverede demokratiet ikke på helt centrale samfundsmæssige parametre.
Retorikken ligner den, der er anvendt i forbindelse med andre kup på kontinentet. Her bliver militærets magtovertagelse portrætteret som et folkeligt projekt og et udtryk for loyalitet over for nationen. Denne retorik er brugbar, fordi de seneste militærkup på kontinentet har haft bred folkelig opbakning, især i de store byer, som resultat af den manglende legitimitet hos politikere og demokratier, der i stedet udbredt beskyldes for korruption og inkompetence.
Derimod ser militæret sig selv som professionelt og mere effektivt end politikerne. I den sammenhæng skal nævnes, at Vesten i årtier har gennemført omfattende militære træningsprogrammer i regionen, også for flere af de centrale personer bag Nigers militærkup.
Militærets retorik italesætter kuppet som et frihedsprojekt. Selv om Niger fik selvstændighed fra Frankrig for mere end 60 år siden, føler mange i Niger og andre frankofone afrikanske lande sig som fjernstyrede og andenrangsborgere i eget land
Et andet og helt afgørende aspekt er befrielsen fra Vestens dominerende kontrol, især fra den tidligere kolonimagt Frankrig. Den udbredte opfattelse blandt militæret, intellektuelle og de unge i hovedstaden er, at fremmede magter leder landet med egne interesser for øje. Militærets retorik italesætter kuppet som et frihedsprojekt. Selv om Niger fik selvstændighed fra Frankrig for mere end 60 år siden, føler mange i Niger og andre frankofone afrikanske lande sig som fjernstyrede og andenrangsborgere i eget land.
Opfattelsen er, at Frankrig aldrig rigtigt har givet mulighed for reel selvstændighed. Samtidig har andre vestlige lande i de seneste år øget deres aktiviteter i Niger, især efter at Vesten blev smidt ud af nabolandet Mali.
Efter militærkuppet har militærledelsen også positioneret sig som nødvendig for det panafrikanske projekt. Dette er utvivlsomt en reaktion på det internationale pres på kupregeringen. Især ECOWAS bliver opfattet som aggressivt i deres retorik og trusler om militær intervention i Niger, hvis præsident Bazoum ikke bliver genindsat.
Dette er en direkte appel til den panafrikanske fortælling om, at eksterne imperialistiske aktører og deres illoyale samarbejdspartnere skaber problemer for Afrika, og at disse “forrædere” skal bekæmpes
Reaktionen fra militærledelsen i Niger har været en øget militær mobilisering med indkaldelse af alle mænd over 20 år, hvilket har signaleret parathed til at forsvare sig imod en potentiel ECOWAS-militærinvasion. Samtidig har militærstyret indledt en retssag mod den afsatte præsident Bazoum, hvor de anklager ham for landsforræderi.
Målsætningen er at gøre den tidligere præsident til en marionet for Vesten. Dette er en direkte appel til den panafrikanske fortælling om, at eksterne imperialistiske aktører og deres illoyale samarbejdspartnere skaber problemer for Afrika, og at disse “forrædere” skal bekæmpes.
Utilpassede indsatser medfører tab af magt og terræn
Militærkuppet i Niger udfordrer Vesten på flere niveauer med konsekvenser både på kort og længere sigt. For det første udgør tabet af Niger som samarbejdspartner et alvorligt tilbageslag for Vestens initiativer i Sahel-regionen, herunder kampen mod jihadisme og migration.
For det andet er det et markant nederlag for Vestens statsopbygningsprojekt hvor de støttede og indsatte demokratiske institutioner opfattes som ineffektive blandt Nigers befolkning. Endelig betyder udviklingen i Niger og Sahel-regionen generelt, at Vestens geopolitiske position er truet, og den unipolære verdensorden er under pres.
I Sahel-regionen er Niger en central aktør i Vestens indsats mod jihadisme og specifikt bekæmpelsen af fundamentalistiske islamistiske grupper. Disse har gennem de seneste år vundet frem og befæstet stadig større områder i regionen. Vesten opfatter disse islamistiske grupper som den primære destabiliserende faktor i regionen, og derfor har Vesten brugt store summer og opbygget kapacitet med målsætning om at bekæmpe og stoppe fremmarchen for disse gruppers aktiviteter.
Faktisk var Niger ikke kun Vestens vigtigste, men også sidste bastion i regionen. Landet spiller også en væsentlig rolle i EU’s forsøg på kontrol med irregulær migration fra det vestlige og centrale Afrika. Den mest brugte migrationsrute går gennem Niger. Dette kan for eksempel ses ved de betydelige ressourcer, EU og medlemslandene har investeret i at inddæmme migrationen fra Niger.
Statsopbygningsprojekter i Afrika har været centralt for Vesten, siden afrikanske nationer opnåede uafhængighed. Disse bestræbelser er blevet intensiverede siden murens fald og gældskrisen i 1980’erne. Verdensbanken og IMF har været spydspidser med deres såkaldte strukturtilpasningsprogrammer.
For et centralt element i Nigers fravalg af Vesten er ønsket om frihed, men Vesten ser netop sig selv og relaterede aktiviteter som garant og forkæmper for friheden
Det oprindelige formål var at støtte afrikanske lande med stabilisering af deres økonomier. Disse initiativer, der er forankret i vestligt dominerede institutioner og baseret på vestlige værdier, er blevet tilbudt til økonomisk pressede afrikanske lande. Vesten har gennem årene udvidet kravene under overskrifter om god regeringsførelse, demokrati, borgerrettigheder og mindretalsbeskyttelse.
Nigers afvisning af Vesten og deres model, samt den dertilhørende massive økonomiske, institutionelle og militære støtte, dokumenterer i sig selv et fundamentalt problem for Vesten. Samtidig med at Vesten udfordres på kerneområdet frihed. For et centralt element i Nigers fravalg af Vesten er ønsket om frihed, men Vesten ser netop sig selv og relaterede aktiviteter som garant og forkæmper for friheden.
Militærkuppet i Niger er ligeledes en betydelig svækkelse af Vestens geopolitiske position, både i Sahel-regionen og i Afrika som helhed. Svækkelsen skal ses som en kombination af en stigende utilfredshed med Vesten og muligheden for attraktive samarbejder med andre ikke-vestlige aktører som Rusland, Kina og mellemøstlige lande.
Vesten har udfordringer med erkendelse af egne begrænsninger og projicerer egne perspektiver, herunder værdier, som Vesten finder universelle og nødvendige. Den manglende tilpasning til de specifikke kontekster og dialog i øjenhøjde skaber udfordringer og har bidraget til opbygning af en badwill mod Vesten, som er stadig mere rodfæstet og voksende.
Samtidig har andre eksterne aktører gennem de seneste år(tier), såsom Rusland, Kina og mellemøstlige lande, intensiveret og diversificeret deres aktiviteter i Sahel og Afrika. Vesten har derudover ofte manglet forståelse for disse aktører og deres aktiviteter. Med andre ord falder Vestens allierede og samarbejdspartnere i Afrika som dominobrikker.
Demokrati trods modvind på hjemmebane
For de afrikanske kontinentale og regionale samarbejdsinstitutioner udgør militærkuppet i Niger på en og samme tid ”business as usual” og en massiv og udfordring. Udviklingen i Niger og især armlægningen med ECOWAS kan få afgørende betydning for samarbejdet mellem afrikanske nationer og for det fremtidige panafrikanske projekt.
AU’s reaktion på militærkuppet i Niger kom prompte med en suspension af landet. Dette er standardpraksis for AU, der siden etableringen i 2002 har sanktioneret forfatningsstridige regimeskift. AU har dog tidligere haft nogle bemærkelsesværdige undtagelser, som da Zimbabwes militær afsatte præsident Robert Mugabe i 2017 og den militære magtovertagelse i 2021 efter drabet på Tchads præsident Idriss Deby.
Målsætningen for AU i Afrika og i omverdenen er at fremstå som en handlekraftig institution med interventionistisk tilgang, inspireret af EU, der kæmper for god regeringsførelse i modsætning til den tidligere OAU (Organisation for Afrikansk Enhed). Sidstnævnte havde fokus på det panafrikanske projekt og eksterne trusler mod kontinentet.
Selv i Ghana, som i regionen og kontinentet betragtes som et af de mest velkonsoliderede demokratier, er der voksende utilfredshed med landets politikere. Stadig flere i befolkningen snakker og drømmer om, at militæret (igen) tager magten
Den regionale samarbejdsorganisation ECOWAS har også reageret konsekvent på militærkuppet i Niger. Først blev landet suspenderet, og dernæst truede ECOWAS med en militæraktion, hvis præsident Bazoum ikke bliver genindsat. ECOWAS’ handlinger er i tråd med tidligere indsatser for at løse ledelsesmæssige udfordringer i medlemslande, som fx da Liberias præsident Charles Taylor fratrådte ved ECOWAS’ indblanding. ECOWAS spillede også en central rolle, da Gambias præsident Yahya Jammeh ikke ville gå af efter et valgnederlag i 2016, men efterfølgende måtte acceptere valgnederlaget og gå i landflygtighed.
Den nuværende situation i Niger er grundlæggende anderledes end foregående og udfordrer også ECOWAS på flere måder. Først og fremmest betyder suspenderingen af Niger, at fire af ECOWAS’ medlemslande (sammen med Burkina Faso, Guinea og Mali) er blevet suspenderet på grund af militærkup.
Dette lægger internt pres på organisationen og dens samarbejde. En anden dimension er, at der i regionen og i de specifikke lande er en voksende folkelig utilfredshed med demokratierne og især politikerne. Selv i Ghana, som i regionen og kontinentet betragtes som et af de mest velkonsoliderede demokratier, er der voksende utilfredshed med landets politikere. Stadig flere i befolkningen snakker og drømmer om, at militæret (igen) tager magten. I deres perspektiv har militæret nemlig tidligere været succesfulde med at skabe stabilitet og generelt bedre til at løfte opgaven med at lede landet.
Derudover sætter udviklingen i Niger og landets manglende lyst til at imødekomme ECOWAS’ krav pres på organisationen og dens handlekraft. For i modsætning til de tidligere situationer i Liberia og Gambia, så er militæret i Niger (indtil videre) ikke villige til at følge ECOWAS’ retningslinjer. Derfor er en fredelig løsning også en del vanskeligere.
Men har ECOWAS de militære ressourcer, og måske endnu vigtigere, den folkelige opbakning regionalt til at gennemtvinge deres krav militært? Og er det overhovedet fordelagtigt for ECOWAS med tanke på konsekvenserne? Hvis en militær aktion igangsættes, vil den måske kunne opnå det ønskede resultat, nemlig genindsættelse af præsident Bazoum.
Men en sådan indsats er samtidig vidtgående og uden sidestykke på kontinentet. Hertil kommer spørgsmålet om, hvordan sådan en militær aktion vil udfordre den grundlæggende panafrikanske fortælling om, at vi afrikanere står sammen? Det er jo netop i den sammenhæng, at Nigers militærstyres anklager mod præsident Bazoum for højforræderi gør sagen særligt kompliceret og betændt for ECOWAS.
For hvordan kommer ECOWAS til at fremstå, hvis de iværksætter en militær invasion for at genindsætte Bazoum i Niger, et andet afrikansk land, hvis befolkningen i Niger og andre steder i Afrika ser ham som marionet for Vesten? ECOWAS kan derved, hvis ikke militærstyret i Niger bøjer sig for deres krav, blive videre fanget i en Catch 22-situation. Uanset udfaldet af den konkrete sag, så vil det få implikationer for institutionen, dets medlemslande, ledere og ikke mindst folket på kontinentet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
