KRIG I UKRAINE // BAGGRUND – Den ortodokse kirke har enorm indflydelse i Putins Rusland, og det gælder også områder, der ligger fjernt fra det åndelige. “Den kirkelige ledelse har med stor sikkerhed siddet med omkring bordet, når de strategiske beslutninger er blevet truffet i disse dage.”
Når russiske tropper i disse dage rykker ind i Ukraine, er den ortodokse kirke med i felttoget. Alle våben er udstyret med ikoner, der er feltpræster med og den kirkelige ledelse har med stor sikkerhed siddet med omkring bordet, når de strategiske beslutninger er blevet truffet.
Kirken fortsat er en central medspiller, også når det kommer til konventionel våbenudvikling og krigsførelse
Det mener den russiskfødte forsker Dmitry Adamsky, som er professor i statskundskab ved Reichman Universitetet i nærheden af Tel Aviv, og han beskrev denne særlige side af russisk forsvarspolitik i bogen Russian Nuclear Orthodoxy, som udkom på Stanford University Press i 2019.
Den handler om, hvordan den russisk-ortodokse kirke hele vejen igennem har været deltagende part i udviklingen af de atomvåben, som Rusland overtog fra Sovjetunionen, og om hvordan kirken fortsat er en central medspiller, også når det kommer til konventionel våbenudvikling og krigsførelse. Men netop sagen om atomvåben er i denne sammenhæng interessant, fordi den hele tiden spøger i baggrunden, og fordi Putin bruger den i sin retorik.
I hele optakten til denne uges russiske invasion af Ukraine har det russiske atomarsenal ligget og luret i baggrunden, hvilket fik nobelpristageren Beatrice Fihn til at skrive en kommentar i Politico, hvor hun betegner situationen som den største atomtrussel siden cubakrisen i 1962.
Putin for sit vedkommende spillede med musklerne, da han ugen før invasionen inviterede den belarusiske leder, Lukashenko, med til en overværelse af en militærøvelse, hvor atomarsenalet spillede en central rolle. Og for at sætte trumf på det hele, fremlagde den russiske leder på et pressemøde sin teori om, at Ukraine – med støtte fra USA – skulle være i gang med at opbygge et atomarsenal, rettet mod Rusland.
Dette våben får en åndelig dimension og en helt anden vægt som retorisk middel, fordi den russisk-ortodokse kirke lige fra starten har været dybt engageret i sagen
Sandsynligheden taler for at denne side af sagen forbliver på trusselsplanet. Det er mest af alt en magtopvisning, og i sin bog argumenterer Adamsky for, at dette våben får en åndelig dimension og en helt anden vægt som retorisk middel, fordi den russisk-ortodokse kirke lige fra starten har været dybt engageret i sagen.
Klosteret ved Sarov
Derfor er denne historiske tråd vigtig for forståelsen af, hvad der foregår lige nu.
I 1927 blev det russisk-ortodokse kloster ved Sarov lukket. Det var det år, bolsjevikkernes systematiske forfølgelse af kirken for alvor tog fat, og i Sarov henrettede de alle præster og munke. Med årene blev de gamle klosterbygninger lidt efter lidt omdannet til center for de sovjetiske atomprogrammer, og Sarov blev til en lukket by. Den fik navnet Arzamas-16.
Stedet var cremen af den vidt forgrenede sovjetiske våbenindustri og forskere og officerer levede en privilegeret, om end gedulgt tilværelse. Derfor ramte chokket måske også så meget desto hårdere i den isolerede by, da Sovjetunionen op gennem 1980’erne begyndte at smuldre. Varemangel blev dagens kost, som alle andre steder i imperiet, og rådvildheden bredte sig. Det var tiden med perestrojka, og mange sovjetborgere knyttede håbet til kirken, der i lyset af tidens begyndende åbenhed atter dukkede op på scenen.
Det skete også i Arzamas-16. Atomforskerne havde samme behov for et ståsted i de kaotiske tider, og da Sovjetunionens endelige sammenbrud kom, blev dette behov bare endnu mere akut. For det isolerede samfund var ikke bare blevet frataget den privilegerede status, men blev også lagt for had. Almindelige borgere betragtede dem som indbegrebet af den pamperklasse, som havde levet i luksus, og katastrofen på atomkraftværket ved Tjernobyl i 1986 kom til at stå som tydeligt tegn på, at eksperterne ikke havde været pengene værd.
Kirkeligt pr-arbejde
Dette blev grundlaget Dmitry Adamskys skræmmende analyse af et fornuftsægteskab med store konsekvenser for den globale sikkerhedspolitik.
Moskvas patriark, Kirill, der samtidig var ansvarlig for den russisk-ortodokse kirkes eksterne relationer, så en mulighed i Arzamas-16. De gamle klosterbygninger havde været hjem for Seraphim, en af de vigtigste helgener i Ruslands historie, så Kirill gik i samarbejde med atomforskerne.
De sørgede for at få kirkebygningen genopført og klar til en storslået genindvielse af graven, og til gengæld talte Kirill kirkens sag. Han slog på, hvordan der gennem hele Ruslands historie har været et tæt forhold mellem kirken og militæret, og ved at give det hele en stærkt national betoning gik det emotionelle budskab lige ind hos befolkningen.
Det er de ord, vi hører fra Putin i dag. Han repræsenterer et Rusland, hvor atomprogrammerne har fået sin anseelse fuldt ud tilbage, og fordi kirken har holdt denne udvikling i kort snor er den blevet en betydelig magtfaktor og sidder med ved bordet, hvor de sikkerhedspolitiske beslutninger træffes.
Putin har flere gange bemærket at kontrollen over atomprogrammerne svarer til at have scepter og rigsæble i hænderne, og i 2007 sagde han til en gruppe russiske journalister, at den traditionelle tro og det atomare skjold er to nært forbundne forudsætninger for den nationale sikkerhed
Hellig krig
Efter Sovjetunionens ydmygende exit fra Afghanistan i 1989 var kirken i høj grad med til at højne moralen, og det er den proces, der er fortsat op til i dag. Det er på mange måder en farlig tendens.
I samfundsmæssig sammenhæng startede den fornyede interesse for troen som et græsrodsfænomen, men det har lidt efter lidt bredt sig til toppen og er afgørende med til at forme den nationale identitet. Putin er selv et religiøst menneske, og han bruger bevidst kirken til at skabe alliancer.
I dag er der præster med ved alle større militære manøvrer, og alle våben er forsynet med et ikon. Der er ligefrem en tendens til, at medlemskab af den russisk-ortodokse kirke er fremmende for karrieren
Dette ses meget tydeligt i militær sammenhæng, hvor den kirkelige indflydelse har bidraget til at give atomvæbningen højere status end de konventionelle værn. I dag er der præster med ved alle større militære manøvrer, og alle våben er forsynet med et ikon. Der er ligefrem en tendens til, at medlemskab af den russisk-ortodokse kirke er fremmende for karrieren, fuldstændig som den kommunistiske partibog var det i Sovjetunionen.
Allerede i begyndelsen af 00’erne fik kirken sine omfattende ejendomsbesiddelser tilbage, og systemet med feltpræster og militære kapellaner blev genindført. Den russisk-ortodokse tro har i dag status af statskirke og er den eneste med officiel blåstempling, og enhver militær kommandant skal underskrive en erklæring om troskab overfor præsteskabet.
Under sit arbejde blev Dmitry Adamsky mødt af en vis skepsis blandt russiske kilder, og han understreger også selv, at man skal være forsigtig med at overvurdere kirkens indflydelse. Men når det er sagt, kan man ikke løbe fra Ruslands kriseramte forhold til Ukraine som et af mange lysende eksempler på det modsatte.
Putin har fortsat kirken i ryggen, og angrebet på Ukraine med den atomare trussel i baggrunden trækker igen på nogle elementer af hellig krig
En vigtig medspiller i de russiske beslutninger var den statslige tænketank RISI. Lederen var på det tidspunkt Leonid Reshetnikov, en tidligere efterretningsofficer der havde taget religionen til sig, og han omgav sig med en gruppe klerikale analytikere. Herfra kom anbefalingen om at erobre det ukrainske Krim og annektere halvøen, og hovedargumentet lød, at dette er fødestedet for den hellige prins Vladimir, der i det 10. århundrede blev kristen og lod sig døbe på vegne af hele det russiske folk.
Problematikken er den samme i den russiske mellemøstpolitik. Naturligvis har Rusland nogle strategiske interesser i den del af verden, men der er også et tydeligt åndeligt og messiansk element indblandet. Putin lægger ikke skjul på, at han ønsker at beskytte Mellemøstens kristne mindretal, og i 2017 betegnede patriarken Kirill det russiske engagement i Syrien som Hellig Krig. Den del af retorikken måtte han dog hurtigt nedtone for ikke at blive uvenner med de muslimske mindretal i selve Rusland.
Den nuværende situation synes at ligge i klar forlængelse af alt dette. Putin har fortsat kirken i ryggen, og angrebet på Ukraine med den atomare trussel i baggrunden trækker igen på nogle elementer af hellig krig.
Læs mere om situationen i Ukraine her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og